Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010PC0453

    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/002 ES/Cataluña automoción)

    /* COM/2010/0453 final */

    52010PC0453

    /* COM/2010/0453 final */ Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/002 ES/Cataluña automoción)


    [pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

    Bruxelles, den 2.9.2010

    KOM(2010) 453 endelig

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

    om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/002 ES/Cataluña automoción)

    BEGRUNDELSE

    Den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning[1] giver i henhold til punkt 28 mulighed for at anvende Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (i det følgende benævnt "EGF") op til et årligt loft på 500 mio. EUR ud over lofterne i den finansielle rammes relevante udgiftsområder.

    Betingelserne for EGF-støtte er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen[2].

    Den 29. januar 2010 indgav Spanien ansøgning EGF/2010/002 ES/Cataluña automoción om økonomisk EGF-støtte som følge af afskedigelser i 23 virksomheder med aktiviteter inden for hovedgruppe 29 i NACE rev. 2 (fremstilling af motorkøretøjer, påhængsvogne og sættevogne)[3] i NUTS II-regionen Catalonien (ES51) i Spanien.

    Efter en nøje gennemgang af ansøgningen konkluderer Kommissionen i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 1927/2006, at betingelserne for økonomisk støtte efter denne forordning er opfyldt.

    RESUMÉ AF ANSØGNINGEN OG ANALYSE

    Nøgledata: |

    EGF-referencenummer | EGF/2010/002 |

    Medlemsstat | Spanien |

    Artikel 2 | b) |

    Berørte virksomheder | 23 |

    NUTS II-region | Catalonien (ES51) |

    NACE (rev. 2) hovedgruppe | 29 (fremstilling af motorkøretøjer, påhængsvogne og sættevogne) |

    Referenceperiode | 23.2.2009 – 22.11.2009 |

    Startdato for individualiseret støtte | 1.12.2009 |

    Ansøgningsdato | 29.1.2010 |

    Afskedigelser i referenceperioden | 2 330 |

    Afskedigede arbejdstagere, der er tiltænkt støtte | 1 429 |

    Individualiserede tilbud: budget i EUR | 4 066 420 |

    EGF-implementeringsomkostninger[4]: budget i EUR | 168 864 |

    EGF-implementeringsomkostninger i procent | 3,98 % |

    Samlet budget i EUR | 4 235 284 |

    EGF-støtte (65 %) i EUR | 2 752 935 |

    1. Ansøgningen blev forelagt Kommissionen den 29. januar 2010 og suppleret med yderligere oplysninger i tiden frem til den 26. april 2010.

    2. Ansøgningen opfylder betingelserne for anvendelse af EGF i artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1927/2006 og blev indgivet inden for den frist på 10 uger, der er fastsat i forordningens artikel 5.

    Sammenhæng mellem afskedigelserne og gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, som kan tilskrives globaliseringen eller den internationale finansielle og økonomiske krise

    3. For at etablere en sammenhæng mellem afskedigelserne og den internationale finansielle og økonomiske krise gør de spanske myndigheder gældende, at den økonomiske krise har sat bilsektoren på verdensplan under særligt pres. Kommissionen har allerede anerkendt, at da ca. 60-80 % (afhængigt af medlemsstaten) af alle køb af nye biler i Europa finansieres ved hjælp af lån, har den finanskrise, der udløste nedgangen, ramt bilindustrien særlig hårdt[5]. I andet kvartal 2009 og efter 12 sammenhængende måneder med en produktionsnedgang lå den samlede produktion af køretøjer i EU 39,5 % under niveauet for året før. Denne nedgang har ramt alle de store bilproducenter på det europæiske marked hårdt[6].

    4. Den globale finansielle og økonomiske krise har haft en alvorlig indvirkning på efterspørgslen efter køretøjer i Spanien og på Spaniens eksportmarkeder. I 2008 faldt antallet af nyindregistrerede biler i Spanien med 28 % i forhold til året før, hvilket hovedsagelig skyldtes de stramme kreditbetingelser, den meget ringe tillid hos forbrugerne og formindsket købekraft. Desuden resulterede krisens globale karakter i et fald i salget på 9,6 % for køretøjer, der produceres i Spanien og sælges i udlandet. Da den spanske bilsektor eksporterer 85 % af sin produktion, hovedsagelig til EU, fik denne nedgang i eksporten og i den hjemlige efterspørgsel en særdeles negativ indvirkning på beskæftigelsen i bilsektoren.

    5. Spanien har oplyst, at antallet af afskedigelser i Cataloniens bilsektor i løbet af de seneste fire år har udviklet sig således, idet hvert år er set i forhold til året før:

    2006 | 2007 | 2008 | 2009 |

    - 7,59 % | - 5,49 % | 42,25 % | 157,21 % |

    Dokumentation for antallet af afskedigelser og opfyldelse af kriterierne i artikel 2, litra b)

    6. Spanien indgav ansøgningen i medfør af interventionskriteriet i artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1927/2006, som forudsætter mindst 500 afskedigelser over en periode på ni måneder inden for erhverv i den samme hovedgruppe i NACE rev. 2 i en region eller to sammenhængende regioner på NUTS II-niveau i en medlemsstat.

    7. Ansøgningen vedrører 2 330 afskedigelser i 23 erhverv, der er klassificeret i den samme hovedgruppe i NACE rev. 2, i referenceperioden på ni måneder fra den 23. februar 2009 til den 22. november 2009 i en enkelt NUTS II-region (ES51), Catalonien. Alle afskedigelserne blev beregnet i henhold til artikel 2, stk. 2, andet led, i forordning (EF) nr. 1927/2006. Af de i alt 2 330 arbejdstagere er 1 429 arbejdstagere blevet tiltænkt støtte.

    Redegørelse for afskedigelsernes uforudseelighed

    8. De spanske myndigheder gør gældende, at selv om bilsektoren allerede inden krisen befandt sig i en vanskelig situation, som hovedsagelig skyldtes udflytning, formåede bilindustrien i Catalonien at holde sig på et stabilt niveau indtil begyndelsen af 2008. Fra det tidspunkt begyndte branchen at kunne mærke virkningerne af den finansielle og økonomiske krise med et pludseligt fald i efterspørgslen på køretøjer i Spanien og på verdensplan. Dette fald i efterspørgslen kunne ikke have været forudset af virksomheder eller regeringer og skete med hidtil uset kraft og hastighed.

    Identifikation af de virksomheder, der har gennemført afskedigelser, og de arbejdstagere, der er tiltænkt støtte

    9. Ansøgningen vedrører i alt 2 330 afskedigelser i følgende 23 virksomheder:

    Virksomheder og antal afskedigelser |

    Ac de Mecaniques Joan, SL | 14 | Industrias del Molde y Derivados, SA | 14 |

    Castellón, SA | 59 | Manufactura Moderna de Metales, SA | 74 |

    Catalana de Material Auxiliar de la Construccion SA (CAMAC) | 15 | Nissan Motor Ibérica, SA | 901 |

    Construcciones Mecanicas Ceman, SA | 8 | Peguform Module Div. Iberica Front Ends, SLU | 21 |

    Decolletatge Farrés, SA | 10 | Poliester Nautic | 24 |

    Esteban Ikeda, SA | 263 | Poliester So Ma, SL | 15 |

    Fabricación Componen. Motocicletas, SA | 17 | Prensas y Montajes Industriales, SA | 55 |

    Febersa Industrial, Sa | 38 | Solfer Componenti España, SL | 17 |

    Federal Mogul Friction Products, SAU | 24 | Talleres Lape, SL | 10 |

    Flexngate España. SA | 213 | Utymat, SA | 142 |

    Frape Behr, SA | 234 | Y-Tec Europa, SA | 93 |

    Industrial Carrocera Arbuciense SA (INDCAR) | 69 |

    Antal virksomheder i alt: 23 | Antal afskedigelser i alt: 2 330 |

    10. Alle de afskedigede arbejdstagere med undtagelse af de 901 arbejdstagere, der tidligere var ansat hos Nissan (dvs. 1 429 af disse i alt 2 330 afskedigede arbejdstagere), er tiltænkt støtte. Nissans arbejdstagere vil ikke blive støttet af EGF, da de er omfattet af foranstaltningerne i deres egen socialplan.

    11. De arbejdstagere, der tiltænkes støtte, fordeler sig som følger:

    Kategori | Antal | Procent |

    Mænd | 1 060 | 74,18 |

    Kvinder | 369 | 25,82 |

    EU-borgere | 1 394 | 97,55 |

    Ikke-EU-borgere | 35 | 2,45 |

    15-24-årige | 27 | 1,89 |

    25-54-årige | 1 050 | 73,48 |

    55-64-årige | 351 | 24,56 |

    Over 65 år | 1 | 0,07 |

    12. Fem af de arbejdstagere, der er tiltænkt støtte, er handicappede.

    13. Fordelingen på faggrupper[7] er som følger:

    Kategori | Antal | Procent |

    Ledere | 22 | 1,54 |

    Eksperter | 41 | 2,87 |

    Teknikere og beslægtede fagfolk | 180 | 12,60 |

    Kontoransatte | 130 | 9,10 |

    Servicemedarbejdere | 1 | 0,07 |

    Håndværkspræget arbejde | 135 | 9,45 |

    Anlægs- og maskinoperatører | 463 | 32,40 |

    Andet manuelt arbejde | 457 | 31,98 |

    14. Fordelingen på uddannelsesniveau[8] er som følger:

    Uddannelsesniveau | Antal | Procent |

    Grunduddannelse | 591 | 41,36 |

    Uddannelse på gymnasialt niveau eller derover | 338 | 23,65 |

    Eftergymnasial uddannelse, som ikke er en højere uddannelse | 93 | 6,51 |

    Uddannelse på universitetsniveau | 71 | 4,97 |

    Personer uden uddannelse eller kort skolegang | 336 | 23,51 |

    15. I overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1927/2006 har Spanien bekræftet, at man har ført og fortsat vil føre en politik for ligestilling mellem mænd og kvinder og ikke-forskelsbehandling på de forskellige stadier af gennemførelsen af EGF og specielt adgangen til midlerne derfra.

    Beskrivelse af det pågældende geografiske område og dets relevante myndigheder og andre interessenter

    16. Det område, der er berørt af afskedigelserne, ligger inden for NUTS II-regionen Catalonien og er koncentreret i storbyområdet Barcelona, dvs. Barcelona by og de omkringliggende mellemstore byer, der danner et polycentrisk storbyområde.

    17. Forretningsmodellen i Catalonien er kendetegnet ved et stort antal mikrovirksomheder (ni ud af ti virksomheder havde færre end ti ansatte) samt virksomheder med over 250 arbejdstagere, der tegner sig for 30 % af den samlede beskæftigelse. Beskæftigelsens fordeling efter sektor er 69 % inden for tjenesteydelser, 19 % inden for industrien og 12 % inden for den primære sektor. Bilsektoren tegner sig for 3 % af den industrielle beskæftigelse i Catalonien.

    18. De største interessenter er Generalitat de Cataluña-Departament de Treball (den selvstyrende region Cataloniens beskæftigelsesforvaltning) og de af arbejdsmarkedets parter, der udgør styrelsesrådet for Servei de Ocupació de Catalunya (Cataloniens offentlige beskæftigelseskontor), nemlig fagforeningerne Comisión Obrera Nacional de Cataluña og Unión General de Trabajadores, to arbejdsgiverorganisationer: Foment del Treball and PIMEC[9], samt to sammenslutninger, der repræsenterer kommunerne i Catalonien. Servei de Ocupació de Catalunya vil være ansvarlig for gennemførelsen af foranstaltningerne, overvågningen af procedurerne og udgiftsstyringen.

    Redegørelse for afskedigelsernes forventede virkning på beskæftigelsessituationen på lokalt, regionalt og nationalt plan

    19. Ca. 90 % af de afskedigelser, som denne ansøgning vedrører, blev foretaget i storbyområdet Barcelona. De udgør desuden 5 % af det samlede antal nyansættelser i industrien i Catalonien. Uden for Barcelona var antallet af fyringer mindre i absolutte tal (137 i Santa Oliva, Tarragona, og 71 i Arbuciés, Gerona). Ikke desto mindre er virkningerne på lokalt plan store, idet afskedigelserne tegner sig for henholdsvis 40 % og 20 % af arbejdsløsheden i disse to kommuner.

    20. I Catalonien har virkningerne af den økonomiske og finansielle krise medført, at regionen er gået i den modsatte retning af hovedindikatorerne i Lissabon-strategien. I perioden mellem andet kvartal 2008 og andet kvartal 2009 faldt beskæftigelsesfrekvensen for 16-64-årige arbejdstagere fra 72,1 % til 64,9 % (70,5 % for mænd og 59,1 % for kvinder). Den samlede arbejdsløshed blev i samme periode fordoblet fra 7,6 % til 15,9 %.

    Oplysninger om den samordnede pakke af individualiserede tilbud, der søges om støtte til, og et overslag over omkostningerne, herunder oplysninger om komplementariteten med foranstaltninger, der finansieres af strukturfondene

    21. Alle de foreslåede foranstaltninger udgør en samordnet pakke af individualiserede tilbud, der har til formål at reintegrere arbejdstagerne på arbejdsmarkedet.

    22. Velkomstmøde, erhvervsvejledning og etablering af profil : Den første foranstaltning, der gennemføres for alle 1 429 deltagere, består i at etablere deres individuelle profil, og omfatter oplysninger om ledige job, kompetence- og uddannelseskrav, tilgængelige uddannelsesprogrammer og praktikordninger samt mobilitetsstøtte og ordninger vedrørende deltagelse og indplacering på arbejdsmarkedet. Deltagelsen i denne foranstaltning er en nødvendig forudsætning for adgangen til de øvrige individualiserede tilbud. Ikke desto mindre skønnes andelen af deltagere kun at nå op på 77 % af de arbejdstagere, der er tiltænkt støtte, hvilket hovedsagelig skyldes, at en stor andel af dem udgøres af ældre arbejdstagere.

    23. Hjælp til genplacering : Denne foranstaltning omfatter to komplementære foranstaltninger. På den ene side omfatter dette udformning, gennemførelse og opfølgning på den individualiserede hjælp, herunder vejledning i løbet af processen, indtil arbejdstageren er blevet reintegreret på arbejdsmarkedet. I betragtning af deltagerens gennemsnitlige profil (mænd over 45 år med få kvalifikationer) kan varigheden af denne vejledning imidlertid blive udvidet til også at omfatte en periode efter reintegrationen på arbejdsmarkedet. På den anden side omfatter dette ligeledes intensiv jobsøgning, herunder aktiv undersøgelse af lokale og regionale beskæftigelsesmuligheder. Andelen af deltagere anslås til 70 % af deltagerne i samtalen om etablering af en profil.

    24. Intensiv hjælp til jobsøgning : Formålet med denne foranstaltning er at give alle de arbejdstagere, der er tiltænkt støtte, materielle ressourcer og coaching (individualiseret eller workshopper) i forbindelse med jobsøgningsaktiviteter. De arbejdstagere, der deltager i denne foranstaltning, vil ligeledes få adgang til et "socialt hjørne", dvs. et sted, hvor de kan udveksle erfaringer og råd med hensyn til jobsøgning. Formålet med dette er at motivere deltagerne til at fortsætte den aktive jobsøgning.

    25. Efteruddannelse og omskoling : Denne foranstaltning vil omfatte forskellige uddannelsestilbud:1) Individualiseret, skræddersyet uddannelse med henblik på forbedring af den enkelte afskedigede arbejdstagers kvalifikationer og potentiale i overensstemmelse med hans/hendes situation og fremtidsudsigter. Dette kan omfatte uddannelse med henblik på beståelse af en udvælgelsesprøve, gennemførelse af en gymnasial uddannelse, opnåelse af en grad eller en universitetsuddannelse osv. 2) Uddannelse inden for de sektorer, hvor der er eller forventes at opstå beskæftigelsesmuligheder, eller uddannelsesstillinger inden for erhverv, der er knyttet til bilsektoren. 3) Uddannelse med henblik på etablering af selvstændig virksomhed. Denne form for uddannelse, der er målrettet de arbejdstagere, som allerede har en forretningsidé, vil omfatte aspekter såsom planlægning, gennemførelse af feasibilityundersøgelser, udarbejdelse af forretningsplaner og finansiering. Det første og andet tilbud vil i det omfang, det er muligt, blive suppleret med praktikophold i virksomheder af en til tre måneders varighed. Deltagerne vil få udbetalt et fast månedligt beløb på ca. 350 EUR, såfremt de deltager i uddannelsesforløbene.

    26. Uddannelse med henblik på særlige erhvervskvalifikationer : Denne uddannelse vil blive tilrettelagt, så der tages hensyn til de særlige behov hos de lokale virksomheder, som til gengæld forpligter sig til at ansætte mindst 60 % af de arbejdstagere, der deltager i uddannelsen. Omkring 20 % af de arbejdstagere, der tiltænkes støtte, vil deltage i denne foranstaltning.

    27. Workshopper om iværksætteri : Denne foranstaltning består af korte og dynamiske workshopper, hvor formålet er at fremme idéen om iværksætteri blandt arbejdstagere, der aldrig havde overvejet andre muligheder end at være lønmodtagere. Disse workshopper vil omfatte forskellige faser i iværksætterprocessen, lige fra de grundlæggende oplysninger eller den første kontakt til mere detaljerede emner som f.eks. workshopper om udvikling af forretningsidéer, om analysen af disse forretningsidéer osv.

    28. Uddannelse på arbejdspladsen : Målgruppen for denne foranstaltning er de dårligst stillede af de arbejdstagere, der tiltænkes støtte. De vil i tre måneder få en kombination af teoretisk uddannelse og uddannelse på arbejdspladsen. Deltagerne får løn hver måned.

    29. Fremme af iværksætterånden: Denne foranstaltning er målrettet tidligere ledere, arbejdstagere med høje kvalifikationer eller arbejdstagere, der kompenserer mindre høje kvalifikationer med omfattende erhvervserfaring, og som er indstillet på selv at starte en virksomhed som selvstændige, som medlem af et kooperativ eller ved at fremme et datterselskab, der er udskilt.Foranstaltningen vil bestå af individualiseret vejledning i hele processen med at starte virksomheden op (udvikling af en forretningsidé, feasibilityanalyse, indsamling af midler og udvikling af forretningsplan) og støtte med hensyn til gennemførelse af de administrative formaliteter i forbindelse med etableringen af virksomheden. Omkring 10 % af arbejdstagerne forventes at deltage i denne foranstaltning.

    30. Peerstøtte : Denne foranstaltning er beregnet som et supplement til den individualiserede støtte (vejledning) og vil være fokuseret på såvel det tekniske som det følelsesmæssige aspekt ved at etablere egen virksomhed eller søge job. Foranstaltningen kommer til at bestå i at skabe kontakt mellem de deltagende arbejdstagere og tidligere ledige arbejdstagere, der har formået at reintegrere sig på arbejdsmarkedet, og hvis erfaringer kunne udgøre et godt eksempel. En coach vil fungere som facilitator på disse møder. Ca. 50 % af deltagerne i den foranstaltning, der omfatter hjælp til genplacering, vil ligeledes deltage i denne form for vejledning.

    31. Deltagelsesincitamenter : For at fremme deres deltagelse i disse foranstaltninger vil arbejdstagerne får udbetalt et engangsbeløb på 600 EUR (100 EUR pr. måned i højst seks måneder), såfremt de deltager i EGF-pakkens uddannelsesaktiviteter.

    32. Genplaceringsincitamenter : Der vil blive udbetalt et engangsbeløb på 1 000 EUR til de arbejdstagere, der finder beskæftigelse og forbliver beskæftigede i mindst seks sammenhængende måneder. Dette tilskud har til formål at tilskynde til reintegration på arbejdsmarkedet og til at stimulere arbejdstagere, særlig de ældre, til at forblive til på arbejdsmarkedet.

    33. Iværksætterstøtte : Alle de arbejdstagere, der finder beskæftigelse som selvstændige eller iværksættere, modtager et engangsbeløb på 1 200 EUR, når de har opsparet tre måneders socialsikringsbidrag eller har drevet virksomhed i mindst tre måneder. Formålet med denne støtteordning er at støtte de arbejdstagere, der starter deres egen virksomhed, i de første måneder efter opstart.

    34. Støtte i forbindelse med bopælsændring : Arbejdstagere, der ændrer bopæl efter at have accepteret et arbejde, der ligger mindst 70 km fra deres nuværende bopæl, modtager et engangsbeløb på 3 500 EUR til dækning af de nødvendige udgifter.

    35. De udgifter til gennemførelse af EGF, som er medtaget i ansøgningen i overensstemmelse med artikel 3 i forordning (EF) nr. 1927/2006, dækker forberedelser, forvaltning og kontrolaktiviteter samt oplysninger og publicitet.

    36. De individualiserede tilbud, der forelægges af de spanske myndigheder, er aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, som falder ind under de i artikel 3 i forordning (EF) nr. 1927/2006 fastlagte støtteberettigede foranstaltninger. De spanske myndigheder anslår de samlede omkostninger til disse tilbud til 4 235 284 EUR og udgifterne til gennemførelse af EGF til 168 864 EUR (= 3,98 % af det samlede beløb). Der anmodes om en EGF-støtte på i alt 2 752 935 EUR (65 % af de samlede omkostninger).

    Foranstaltninger | Anslået antal arbejdstagere, som er tiltænkt støtte | Anslåede omkostninger pr. arbejdstager, som er tiltænkt støtte (i EUR) | Samlede omkostninger i EUR (EGF og national samfinansiering) |

    Individualiserede tilbud (artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1927/2006) |

    Velkomstmøde, beskæftigelsesvejledning og etablering af profil Información inicial y entrevista en profundidad | 1 072 | 60 | 64 320 |

    Hjælp til genplacering Tutorización para la reinserción y la activación laboral | 750 | 1 400 | 1 050 000 |

    Intensiv hjælp til jobsøgning Apoyo intensivo en la búsqueda de trabajo | 525 | 500 | 262 500 |

    Efteruddannelse og omskoling Formación para la recolocación | 375 | 1 664 | 624 000 |

    Uddannelse med henblik på særlige erhvervskvalifikationer Formación a medida de las necesidades de las empresas | 150 | 2 000 | 300 000 |

    Workshopper om iværksætteri Talleres de fomento del espiritu empresarial | 225 | 250 | 56 250 |

    Uddannelse på arbejdspladsen Promoción del empleo | 113 | 3 500 | 395 500 |

    Fremme af iværksætterånd Tutorización para la creación de empresas | 75 | 2 000 | 150 000 |

    Peerstøtte Mentoring y apoyo intergeneracional | 375 | 250 | 93 750 |

    Deltagelsesincitamenter Ayuda a la participación | 750 | 600 | 450 000 |

    Genplaceringsincitamenter Ayudas a la recolocación | 263 | 1 000 | 263 000 |

    Iværksætterstøtte Ayudas para el autoempleo | 38 | 1 200 | 45 600 |

    Praktikløn Beca salario | 180 | 700 | 126 000 |

    Støtte i forbindelse med bopælsændring Ayudas a la mobilidad geográfica. | 53 | 3 500 | 185 500 |

    Subtotal, individualiserede tilbud | 4 066 420 |

    Udgifter til gennemførelse af EGF (artikel 3, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1927/2006) |

    Forberedelser | 17 864 |

    Forvaltning | 103 000 |

    Oplysning og publicitet | 18 000 |

    Kontrolaktiviteter | 30 000 |

    Subtotal, udgifter til gennemførelse af EGF | 168 864 |

    Samlede anslåede udgifter | 4 235 284 |

    EGF-støtte (65 % af de samlede udgifter) | 2 752 935 |

    37. De spanske myndigheder bekræfter, at de ovenfor beskrevne foranstaltninger suppleres af foranstaltninger, hvortil der modtages støtte gennem strukturfondene. Spanien agter desuden at sikre, at der etableres et klart revisionsspor for aktiviteter, som finansieres over EGF, og bekræfter, at der ikke søges om eller anvendes andre EU-midler.

    38. Hovedmålsætningerne med Den Europæiske Socialfonds operationelle programmer for 2007-2013 for Catalonien er at fremme arbejdstagernes livslange læring, at reducere risikoen for skolefrafald samt at fokusere på de mest sårbare grupper eller grupper, der risikerer social udstødelse, hovedsagelig unge arbejdstagere eller arbejdstagere over 45 år, kvinder og handicappede. Selv om nogle af EGF-foranstaltningerne, især dem, der vedrører fremme af iværksætterånden, kunne synes at svare til ESF-foranstaltninger, er der en forskel: EGF-foranstaltningerne er enestående i deres art og har særlige kendetegn (de vedrører en sektor og en bestemt befolkning), og de er skræddersyede og intensive, hvad angår udformningen. Med en løbende opfølgning på ESF- og EGF-foranstaltninger med tilsvarende formål og målgrupper kan man undgå overlapninger mellem ESF- og EGF-foranstaltninger.

    Dato/datoerne for iværksættelse eller planlagt iværksættelse af individualiserede tilbud til de berørte arbejdstagere

    39. Spanien iværksatte den 1. december 2009 de individualiserede tilbud til de berørte arbejdstagere, som er omfattet af den samordnede pakke, der blev foreslået til EGF-medfinansiering. Denne dato markerer således begyndelsen af støtteberettigelsesperioden for enhver EGF-støtte.

    Procedurer for høring af arbejdsmarkedets parter

    40. Arbejdsmarkedets parter blev hørt under forberedelserne til den samordnede pakke af foranstaltninger. Den foreslåede ansøgning blev drøftet den 17. december 2009 på et af de regelmæssige møder i styrelsesrådet for Servei de Ocupació de Catalunya. Dette styrelsesråds medlemmer er fagforeningerne Comisión Obrera Nacional de Cataluña og Unión General de Trabajadores, to arbejdsgiverorganisationer, Foment del Treball and PIMEC[10], og to sammenslutninger, der repræsenterer kommunerne i Catalonien, og andre interesserede parter.

    41. De spanske myndigheder har bekræftet, at kravene i den nationale lovgivning og EU-lovgivningen vedrørende kollektiv afskedigelse er blevet overholdt.

    Oplysninger om foranstaltninger, som er obligatoriske i henhold til national lovgivning eller kollektive aftaler

    42. Med hensyn til de kriterier, der er fastsat i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1927/2006, kunne de spanske myndigheder i deres ansøgning:

    43. bekræfte, at det finansielle bidrag fra EGF ikke erstatter foranstaltninger, som det påhviler virksomheder at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive aftaler

    44. godtgøre, at de påtænkte foranstaltninger er støtte til individuelle arbejdstagere og ikke skal anvendes til omlægning af virksomheder eller sektorer

    45. bekræfte, at de under punkt 20-22 ovenfor omhandlede støtteberettigede aktioner ikke modtager støtte under andre af Fællesskabets finansielle instrumenter.

    Forvaltnings- og kontrolsystemer

    46. Spanien har meddelt Kommissionen, at det finansielle bidrag vil blive forvaltet og kontrolleret af de samme organer som dem, der forvalter og kontrollerer Den Europæiske Socialfond. Servei d'Ocupació de Catalunya vil fungere som formidlingsorgan for forvaltningsmyndigheden.

    Finansiering

    47. På grundlag af ansøgningen fra Spanien beløber den foreslåede EGF-støtte til den samordnede pakke af individualiserede tilbud sig til 2 752 935 EUR, hvilket svarer til 65 % af de samlede omkostninger. De tildelinger fra fonden, som Kommissionen foreslår, er baseret på oplysninger fra Spanien.

    48. Under hensyn til den maksimale EGF-støtte, som er fastsat i artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1927/2006, og mulighederne for omfordeling af bevillinger foreslår Kommissionen at anvende EGF til at dække hele det ovennævnte beløb, der opføres under den finansielle rammes udgiftsområde 1a.

    49. Med det foreslåede støttebeløb er der fortsat over 25 % af det maksimale årlige beløb, der er øremærket til EGF, til rådighed til tildelinger i årets sidste fire måneder, jf. artikel 12, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1927/2006.

    50. Med dette forslag om at anvende EGF indleder Kommissionen den forenklede trepartsprocedure, jf. punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006, for at sikre, at budgetmyndighedens to parter er enige i, at det er nødvendigt at anvende fonden, og kan tilslutte sig det beløb, der anmodes om. Kommissionen opfordrer den af budgetmyndighedens to parter, som på rette politiske niveau først når til enighed om udkastet til forslaget om anvendelse af fonden, til at underrette den anden part og Kommissionen om sine hensigter. Hvis den ene af budgetmyndighedens to parter ikke kan give sin tilslutning, indkaldes der til et formelt trepartsmøde.

    51. Kommissionen forelægger særskilt en anmodning om overførsel for at få specifikke forpligtelses- og betalingsbevillinger opført på budgettet for 2010, jf. punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006.

    Kilde til betalingsbevillinger

    52. Det kan på det nuværende gennemførelsesstade forventes, at de betalingsbevillinger, der er tilgængelige i 2010 under budgetpost 01.0404 "Rammeprogram for konkurrenceevne og innovation – iværksætter- og innovationsprogrammet", ikke vil blive anvendt fuldt ud i år.

    53. Denne budgetpost omfatter udgifter vedrørende gennemførelsen af det finansielle instrument i dette program, hvis hovedformål er fremme af SMV'ers adgang til finansiering. Der er en vis periodemæssig forskydning mellem overførslerne til de forvaltningskonti, der administreres af Den Europæiske Investeringsfond, og udbetalingen til støttemodtagerne. Den finansielle krise har haft betydelige konsekvenser for prognoserne for så vidt angår udbetalingerne for 2010. For således at undgå for store saldi på forvaltningskontiene er metoden for beregning af betalingsbevillinger blevet revideret under hensyntagen til de forventede udbetalinger. Beløbet på 2 752 935 EUR kan derfor stilles til rådighed til overførsel.

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

    om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2010/002 ES/Cataluña automoción)

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning[11], særlig punkt 28,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen[12], særlig artikel 12, stk. 3,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen[13] og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen blev oprettet med henblik på at yde supplerende støtte til arbejdstagere, der bliver afskediget som følge af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene på grund af globaliseringen, og at hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

    (2) Anvendelsesområdet for EGF blev udvidet for ansøgninger indgivet fra den 1. maj 2009, så det kom til også at omfatte støtte til arbejdstagere, der bliver afskediget som en direkte følge af den internationale finansielle og økonomiske krise.

    (3) Den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 giver mulighed for at anvende EGF inden for et årligt loft på 500 mio. EUR.

    (4) Spanien indgav den 29. januar 2010 en ansøgning om anvendelse af fonden i forbindelse med afskedigelser i 23 virksomheder med aktiviteter inden for hovedgruppe 29 (fremstilling af motorkøretøjer, påhængsvogne og sættevogne) i NACE rev. 2 i en enkelt NUTS II-region, Catalonien (ES51), og supplerede denne ansøgning med yderligere oplysninger frem til den 26. april 2010. Ansøgningen opfylder kravene til fastlæggelse af støttebeløbets størrelse, jf. artikel 10 i forordning (EF) nr. 1927/2006. Kommissionen foreslår derfor, at der ydes en støtte på 2 752 935 EUR.

    (5) Der bør derfor som følge af Spaniens ansøgning ydes støtte fra Globaliseringsfonden –

    BESTEMT FØLGENDE:

    Artikel 1

    Inden for rammerne af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010 stilles der fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen et beløb på 2 752 935 EUR til rådighed i forpligtelses- og betalingsbevillinger.

    Artikel 2

    Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende .

    Udfærdiget i Bruxelles/Strasbourg,

    På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

    Formand Formand

    [1] EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

    [2] EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.

    [3] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder (EUT L 393 af 30.12.2006, s. 1).

    [4] I overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1927/2006.

    [5] "Udspil til imødegåelse af krisen i den europæiske bilindustri" (KOM(2009) 104).

    [6] Generaldirektoratet for Erhvervspolitik: "Impact of the economic crisis on key sectors of the EU – the case of the manufacturing and construction industries". Ajourføring juni 2009

    (http://ec.europa.eu/enterprise/newsroom/cf/itemshortdetail.cfm?item_id=3437).

    [7] Kategorierne er baseret på den internationale standardfagklassifikation, 1-cifret kode (ISCED-88).

    [8] Kategorierne er baseret på den internationale uddannelsesklassifikation (ISCED-97).

    [9] Micro, petita i mitjana empresa de Catalunya (PIMEC).

    [10] Micro, petita i mitjana empresa de Catalunya (PIMEC).

    [11] EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

    [12] EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.

    [13] EUT C […], […], s. […].

    Top