Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010PC0304

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 452/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af strygebrætter med oprindelse i bl.a. Ukraine

/* KOM/2010/0304 endelig udg. - NLE 2010/0165 */

52010PC0304

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 452/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af strygebrætter med oprindelse i bl.a. Ukraine /* KOM/2010/0304 endelig udg. - NLE 2010/0165 */


[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

Bruxelles, den 8.6.2010

KOM(2010)304 endelig

2010/0165 (NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EF) nr. 452/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af strygebrætter med oprindelse i bl.a. Ukraine

BEGRUNDELSE

Baggrunden for forslaget |

Begrundelse og formål Dette forslag vedrører anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab[1] ("grundforordningen"), i proceduren vedrørende importen af visse strygebrætter med oprindelse i bl.a. Ukraine. |

Generel baggrund Forslaget er fremsat som led i gennemførelsen af grundforordningen og som resultat af en undersøgelse, der blev foretaget i overensstemmelse med de indholdsmæssige og proceduremæssige krav i grundforordningen. |

Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører Rådets forordning (EF) nr. 452/2007[2] om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af strygebrætter med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Ukraine. |

Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål Ikke relevant. |

Høring af interesserede parter og konsekvensanalyse |

Høring af interesserede parter |

Interesserede parter, der er berørt af proceduren, har haft mulighed for at forsvare deres interesser i forbindelse med undersøgelsen i overensstemmelse med grundforordningen. |

Ekspertbistand |

Der var ikke behov for ekstern ekspertbistand. |

Konsekvensanalyse Forslaget er et resultat af gennemførelsen af grundforordningen. Grundforordningen foreskriver ikke en analyse af de generelle konsekvenser, men indeholder en udtømmende liste over de forhold, der skal evalueres. |

Forslagets retlige aspekter |

Resumé af forslaget Den 9. april 2009 indledte Europa-Kommissionen ("Kommissionen") en delvis interimsundersøgelse alene af dumpingaspektet af de antidumpingforanstaltninger, der ved Rådets forordning (EF) nr. 452/2007 af 23. april 2007 blev indført over for importen af strygebrætter med oprindelse i Ukraine. Dumpingmargenen i den undersøgelse, der førte til Rådets forordning (EF) nr. 452/2007, var på 9,9 %. Det fremgik af den fornyede undersøgelse, at den eneste producent af strygebrætter i Ukraine efter en omlægning af sine salgskanaler havde en dumpingmargen på 7,0 %. Det konkluderedes derfor i den fornyede undersøgelse, at de omstændigheder, der lå til grund for foranstaltningerne, har ændret sig, og at de nye omstændigheder er af varig karakter. Antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af strygebrætter med oprindelse i bl.a. Ukraine bør derfor ændres. Det foreslås derfor, at Rådet vedtager vedlagte forslag til forordning om ændring af de gældende foranstaltninger. Denne forordning bør offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 8. juli 2010. |

Retsgrundlag Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 11, stk. 3. |

Nærhedsprincippet Forslaget henhører under EU's enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse. |

Proportionalitetsprincippet Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af følgende årsag: |

Foranstaltningen er beskrevet i ovennævnte grundforordning og giver ikke mulighed for nationale beslutninger. Det er ikke relevant at forklare, hvordan byrder af finansiel eller administrativ art, der pålægges EU, nationale regeringer, regionale og lokale myndigheder, erhvervsdrivende og borgere begrænses mest muligt og står i rimeligt forhold til forslagets mål. |

Reguleringsmiddel/reguleringsform |

Foreslået reguleringsmiddel: rådsforordning. |

Andre midler ville ikke være egnede, fordi grundforordningen ikke foreskriver alternative muligheder. |

Budgetmæssige virkninger |

Forslaget får ingen virkninger for EU's budget. |

1. 2010/0165 (NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EF) nr. 452/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af strygebrætter med oprindelse i bl.a. Ukraine

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab[3] ("grundforordningen"), særlig artikel 11, stk. 3,

under henvisning til forslag forelagt af Europa-Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg og

ud fra følgende betragtninger:

2. PROCEDURE

3. Gældende foranstaltninger

4. Rådet indførte ved forordning (EF) nr. 452/2007[4] ("den oprindelige forordning") en endelig antidumpingtold på importen af strygebrætter med oprindelse i bl.a. Ukraine. Foranstaltningerne består i en værditold på 9,9 %.

5. Anmodning om en fornyet undersøgelse

6. I august 2008 modtog Kommissionen en anmodning om en delvis interimsundersøgelse, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 3 ("interimsundersøgelsen"). Anmodningen blev imødekommet i december 2008. Den undersøgelse, der anmodedes om, var begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet og blev indgivet af Eurogold Industries Ltd., en eksporterende producent fra Ukraine ("ansøgeren" eller 'EGI'). Ansøgeren havde samarbejdet i forbindelse med den undersøgelse, som førte til resultaterne og konklusionerne i den oprindelige forordning ("den oprindelige undersøgelse"). Antidumpingtolden for ansøgeren, der er den eneste kendte eksporterende producent af den pågældende vare i Ukraine, udgør 9,9 %.

7. Ansøgeren hævdede i sin anmodning, at de omstændigheder, som lå til grund for foranstaltningerne, har ændret sig, og at disse ændringer er af varig karakter. Ansøgeren fremlagde umiddelbare beviser for, at det ikke længere var nødvendigt at fastholde foranstaltningen på dens nuværende niveau for at modvirke dumpingen.

8. Indledning af undersøgelsen

9. Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en interimsundersøgelse, og besluttede derfor at indlede en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, alene af dumpingaspektet, for så vidt angår EGI. Kommissionen offentliggjorde den 9. april 2009 en indledningsmeddelelse ("indledningsmeddelelsen") i Den Europæiske Unions Tidende [5] og påbegyndte undersøgelsen.

10. Den pågældende vare og samme vare

11. Den vare, som er berørt af den delvise interimsundersøgelse, er den samme som i den oprindelige undersøgelse, dvs. strygebrætter, også fritstående, også med suge- og/eller varme- og/eller blæsefunktion, herunder ærmebrætter, og væsentlige dele heraf, f.eks. ben, bræt og strygejernsholder, med oprindelse i Ukraine, som i øjeblikket henhører under KN-kode ex 3924 90 00, ex 4421 90 98, ex 7323 93 90, ex 7323 99 91, ex 7323 99 99, ex 8516 79 70 og ex 8516 90 00.

12. Den vare, der fremstilles og sælges i Ukraine, og den vare, der eksporteres til Unionen, har samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og anvendelsesformål, og de betragtes derfor som samme vare, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

13. Interesserede parter

14. Kommissionen underrettede officielt EU-erhvervsgrenen, ansøgeren og myndighederne i eksportlandet om indledningen af interimsundersøgelsen. Interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte deres synspunkter skriftligt og til at blive hørt.

15. Kommissionen sendte ansøgeren et spørgeskema og modtog en besvarelse inden for den fastsatte frist. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om der fandt dumping sted, og der blev aflagt kontrolbesøg hos ansøgeren:

16. Eurogold Industries Ltd., Zhitomir, Ukraine

17. og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomhed Eurogold Service Zumbühl & Co., Zug i Schweiz ("EGS").

18. Undersøgelsesperiode

19. Undersøgelsen omfattede perioden fra 1. januar 2008 til 31. december 2008 ("undersøgelsesperioden" eller "UP").

20. UNDERSØGELSESRESULTATER

21. Normal værdi

22. Med hensyn til fastsættelsen af den normale værdi blev det først fastslået, om EGI's samlede hjemmemarkedssalg af samme vare til uafhængige kunder var repræsentativt i forhold til virksomhedens samlede eksportsalg til EU. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2, anses hjemmemarkedssalget for at være repræsentativt, når det samlede hjemmemarkedssalg udgør mindst 5 % af det samlede salg af den pågældende vare til Unionen. Det konstateredes, at EGI's samlede salg af samme vare på hjemmemarkedet var repræsentativt.

23. For hver varetype, som EGI solgte på sit hjemmemarked, og som fandtes at være direkte sammenlignelig med den varetype, der solgtes med henblik på eksport til Unionen, blev det undersøgt, om hjemmemarkedssalget var tilstrækkeligt repræsentativt i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 2. Hjemmemarkedssalget af en bestemt varetype blev anset for tilstrækkelig repræsentativt, hvis den samlede salgsmængde på hjemmemarkedet af den pågældende varetype til uafhængige kunder i UP udgjorde mindst 5 % af den samlede salgsmængde af den sammenlignelige varetype, der solgtes med henblik på eksport til Unionen.

24. Det undersøgtes også, om hjemmemarkedssalget af hver varetype kunne anses for at have fundet sted i normal handel i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 4. Det blev gjort ved at fastlægge, hvor stor en andel af hjemmemarkedssalget af hver eksporteret type af den pågældende vare til uafhængige kunder på hjemmemarkedet i UP, der var fortjenstgivende.

25. For de varetyper, hvor over 80 % af salgsmængden på hjemmemarkedet af den varetype lå over produktionsomkostningerne, og den vejede gennemsnitlige salgspris på den type var lig med eller lå over enhedsproduktionsomkostningen, blev den normale værdi efter varetype beregnet som et vejet gennemsnit af de faktiske hjemmemarkedspriser for alt salg af den pågældende type, uanset om salget var fortjenstgivende eller ej.

26. I de tilfælde, hvor mængden af fortjenstgivende salg af en varetype udgjorde højst 80 % af den samlede salgsmængde for denne varetype, og hvor den vejede gennemsnitspris for den varetype lå under enhedsproduktionsomkostningerne, blev den normale værdi baseret på den faktiske hjemmemarkedspris, der blev beregnet som et vejet gennemsnit af kun de fortjenstgivende hjemmemarkedssalg for denne varetype i UP.

27. Hvis hjemmemarkedspriserne for en bestemt varetype solgt af EGI ikke kunne anvendes til at fastsætte den normale værdi, måtte den beregnes, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 3.

28. I forbindelse med beregningen af den normale værdi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 3, bygger salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste på de faktiske beløb, som påløber i forbindelse med produktion og salg i normal handel af samme vare for EGI, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6, indledningen.

29. Efter fremlæggelsen af konklusionerne hævdede EGI, at de salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger i procent, som blev anvendt til at beregne den normale værdi, ikke svarede til de omkostninger i procent, som blev anvendt i forbindelse med hjemmemarkedssalget i normal handel, og at visse beregnede normale værdier derfor i den forstand var for høje.

30. Påstanden blev undersøgt, men fandtes grundløs, da de salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger i procent, der blev anvendt, er de samme som omkostningerne i procent for hjemmemarkedssalg, uanset om salget sker i normal handel eller ej, eftersom de er udtrykt i procent af omsætningen. Påstanden afvises derfor.

31. Eksportpris

32. EGI foretog eksportsalg til Unionen enten direkte til uafhængige kunder eller gennem sin forretningsmæssigt forbundne virksomhed EGS i Schweiz.

33. I de tilfælde, hvor eksportsalget til Unionen gik direkte til uafhængige kunder i EU, blev eksportpriserne fastsat på grundlag af de priser, der faktisk var betalt eller skulle betales for den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8.

34. Når eksportsalg til Unionen skete gennem den forretningsmæssigt forbundne virksomhed EGS, der varetog alle importfunktioner i forbindelse med varernes overgang til fri omsætning i Unionen som forretningsmæssigt forbunden importør, blev eksportprisen fastsat på grundlag af de priser, til hvilke de importerede varer første gang blev videresolgt til en uafhængig køber, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9. I disse tilfælde blev der foretaget justeringer for at tage højde for alle de omkostninger, som var påløbet mellem import og videresalg, og for forventet fortjeneste, så der kunne fastsættes en realistisk eksportpris. Da der ikke forelå nye oplysninger fra uafhængige importører om forventet fortjeneste, blev der i den forbindelse gjort brug af samme procentvise fortjeneste som den i den oprindelige undersøgelse.

35. EGI hævdede, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 10, at hvis eksportprisen fastsættes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9, skal den betalte antidumpingtold ikke fratrækkes som en omkostning, eftersom den ifølge EGI er afspejlet i videresalgspriserne.

36. I den forbindelse blev dokumentationen til støtte for påstanden bestående i en række salgsprisberegninger gennemgået. De foretagne beregninger vedrørte imidlertid kun visse af de modeller, der var blevet solgt i UP, og viste, at salgsprisen ikke fuldt ud afspejlede antidumpingtolden i alle tilfælde. Derfor blev den tilvejebragte dokumentation ikke anset for afgørende med hensyn til at fastslå, om antidumpingtolden var afspejlet i videresalgspriserne. Påstanden blev derfor afvist, og da eksportprisen for salg til Unionen gennem EGS blev fastsat, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9, blev antidumpingtolden fratrukket som omkostning.

37. Efter fremlæggelsen af konklusionerne gentog EGI sin påstand. Der blev imidlertid ikke indgivet nye beviser eller argumenter til støtte for påstanden. Påstanden afvises derfor.

38. Sammenligning

39. Den normale værdi og eksportprisen blev sammenlignet på grundlag af priserne ab fabrik. For at sikre en rimelig sammenligning af den normale værdi og eksportprisen blev der i form af justeringer taget behørigt hensyn til forskelle i omkostninger til transport, pakning, kredit og provisioner i tilfælde, hvor det var nødvendigt og berettiget, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10.

40. Efter fremlæggelsen af konklusionerne dukkede en regnefejl op, som involverede en ukorrekt valutaomregning for visse justeringer for pakkeomkostninger. Dette blev rettet, og beregningen af dumpingmargenen blev gennemgået i overensstemmelse hermed.

41. EGI hævdede også efter fremlæggelsen af konklusionerne, at der bør ses bort fra de foretagne justeringer for det hjemmemarkedssalg, som ikke foregår i normal handel, og at der i mangel af andre former for salg af den pågældende varetype bør gøres brug af de gennemsnitlige justeringer for salg af andre varetyper i almindelig handel, fordi kun sidstnævnte ville afspejle de omkostninger, som indgik i de salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, der blev brugt til at beregne den normale værdi.

42. Denne påstand blev undersøgt, men ikke accepteret, da justeringer kun bruges til sammenligningsformål og normalt afspejler de faktiske omkostninger i forbindelse med hver enkelt transaktion og derfor udgør et objektivt element og er uafhængige af, om det endelige salg foregår i almindelig handel.

43. Det blev endvidere i forbindelse med undersøgelsen af denne påstand konstateret, at der var blevet anvendt ukorrekte justeringer til beregningen af de normale værdier for de varetyper, som der ikke foregik noget hjemmemarkedssalg af. Dette blev rettet, man anvendte de samlede gennemsnitlige justeringer for alt hjemmemarkedssalg, og beregningen blev ændret i overensstemmelse hermed. EGI hævdede, at der burde indrømmes justeringer for kreditomkostninger for disse varetyper, eftersom kreditomkostninger indgik i de salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, der blev brugt til at beregne den normale værdi. Denne påstand blev afvist, fordi de pågældende varetyper faktisk aldrig blev solgt på hjemmemarkedet, og der derfor ikke var noget bevis for, at betalingerne var udskudt. I den forbindelse bemærkes det, at en justering for kreditomkostninger ikke bygger på faktiske betalingsbetingelser og –omkostninger, men på en alternativomkostning med udgangspunkt i de betalingsbetingelser, der blev aftalt på tidspunktet for salget.

44. Dumpingmargen

45. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, sammenlignedes den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver varetype med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare. Det fremgik af sammenligningen, at der fandt dumping sted.

46. EGI's dumpingmargen udtrykt i procent af nettoprisen, frit EU's grænse, ufortoldet, er på 7,0 %.

47. Det blev også undersøgt, om konklusionerne med rimelighed kunne betragtes som værende af varig karakter, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 3.

48. Ansøgerens og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheds omlægning af deres salgskanaler er nu veletableret for størstedelen af deres salg og kan betragtes som værende af varig karakter. Det er derfor usandsynligt, at de omstændigheder, som førte til indledningen af denne interimsundersøgelse, ændrer sig i nærmeste fremtid på en måde, som ville påvirke konklusionerne af interimsundersøgelsen. Endvidere dukkede der ingen elementer op i løbet af undersøgelsen, som tyder på, at de nye omstændigheder ikke er af varig karakter. Det konkluderes derfor, at de ændrede omstændigheder er af varig karakter.

49. ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

50. I den oprindelige undersøgelse konkluderedes det, at EGI var den eneste ukrainske eksporterende producent af strygebrætter. Den metode, der blev anvendt til at fastsætte dumpingmargenen for EGI, blev derfor også anvendt til at fastsætte dumpingmargenen for alle andre ukrainske eksporterende producenter af den pågældende vare.

51. Det anses derfor i lyset af resultaterne af den fornyede undersøgelse for hensigtsmæssigt at ændre antidumpingtolden på importen af den pågældende vare med oprindelse i Ukraine til 7,0 %.

52. De interesserede parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, som ligger til grund for, at det anbefales at ændre Rådets forordning (EF) nr. 452/2007 om indførelse af en antidumpingtold på importen af den pågældende vare med oprindelse i bl.a. Ukraine, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Hvor det var relevant, blev der taget hensyn til deres bemærkninger, og de er afspejlet i denne forordning —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Oplysningerne om alle virksomheder i Ukraine i tabellen i artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 452/2007 affattes således:

Land | Producent | Told (%) | Taric-tillægskode |

Ukraine | Alle virksomheder | 7,0 | - |

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Rådets vegne

Formand

[1] EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

[2] EUT L 109 af 26.4.2007, s. 12.

[3] EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

[4] EUT L 109 af 26.4.2007, s. 12.

[5] EUT C 85 af 9.4.2009, s. 28.

Top