Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026R1433

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/1433 af 3. juli 2026 om ændring af bilag II, VII og VIII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 for så vidt angår foranstaltninger mod indslæbning i, forekomst og etablering af og spredning inden for Unionens område af Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield

C/2026/5210

EUT L, 2026/1433, 6.7.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1433/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1433/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/1433

6.7.2026

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2026/1433

af 3. juli 2026

om ændring af bilag II, VII og VIII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 for så vidt angår foranstaltninger mod indslæbning i, forekomst og etablering af og spredning inden for Unionens område af Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (1), særlig artikel 5, stk. 3, og artikel 41, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 (2) er der fastlagt en liste over EU-karantæneskadegørere, beskyttet zone-karantæneskadegørere og EU-regulerede ikke-karantæneskadegørere. Der fastsættes ved forordningen endvidere krav vedrørende indførsel til og flytning inden for Unionens område af visse planter, planteprodukter og andre objekter, som skal forhindre indslæbning i, forekomst og etablering af og spredning af disse skadegørere inden for Unionens område.

(2)

Mere specifikt er der i del B i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 fastsat en liste over EU-karantæneskadegørere, som vides at forekomme i Unionens område. I bilag VII til nævnte forordning er der fastlagt en liste over planter, planteprodukter og andre objekter med oprindelse i tredjelande og de tilsvarende særlige krav vedrørende indførsel af dem til Unionens område. Bilag VIII til nævnte forordning indeholder en liste over planter, planteprodukter og andre objekter med oprindelse i Unionens område og de tilsvarende særlige krav vedrørende flytning af dem inden for Unionens område.

(3)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1372 (3) er der fastsat midlertidige foranstaltninger for at forhindre indslæbning i, flytning og spredning inden for, opformering og frigivelse inden for Unionens område af Meloidogyne graminicola (Golden & Birchfield) (»skadegøreren«). Den indeholdt krav vedrørende indførsel til og flytning inden for Unionens område af visse planter og planteprodukter.

(4)

Den blev ophævet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/1432 (4) om foranstaltninger vedrørende etablering, spredning, udryddelse og inddæmning af skadegøreren inden for Unionens område.

(5)

Skadegøreren forårsagede betydelig skade på planter af Oryza sativa L. i de områder af Unionens område, hvor den forekommer. På grundlag af en risikovurdering foretaget af Italien i 2018 (5) konkluderes det desuden, at skadegøreren opfyldte de relevante kriterier i afsnit 3, underafsnit 2, i bilag I til forordning (EU) 2016/2031. Der er dokumentation for, at skadegøreren kan spredes til yderligere områder, hvis der ikke træffes passende foranstaltninger. Desuden viser undersøgelser foretaget i de afgrænsede områder, hvor skadegøreren forekommer, at den ikke længere kan udryddes i visse af disse områder.

(6)

Skadegøreren opfylder derfor de relevante kriterier i afsnit 1 i bilag I til forordning (EU) 2016/2031 og kan betegnes som en EU-karantæneskadegører, der vides at forekomme i Unionen. Den bør derfor opføres i del B i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072.

(7)

Desuden har anvendelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i gennemførelsesforordning (EU) 2022/1372 vedrørende indførsel til og flytning inden for Unionens område af planter til plantning med rod af Oryza sativa L., der er dyrket i jord (»planterne«), vist sig at være effektiv med hensyn til at reducere risikoen ved denne skadegører til et acceptabelt niveau.

(8)

Af hensyn til sammenhængen og retssikkerheden bør de foranstaltninger, der har vist sig effektive med hensyn til at forhindre indslæbning i og spredning inden for Unionens område af skadegøreren, om nødvendigt i ajourført form, derfor medtages i bilag VII og VIII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 som krav vedrørende indførsel til og flytning inden for Unionen af planterne.

(9)

I bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 er der opstillet en liste over planter, planteprodukter og andre objekter, hvis indførsel til Unionen fra visse tredjelande er forbudt. I henhold til punkt 14 i nævnte bilag er indførsel af planter til plantning, der tilhører specifikke underfamilier og slægter af Poaceae-familien, fra en gruppe tredjelande og specifikke områder i tredjelande forbudt. Dette forbud omfatter planter til plantning af slægten Oryza, som planterne tilhører.

(10)

Særlige krav vedrørende skadegøreren bør derfor kun finde anvendelse på tredjelande, hvorfra indførsel til Unionens område af planter til plantning, der tilhører Poaceae-familien, som specificeret i punkt 14 i bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, er tilladt. Planterne med oprindelse i disse tredjelande bør kun indføres til Unionens område, hvis de har oprindelse i et skadegørerfrit land, skadegørerfrie områder eller skadegørerfrie produktionsanlæg, der er etableret i overensstemmelse med de relevante internationale standarder for plantesundhedsforanstaltninger. Der bør derfor tilføjes passende særlige krav til bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 vedrørende planterne.

(11)

Skadegørerfrie produktionsanlæg kan være beliggende i umiddelbar nærhed af angrebne områder og er derfor i større risiko for at blive angrebet af skadegøreren. Desuden er skadegøreren vanskelig at påvise og bestemme i sit naturlige habitat. Officielle inspektioner af skadegørerfrie produktionsanlæg og deres umiddelbare nærhed, der foretages på det mest hensigtsmæssige tidspunkt for påvisning af skadegøreren, er derfor nødvendige for at garantere, at produktionsanlæggene er frie for skadegørere. Der bør derfor tilføjes passende særlige krav til bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 vedrørende planterne.

(12)

Der er ingen risiko for, at frø i international handel er forurenet med jord eller affald. Der er derfor ikke behov for særlige krav for frø af Oryza sativa L.

(13)

Desuden bør der tilføjes nye særlige krav i bilag VIII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 vedrørende planterne. Dette er nødvendigt for at sikre, at flytning af disse planter fra områder, der ligger i umiddelbar nærhed af områder, hvor skadegøreren forekommer, nemlig stødpudezonen i de respektive afgrænsede områder, til resten af Unionen, ikke udgør en uacceptabel plantesundhedsmæssig risiko.

(14)

Disse krav bør svare til de krav til skadegørerfrie områder og skadegørerfrie produktionsanlæg, der er fastsat i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, da risikoen for spredning af skadegøreren til disse områder er ækvivalent på grund af skadegørerens biologi.

(15)

Gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 bør derfor ændres.

(16)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II, VII og VIII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. juli 2026.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/2031/oj.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019 om ensartede betingelser for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 690/2008 og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 319 af 10.12.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/2072/oj).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1372 af 5. august 2022 for så vidt angår midlertidige foranstaltninger for at forhindre indslæbning i, flytning og spredning inden for, opformering og frigivelse i Unionen af Meloidogyne graminicola (Golden & Birchfield) (EUT L 206 af 8.8.2022, s. 16, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/1372/oj).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/1432 af 3. juli 2026 om foranstaltninger mod etablering og spredning inden for Unionens område af Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield og om foranstaltninger til udryddelse og inddæmning af denne skadegører inden for visse afgrænsede områder og om ophævelse af gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1372 (EUT L, 2026/1432, 6.7.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1432/oj).

(5)  Consiglio per la ricerca in agricoltura e l'analisi dell'economia agraria (2018): Pest risk analysis on Meloidogyne graminicola (Golden & Birchfield) https://pra.eppo.int/pra/68ea888e-6c58-4010-b17a-d0d96b0ac4a7.


BILAG

I gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 foretages følgende ændringer:

1)

I bilag II, del B, punkt »5. Nematoder«, tilføjes følgende:

»6.

Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield [MELGGC]«.

2)

I bilag VII indsættes følgende punkt mellem punkt 6 og punkt 7:

»6.1

Planter til plantning, med rod, af Oryza sativa L., der er dyrket i jord

ex 0602 90 50

Albanien, Algeriet, Andorra, Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Bosnien-Hercegovina, De Kanariske Øer, Egypten, Færøerne, Georgien, Island, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Liechtenstein, Moldova, Monaco, Montenegro, Marokko, Nordmakedonien, Norge, Rusland (kun følgende dele: det centrale føderale distrikt (Tsentralny federalny okrug), det nordvestlige føderale distrikt (Severo-Zapadny federalny okrug), det sydlige føderale distrikt (Yuzhny federalny okrug), det nordkaukasiske føderale distrikt (Severo-Kavkazsky federalny okrug) og det føderale distrikt Volga (Privolzhsky federalny okrug)), San Marino, Serbien, Schweiz, Syrien, Tunesien, Tyrkiet, Ukraine og Det Forenede Kongerige (*1)

1.

Det er officielt konstateret, at planterne:

a)

har oprindelse i et land, der er anerkendt som værende frit for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield i overensstemmelse med de relevante internationale standarder for plantesundhedsforanstaltninger,

eller

b)

har oprindelse i et område, der af den nationale plantesundhedsmyndighed i oprindelseslandet er konstateret frit for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield i overensstemmelse med de relevante internationale standarder for plantesundhedsforanstaltninger,

eller

c)

er blevet dyrket i et produktionsanlæg konstateret frit for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield i overensstemmelse med de relevante internationale standarder for plantesundhedsforanstaltninger:

i)

som er blevet registreret og er under tilsyn af den nationale plantesundhedsmyndighed i oprindelseslandet, og

ii)

som er blevet officielt inspiceret på det mest hensigtsmæssige tidspunkt for påvisning af symptomer på angreb af kendte værtsplanter for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield og, hvis det er relevant, i jorden i den seneste hele vækstperiode forud for eksport, og som er fundet frit for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield og

iii)

hvis der er foretaget officielle inspektioner på det mest hensigtsmæssige tidspunkt for påvisning af symptomer på angreb af kendte værtsplanter for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield og, hvis det er relevant, i jorden i den seneste hele vækstperiode forud for eksport i en zone med en bredde på mindst 100 m omkring produktionsanlægget, og zonen er fundet fri for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield.

2.

Hvis nr. 1, litra b), finder anvendelse, skal det skadegørerfrie område angives i plantesundhedscertifikatet i rubrikken »Oprindelsessted«.

(*1)  I overensstemmelse med aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 5, stk. 4, i Windsoraftalen (se Unionens og Det Forenede Kongeriges fælles erklæring nr. 1/2023 i Det Blandede Udvalg, der er nedsat ved aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab af 24. marts 2023 (EUT L 102 af 17.4.2023, s. 87)) sammenholdt med bilag 2 til nævnte ramme, omfatter henvisninger til Det Forenede Kongerige i dette bilag ikke Nordirland.«

3)

I bilag VIII indsættes følgende punkt mellem punkt 14 og punkt 15:

»14.1

Planter til plantning, med rod, af Oryza sativa L., der er dyrket i jord

Det er officielt konstateret, at

a)

planterne har oprindelse i et område, der vides at være frit for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield

eller

b)

planterne er blevet dyrket i et produktionsanlæg i stødpudezonen i et afgrænset område, der er oprettet i henhold til artikel 4 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/1432 (*2), og som er konstateret frit for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield i overensstemmelse med de relevante internationale standarder for plantesundhedsforanstaltninger:

i)

som er registreret og under tilsyn af de kompetente myndigheder,

og

ii)

som er blevet officielt inspiceret på det mest hensigtsmæssige tidspunkt for påvisning af symptomer på angreb af kendte værtsplanter for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield og, hvis det er relevant, i jorden i den seneste hele vækstperiode forud for flytningen og fundet frit for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield

og

iii)

hvis der er foretaget officielle inspektioner på det mest hensigtsmæssige tidspunkt for påvisning af symptomer på angreb af kendte værtsplanter for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield og, hvis det er relevant, i jorden i den seneste hele vækstperiode forud for flytningen i en zone med en bredde på mindst 100 m omkring produktionsanlægget, og zonen er fundet fri for Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield.«

(*2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/1432 af 3. juli 2026 om foranstaltninger mod etablering og spredning inden for Unionens område af Meloidogyne graminicola Golden & Birchfield og om foranstaltninger til udryddelse og inddæmning af denne skadegører inden for visse afgrænsede områder og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2022/1372 (EUT L, 2026/1432, 6.7.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1432/oj)«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1433/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top