Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32025D2022

Rådets afgørelse (EU) 2025/2022 af 2. oktober 2025 om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side

ST/13142/2025/REV/1

EUT L, 2025/2022, 3.10.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2022/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2022/oj

Related international agreement
European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2022

3.10.2025

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2025/2022

af 2. oktober 2025

om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 10. september 2025 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Kongeriget Marokko om en aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side.

(2)

Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (1) (»associeringsaftalen«) trådte i kraft den 1. marts 2000.

(3)

Den Europæiske Unions Domstol (»Domstolen«) har i sin dom i sag C-104/16 P (2) af 21. december 2016 præciseret, at associeringsaftalen kun omfatter Kongeriget Marokko og omfatter ikke Vestsahara, der er et ikke-selvstyrende område, som er særskilt fra Kongeriget Marokko.

(4)

Med henblik på at skabe et retsgrundlag for indrømmelse af de toldpræferencer, der er fastsat i associeringsaftalen, med hensyn til varer med oprindelse i Vestsahara indgik Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko en aftale i form af brevveksling om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 til associeringsaftalen (3) (»aftalen i form af brevveksling«), der blev undertegnet den 25. oktober 2018. Aftalen i form af brevveksling blev godkendt ved Rådets afgørelse (EU) 2019/217 (4).

(5)

Som følge af Domstolens dom af 4. oktober 2024 i forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P (5) ophører Rådets afgørelse (EU) 2019/217med at have virkning den 4. oktober 2025.

(6)

Det er vigtigt at sikre, at de handelsstrømme, der har udviklet sig i årenes løb, ikke forstyrres, og at toldpræferencerne i henhold til associeringsaftalen finder anvendelse på varer med oprindelse i Vestsahara, samtidig med at betingelserne i Domstolens dom i forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P overholdes fuldt ud.

(7)

Kommissionen har i flere på hinanden følgende arbejdsdokumenter vurderet, at udvidelsen af toldpræferencesatserne til at omfatte produkter med oprindelse i Vestsahara har en direkte virkning i sektoren for visse landbrugsprodukter og fiskevarer hidrørende fra Vestsahara. Anvendelsen af aftalen i form af brevveksling medførte en besparelse på 44,4 mio. EUR i told i 2022 ud af en samlet vareeksport på 590 mio. EUR.

(8)

I sin dom i forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P fastslog Domstolen, at enhver aftale med Kongeriget Marokko vedrørende Vestsahara kræver samtykke fra Vestsaharas folk. Domstolen fandt endvidere, at et sådant samtykke kan formodes at foreligge, forudsat at den omhandlede aftale ikke skaber en forpligtelse for Vestsaharas folk, og at dette folk modtager en præcis, konkret, væsentlig og kontrollerbar fordel af udnyttelsen af naturressourcerne i Vestsaharas område, der står i et rimeligt forhold til omfanget af denne udnyttelse. Fordelen skal omfatte garantier for, at den nævnte udnyttelse sker på vilkår, der er i overensstemmelse med princippet om bæredygtig udvikling.

(9)

I sin dom i sag C-399/22 (6) af 4. oktober 2024 præciserede Domstolen desuden, at Vestsaharas område skal anses som et særskilt toldområde som omhandlet i artikel 60 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (7) og følgelig i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (8) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 (9), vedrørende angivelsen af oprindelseslandet på mærkningen af de pågældende produkter, der er høstet i dette område, kun kan betegne Vestsahara som oprindelsesland.

(10)

Kommissionen har i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i Domstolens dom i forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P, forhandlet en ny aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (»den nye aftale i form af brevveksling«), som erstatter aftalen i form af brevveksling.

(11)

Den nye aftale i form af brevveksling udvider de bilaterale præferencesatser, der er indrømmet ved associeringsaftalen til at omfatte produkter med oprindelse i Vestsahara, som underkastes toldkontrol af de marokkanske toldmyndigheder.

(12)

I forbindelse med den nye aftale i form af brevveksling skal det associeringsråd, der er oprettet ved associeringsaftalen, vedtage en afgørelse om ændring af protokol nr. 4 til associeringsaftalen om definition af begrebet »produkt med oprindelsesstatus« og ordninger for administrativt samarbejde med henblik på at fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for at garantere anvendelsen af nævnte protokol i forbindelse med produkter med oprindelse i Vestsahara og sikre en opretholdelse af handelen, navnlig inden for sektoren for frugt og grøntsager og for fiskerisektoren.

(13)

For at sikre, at der på mærkningen skelnes klart mellem på den ene side produkter fra sektoren for frugt og grøntsager med oprindelse i Vestsahara, som er underlagt toldkontrol af de marokkanske toldmyndigheder, og på den anden side produkter fra samme sektor med oprindelse i Marokko, og sørge for, at forbrugerne i Unionen modtager korrekt information, fastsættes det desuden i den nye aftale i form af brevveksling, at frugt og grøntsager med oprindelse i Vestsahara, der underkastes toldkontrol af de marokkanske toldmyndigheder, og som importeres til Unionen, kan identificeres ved en henvisning til produktets oprindelse som anført i det oprindelsescertifikat, der ledsager produkterne ved import til Unionen. Den nye aftale i form af brevveksling indeholder også bestemmelser om, at Unionen kan give de ansvarlige marokkanske myndigheder tilladelse til for så vidt angår frisk frugt og grønt med oprindelse i Vestsahara, der underkastes toldkontrol af de marokkanske toldmyndigheder, at udstede certifikater om overensstemmelse med EU's handelsnormer i overensstemmelse med EU-lovgivningen.

(14)

I henhold til Unionens erklæring, som udstedes i forbindelse med undertegnelsen af den nye aftale i form af brevveksling, vil Unionen først yde finansiering til regionen med fokus på nøglesektorer såsom vand, herunder kunstvanding, energi, bekæmpelse af ørkendannelse og afsaltning af vand i overensstemmelse med princippet om bæredygtig udvikling. Parterne vil oprette den fælles vurderingsmekanisme, der er omhandlet i den nye aftale i form af brevveksling. Samtidig vil Unionen øge sin humanitære bistand til Tindouf-lejrene. Denne bistand vil blive leveret via EU's og FN's relevante mekanismer og vil blive forvaltet ud fra de samme principper som den humanitære indsats. Kommissionen vil desuden støtte relevante programmer inden for sektorer som f.eks. uddannelse, kultur og færdigheder.

(15)

Der vil blive indført en regelmæssig kontrolmekanisme i overensstemmelse med præmis 153 i Domstolens dom i forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P, herunder den fælles vurderingsmekanisme.

(16)

Unionen støtter De Forenede Nationers indsats for at nå frem til en retfærdig, varig og gensidigt acceptabel politisk løsning, som kan muliggøre selvbestemmelse for Vestsaharas folk i overensstemmelse med principperne og målene i De Forenede Nationers Pagt.

(17)

Den nye aftale i form af brevveksling bør undertegnes med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt, og Unionens erklæring, der skal afgives ved undertegnelsen, bør godkendes.

(18)

Den nye aftale i form af brevveksling bør anvendes midlertidigt, indtil den træder i kraft —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side med forbehold af indgåelse af nævnte aftale (10).

Artikel 2

Unionens erklæring om aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side godkendes herved på Unionens vegne.

Artikel 3

Aftalen anvendes midlertidigt i overensstemmelse med aftalen og med forbehold af de deri omhandlede meddelelser, indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for dens ikrafttræden.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. oktober 2025.

På Rådets vegne

M. BJERRE

Formand


(1)   EFT L 70 af 18.3.2000, s. 2, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2000/204/oj.

(2)  Domstolens dom af 21. december 2016, Rådet for Den Europæiske Union mod Front populaire pour la libération de la saguia-el-hamra et du rio de oro (Front Polisario), C-104/16 P, ECLI:EU:C:2016:973.

(3)  Aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (EUT L 34 af 6.2.2019, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2019/217/oj).

(4)  Rådets afgørelse (EU) 2019/217 af 28. januar 2019 om indgåelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 in Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (EUT L 34 af 6.2.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/217/oj).

(5)  Domstolens dom af 4. oktober 2024, Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union mod Front populaire pour la libération de la saguia-el-hamra et du rio de oro (Front Polisario), forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P, ECLI:EU:C:2024:835.

(6)  Domstolens dom af 4. oktober 2024, Confédération paysanne mod Ministre de l’Agriculture et de la Souveraineté alimentaire and Ministre de l’Économie, des Finances et de la Souveraineté industrielle et numérique, C-399/22, ECLI:EU:C:2024:839.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/952/oj).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/1308/oj).

(9)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 543/2011 af 7. juni 2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager (EUT L 157 af 15.6.2011, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/543/oj).

(10)  Teksten til aftalen er offentliggjort i EUT L, 2025/2025, 3.10.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree/2025/2025/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2022/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top