Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004PC0185

Forslag til rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/96/EF hvad angår Cyperns mulighed for at anvende midlertidige afgiftsfritagelser eller -lempelser for energiprodukter og elektricitet

/* KOM/2004/0185 endelig udg. - CNS 2004/0067 */

52004PC0185

Forslag til rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/96/EF hvad angår Cyperns mulighed for at anvende midlertidige afgiftsfritagelser eller -lempelser for energiprodukter og elektricitet /* KOM/2004/0185 endelig udg. - CNS 2004/0067 */


Forslag til RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2003/96/EF hvad angår Cyperns mulighed for at anvende midlertidige afgiftsfritagelser eller -lempelser for energiprodukter og elektricitet

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Indledning

Rådets direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (i det følgende benævnt "direktivet") blev vedtaget den 27. oktober 2003 [1]. Det træder i kraft den 1. januar 2004 [2].

[1] EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51.

[2] Foranstaltninger vedrørende biobrændstoffer og individuelle undtagelser, der er indrømmet på grundlag af artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF, træder i kraft med tilbagevirkende kraft fra og med 1. januar 2003.

De tiltrædende medlemsstater har ligesom de nuværende medlemsstater brug for visse overgangsordninger for at kunne opfylde de nye krav, der indføres med direktivet. Den 28. januar 2004 forelagde Kommissionen i denne sammenhæng et forslag til rådsdirektiv om ændring af direktiv 2003/96/EF hvad angår visse medlemsstaters mulighed for at anvende midlertidige afgiftsfritagelser eller -lempelser for energiprodukter og elektricitet [3]. Alle tiltrædende stater er medtaget i forslaget undtagen Cypern. Det skyldes, at Cypern på det tidspunkt ikke havde indgivet nogen anmodning om en overgangsordning.

[3] KOM(2004) 42 af 28.1.2004.

Situationen på Cypern har imidlertid ændret sig, og de cypriotiske myndigheder indgav i begyndelsen af februar 2004 specifikke anmodninger om overgangsperioder.

Derfor må Kommissionen på grundlag af artikel 93 i EF-traktaten forelægge et forslag til ændring af direktivet.

2. Tiltrædelsestraktaten

Cypern indrømmes to specifikke undtagelser ved traktaten om tiltrædelse af Den Europæiske Union [4]:

[4] EFT L 236 af 23.9.2003, s. 17.

Med forbehold af en formel afgørelse, der skal vedtages i henhold til proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF, kan Cypern anvende fritagelse for punktafgifter på mineralolie, der anvendes i cementproduktion indtil et år efter tiltrædelsesdatoen.

Med forbehold af en formel afgørelse, der skal vedtages i henhold til proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF, kan Cypern også anvende fritagelse for ekstra punktafgifter på alle former for brændstof, der anvendes til lokal personbefordring indtil et år efter tiltrædelsesdatoen.

Direktiv 92/81/EØF og 92/82/EØF ophævedes pr. 31. december 2003.

3. Direktivet om energibeskatning

Med direktivet udvides anvendelsesområdet for de tidligere direktiver om mineralolier til at omfatte næsten alle energiprodukter, herunder kul og gas, samt elektricitet. Desuden ajourføres minimumsafgiftssatserne for mineralolier, der ikke er blevet revideret siden 1992. Direktivet vil mindske den konkurrenceforvridning, der i dag gør sig gældende mellem medlemsstaterne som følge af deres forskellige afgiftssatser. Det vil desuden mindske konkurrenceforvridningen mellem mineralolier og de andre energiprodukter, som først nu er blevet omfattet af Fællesskabets skattelovgivning. Endelig vil direktivet tilskynde til et mere effektivt energiforbrug og dermed til mindre afhængighed af energiimport og færre CO2-emissioner i overensstemmelse med Kyoto-protokollen.

4. Overgangsordning for Cypern

Ifølge skrivelse af 11. februar 2004 anmoder Cypern kun om en overgangsordning for motorbrændstof.

Cypern vil ved tiltrædelsen anvende de minimumssatser for motorbrændstoffer, der er fastsat i direktiv 92/82/EØF. For 1 000 liter er de henholdsvis 245 EUR for dieselolie og petroleum og 287 for blyfri benzin.

Men på grund af overtagelsen af EU-retten vil en forhøjelse af punktafgifts- og momssatsen resultere i en væsentlig stigning i slutprisen på motorbrændstoffer. Prisen på blyfri benzin steg fra 0,378 CYP (0,65 EUR) pr. liter den 21.10.1999 til i øjeblikket 0,428 CYP (0,74 EUR), medens prisen på dieselolie, som i vid udstrækning bruges af husholdningerne i den lavere middelindkomstklasse, idet en stor del af dem kører i dieseldrevne biler, steg fra 0,146 CYP (0,25 EUR) pr. liter den 21.10.1999 til 0,36 CYP (0,62 EUR) i øjeblikket.

Hvis de nye satser indføres med omgående virkning, vil de problemer med hensyn til konkurrenceevne, som forarbejdningssektoren står over for, blive forværret, og det vil indvirke mærkbart på husholdningernes udgifter. Denne udvikling forværres naturligvis yderligere af de høje verdensmarkedspriser på olie.

Cypern anser følgende overgangsperioder for nødvendige:

* for blyfri benzin: indtil den 1. januar 2010 til at nå op på minimumssatsen på 359 EUR

* for dieselolie og petroleum: indtil den 1. januar 2008 til at nå op på minimumssatsen på 302 EUR og indtil den 1. januar 2010 til at nå op på minimumssatsen på 330 EUR.

Vurdering

Kommissionen har i sit nylige forslag lagt de samme principper til grund for sin vurdering af Cyperns anmodninger som dem, der blev anvendt ved indrømmelsen af overgangsperioder for de nuværende medlemsstater og andre tiltrædende stater, samtidig med at den har taget hensyn til Cyperns særlige behov. Ifølge disse principper bør overgangsforanstaltningerne:

* være tidsbegrænsede og i princippet kun gælde til og med 2012

* stå i forhold til det problem, de skal løse

* eventuelt omfatte en gradvis tilpasning til de gældende minimumsafgiftssatser i Fællesskabet.

Når der ikke er indrømmet nogen overgangsperiode i tiltrædelsestraktaten, vil minimumsafgiftssatserne i direktiv 92/82/EØF desuden skulle anvendes fra den 1. maj 2004.

Det skal erindres, at de nuværende medlemsstater også blev indrømmet overgangsperioder for motorbrændstoffer. Cyperns anmodninger ligner desuden anmodningerne fra flere andre tiltrædende stater. De længste overgangsperioder, der er fastsat i direktivet for dieselolie og blyfri benzin, er indtil henholdsvis den 1. januar 2012 og den 1. januar 2010. Forslaget af 28. januar 2004 indeholder overgangsordninger, som i nogle tilfælde er længere.

Ifølge skøn, som Kommissionen har foretaget, vil indførelsen af de nye minimumssatser for dieselolie og blyfribenzin resultere i en generel pristalsstigning, som vil være højere end, hvad der forventes for de fleste nuværende medlemsstater, som har en overgangsperiode indtil 2012, og svarende til de tiltrædende staters.

Kommissionen anser Cyperns anmodning for at være rimelig.

Kommissionen konkluderer, at Cypern bør gives tilladelse til at anvende en overgangsperiode indtil den 1. januar 2008 til at tilpasse den cypriotiske afgiftssats for dieselolie og petroleum anvendt i motorkøretøjer til den nye minimumsafgiftssats på 302 EUR pr. 1 000 liter og indtil den 1. januar 2010 til at nå op på 330 EUR.

Cypern bør også gives tilladelse til at anvende en overgangsperiode indtil den 1. januar 2010 til at tilpasse den cypriotiske afgiftssats for blyfri benzin anvendt i motorkøretøjer til den nye minimumsafgiftssats på 359 EUR pr. 1 000 liter.

5. Konklusion

I det foreslåede beskatningsdirektiv fastsættes der velbegrundede og rimelige overgangsordninger for Cypern. Det bør behandles så hurtigt som muligt af Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg for at undgå et retligt tomrum ved tiltrædelsen.

Endelig gør Kommissionen opmærksom på de forpligtelser, der følger af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 88 (tidligere artikel 93) [5], især reglerne om eksisterende støtte og ny støtte. Kommissionen henstiller, at de tiltrædende lande underretter Kommissionen om eventuelle statsstøtteelementer i forbindelse med disse skatteforanstaltninger efter interimsproceduren for eksisterende støtte i bilag IV, punkt 3, til tiltrædelsestraktaten.

[5] EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

2004/0067 (CNS)

Forslag til RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2003/96/EF hvad angår Cyperns mulighed for at anvende midlertidige afgiftsfritagelser eller -lempelser for energiprodukter og elektricitet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [6], og

[6] EUT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [7],

[7] EUT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [8], og

[8] EUT C [...] af [...], s. [...].

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet [9] erstattede med virkning fra den 1. januar 2004 Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier [10] og Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for mineralolier [11]. I direktivet fastsættes strukturerne og satserne for de afgifter, der skal indføres på energiprodukter og elektricitet.

[9] EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51.

[10] EFT L 316 af 31.10.1992, s. 12. Ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46).

[11] EFT L 316 af 31.10.1992, s. 19. Ændret ved direktiv 94/74/EF (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 46).

(2) Minimumsafgiftssatserne i direktiv 2003/96/EF risikerer at skabe betydelige økonomiske og sociale vanskeligheder i visse medlemsstater, herunder Cypern, i betragtning af deres tidligere forholdsvis lave punktafgiftsniveau, deres igangværende økonomiske omstilling, deres forholdsvis lave indkomstniveau og begrænsede mulighed for at kompensere for den øgede afgiftsbyrde ved at sænke andre afgifter. Først og fremmest risikerer deres borgere og den nationale økonomi at mærke de negative virkninger af de prisstigninger, som minimumsafgiftssatserne i direktiv 2003/96/EF vil medføre, og f.eks. små og mellemstore virksomheder vil blive hårdest ramt.

(3) Cypern bør derfor have mulighed for midlertidigt at indrømme yderligere fritagelser eller at anvende lavere afgiftssatser, når det ikke er til skade for et velfungerende indre marked eller medfører konkurrenceforvridning. I overensstemmelse med de principper, der lå til grund for overgangsperioderne i direktiv 2003/96/EF, bør sådanne foranstaltninger endvidere omfatte en gradvis tilpasning til de gældende EF-minimumsafgiftssatser.

(4) Dette direktiv foregriber ikke udfaldet af eventuelle fremtidige sager om forvridning af det indre marked, som anlægges navnlig i henhold til traktatens artikel 87 og 88. Det fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til traktatens artikel 88 at underrette Kommissionen om eventuelle statsstøtteprojekter.

(5) Formuleringen af artikel 30 i direktiv 2003/96/EF bør tydeliggøres.

(6) Direktiv 2003/96/EF bør derfor ændres tilsvarende -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2003/96/EF foretages følgende ændringer:

(1) Som artikel 18a indsættes:

"Artikel 18a

1. Uanset de perioder, der er fastsat i stk. 2, og for så vidt dette ikke skaber væsentlig konkurrenceforvridning, skal medlemsstater, der har særlige vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen af de nye minimumsafgiftssatser, indrømmes en overgangsperiode indtil den 1. januar 2007, navnlig for at undgå at bringe prisstabiliteten i fare.

2. Republikken Cypern bør gives tilladelse til at anvende en overgangsperiode indtil den 1. januar 2008 til at tilpasse den cypriotiske afgiftssats for dieselolie og petroleum anvendt i motorkøretøjer til den nye minimumsafgiftssats på 302 EUR pr. 1 000 liter og indtil den 1. januar 2010 til at nå op på 330 EUR. Afgiftssatsen for dieselolie og petroleum anvendt i motorkøretøjer må imidlertid ikke være lavere end 245 EUR pr. 1 000 liter fra den 1. maj 2004.

Republikken Cypern kan anvende en overgangsperiode indtil den 1. januar 2010 til at tilpasse den cypriotiske afgiftssats for blyfri benzin anvendt i motorkøretøjer til den nye minimumsafgiftssats på 359 EUR pr. 1 000 liter. Afgiftssatsen for blyfri benzin må imidlertid ikke være lavere end 287 EUR pr. 1 000 liter fra den 1. maj 2004.

3. I de fastsatte overgangsperioder mindsker medlemsstaterne gradvis deres respektive forskelle i forhold til de nye minimumsafgiftssatser. Når forskellen mellem den nationale afgiftssats og minimumsafgiftssatsen ikke overstiger 3 % af minimumsafgiftssatsen, kan den pågældende medlemsstat dog vente til udgangen af perioden med at justere sin nationale afgiftssats."

(2) I artikel 30 indsættes følgende stykke:

"Henvisninger til de ophævede direktiver læses som henvisninger til dette direktiv".

Artikel 2

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 2. maj 2004. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af nærværende direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft den 1. maj 2004.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

Top