(1)

Den europæiske grønne pagt, som er fastsat i Kommissionens meddelelse af 11. december 2019, er Europas strategi for bæredygtig vækst og har til formål at omdanne Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, konkurrencedygtig, klimaneutral og cirkulær økonomi og et giftfrit miljø. Den fastsætter det ambitiøse mål om at sikre, at Unionen bliver det første klimaneutrale kontinent senest i 2050. Den anerkender fordelene ved at investere i Unionens konkurrencedygtige bæredygtighed ved at opbygge et mere retfærdigt, grønnere og mere digitalt Europa. Produkter spiller en central rolle i denne grønne omstilling. Idet det påpeges, at de nuværende produktionsprocesser og forbrugsmønstre stadig er for lineære og afhænger af en produktion af nye materialer, der udvindes, handles og forarbejdes til varer og i sidste ende bortskaffes som affald eller emissioner, fremhæver den grønne pagt det presserende behov for omstilling til en cirkulær økonomisk model og understreger de betydelige fremskridt, der fortsat skal gøres. Energieffektivitet udpeges endvidere som en prioritet for dekarboniseringen af energisektoren og for at nå klimamålene i 2030 og 2050.

(2)

For at fremskynde omstillingen til en cirkulær økonomi udarbejdede Kommissionen en fremtidsorienteret dagsorden i sin meddelelse af 11. marts 2020 om en ny handlingsplan for den cirkulære økonomi for et renere og mere konkurrencedygtigt Europa med det formål at gøre den reguleringsmæssige ramme klar til en bæredygtig fremtid. I handlingsplanen for den cirkulære økonomi understreges det, at »den cirkulære økonomi vil sikre, at borgerne får velfungerende og sikre produkter i høj kvalitet, som er økonomisk overkommelige og effektive, holder længere og er udformet med henblik på genbrug, reparation og højkvalitetsgenanvendelse«. Som beskrevet i handlingsplanen for den cirkulære økonomi er der på nuværende tidspunkt ikke noget omfattende sæt af krav, der skal sikre, at alle produkter, der bringes i omsætning på Unionens marked, bliver stadig mere bæredygtige og i stand til at klare en test af produkternes cirkulære egenskaber. Navnlig fremmer produktdesign ikke i tilstrækkelig grad bæredygtighed i hele livscyklussen. Som følge heraf udskiftes produkter ofte, hvilket indebærer et betydeligt energi- og ressourceforbrug med henblik på at producere og distribuere nye produkter og bortskaffe gamle produkter. Det er stadig for vanskeligt for erhvervsdrivende og borgere at træffe bæredygtige valg i forbindelse med produkter, da der mangler relevante oplysninger og økonomisk overkommelige muligheder for at gøre det. Dette fører til forspildte muligheder for bæredygtighed og værdibevarende aktiviteter, begrænset efterspørgsel efter sekundære materialer og hindringer for vedtagelsen af cirkulære forretningsmodeller.

(3)

Et fuldt fungerende indre marked for bæredygtige produkter er en forudsætning for indførelsen af en cirkulær økonomi i Unionen. Fælles krav til miljøvenligt design på EU-plan vil gøre det muligt at udvikle, udbrede og opskalere nye forretningsmodeller for den cirkulære økonomi i hele det indre marked. Sådanne foranstaltninger vil også lette byrden for virksomhederne og give industrien og forbrugerne adgang til pålidelige og klare data og dermed gøre det muligt at træffe mere bæredygtige valg.

(4)

I Kommissionens meddelelse af 10. marts 2020 om en ny industristrategi for Europa fastsættes Unionens overordnede ambition om at fremme en »dobbelt omstilling« til klimaneutralitet og digitalt lederskab. Den afspejler den europæiske grønne pagt ved at pege på den førende rolle, som Europas industri skal spille i den forbindelse ved at reducere sit CO2-aftryk og materialeaftryk og integrere cirkularitet i hele økonomien, og understreger nødvendigheden af at bevæge os væk fra traditionelle modeller og revolutionere måden, hvorpå vi udformer, fremstiller, anvender og kasserer produkter, samt nødvendigheden af en sikker forsyning af råstoffer. Genanvendelse og anvendelse af sekundære råstoffer vil bidrage til at mindske Unionens afhængighed. Kommissionens meddelelse af 5. maj 2021 om ajourføring af den nye industristrategi fra 2020: opbygning af et stærkere indre marked til fremme af Europas genopretning styrker hovedbudskaberne i strategien fra 2020 og fokuserer på erfaringerne fra covid-19-krisen, herunder behovet for at fremme modstandsdygtighed.

(5)

I mangel af EU-ret er der allerede opstået divergerende nationale tilgange til forbedring af produkters miljømæssige bæredygtighed, lige fra oplysningskrav vedrørende varigheden af elektronisk udstyrs softwarekompatibilitet til indberetningsforpligtelser i forbindelse med håndtering af usolgte varige goder. Dette er et tegn på, at yderligere nationale bestræbelser på at nå de mål, der forfølges med denne forordning, sandsynligvis vil føre til yderligere fragmentering af det indre marked. For at bidrage til et velfungerende indre marked og samtidig sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau er det derfor nødvendigt med en ambitiøs reguleringsmæssig ramme for gradvis indførelse af krav til miljøvenligt design af produkter. Denne forordning vil fastlægge en sådan ramme ved at lade den tilgang til miljøvenligt design, der oprindeligt blev fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF (3), finde anvendelse på det bredest mulige udvalg af produkter.

(6)

Denne forordning vil understøtte produktions- og forbrugsmønstre, der er i overensstemmelse med Unionens overordnede bæredygtighedsmål, herunder mål inden for klima, miljø, energi, ressourceanvendelse og biodiversitet, uden at overskride de planetære grænser ved at fastlægge en lovgivningsmæssig ramme, der bidrager til at gøre produkter egnede til en klimaneutral, ressourceeffektiv og cirkulær økonomi, nedbringe mængden af affald og sikre, at frontløberes præstationer inden for bæredygtighed gradvist bliver normen. Den bør indeholde bestemmelser om fastsættelse af nye krav til miljøvenligt design for at forbedre produkternes holdbarhed, pålidelighed, reparerbarhed, opgraderingsmuligheder, genanvendelighed og genbrugelighed, forbedre mulighederne for istandsættelse og vedligeholdelse af produkter, sætte ind over for forekomsten af farlige kemikalier i produkter, øge energi- og ressourceeffektiviteten af produkter, herunder med hensyn til muligheden for nyttiggørelse af strategiske og kritiske råstoffer, reducere deres forventede generering af affald og øge det genanvendte indhold i produkter, samtidig med at deres ydeevne og sikkerhed sikres, hvilket muliggør genfremstilling og højkvalitetsgenanvendelse og nedbringer CO2-aftryk og miljøaftryk.

(7)

Kravene til miljøvenligt design bør også omfatte praksis i forbindelse med for tidlig forældelse. En sådan praksis har en generel negativ miljøpåvirkning i form af øget affald og anvendelse af energi og materialer, og denne kan reduceres gennem krav til miljøvenligt design, samtidig med at man bidrager til et bæredygtigt forbrug.

(8)

Europa-Parlamentet bifaldt i sin beslutning af 25. november 2020»På vej mod et mere bæredygtigt indre marked for virksomheder og forbrugere« (4) fremme af holdbare produkter, der er lettere at reparere, genbruge og genanvende. Europa-Parlamentet understregede i sin beslutning af 10. februar 2021 om den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi (5), at bæredygtige, cirkulære, sikre og giftfrie produkter og materialer bør være reglen og ikke undtagelsen på EU-markedet og bør ses som standardvalget, som er attraktivt, økonomisk overkommeligt og tilgængeligt for alle forbrugere. Europa-Parlamentet opfordrede også til bindende EU-mål for at reducere Unionens materiale- og forbrugsaftryk i væsentlig grad. Det fandt, at omstillingen til en cirkulær økonomi kan levere løsninger til at håndtere de nuværende miljømæssige udfordringer og den økonomiske krise, som covid-19-pandemien har medført. I sine konklusioner »Hen imod en cirkulær og grøn genopretning«, som blev vedtaget den 11. december 2020, glædede Rådet sig endvidere over Kommissionens bebudede hensigt om at forelægge lovgivningsmæssigt forslag til en omfattende og integreret politisk ramme for bæredygtige produkter, der fremmer klimaneutralitet, energi- og ressourceeffektivitet og en giftfri cirkulær økonomi, beskytter folkesundheden og biodiversiteten samt styrker og beskytter forbrugere og offentlige indkøbere.

(9)

Denne forordning vil bidrage til at nå Unionens klima- og energimål. I overensstemmelse med målene i Parisaftalen, som blev vedtaget den 12. december 2015 inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (6) (»Parisaftalen«) og godkendt af Unionen den 5. oktober 2016 (7), fastsætter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (8) en bindende EU-forpligtelse til intern reduktion af nettodrivhusgasemissioner på mindst 55 % senest i 2030 og forankrer målet om klimaneutralitet for økonomien som helhed senest i 2050 i lovgivningen. I 2021 vedtog Kommissionen Fit for 55-pakken for at gøre Unionens klima- og energipolitik egnet til at nå disse mål. Med henblik herpå og i overensstemmelse med princippet om »energieffektivitet først«, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2002 (9), skal forbedringer af energieffektiviteten øges betydeligt til ca. 36 % i det endelige energiforbrug senest i 2030. Produktkrav, der fastsættes i henhold til denne forordning, vil spille en væsentlig rolle i at nå dette mål ved i væsentlig grad at reducere produkternes energiaftryk. Disse krav til energieffektivitet vil også mindske forbrugernes sårbarhed over for energiprisstigninger. Som anerkendt i Parisaftalen vil en forbedring af bæredygtigheden i forbrug og produktion ligeledes spille en vigtig rolle i håndteringen af klimaændringer.

(10)

Denne forordning vil også bidrage til at nå Unionens bredere miljømål. Det 8. miljøhandlingsprogram, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/591 (10), forankrer Unionens mål om at holde sig inden for de planetære grænser i en retlig ramme og fastlægger grundforudsætninger for at nå de prioriterede mål, herunder overgangen til en giftfri cirkulær økonomi. I den europæiske grønne pagt opfordres Unionen også til bedre at overvåge, rapportere om, forebygge og afhjælpe forurening af luft, vand, jord og forbrugerprodukter. Dette betyder, at kemikalier, materialer og produkter skal være sikre og bæredygtige i udformningen og i løbet af deres livscyklus, hvilket fører til giftfrie materialecyklusser, som fastsat i Kommissionens meddelelse af 12. maj 2021 om en EU-handlingsplan: »Mod nulforurening for vand, luft og jord« og Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2020 om »En kemikaliestrategi med bæredygtighed for øje – På vej mod et giftfrit miljø«, hvori der opfordres til, at målene om nulforurening i produktion og forbrug skal tilsluttes. Desuden anerkender både den europæiske grønne pagt og handlingsplanen for den cirkulære økonomi, at Unionens indre marked er en kritisk masse, der kan påvirke globale standarder for produkters bæredygtighed og produktdesign. Denne forordning vil derfor spille en væsentlig rolle med hensyn til at nå flere af de mål, der er fastsat i verdensmålene for bæredygtig udvikling i De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, både inden for og uden for Unionen, navnlig delmålene under verdensmål nr. 12 (»Ansvarligt forbrug og ansvarlig produktion«).

(11)

Direktiv 2009/125/EF fastsatte en ramme for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter. Sammen med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 (11) har det reduceret Unionens primære energiefterspørgsel til produkter betydeligt, og det anslås, at disse besparelser fortsat vil stige. De gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i henhold til direktiv 2009/125/EF, har også omfattet krav vedrørende cirkularitet såsom holdbarhed, reparerbarhed og genanvendelighed. Samtidig har instrumenter som EU-miljømærket, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 (12), eller Unionens kriterier for grønne offentlige indkøb, som er fastsat i Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om offentlige indkøb for et bedre miljø, et bredere anvendelsesområde, men de har en reduceret virkning på grund af begrænsningerne ved frivillige tilgange.

(12)

Direktiv 2009/125/EF har generelt haft succes med at fremme energieffektiviteten og visse aspekter af cirkularitet ved energirelaterede produkter, og dets tilgang til miljøvenligt design har potentiale til gradvist at inddrage alle produkters bæredygtighed. For at opfylde forpligtelserne i den europæiske grønne pagt bør denne tilgang udvides til at omfatte andre produktgrupper og systematisk adressere centrale aspekter med henblik på at øge produkters miljømæssige bæredygtighed med bindende krav. Ved at sikre, at det kun er produkter, der opfylder disse krav, som bringes i omsætning på EU-markedet, vil denne forordning ikke blot forbedre den frie bevægelighed for sådanne produkter ved at undgå nationale forskelle, men også mindske de negative miljøindvirkninger, som produkter, for hvilke der er fastsat sådanne krav, har i hele deres livscyklus.

(13)

For at skabe en effektiv og fremtidssikret harmoniseret lovramme er det nødvendigt at gøre det muligt at fastsætte krav til miljøvenligt design for alle fysiske varer, der bringes i omsætning eller tages i brug, herunder komponenter såsom dæk og mellemprodukter. Digitalt indhold, som er en integreret del af et fysisk produkt, skal medtages i anvendelsesområdet. Dette bør gøre det muligt for Kommissionen at tage hensyn til den bredest mulige vifte af produkter, når den prioriterer fastsættelsen af krav til miljøvenligt design, og derved maksimere deres effektivitet. Hvor det er nødvendigt, bør der indføres særlige undtagelser, når der fastsættes krav til miljøvenligt design, navnlig hvis krav til miljøvenligt design ikke er nødvendige for at bidrage til specifikke produkters miljømæssige bæredygtighed, eller f.eks. for produkter med en særlig anvendelse eller et særligt formål, der ikke kan opfyldes ved overholdelsen af kravene til miljøvenligt design, eller produkter fremstillet i meget små mængder eller under hensyntagen til de særlige forhold på og størrelsen af markedet for produktet. Desuden bør denne forordning ikke finde anvendelse på produkter, for hvilke det allerede står klart, at krav til miljøvenligt design ikke vil være hensigtsmæssige, eller hvor andre rammer indeholder bestemmelser om fastsættelse af sådanne krav. Dette bør være tilfældet for fødevarer og foder som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (13), for lægemidler som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF (14), for veterinærlægemidler som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/6 (15), for levende planter, dyr og mikroorganismer, for produkter af menneskelig oprindelse, for plante- og dyreprodukter, der er direkte forbundet med deres fremtidige reproduktion, og for køretøjer som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 167/2013 (16), artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 168/2013 (17) og i artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 (18), for så vidt angår disse produktaspekter, for hvilke der er fastsat krav i henhold til sektorspecifikke EU-retsakter, som finder anvendelse på disse køretøjer. Disse køretøjer er underlagt flere produktspecifikke krav og forskellige harmoniserede typegodkendelsessystemer i henhold til EU-retsakter såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF (19) og 2005/64/EF (20) samt forordning (EU) 2018/858. Yderligere harmoniserede krav til køretøjer bør begrænses til aspekter, der i øjeblikket ikke er omfattet, f.eks. miljøkrav til dæk. Elcykler og -løbehjul bør dog ikke udelukkes fra nærværende forordnings anvendelsesområde.

(14)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1275 (21) pålægger medlemsstaterne at fastsætte minimumskrav til energimæssig ydeevne for bygningsdele, der udgør en del af bygningens klimaskærm, og krav til installationer for så vidt angår samlet energimæssig ydeevne, korrekt installering og passende dimensionering, indstilling og kontrol af de tekniske bygningsinstallationer i nye eller eksisterende bygninger. Det er i overensstemmelse med målene i denne forordning, at disse minimumskrav til energimæssig ydeevne under visse omstændigheder kan begrænse installeringen af energirelaterede produkter, der opfylder kravene i denne forordning og dens delegerede retsakter, forudsat at sådanne krav ikke udgør en uberettiget markedshindring.

(15)

For at forbedre produkters miljømæssige bæredygtighed og sikre produkternes frie bevægelighed i det indre marked bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) med henblik på at supplere denne forordning ved at fastsætte krav til miljøvenligt design. Disse krav til miljøvenligt design bør som hovedregel gælde for specifikke produktgrupper såsom husholdningsvaskemaskiner og husholdningsvaske/tørremaskiner. For at gøre kravene til miljøvenligt design så effektive som muligt og for effektivt at forbedre produkters miljømæssige bæredygtighed bør det også være muligt at fastsætte ét eller flere horisontale krav til miljøvenligt design for en bredere vifte af produktgrupper såsom elektroniske apparater eller tekstiler. Der bør fastsættes horisontale krav til miljøvenligt design, hvis de tekniske ligheder mellem produktgrupperne gør det muligt at forbedre deres miljømæssige bæredygtighed på grundlag af de samme krav. Det er vigtigt, at der udarbejdes horisontale krav, navnlig hvad angår holdbarhed og reparerbarhed.

(16)

Kravene til miljøvenligt design bør, hvor det er relevant, omfatte krav til ydeevne eller oplysningskrav eller begge. Disse krav bør anvendes til at forbedre produktaspekter, der er relevante for miljømæssig bæredygtighed, såsom holdbarhed, genbrugelighed, reparerbarhed, energieffektivitet, genanvendelighed og CO2-aftryk og miljøaftryk. Kravene til miljøvenligt design bør være gennemsigtige, objektive, forholdsmæssige og i overensstemmelse med internationale handelsregler.

(17)

Sektoren for brugte produkter spiller en vigtig rolle med hensyn til at fremme bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug, herunder med hensyn til at udvikle nye cirkulære forretningsmodeller, og bidrager til at forlænge et produkts levetid og undgå, at det bliver til affald. Brugte produkter, navnlig produkter, der istandsættes eller repareres, og som har oprindelse i Unionen, er ikke nye produkter, og de kan cirkulere i det indre marked uden at skulle overholde delegerede retsakter, der fastsætter krav til miljøvenligt design, som er trådt i kraft efter, at de er bragt i omsætning. Genfremstillede produkter betragtes imidlertid som nye produkter, og de er omfattet af kravene til miljøvenligt design, hvis de falder ind under en delegeret retsakts anvendelsesområde.

(18)

Når Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt om fastsættelse af krav til miljøvenligt design for en given produktgruppe, bør medlemsstaterne for at sikre, at det indre marked fungerer, ikke længere have mulighed for at fastsætte nationale ydeevnekrav på grundlag af produktparametre, der er omfattet af sådanne i den delegerede retsakt fastsatte ydeevnekrav, og ikke længere have mulighed for at fastsætte nationale oplysningskrav på grundlag af produktparametre, der er omfattet af sådanne i den delegerede retsakt fastsatte oplysningskrav. For at forbedre produkters miljømæssige bæredygtighed og sikre deres frie bevægelighed i det indre marked bør Kommissionen tillægges beføjelser til at fastsætte, at der ikke er behov for krav til miljøvenligt design i form af ydeevnekrav eller i form af oplysningskrav i forbindelse med en specifik produktparameter, hvis et krav vedrørende denne specifikke produktparameter vil have en negativ indvirkning på de krav til miljøvenligt design, som overvejes for produktgruppen.

(19)

Når Kommissionen fastsætter krav til miljøvenligt design, bør den tage hensyn til de pågældende produkters art og formål samt til de relevante markeders karakteristika. F.eks. er forsvarsmateriel nødt til at kunne fungere under særlige og til tider barske betingelser, og dette skal tages i betragtning, når der fastsættes krav til miljøvenligt design. Visse oplysninger om forsvarsmateriel bør ikke videregives og bør beskyttes. Der bør således ikke fastsættes krav til miljøvenligt design for produkter, der udelukkende anvendes med henblik på forsvar eller national sikkerhed. Det er vigtigt, at kravene til miljøvenligt design af andet militært eller følsomt udstyr tager hensyn til forsvarsmarkedets sikkerhedsbehov og karakteristika som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/81/EF (22). På samme måde er rumindustrien strategisk for Europa og for dets teknologiske uafhængighed. Da rumteknologier fungerer under ekstreme forhold, bør alle krav til miljøvenligt design af rumprodukter afveje bæredygtighedshensyn mod modstandsdygtighed og forventet ydeevne. Desuden bør Kommissionen hvad angår medicinsk udstyr som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/745 (23) og medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/746 (24) tage hensyn til behovet for ikke at påvirke patienters og brugeres sundhed og sikkerhed negativt. Kommissionen bør endvidere, når den vurderer markedets karakteristika og udarbejder krav til miljøvenligt design, bestræbe sig på at tage hensyn til nationale karakteristika såsom de forskellige klimaforhold i medlemsstaterne og praksis og teknologier, der anvendes i medlemsstaterne, og som har dokumenterede gavnlige miljøvirkninger.

(20)

For at undgå en reguleringsmæssig byrde bør der sikres overensstemmelse mellem denne forordning og de krav, der er fastsat i eller følger af anden EU-ret, navnlig vedrørende produkter, kemikalier, emballage og affald. Eksistensen af beføjelser i henhold til anden EU-ret til at fastsætte krav med samme eller lignende virkninger som kravene i denne forordning bør imidlertid ikke begrænse beføjelserne i denne forordning, medmindre det er specificeret i denne forordning.

(21)

Ved udarbejdelsen af krav til miljøvenligt design bør Kommissionen tage hensyn til en række elementer, nemlig EU-prioriteter, relevant EU-ret og national ret, relevante internationale aftaler samt selvreguleringsforanstaltninger og relevante standarder. Kommissionen bør også tage hensyn til prioriteterne for klimaet, miljøet, energieffektivitet, ressourceeffektivitet og -sikkerhed, herunder en giftfri cirkulær økonomi, og andre relaterede EU-prioriteter og -mål. Det er vigtigt at være opmærksom på målene i det 8. miljøhandlingsprogram, som er fastsat i afgørelse (EU) 2022/591, herunder at mennesker senest i 2050 lever et godt liv inden for de planetære grænser i en velfærdsøkonomi, princippet om ikke at gøre skade og affaldshierarkiet som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (25), og på Unionens forpligtelser til at beskytte og genoprette biodiversiteten som også kommer til udtryk i Kommissionens meddelelse af 20. maj 2020 om »EU's biodiversitetsstrategi for 2030 – Naturen skal bringes tilbage i vores liv« og i den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet, som blev vedtaget på FN's biodiversitetskonferences 15. partskonferencemøde (COP15) under biodiversitetskonventionen.

(22)

Delegerede retsakter, der fastsætter krav til miljøvenligt design, bør, som det var tilfældet for gennemførelsesforanstaltningerne i henhold til direktiv 2009/125/EF, underkastes en særlig konsekvensanalyse og interessenthøring og bør udarbejdes i overensstemmelse med Kommissionens retningslinjer for bedre regulering og omfatte en vurdering af den internationale dimension og virkningerne for tredjelande. Kommissionen bør basere sin konsekvensanalyse på den bedste tilgængelige dokumentation og tage behørigt hensyn til alle aspekter af produktets livscyklus. Ved udarbejdelsen af krav til miljøvenligt design bør Kommissionen anvende en videnskabelig tilgang og også tage hensyn til relevante tekniske oplysninger, der er anvendt som grundlag for eller afledt af navnlig forordning (EF) nr. 66/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU (26), tekniske screeningskriterier vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (27) og Unionens kriterier for grønne offentlige indkøb.

(23)

For at tage hensyn til produktmangfoldigheden bør Kommissionen udvælge metoder til at vurdere fastsættelsen af kravene til miljøvenligt design og, hvor det er relevant, videreudvikle dem. Disse metoder bør tage udgangspunkt i produktets art, dets mest relevante aspekter og dets virkninger i løbet af dets livscyklus. I den forbindelse bør Kommissionen tage hensyn til sine erfaringer med at vurdere fastsættelsen af krav i henhold til direktiv 2009/125/EF og de fortsatte bestræbelser på at udvikle og forbedre videnskabeligt baserede vurderingsværktøjer, herunder ajourføringen af metoden for miljøvenligt design af energirelaterede produkter og metoden vedrørende produkters miljøaftryk, der er fastsat i Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 (28), herunder for så vidt angår midlertidig CO2-lagring, samt internationale og europæiske standardiseringsorganisationers udvikling af standarder, herunder om energirelaterede produkters materialeeffektivitet. Med udgangspunkt i disse værktøjer og ved hjælp af målrettede undersøgelser, når det er nødvendigt, bør Kommissionen yderligere styrke aspekter vedrørende cirkularitet, såsom holdbarhed, reparerbarhed, herunder reparerbarhedsscore, genbrugelighed, genanvendelighed, identifikation af kemikalier, der hindrer genanvendelse og genbrug i forbindelse med vurderingen af produkter i overensstemmelse med en livscyklustilgang med henblik på at udarbejde krav til miljøvenligt design og bør udvikle nye metoder eller værktøjer, hvor det er relevant. Oplysninger vedrørende miljømæssige livscyklusindikatorer såsom CO2-aftrykket bør beregnes under hensyntagen til internationalt etablerede metoder, der allerede er gennemført i EU-retten. Det er også vigtigt at tage hensyn til videnskabelige metoder, der anbefales af internationale og europæiske standardiseringsorganisationer. Navnlig med hensyn til modellering af den energi, der anvendes i fremstillingsprocesser, bør der lægges særlig vægt på modellering af energimikset, som også tager hensyn til sådanne spørgsmål som elkøbsaftaler, oprindelsesgarantier og egen elproduktion. Der kan også være behov for nye tilgange til udarbejdelse af obligatoriske kriterier for offentlige udbud og for forbud mod destruktion af usolgte forbrugerprodukter.

(24)

Ydeevnekrav bør vedrøre en udvalgt produktparameter, der er relevant for det pågældende produkt, for hvilket der er identificeret potentiale for at forbedre den miljømæssige bæredygtighed. Sådanne krav kan omfatte minimums- eller maksimumsniveauer for ydeevne i forhold til produktparameteren, ikkekvantitative krav, der har til formål at forbedre ydeevnen i forhold til produktparameteren eller krav vedrørende et produkts funktionelle ydeevne for at sikre, at de valgte ydeevnekrav ikke har en negativ indvirkning på produktets evne til at udføre den funktion, som det er designet og markedsført til. Hvad angår minimums- eller maksimumsniveauer kan de f.eks. tage form af en begrænsning af energiforbruget i brugsfasen eller af mængden af et givet materiale, der indgår i produktet, et krav om minimumsmængder af genanvendt indhold eller en begrænsning af en specifik miljøindvirkningskategori eller en aggregering af alle relevante miljøindvirkninger. Forbud mod en specifik teknisk løsning, der er skadelig for produktets reparerbarhed, er et eksempel på et ikkekvantitativt krav. Ydeevnekravene vil blive anvendt til at sikre, at de produkter, der klarer sig dårligst, fjernes fra markedet og til gradvist at bevæge sig hen imod de produkter, der klarer sig bedst, hvis dette er nødvendigt for at bidrage til denne forordnings mål om miljømæssig bæredygtighed. Ydeevnekravene kan også vedrøre ressourceforbrug, herunder krav vedrørende anvendelsen af vedvarende ressourcer eller fornybare materialer med biobaseret indhold i produktet, og imødegå frigivelse af nano- og mikroplast. Ved at påtænke en kombination af krav bør Kommissionen vurdere dem som helhed og identificere den kombination af krav, der giver de største miljømæssige bæredygtighedsfordele.

(25)

For at sikre sammenhæng bør ydeevnekravene supplere gennemførelsen af EU-retten om affald. Der er fastsat krav om markedsføring af emballage som et slutprodukt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF (29), men denne forordning kan supplere nævnte direktiv ved at fastsætte produktbaserede krav, som har fokus på emballering af specifikke produkter, når de bringes i omsætning. Hvor det er relevant, bør sådanne supplerende krav navnlig bidrage til at minimere den anvendte mængde emballage og dermed for deres vedkommende bidrage til at forebygge affaldsproduktion i Unionen.

(26)

Kemisk sikkerhed er et anerkendt element i produkters bæredygtighed. Det er baseret på kemikaliers iboende sundheds- eller miljørisici i kombination med specifik eller generisk eksponering og er omfattet af EU-retten om kemikalier, såsom Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 (30), (EF) nr. 1907/2006 (31), (EF) nr. 1272/2008 (32), (EF) nr. 1223/2009 (33), (EU) 2017/745 og (EU) 2019/1021 (34) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/48/EF (35). Nærværende forordning bør ikke fastsætte bestemmelse om begrænsning af stoffer primært baseret på kemisk sikkerhed, som det er tilfældet i henhold til anden EU-ret. EU-retten om kemikalier indeholder allerede begrænsningen for stoffer eller blandinger vedrørende sikkerhed eller risiko, hvor det er nødvendigt. Fastsættelsen af ydeevnekrav bør dog også, hvor det er relevant, mindske væsentlige risici for menneskers sundhed eller miljøet. Oplysningskrav vedrørende forekomsten af problematiske stoffer vil også bidrage til at reducere eksponeringen for kemikalier og supplerer de risikohåndteringsforanstaltninger, der er fastsat i anden EU-ret. Tilsvarende bør denne forordning ikke gøre det muligt at begrænse stoffer af hensyn til fødevaresikkerheden. EU-retten om kemikalier og fødevarer giver imidlertid ikke mulighed for, at indvirkninger på bæredygtighed, som ikke vedrører kemisk sikkerhed eller fødevaresikkerhed, imødegås gennem begrænsninger af visse stoffer. For at overvinde denne begrænsning bør denne forordning på visse betingelser fastsætte en begrænsning af stoffer, som er til stede i produkter eller anvendes i deres fremstillingsprocesser, og som har en negativ indvirkning på produkternes bæredygtighed. Denne forordning bør, hvor det er nødvendigt, supplere, men ikke overlappe eller erstatte begrænsninger for stoffer, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU (36), som har til formål at beskytte menneskers sundhed og miljøet, herunder miljørigtig nyttiggørelse og bortskaffelse af affald fra elektrisk og elektronisk udstyr.

(27)

Kommissionen bør ved fastsættelsen af ydeevnekrav kunne indføre krav for at forhindre, at visse stoffer medtages i et produkt. Identifikationen af sådanne stoffer bør indgå i Kommissionens vurdering forud for fastsættelsen af krav til miljøvenligt design for en specifik produktgruppe, og Kommissionen bør i denne vurdering f.eks. tage hensyn til, om et stof gør genbrug eller genanvendelse af et produkt mere kompliceret eller har en negativ indvirkning på det genanvendte materiales egenskaber, f.eks. i kraft af dets farve eller lugt. Hvis et stof allerede er blevet kategoriseret som et stof, der hindrer cirkularitet for én produktgruppe, kan dette være et tegn på, at det også hindrer cirkularitet for andre produktgrupper. Identifikationen og en eventuel begrænsning af et stof bør også udløse et oplysningskrav.

(28)

For at forbedre produkters miljømæssige bæredygtighed bør oplysningskravene vedrøre en udvalgt produktparameter, der er relevant et produktaspekt, såsom produktets miljøaftryk, CO2-aftryk og holdbarhed. Det bør kræves, at fabrikanten stiller oplysninger om produktets ydeevne til rådighed i forhold til en udvalgt produktparameter eller andre oplysninger, der kan påvirke måden, hvorpå produktet håndteres af andre parter end fabrikanten, for at forbedre ydeevnen i forhold til en sådan parameter. Sådanne oplysningskrav bør fastsættes enten som supplement til eller i stedet for ydeevnekrav vedrørende samme produktparameter, alt efter hvad der er relevant. Det er vigtigt, at Kommissionen behørigt begrunder sin beslutning om kun at fastsætte oplysningskrav i stedet for ydeevnekrav. Hvis en delegeret retsakt indeholder oplysningskrav, bør den angive metoden til at gøre de krævede oplysninger let tilgængelige, såsom på et websted med fri adgang, i et digitalt produktpas eller på en produktmærkning. Væsentlige oplysninger om slutbrugernes sundhed, sikkerhed og rettigheder bør altid gives til forbrugerne ved hjælp af fysiske midler og være tilgængelige via en databærer, der er indeholdt i produktet. Oplysningskrav er nødvendige for at bevirke den adfærdsændring, der er nødvendig for at sikre, at målene om miljømæssig bæredygtighed i denne forordning nås. Forbrugeren bør forud for køb af et produkt gives oplysninger, som er relevante for at træffe en informeret købsbeslutning. Ved at skabe passende midler, hvormed indkøbere og offentlige myndigheder kan sammenligne produkter på grundlag af deres miljømæssige bæredygtighed, forventes oplysningskravene at få forbrugerne og de offentlige myndigheder til at træffe mere bæredygtige valg. Oplysningskravene bør også bidrage til at forbedre medlemsstaternes indsamlingsprocenter for relevante produktgrupper, navnlig for dem, for hvilke der er et betydeligt potentiale for genbrug og istandsættelse, såsom mobiltelefoner, for hvilke indsamlingsprocenten i medlemsstaterne ikke overstiger 5 %, f.eks. ved at lette oplysninger om tilbagetagningsordninger gennem finansielle incitamenter og pant- og retursystemer, databeskyttelsesgarantier, databaser over afleveringssteder og personaliserede oplysninger om udtjente produkter via et digitalt produktpas om værdien af produktet og om bedste praksis for korrekt bortskaffelse.

(29)

Hvis delegerede retsakter omfatter oplysningskrav, kan de desuden fastsætte ydeevneklasser i forbindelse med en eller flere relevante produktparametre for at lette sammenligningen mellem produkter. Ydeevneklasser bør gøre det muligt at differentiere produkter på grundlag af deres relative bæredygtighed og kan anvendes af både forbrugere og offentlige myndigheder. De har som sådan til formål at lede markedet i retning af mere bæredygtige produkter.

(30)

Oplysningskrav vedrørende reparerbarhed og holdbarhed spiller en central rolle for at sætte forbrugerne i stand til at engagere sig i bæredygtigt forbrug. Denne forordning bør gøre det muligt at fastsætte reparerbarheds- og holdbarhedsscorer for produkter, når sådanne scorer anses for at være hensigtsmæssige med henblik på at skabe miljømæssige fordele og klarere oplysninger til forbrugerne. For at gøre det muligt for forbrugerne reelt at vurdere og sammenligne produkter er det vigtigt, at formatet, indholdet og visningen af sådanne reparerbarheds- og holdbarhedsscorer omfatter et letforståeligt sprog og letforståelige piktogrammer, og at reparerbarhedsscoren baseres på en harmoniseret metode, som er fastsat for produktet eller produktgruppen, og som samler parametre såsom tilgængeligheden af og prisen på reservedele, hvor let produktet er at demontere og tilgængeligheden af værktøjer i én enkelt score.

(31)

Oplysninger om forekomsten af problematiske stoffer i produkter er et centralt element for at identificere og fremme bæredygtige produkter. Produkternes kemiske sammensætning bestemmer i vid udstrækning deres funktioner og virkninger samt muligheden for at genbruge eller nyttiggøre dem, når de bliver til affald. Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2020»En kemikaliestrategi med bæredygtighed for øje – På vej mod et giftfrit miljø« opfordrer til, at forekomsten af problematiske stoffer i produkter minimeres, og at tilgængeligheden af oplysninger om kemikalieindhold og sikker anvendelse sikres ved indførelse af oplysningskrav og sporing af forekomsten af problematiske stoffer i materialers og produkters samlede livscyklus. Forordning (EF) nr. 1272/2008 og anden eksisterende kemikalieret såsom forordning (EF) nr. 1223/2009 sikrer allerede kommunikation om sundheds- eller miljøfarer, som visse problematiske stoffer udgør alene eller i en blanding. Brugere af stoffer og blandinger bør også gives relevante oplysninger. Desuden bør brugere af andre produkter end stoffer eller blandinger og forvaltere af affald fra sådanne produkter også modtage relevante oplysninger, herunder oplysninger, der primært vedrører kemikaliers sundheds- eller miljøfarer. Denne forordning bør derfor give mulighed for at fastsætte krav vedrørende sporing og formidling af oplysninger om bæredygtighed, herunder om tilstedeværelsen af problematiske stoffer i produkters samlede livscyklus, også med henblik på dekontaminering og nyttiggørelse af sådanne produkter, når de bliver til affald. En sådan ramme bør sigte mod gradvis at dække de problematiske stoffer i alle produkter, der er opført i arbejdsplaner, som skal vedtages af Kommissionen. Sådanne krav vedrørende sporing af problematiske stoffer bør medtages som standard, når der skal fastsættes et oplysningskrav i henhold til denne forordning, undtagen når et sådant oplysningskrav er en del af horisontale krav til miljøvenligt design. For at tage hensyn til de kriterier, som kravene til miljøvenligt design skal opfylde, og navnlig for at undgå en uforholdsmæssigt stor administrativ byrde for de erhvervsdrivende bør Kommissionen, alt efter hvad der er relevant for den pågældende produktgruppe, kunne fastsætte tærskler for koncentrationen af stoffer i produktet eller relevante komponenter, der udløser sporingskravet, kunne fastsætte differentierede ansøgningsfrister og i behørigt begrundede tilfælde kunne fastsætte undtagelser fra sporingskravet. Når Kommissionen fastsætter detaljeringsgraden af de oplysninger, der kræves, og tærsklerne, bør den tage hensyn til eksisterende oplysningskrav og tærskler i henhold til EU-retten, navnlig i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 og (EF) nr. 1272/2008, og anden sektorspecifik produktlovgivning. En undtagelse baseret på teknisk gennemførlighed kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor forekomsten af et stof i et produkt ikke kan verificeres ved hjælp af de teknologier, der aktuelt er til rådighed.

(32)

Oplysningskravene i denne forordning bør omfatte kravet om at stille et digitalt produktpas til rådighed. Det digitale produktpas er et vigtigt redskab til at stille oplysninger til rådighed for aktører i hele værdikæden, og tilgængeligheden af et digitalt produktpas forventes i væsentlig grad forbedre et produkts end-to-end-sporbarhed i hele værdikæden. Det digitale produktpas forventes bl.a. at hjælpe kunderne med at træffe informerede valg ved at forbedre deres adgang til relevant information, gøre det muligt for erhvervsdrivende, nemlig fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører, distributører, forhandlere og udbydere af distributionstjenester, og andre aktører i værdikæden såsom kunder, professionelle reparatører, uafhængige operatører, istandsættelsesvirksomheder, genfremstillingsvirksomheder, genvindingsvirksomheder, markedsovervågnings- og toldmyndigheder, civilsamfundsorganisationer, forskere, fagforeninger samt Kommissionen eller enhver organisation, der handler på deres vegne, at få adgang til, indføre og opdatere relevante data og sætte de kompetente nationale myndigheder i stand til at udføre deres opgaver uden at bringe beskyttelsen af fortrolige forretningsoplysninger i fare. Med henblik herpå er det vigtigt, at det digitale produktpas er brugervenligt, og at dataene deri er korrekte, fuldstændige og ajourførte. Det digitale produktpas bør om nødvendigt suppleres med ikkedigitale former for formidling af oplysninger, såsom oplysninger i produktvejledningen eller på en mærkat. Det bør desuden være muligt at anvende det digitale produktpas til at give oplysninger vedrørende den relevante produktgruppe i henhold til anden EU-ret.

(33)

For at tage hensyn til produktets art og marked bør de oplysninger, der skal indgå i det digitale produktpas, undersøges nøje fra sag til sag ved udarbejdelsen af produktspecifikke regler. For at optimere adgangen til de deraf følgende data og samtidig beskytte intellektuelle ejendomsrettigheder er det nødvendigt at udforme og gennemføre det digitale produktpas på en måde, som giver differentieret adgang til dataene i det digitale produktpas, afhængigt af typen af data og typen af interessenter. For at undgå omkostninger for virksomheder og offentligheden, som ikke står i rimeligt forhold til de generelle fordele, bør det digitale produktpas ligeledes være specifikt for produktet, partiet eller produktmodellen, afhængigt af f.eks. værdikædens kompleksitet og de pågældende produkters størrelse, art eller virkninger. De konsekvensanalyser, der foretages i forbindelse med udarbejdelsen af de delegerede retsakter om fastsættelse af krav til miljøvenligt design, bør analysere omkostningerne og fordelene ved at fastsætte oplysningskrav gennem digitale produktpas på model-, parti- eller produktniveau. udtrykket »model« henviser normalt til en udgave af et produkt, hvor alle enheder har de samme tekniske karakteristika, der er relevante for kravene til miljøvenligt design, og den samme modelidentifikation, udtrykket »parti« henviser normalt til en delmængde af en specifik model, der består af alle de produkter, der er fremstillet på en bestemt fabrik på et bestemt tidspunkt, og udtrykket »produkt« henviser normalt til en enkelt enhed af en model. Konsekvensanalysen bør også, i det omfang det digitale produktpas er baseret på standarder, som ikke er gratis, overveje, om dette er hensigtsmæssigt, og hvordan uforholdsmæssigt store omkostninger for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er) kan undgås.

(34)

Eftersom anden EU-retten fastsætter oplysningskrav for produkter og indfører systemer, der gør oplysninger tilgængelige for erhvervsdrivende og kunder, bør Kommissionen overveje at knytte oplysningskravene i henhold til denne forordning til disse andre oplysningskrav, såsom forpligtelsen til at fremlægge sikkerhedsdatablade for stoffer og blandinger i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006. Når det er muligt, bør Kommissionen også knytte det digitale produktpas til eksisterende EU-databaser og -værktøjer såsom det europæiske produktregister for energimærkning (EPREL) eller databasen med oplysninger om problematiske stoffer i artikler som sådan eller i komplekse genstande (produkter) (SCIP).

(35)

For ikke unødigt at forsinke fastlæggelsen af andre krav til miljøvenligt design end dem, der vedrører det digitale produktpas, eller for at sikre, at det digitale produktpas kan gennemføres effektivt, bør Kommissionen have mulighed for at undtage produktgrupper fra kravene til digitale produktpas, hvor der ikke foreligger tekniske specifikationer i forbindelse med de væsentlige krav til den tekniske udformning og funktion af det digitale produktpas. For at undgå en unødvendig administrativ byrde for erhvervsdrivende bør Kommissionen ligeledes have mulighed for at undtage produktgrupper fra kravene til digitale produktpas, hvis anden EU-ret allerede omfatter et system til digital levering af produktoplysninger, der gør det muligt for aktører i hele værdikæden at få adgang til relevante produktoplysninger og lette de kompetente nationale myndigheders kontrol af produktoverensstemmelse. Disse undtagelser bør regelmæssigt tages op til revision under hensyntagen til yderligere tilgængelighed af tekniske specifikationer.

(36)

Entydig identifikation af produkter er et grundlæggende element med hensyn til at muliggøre sporbarhed i hele forsyningskæden. Det digitale produktpas bør derfor knyttes til en entydig produktidentifikator. Desuden bør det digitale produktpas, hvor der er relevant, knyttes til en entydig operatøridentifikator og en entydig anlægsidentifikator, som gør det muligt at spore aktørerne og produktionsanlæggene i forbindelse med det pågældende produkt. For at sikre interoperabilitet bør databæreren, den entydige operatøridentifikator og den entydige anlægsidentifikator, der muliggør sporbarhed, udstedes i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder. Beføjelsen til at vedtage retsakter bør delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at ændre denne forordning ved at erstatte eller tilføje standarder, ud fra hvilke databæreren, den entydige operatøridentifikator og den entydige anlægsidentifikator kan udstedes i lyset af den tekniske eller videnskabelige udvikling. Dette burde sikre, at dataene i det digitale produktpas kan registreres og overføres af alle erhvervsdrivende, samt sikre, at entydige identifikatorer er kompatible med eksterne komponenter såsom scanningsudstyr. Dataene bør desuden kunne overføres gennem et åbent interoperabelt dataudvekslingsnet uden leverandørfastlåsning.

(37)

Digitaliserede oplysninger om produktet og dets livscyklus eller, hvor det er relevant, dets pas bør være let tilgængelige ved scanning af en databærer, såsom et vandmærke eller en QR-kode. Når det er muligt, bør databæreren befinde sig på selve produktet for at sikre, at dataene forbliver tilgængelige i hele dets livscyklus. Der bør dog være mulighed for undtagelser afhængigt af de pågældende produkters art, størrelse eller anvendelse.

(38)

For at sikre adgang til det digitale produktpas i den periode, der er fastsat i delegerede retsakter, herunder efter insolvens, likvidation eller aktivitetsophør i Unionen, bør den erhvervsdrivende, der bringer produktet i omsætning, også gøre en sikkerhedskopi af det digitale produktpas tilgængelig gennem en udbyder af digitale produktpastjenester, der er en uafhængig tredjepart.

(39)

For at sikre en effektiv indførelse af det digitale produktpas bør dets tekniske udformning, datakravene og anvendelsen overholde en række væsentlige tekniske krav, der danner grundlag for en konsekvent indførelse af det digitale produktpas i alle sektorer. Der bør fastsættes tekniske specifikationer for at sikre en effektiv gennemførelse af disse væsentlige krav, enten i form af harmoniserede standarder, hvortil referencerne er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, eller, som en alternativ mulighed, fælles specifikationer vedtaget af Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Det tekniske design bør sikre, at det digitale produktpas indeholder data på en sikker måde, som overholder reglerne om privatlivets fred. Det er nødvendigt, at det digitale produktpas udvikles i en åben dialog med internationale partnere for at tage hensyn til deres synspunkter ved udviklingen af de tekniske specifikationer og sikre, at specifikationerne bidrager til at fjerne handelshindringer for grønnere produkter med længere levetid og cirkularitet, hvilket mindsker omkostningerne til bæredygtige investeringer, markedsføring, overholdelse og støtter innovation. Med henblik på at muliggøre deres effektive gennemførelse er det vigtigt, at tekniske specifikationer og krav vedrørende sporbarhed i hele værdikæden så vidt muligt udvikles på grundlag af en konsensusbaseret tilgang og af inddragelse, accept og effektivt samarbejde mellem en række forskellige aktører, herunder standardiseringsorganer, erhvervssammenslutninger, startupvirksomheder, forbrugerorganisationer, eksperter, ikkestatslige organisationer (NGO'er) og internationale partnere, herunder udviklingsøkonomier.

(40)

Beføjelsen til at vedtage retsakter bør delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at supplere denne forordning ved klart at definere rollen og ansvarsområderne for de forskellige aktører såsom udstedende myndigheder og tjenesteudbydere, der vil blive involveret i oprettelse, autentifikation, behandling og lagring af data og eventuelt tilbagetrækning af vigtige elementer i det digitale produktpas, såsom entydige identifikatorer og databærere. Kommissionen kan i den forbindelse foretage en konsekvensanalyse for at undersøge hensigtsmæssigheden af at udvikle en certificeringsordning for udbydere af digitale produktpastjenester.

(41)

For at sikre, at det digitale produktpas er fleksibelt, smidigt, markedsdrevet og udvikler sig i overensstemmelse med forretningsmodeller, markeder og innovation, bør det baseres på et decentraliseret datasystem, der oprettes og administreres af erhvervsdrivende. Med henblik på håndhævelse og overvågning er det dog nødvendigt, at de kompetente nationale myndigheder og Kommissionen har direkte adgang til en fortegnelse over alle entydige identifikatorer, der er knyttet til produkter, som bringes i omsætning eller tages i brug. Med henblik herpå bør Kommissionen oprette og administrere et digitalt produktpasregister til lagring af sådanne oplysninger (»registret«). Hvor det er nødvendigt for yderligere at lette håndhævelsen, bør Kommissionen, hvor det er relevant, specificere andre oplysninger i det digitale produktpas, som skal opbevares i registret.

(42)

Kommissionen bør oprette og vedligeholde en brugervenlig og offentligt tilgængelig webportal, hvor interessenter såsom kunder, erhvervsdrivende og andre relevante aktører har adgang til data, som indgår i de digitale produktpas, og mulighed for at søge efter og sammenligne de data, som indgår i disse pas, i overensstemmelse med deres respektive adgangsrettigheder, der er fastsat i de delegerede retsakter, som fastsætter krav til miljøvenligt design. Webportalen bør indeholde links til data, som den erhvervsdrivende allerede har lagret i sit decentrale digitale produktpas.

(43)

Enhver behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning skal overholde de gældende regler om beskyttelse af personoplysninger. Medlemsstaternes kompetente nationale myndigheders behandling af personoplysninger skal foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (37) med særlig opmærksomhed på principperne om databeskyttelse gennem design og databeskyttelse gennem standardindstillinger. Enhver behandling af personoplysninger foretaget af Kommissionen, navnlig dem, der er lagret i registret, skal foregå i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (38). Kundernes personoplysninger bør ikke lagres i det digitale produktpas.

(44)

Effektiv håndhævelse i forbindelse med produkter, der bringes i omsætning på EU-markedet, uanset om de produceres på hjemmemarkedet eller importeres, er afgørende for at nå målene i denne forordning. Når Kommissionen har oprettet registret, bør toldmyndighederne derfor have direkte adgang til det via EU-kvikskrankemiljøet på toldområdet, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2399 (39). Toldmyndighedernes rolle bør være som minimum at kontrollere, at den entydige registreringsidentifikator for et produkt, som de skal modtage eller have stillet til rådighed, og den relevante varekode svarer til de oplysninger, der er lagret i registret. Dette vil gøre det muligt for toldmyndighederne at kontrollere, at der findes et digitalt produktpas for importerede produkter. Hvor det er relevant, bør Kommissionen i sin gennemførelsesretsakt om registret fastsætte de nødvendige forpligtelser for de erhvervsdrivende til at holde de data, der er lagret i registret, ajour.

(45)

Dataene i det digitale produktpas har til formål at give toldmyndighederne mulighed for at forbedre og lette risikostyringen og gøre det muligt at målrette kontrollen ved grænsen bedre. Toldmyndighederne bør derfor kunne udtrække og anvende dataene i det digitale produktpas og det tilknyttede register for at udføre deres opgaver i overensstemmelse med EU-ret, herunder for så vidt angår risikostyring i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (40).

(46)

For at tilskynde forbrugerne til bæredygtige valg bør mærker, når de kræves i de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til denne forordning, give klare og letforståelige oplysninger, der gør det muligt at foretage en reel sammenligning af produkter, f.eks. ved at angive ydeevneklasser. Navnlig for forbrugerne kan fysiske mærker være en yderligere informationskilde på salgsstedet. De bør give forbrugerne et hurtigt visuelt grundlag for at skelne mellem produkter på grundlag af deres ydeevne i forhold til en specifik produktparameter eller et sæt produktparametre. De bør, hvor det er relevant, også gøre det muligt at få adgang til yderligere oplysninger ved at angive specifikke referencer såsom webstedsadresser, dynamiske QR-koder, links til onlinemærker eller andre passende forbrugerorienterede midler. Kommissionen bør i den relevante delegerede retsakt fastsætte den mest effektive måde at vise sådanne mærker på, herunder i tilfælde af onlinefjernsalg, under hensyntagen til konsekvenserne for kunder og erhvervsdrivende og de pågældende produkters karakteristika. Kommissionen bør også kunne kræve, at mærket trykkes på produktets emballage.

(47)

Forordning (EU) 2017/1369, som opstiller rammer for energimærkning, finder parallelt med nærværende forordning anvendelse på energirelaterede produkter. Energimærker er et vellykket instrument, der giver forbrugerne passende oplysninger om energirelaterede produkter. Ydeevneklasser fastsat i henhold til denne forordning bør, hvor det er relevant, indarbejdes i et energimærk som supplerende oplysninger, jf. artikel 16 i forordning (EU) 2017/1369. I tilfælde, hvor relevante oplysninger om et produkts ydeevne i forhold til en produktparameter ikke kan medtages som supplerende oplysninger på energimærket, bør Kommissionen, hvor det er relevant, kunne kræve, at der oprettes et mærke i overensstemmelse med nærværende forordning i stedet for energimærket, på hvilket de relevante oplysninger på energimærket således kan indarbejdes.

(48)

Forbrugerne er nødt til at blive beskyttet mod vildledende oplysninger, der kan hindre deres valg af mere bæredygtige produkter. Af den grund bør det forbydes, at produkter bringes i omsætning eller tages i brug, hvis de er forsynet med eller ledsaget af mærker, der kan vildlede eller forvirre kunderne ved at efterligne de i denne forordning fastsatte mærker, eller hvis de er ledsaget af andre oplysninger, der kan vildlede eller forvirre kunderne med hensyn til de mærker, som er omhandlet i denne forordning. EU-miljømærket eller andre nationalt eller regionalt anerkendte EN ISO 14024 type I-miljømærker skal ikke anses for at være vildledende eller forvirrende mærker, forudsat at de kriterier, der er udviklet under disse mærkningsordninger, er mindst lige så strenge som kravene til miljøvenligt design.

(49)

For at nå målene i den europæiske grønne pagt på den mest effektive måde og for at tage sig af de mest virkningsfulde produkter først bør Kommissionen foretage en prioritering af de produkter, der skal reguleres i henhold til denne forordning, og de krav, der vil gælde for dem. På grundlag af den proces, der følges ved prioritering i henhold til direktiv 2009/125/EF, bør Kommissionen vedtage en arbejdsplan, der dækker mindst tre år, og som indeholder en liste over produktgrupper, for hvilke den har til hensigt at vedtage delegerede retsakter, samt de produktaspekter, for hvilke den har til hensigt at vedtage delegerede retsakter med horisontal anvendelse. Kommissionen bør basere sin prioritering på et sæt kriterier, der navnlig vedrører de delegerede retsakters potentielle bidrag til opfyldelsen af Unionens klima-, miljø- og energimål og deres potentiale til forbedring af de udvalgte produktaspekter, uden at det medfører uforholdsmæssigt store omkostninger for offentligheden og de erhvervsdrivende. Medlemsstaterne og interessenterne bør også høres gennem et forum for miljøvenligt design, der skal oprettes af Kommissionen. På grund af komplementariteten mellem denne forordning og forordning (EU) 2017/1369 for så vidt angår energirelaterede produkter bør tidsfristerne for arbejdsplanen i henhold til denne forordning og den, der er fastsat i artikel 15 i forordning (EU) 2017/1369, tilpasses.Når Kommissionen prioriterer mellemprodukter, bør den også tage hensyn til konsekvenserne for slutprodukter, der fremstilles af sådanne mellemprodukter. I betragtning af deres betydning for opfyldelsen af Unionens energimål bør arbejdsplanen omfatte en passende andel af tiltag vedrørende energirelaterede produkter. Køretøjer som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) nr. 167/2013, i artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) nr. 168/2013 og i artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) 2018/858 er allerede underlagt omfattende bestemmelser, herunder specifikke miljøkrav, og bør derfor ikke prioriteres i forbindelse med fastsættelsen af krav til miljøvenligt design. I den første arbejdsplan bør Kommissionen prioritere jern, stål, aluminium, tekstiler, navnlig beklædningsgenstande og fodtøj, møbler, herunder madrasser, dæk, vaske- og rengøringsmidler, maling, smøremidler, kemikalier, informations- og kommunikationsteknologiprodukter og andre elektronikprodukter samt energirelaterede produkter, for hvilke der for første gang skal fastsættes krav til miljøvenligt design, eller for hvilke eksisterende foranstaltninger vedtaget i henhold til direktiv 2009/125/EF skal revideres i henhold til nærværende forordning. Kommissionen bør give en passende begrundelse, i tilfælde af at den beslutter at ændre denne liste.

(50)

Cementindustrien, som er en af de mest energi-, materiale- og kulstofintensive sektorer, tegner sig i øjeblikket for ca. 7 % af verdens og 4 % af Unionens CO2-emissioner, hvilket gør den til en nøglesektor for tilpasning til Parisaftalen om klimaændringer og Unionens klimamål så hurtigt som muligt. Selv om byggevarer, herunder cement, skal være omfattet af en af Europa-Parlamentet og Rådet vedtaget forordning om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer(»byggevareforordningen«), forbliver de omfattet af nærværende forordnings anvendelsesområde. For at undgå, at der mangler produktkrav, som der er presserende behov for for at opfylde vores klima- og miljømål, bør Kommissionen i mangel af passende ydeevne- og oplysningskrav til sådanne produkter i henhold til byggevareforordningen vedtage delegerede retsakter, som fastsætter krav til miljøvenligt design for cement, tidligst den 31. december 2028 og senest den 1. januar 2030.

(51)

For så vidt angår byggevarer bør denne forordning kun fastsætte krav til slutprodukter, når de forpligtelser, der følger af byggevareforordningen og dens gennemførelse, ikke i tilstrækkelig grad kan opfylde de mål om miljømæssig bæredygtighed, der forfølges med nærværende forordning. Desuden bør Kommissionen, når den udarbejder arbejdsplaner, tage hensyn til, at byggevareforordningen for så vidt angår energirelaterede produkter, der også er byggevarer, går de bæredygtighedskrav, der er fastsat i nærværende forordning, forud. Dette bør f.eks. være tilfældet for varmeanlæg, kedler, varmepumper, vand- og rumopvarmningsapparater, ventilatorer, køle- og ventilationssystemer og solcelleprodukter, bortset fra bygningsintegrerede solcellepaneler. Byggevareforordningen kan om nødvendigt finde supplerende anvendelse på disse produkter, navnlig i forbindelse med sikkerhedsaspekter, idet der også tages hensyn til anden EU-ret om produkter, såsom om gasapparater, lavspændingsudstyr og maskiner.

(52)

For at sikre, at en behørig høring af alle interesserede parter finder sted, bør Kommissionen oprette et forum for miljøvenligt design bestående af eksperter udpeget af medlemsstaterne og andre interesserede parter, såsom repræsentanter for industrien, herunder SMV'er og håndværksindustrien, sociale virksomheder, fagforeninger, handlende, detailhandlere, importører, forbruger- og miljøorganisationer, aktører involveret i aktiviteter inden for cirkulær økonomi, europæiske standardiseringsorganisationer samt forskere. Inden for forummet for miljøvenligt design bør Kommissionen nedsætte en gruppe af eksperter fra medlemsstaterne, som bør bidrage til udarbejdelsen af nye krav til miljøvenligt design, til vurderingen af selvreguleringsforanstaltninger, til udvekslingen af oplysninger og bedste praksis mellem medlemsstaterne om foranstaltninger til at øge overholdelsen af denne forordning, såsom uddannelses- og oplysningskampagner eller ydelse af støtte til SMV'er, samt til fastsættelsen af prioriteter.

(53)

For at tilskynde til selvregulering som et gyldigt alternativ til reguleringstilgange bør denne forordning, idet den bygger videre på direktiv 2009/125/EF, give industrien mulighed for at foreslå selvreguleringsforanstaltninger for produkter eller produktgrupper, som ikke er medtaget i arbejdsplanen. Selvreguleringsforanstaltningerne bør være i overensstemmelse med denne forordnings mål. Kommissionen bør vurdere de selvreguleringsforanstaltninger, som industrien har foreslået, sammen med de oplysninger og den dokumentation, som underskriverne har fremlagt, i lyset af bl.a. Unionens internationale handelsforpligtelser og behovet for at sikre overensstemmelse med EU-retten. Det er også hensigtsmæssigt, f.eks. i lyset af den relevante markedsudvikling eller teknologiske udvikling inden for den pågældende produktgruppe, at Kommissionen kan anmode om en revideret udgave af selvreguleringsforanstaltningen, når det anses for nødvendigt. Når en selvreguleringsforanstaltning er opført i en gennemførelsesretsakt, som indeholder en liste over anerkendte selvreguleringsforanstaltninger, der opfylder de kriterier, der er fastsat i denne forordning, er der en berettiget forventning hos de erhvervsdrivende om, at Kommissionen først tager indholdet af en sådan foranstaltning i betragtning, inden den foreslår en delegeret retsakt om fastsættelse af krav til miljøvenligt design for denne specifikke produktgruppe. Kommissionen bør dog kunne vedtage krav til miljøvenligt design, der også gælder for nogle af eller alle de produkter, der er omfattet af en anerkendt selvreguleringsforanstaltning, vedrørende de produktaspekter, der ikke er omfattet af denne selvreguleringsforanstaltning. Hvis Kommissionen finder, at en selvreguleringsforanstaltning ikke længere opfylder kriterierne i denne forordning, bør den fjerne den fra den pågældende gennemførelsesretsakt. Det bør følgelig være muligt at fastsætte krav til miljøvenligt design vedrørende de produktgrupper, der tidligere var omfattet af den pågældende selvreguleringsforanstaltning.

(54)

SMV'er kan drage stor fordel af en stigning i efterspørgslen efter bæredygtige produkter, men kan også stå over for omkostninger og vanskeligheder som følge af nogle af kravene. Når Kommissionen udarbejder krav til miljøvenligt design, bør den tage hensyn til deres indvirkning på SMV'er, navnlig på mikrovirksomheder, der er aktive i den pågældende produktsektor. Medlemsstaterne og Kommissionen bør inden for deres respektive ansvarsområder stille tilstrækkelige oplysninger, herunder vejledning, til rådighed, levere målrettet og specialiseret uddannelse og yde særlig bistand og støtte, herunder finansiel støtte, til SMV'er, der er aktive inden for fremstilling af produkter, for hvilke der er fastsat krav til miljøvenligt design. Disse tiltag er særlig vigtige for produktgrupper, hvor tilstedeværelsen af SMV'er er relevant. Kommissionen bør, hvor det er relevant, støtte beregningen af produktets miljøaftryk ved at stille digitale værktøjer, eksempelvis værktøjer til beregning af livscyklusvurdering, til rådighed og støtte gennemførelsen af det digitale produktpas. Det er vigtigt, at Kommissionen yder finansiel støtte til repræsentanter for SMV'er, navnlig repræsentanter for mikrovirksomheder, for at muliggøre deres reelle deltagelse i forummet for miljøvenligt design, og at Kommissionen leverer SMV'er let tilgængelig information om finansiel støtte og programmer, der er til rådighed. Medlemsstaternes tiltag bør træffes i overensstemmelse med gældende statsstøtteregler. Når medlemsstaterne udarbejder og gennemfører disse tiltag, kan de regne med den støtte, der ydes af EU-programmer og -initiativer for SMV'er.

(55)

Erhvervsdrivendes destruktion af usolgte forbrugerprodukter, såsom tekstiler og fodtøj, er ved at blive et udbredt miljøproblem i hele Unionen, navnlig på grund af den hurtige vækst i onlinesalg. Dette udgør et tab af værdifulde økonomiske ressourcer, da varer produceres, transporteres og efterfølgende destrueres uden nogensinde at blive anvendt til det tilsigtede formål. Af hensyn til miljøbeskyttelse er det derfor nødvendigt, at denne forordning fastlægger en ramme for at forhindre destruktion af usolgte produkter, der primært er bestemt til forbrugerne, herunder produkter, der ikke er blevet udbudt til salg, eller produkter, der er blevet returneret af forbrugere på grundlag af deres fortrydelsesret som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (41) eller inden for en eventuel længere fortrydelsesfrist, der er fastsat af den handlende. Begrebet destruktion som beskrevet i denne forordning bør omfatte de sidste tre aktiviteter i affaldshierarkiet, nemlig genanvendelse, anden nyttiggørelse og bortskaffelse. Forberedelse til genbrug, herunder istandsættelse og genfremstilling bør ikke betragtes som destruktion. Forebyggelse af destruktion vil mindske disse produkters miljøpåvirkning ved at reducere genereringen af affald og ved at fjerne incitamentet til overproduktion. Erhvervsdrivende bør træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge behovet for at destruere usolgte forbrugerprodukter. Eftersom flere medlemsstater har indført national lovgivning om destruktion af usolgte forbrugerprodukter og dermed skabt markedsforvridninger, er det desuden nødvendigt med harmoniserede regler om destruktion af usolgte forbrugerprodukter for at sikre, at distributører, detailhandlere og andre erhvervsdrivende er underlagt de samme regler og incitamenter i alle medlemsstater.

(56)

For at fjerne incitamentet til destruktion af usolgte forbrugerprodukter og generere yderligere data om forekomsten af denne praksis bør denne forordning indføre en gennemsigtighedsforpligtelse for erhvervsdrivende, med undtagelse af mikrovirksomheder og små virksomheder, der pålægger dem at offentliggøre oplysninger om antallet og vægten af usolgte forbrugerprodukter, der kasseres pr. år, som minimum på en let tilgængelig side på deres websted. Hvor det er relevant, bør de også have mulighed for at medtage disse oplysninger i deres ledelsesberetninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU (42). Forpligtelsen bør begynde at gælde for mellemstore virksomheder seks år efter denne forordnings ikrafttræden. Den erhvervsdrivende bør angive produkttype eller -kategori, årsagerne til, at produkterne kasseres, og deres indlevering til efterfølgende affaldsbehandlingsoperationer samt hvilke foranstaltninger, der er truffet, og foranstaltninger, som er planlagt, for at forebygge destruktionen af usolgte forbrugerprodukter.

(57)

De unødvendigt store produktionsmængder og den korte anvendelsesfase for tekstiler, hvoraf beklædning udgør den største andel af forbruget i Unionen, forårsager en væsentlig miljøpåvirkning som beskrevet i Kommissionens meddelelse af 30. marts 2022 om en EU-strategi for bæredygtige og cirkulære tekstiler. Nyfremstillede, men usolgte tekstiler og især beklædning er blandt de genstande, der angiveligt destrueres. Beklædning bør gives en højere værdi og bæres i længere tid og passes mere på, end det er tilfældet med den nuværende fast fashion-kultur. Set ud fra den cirkulære økonomis perspektiv er et sådant spild af værdifulde ressourcer klart i modstrid med denne forordnings mål. Det er derfor berettiget at forbyde destruktion af usolgte forbrugerbeklædningsgenstande og usolgt tilbehør til forbrugerbeklædningsgenstande samt fodtøj.

(58)

For at tage hensyn til miljøpåvirkningen af destruktionen af andre typer af usolgte forbrugerprodukter bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at ændre denne forordning ved at føje nye produkter til den liste af forbrugerprodukter, som det er forbudt for erhvervsdrivende at destruere. I betragtning af den brede vifte af produkter, der potentielt kan destrueres uden nogensinde at blive solgt eller anvendt, er det nødvendigt, at Kommissionen vurderer, i hvilket omfang destruktionen af sådanne produkter finder sted i praksis, idet der tages hensyn til de oplysninger, som de erhvervsdrivende har stillet til rådighed, hvor det er relevant. For at sikre at denne forpligtelse er forholdsmæssig, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for at supplere denne forordning ved at fastlægge specifikke undtagelser, i henhold til hvilke destruktion af usolgte forbrugerprodukter stadig kan tillades, f.eks. af hensyn til sundhed og sikkerhed. For at overvåge et sådant forbuds effektivitet og fjerne incitamentet til omgåelse bør de erhvervsdrivende forpligtes til at oplyse antallet og vægten af usolgte forbrugerprodukter, der kasseres, årsagerne til, at disse produkter kasseres, og gældende undtagelser. Endelig bør mikrovirksomheder og små virksomheder for at undgå unødige administrative byrder fritages fra det forbud mod at destruere specifikke produkter, der er fastsat i denne forordning. Forpligtelsen bør begynde at gælde for mellemstore virksomheder seks år efter denne forordnings ikrafttræden. Hvis der imidlertid er rimelig dokumentation for, at mikrovirksomheder og små virksomheder muligvis anvendes til at omgå nævnte forbud, bør Kommissionen i de delegerede retsakter for bestemte produkter kunne kræve, at forbuddet mod at destruere usolgte forbrugerprodukter eller oplysningspligten bør gælde for disse virksomheder.

(59)

Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at indføre eller opretholde nationale foranstaltninger vedrørende destruktionen af usolgte forbrugerprodukter for så vidt angår produkter, der ikke er omfattet af forbuddet i denne forordning, forudsat at sådanne foranstaltninger er i overensstemmelse med EU-retten.

(60)

På grundlag af de oplysninger, som de erhvervsdrivende har videregivet, og anden tilgængelig dokumentation bør Kommissionen på sit websted offentliggøre konsoliderede oplysninger om destruktion af usolgte forbrugerprodukter og bør i arbejdsplanen angive de produkter, for hvilke destruktionsforbuddet bør overvejes. Det bør overvejes at medtage elektrisk og elektronisk udstyr i den første arbejdsplan.

(61)

De erhvervsdrivende bør være ansvarlige for produkternes overensstemmelse med kravene til miljøvenligt design i forhold til deres respektive roller i forsyningskæden for at sikre disse produkters frie bevægelighed på det indre marked og forbedre deres bæredygtighed. Erhvervsdrivende, der er involveret i forsynings- og distributionskæden, bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at de kun gør produkter tilgængelige på markedet, som er i overensstemmelse med denne forordning og de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold hertil.

(62)

Eftersom fabrikanter har den detaljerede viden om design- og fremstillingsprocessen, bør de være ansvarlige for at gennemføre den relevante overensstemmelsesvurderingsprocedure eller for at få den gennemført på deres vegne.

(63)

For at beskytte det indre markeds funktion er det nødvendigt at sikre, at produkter fra tredjelande, der indføres på EU-markedet, er i overensstemmelse med denne forordning og med de delegerede retsakter vedtaget i henhold hertil, uanset om de importeres som produkter, komponenter eller mellemprodukter. Det er navnlig nødvendigt at sikre, at fabrikanterne har gennemført passende overensstemmelsesvurderingsprocedurer for disse produkter. Importører bør derfor skulle sikre, at de produkter, de bringer i omsætning, opfylder disse krav, og at CE-mærkningen og den af fabrikanterne udarbejdede dokumentation er til rådighed for de kompetente nationale myndigheder med henblik på kontrol. Importører bør, hvor det er relevant, skulle sikre, at der findes et digitalt produktpas for disse produkter.

(64)

Når importører bringer et produkt i omsætning, bør de på produktet angive deres navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt den postadresse, på hvilken, og de elektroniske kommunikationsmidler hvorigennem, de kan kontaktes. Der bør fastsættes undtagelser i tilfælde, hvor produktets størrelse ikke tillader sådanne angivelser, eller hvor importørerne ville være nødt til at åbne emballagen for at anføre navn og adresse på produktet, eller hvor produktet er for småt til at anbringe disse oplysninger.

(65)

Da distributører gør produkter tilgængelige på markedet, efter at disse produkter er bragt i omsætning af fabrikanten eller importøren, bør distributørerne handle med fornøden omhu i forbindelse med de gældende krav til miljøvenligt design. Distributører bør også sikre, at deres håndtering af produkter ikke indvirker negativt på disse produkters overholdelse af denne forordning eller de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold hertil.

(66)

Da distributører og importører er tæt på markedet og spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre produktoverensstemmelse, bør de inddrages i de markedsovervågningsopgaver, der udføres af de kompetente nationale myndigheder, og de bør være parate til at deltage aktivt ved at give disse myndigheder alle de nødvendige oplysninger om det pågældende produkt.

(67)

Da forhandlere udbyder produkter til salg, leje eller afbetalingskøb eller fremviser produkter for kunder eller installatører, er forhandlere nødt til at sikre, at deres kunder, herunder potentielle kunder, reelt har adgang til de oplysninger, der kræves i henhold til denne forordning, herunder i tilfælde af fjernsalg. Denne forordning bør navnlig kræve, at forhandlerne sikrer, at deres kunder, herunder potentielle kunder, har adgang til det digitale produktpas, og at mærkerne vises tydeligt i overensstemmelse med de gældende krav. Forhandlere bør opfylde denne forpligtelse, hver gang et produkt udbydes til salg, leje eller afbetalingskøb.

(68)

For at gøre det lettere at vælge mere bæredygtige produkter bør mærkerne, hvor de er påkrævet, vises på en klart synlig og identificerbar måde. De bør kunne identificeres som det mærke, der tilhører det pågældende produkt, uden at kunder, herunder potentielle kunder, skal læse mærkenavn og modelnummer på mærket. Mærkerne bør tiltrække opmærksomhed fra de kunder, der browser gennem de viste produkter. For at sikre at mærkerne er tilgængelige for kunderne, når de overvejer et køb, bør både forhandleren og den ansvarlige erhvervsdrivende vise dem, når de reklamerer for produktet, også i tilfælde af fjernsalg, herunder online.

(69)

Importører eller distributører, der enten bringer et produkt, der er omfattet af en delegeret retsakt vedtaget i henhold til denne forordning, i omsætning under deres eget navn eller varemærke eller ændrer et sådant produkt, inden det tages i brug, på en sådan måde, at overensstemmelsen med denne forordning eller den relevante delegerede retsakt kan blive berørt, bør anses for at være fabrikanten og påtage sig fabrikantens forpligtelser.

(70)

Udbydere af onlinemarkedspladser spiller en afgørende rolle i forsyningskæden og giver de erhvervsdrivende mulighed for at nå ud til et stort antal kunder. I betragtning af deres vigtige rolle som formidlere mellem erhvervsdrivende og kunder i forbindelse med salg af produkter bør udbydere af onlinemarkedspladser påtage sig ansvaret for at håndtere salget af produkter, der ikke opfylder kravene til miljøvenligt design, og bør samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (43) fastlægger den generelle ramme for e-handel og pålægger onlineplatforme visse forpligtelser. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 (44) regulerer onlineformidleres forpligtelser og ansvar med hensyn til ulovligt indhold, herunder produkter, der ikke opfylder kravene til miljøvenligt design. På grundlag af denne generelle ramme bør der indføres specifikke krav til effektiv håndtering af onlinesalg af produkter, der ikke opfylder kravene.

(71)

Det er afgørende, at udbydere af onlinemarkedspladser arbejder tæt sammen med markedsovervågningsmyndighederne. Udbydere af informationssamfundstjenester pålægges en forpligtelse til at samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne i henhold til artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 (45) i forbindelse med produkter, der er omfattet af nævnte forordning, herunder produkter, for hvilke der er fastsat krav til miljøvenligt design i henhold til nærværende forordning. Med henblik herpå bør de generelle forpligtelser som fastsat i kapitel IV i forordning (EU) 2022/2065 finde anvendelse, navnlig forpligtelsen vedrørende indbygget overholdelse for udbydere af onlinemarkedspladser i artikel 31 i forordning (EU) 2022/2065. Med henblik på artikel 31, stk. 3, i forordning (EU) 2022/2065 bør udbydere af onlinemarkedspladser bl.a. gøre brug af de oplysninger, der er tilgængelige på den offentlige brugergrænseflade i det informations- og kommunikationssystem, der er omhandlet i forordning (EU) 2019/1020. Udbydere af onlinemarkedspladser bør også samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne om bekæmpelse af ulovligt indhold i forbindelse med produkter, der ikke opfylder kravene. Tiltag inden for rammerne af dette samarbejde bør omfatte etablering af en regelmæssig og struktureret udveksling af oplysninger om de tiltag, der træffes af udbydere af onlinemarkedspladser, herunder fjernelse af produkttilbud. Udbydere af onlinemarkedspladser bør også give adgang til deres grænseflader for at hjælpe markedsovervågningsmyndighederne med at identificere produkter, der ikke opfylder kravene, og som sælges online. Desuden er det muligt, at markedsovervågningsmyndighederne også vil være nødt til at fjerne data fra onlinemarkedspladser.

(72)

Artikel 14 i forordning (EU) 2019/1020 giver markedsovervågningsmyndighederne beføjelse til, hvis der ikke findes andre effektive midler til at eliminere en alvorlig risiko, at kræve, at indhold, der henviser til produkter, der ikke opfylder kravene, fjernes fra en onlinegrænseflade. De beføjelser, der er tillagt markedsovervågningsmyndighederne ved nævnte forordning, bør også finde anvendelse i forbindelse med nærværende forordning. Med henblik på effektiv markedsovervågning i henhold til nærværende forordning og for at undgå tilstedeværelsen af produkter, der ikke opfylder kravene, på EU-markedet, bør disse beføjelser imidlertid gælde i alle nødvendige og forholdsmæssige tilfælde, herunder for produkter, der udgør en risiko, som ikke er alvorlig. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med artikel 9 i forordning (EU) 2022/2065.

(73)

Sikring af et produkts sporbarhed i hele forsyningskæden gør det lettere for markedsovervågningsmyndighederne at spore erhvervsdrivende, der har bragt produkter, som ikke opfylder kravene, i omsætning eller gjort dem tilgængelige på markedet. Erhvervsdrivende bør derfor være forpligtet til at opbevare oplysningerne om deres transaktioner i en vis periode.

(74)

For at fremskynde og lette kontrollen af om de produkter, der bringes i omsætning, overholder reglerne, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 TEUF med henblik på at supplere denne forordning ved om nødvendigt at kræve, at erhvervsdrivende stiller specifikke dele af den tekniske dokumentation til rådighed digitalt for både de kompetente nationale myndigheder og Kommissionen. Dette vil gøre det muligt for de kompetente nationale myndigheder at få adgang til sådanne oplysninger uden anmodning, samtidig med at der fortsat sikres beskyttelse af forretningshemmeligheder og intellektuelle ejendomsrettigheder. Mulige måder at gøre sådanne oplysninger digitalt tilgængelige på bør som hovedregel omfatte et digitalt produktpas eller optagelse i produktdatabasens overholdelsesdel, jf. forordning (EU) 2017/1369, eller på den erhvervsdrivendes websted. En sådan forpligtelse bør ikke fratage de kompetente nationale myndigheder deres ret til at få adgang til andre dele af den tekniske dokumentation efter anmodning.

(75)

For at muliggøre et bedre skøn over relevante produkters indtrængen på markedet med henblik på bedre at kunne underbygge undersøgelser, der indgår i udarbejdelsen eller ajourføringen af krav til miljøvenligt design og arbejdsplaner, og for at bidrage til at identificere specifikke produktgruppers markedsandel med henblik på at fremskynde formuleringen eller revisionen af kravene til miljøvenligt design bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at supplere denne forordning ved at kræve, at der indsamles tilstrækkelige og pålidelige data om salget af produkter, ved at gøre det muligt for eller på vegne af Kommissionen at indsamle sådanne data direkte fra fabrikanter eller detailhandlere. Når Kommissionen vedtager regler om overvågning og rapportering, bør den tage hensyn til behovet for at maksimere de tilgængelige data om markedsindtrængning og behovet for at minimere den administrative byrde for de erhvervsdrivende, navnlig for SMV'er.

(76)

For at forbedre fremtidige krav til miljøvenligt design og slutbrugernes tillid for så vidt angår identifikation og korrektion af afvigelser mellem energiforbrug under brug og andre ydeevneparametre, når de måles under testbetingelser og i funktion, bør Kommissionen have adgang til andre oplysninger end personoplysninger om produkternes faktiske energiforbrug under brug og, hvor det er relevant, til andre ydeevneparametre. Med henblik herpå bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen med henblik på at supplere denne forordning ved at kræve, at energiforbruget under brug og andre relevante ydeevneparametre fastsættes for individuelle produkter i lighed med vejkøretøjer, og at de relaterede data vises for slutbrugeren. For produkter, der er forbundet med internettet, bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter delegeres til Kommissionen med henblik på at supplere denne forordning ved at kræve, at de erhvervsdrivende fjernindsamler brugsdata, der ikke er personoplysninger, og indberetter disse data til Kommissionen, da det er afgørende at identificere produkternes ydeevne, og informere offentligheden. For produkter, hvis ydeevne under brug i væsentlig grad tillige afhænger af klimatiske eller geografiske forhold, bør generelle klimatiske eller geografiske oplysninger ligeledes indsamles og indberettes på en sådan måde, at det ikke er muligt at bestemme den specifikke placering af individuelle apparater. Slutbrugerne bør udtrykkeligt give samtykke til indsamlingen af oplysninger, som de finder det passende at dele. Det bør ikke være tilladt at indsamle oplysninger om apparaters adfærd, som forekommer i en sammenhæng, hvor en person med rimelighed kan forvente, at der ikke finder nogen observationer, registrering eller indsamling af oplysninger sted, som kunne give mulighed for at identificere enkeltpersoner eller drage følgeslutninger om deres adfærd.

(77)

For at bidrage til at lette kontrollen med overholdelse af krav til miljøvenligt design, herunder for at lette overensstemmelsesvurdering og markedsovervågning, bør Kommissionen tillægges beføjelser til, hvor det er behørigt begrundet, at kræve, at forsyningskædeaktører gratis giver oplysninger om, hvad de leverer, såsom mængde og type eller kemisk sammensætning af anvendte materialer eller den anvendte produktionsproces eller oplysninger om betingelserne for leveringen af deres tjenesteydelser. Det bør også være muligt at give fabrikanterne lov til at få adgang til de dokumenter, der indeholder sådanne oplysninger, eller til forsyningskædeaktørernes faktiske faciliteter, så de kan tilgå de nødvendige oplysninger direkte, hvis forsyningskædeaktørerne ikke giver de ønskede oplysninger inden for en rimelig frist. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at give bemyndigede organer og nationale myndigheder mulighed for at kontrollere korrektheden af de oplysninger, der vedrører forsyningskædeaktørernes aktiviteter.

(78)

For at sikre en effektiv og harmoniseret anvendelse af de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i denne forordning, herunder aspekter som energiforbrug eller energieffektivitet, holdbarhed, pålidelighed og genanvendt indhold, bør overholdelsen af disse krav måles ved hjælp af pålidelige, nøjagtige og reproducerbare metoder, der bygger på de nyeste, alment anerkendte metoder. Delegerede retsakter, der fastsætter krav til miljøvenligt design af produkter, bør som hovedregel omfatte specifikationer for prøvninger, målinger eller beregninger, der er nødvendige for at fastslå eller verificere overensstemmelse. Desuden bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at supplere denne forordning ved at kræve brug af digitale værktøjer, der afspejler gældende beregningskrav, og for at sikre en harmoniseret anvendelse af disse beregningskrav.

(79)

For at sikre at kravene til miljøvenligt design får den tilsigtede virkning, bør denne forordning fastsætte omfattende og overordnede bestemmelser, der gælder for alle produkter, som er omfattet af krav til miljøvenligt design, og som forbyder omgåelse af sådanne krav. Derfor bør enhver praksis, der fører til en uberettiget ændring af produktets ydeevne under overensstemmelsesprøvning eller inden for kort tid efter ibrugtagning af produktet, og som fører til en erklæret ydeevne, der giver et misvisende indtryk af produktets faktiske ydeevne under brug, forbydes.

(80)

Hvor det er relevant, bør det være muligt for delegerede retsakter, der fastsætter krav til miljøvenligt design, at henvise til anvendelsen af standarder for at fastslå eller kontrollere overensstemmelse. For at sikre, at der ikke er handelshindringer på det indre marked, bør sådanne standarder harmoniseres på EU-plan. Når en henvisning til sådanne standarder er vedtaget i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 (46) og offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, bør produkter, der er i overensstemmelse med sådanne standarder, anses for at være i overensstemmelse med krav til miljøvenligt design vedtaget i henhold til nærværende forordning, i det omfang de er omfattet af de relevante harmoniserede standarder. Tilsvarende bør metoder til prøvning, måling eller beregning, der er i overensstemmelse med harmoniserede standarder, anses for at være i overensstemmelse med kravene til metoder til prøvning, måling og beregning i de relevante delegerede retsakter om fastlæggelse af krav til miljøvenligt design, i det omfang de er omfattet af de relevante harmoniserede standarder.

(81)

Den nuværende EU-standardiseringsramme, som er baseret på principperne om en ny metode i medfør af Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder (47) og på forordning (EU) nr. 1025/2012, udgør som standardrammen for udarbejdelse af standarder, der fastsætter en formodning om overensstemmelse med de relevante krav, som er fastsat i nærværende forordning. I mangel af relevante referencer til harmoniserede standarder bør Kommissionen have mulighed for at vedtage gennemførelsesretsakter om fastsættelse af fælles specifikationer som en undtagelsesvis alternativ løsning for at lette fabrikantens overholdelse af kravene til miljøvenligt design, f.eks. når standardiseringsprocessen blokeres på grund af manglende enighed mellem interessenterne, eller hvis der er forsinkelser i udarbejdelsen af en harmoniseret standard, og den foreskrevne frist ikke kan overholdes. Sådanne forsinkelser kan f.eks. opstå, når den krævede kvalitet ikke nås. Det bør desuden være muligt at anvende denne løsning, hvis Kommissionen har begrænset eller trukket referencerne til relevante harmoniserede standarder tilbage i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012. Overensstemmelse med fælles specifikationer bør også give anledning til formodning om overensstemmelse. For at sikre effektivitet bør Kommissionen inddrage relevante interessenter i udarbejdelsen af de fælles specifikationer, som dækker de krav til miljøvenligt design, der er vedtaget i henhold til nærværende forordning.

(82)

For at gøre det muligt for de erhvervsdrivende at påvise og de kompetente myndigheder at kontrollere, at produkter, der gøres tilgængelige på markedet, opfylder de krav til miljøvenligt design, der er vedtaget i henhold til denne forordning, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at supplere denne forordning ved at fastlægge overensstemmelsesvurderingsprocedurer, der er hensigtsmæssige og står i et rimeligt forhold til det pågældende produkts art og de regulerede produktparametre. For at sikre overensstemmelse med anden EU-ret bør overensstemmelsesvurderingsprocedurerne vælges blandt dem, der findes i denne forordnings modul for intern produktionskontrol og modulerne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 768/2008/EF (48), som spænder over progressive strenghedsgrader. For yderligere at sikre, at det relevante modul er passende og står i et rimeligt forhold til arten af det pågældende produkt og de regulerede produktparametre, bør Kommissionen om nødvendigt tilpasse det valgte modul i overensstemmelse hermed.

(83)

Fabrikanterne bør udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring for at give oplysninger om produkters overensstemmelse med denne forordning. Fabrikanterne kan også i henhold til anden EU-ret pålægges at udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring. For at sikre effektiv adgang til oplysninger med henblik på markedsovervågning bør der udarbejdes én enkelt EU-overensstemmelseserklæring for al EU-ret. For at mindske den administrative byrde for de erhvervsdrivende bør det være muligt, at denne enkelte EU-overensstemmelseserklæring udgøres af et dossier bestående af relevante individuelle EU-overensstemmelseserklæringer.

(84)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 (49) fastsætter regler for akkreditering af overensstemmelsesvurderingsorganer og opstiller generelle principper, der regulerer CE-mærkningen og dens forhold til andre mærkninger. Nævnte forordning bør finde anvendelse på produkter, der er omfattet af nærværende forordning, for at sikre, at produkter, der er omfattet af fri bevægelighed for varer inden for Unionen, opfylder krav om et højt beskyttelsesniveau for samfundsinteresser såsom menneskers sundhed, sikkerhed og miljø. Hvis der er vedtaget krav til miljøvenligt design af et produkt, bør CE-mærkningen angive produktets overensstemmelse med nærværende forordning og de krav til miljøvenligt design, der er vedtaget i henhold hertil, for så vidt som de vedrører produktet. I betragtning af, at denne forordning indeholder bestemmelser om fastsættelse af krav til miljøvenligt design af en lang række produkter, bør de delegerede retsakter, der fastsætter disse krav, fastsætte regler for overensstemmelsesmærkningen i forbindelse med krav til miljøvenligt design for at sikre overensstemmelse med de krav i EU-retten, der gælder for de omfattede produkter, forhindre forveksling med andre mærkninger og minimere den administrative byrde, som lægges på de erhvervsdrivende.

(85)

Nogle af de overensstemmelsesvurderingsmoduler, der er fastlagt i afgørelse nr. 768/2008/EF, kræver, at overensstemmelsesvurderingsorganerne inddrages. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør medlemsstaternes myndigheder give Kommissionen meddelelse om disse organer.

(86)

For at sikre et ensartet kvalitetsniveau i udførelsen af overensstemmelsesvurderingen er det nødvendigt at fastsætte krav til bemyndigende myndigheder, der er involveret i vurdering, notifikation og overvågning af bemyndigede organer. Medlemsstaterne bør navnlig sikre, at den bemyndigende myndighed er objektiv og uvildig i sine aktiviteter. Endvidere bør bemyndigende myndigheder være forpligtet til at sikre fortroligheden af de oplysninger, de indhenter, men bør ikke desto mindre kunne udveksle oplysninger om bemyndigede organer med nationale myndigheder, de bemyndigende myndigheder i andre medlemsstater og Kommissionen for at sikre sammenhæng i overensstemmelsesvurderingen. For effektivt at fastlægge og overvåge de ansøgende organers kompetence og uafhængighed bør de bemyndigende myndigheder kun vurdere det præcise retlige organ, der ansøger om notifikation, uden at tage hensyn til moder- eller søsterselskabers kompetencer og uafhængighed. Af samme grund bør bemyndigende myndigheder vurdere ansøgende organer i forbindelse med alle relevante krav og overensstemmelsesvurderingsopgaver på grundlag af harmoniserede standarder for de krav og opgaver, der er omfattet af disse standarder.

(87)

I betragtning af deres centrale rolle med hensyn til at sikre pålideligheden af overensstemmelsesvurderinger i forbindelse med krav til miljøvenligt design er det vigtigt, at de bemyndigende myndigheder har et tilstrækkeligt antal kompetente medarbejdere og tilstrækkelige midler til, at de kan udføre deres opgaver korrekt.

(88)

Det er afgørende, at alle bemyndigede organer udfører deres opgaver på samme niveau, på lige konkurrencevilkår og med samme grad af uafhængighed. Der bør derfor fastsættes krav til overensstemmelsesvurderingsorganer, der ønsker at opnå status som bemyndiget organ med henblik på at levere overensstemmelsesvurderingsaktiviteter. Disse krav bør fortsat finde anvendelse for at sikre, at det bemyndigede organs kompetence opretholdes. For at sikre dets selvstændighed bør det bemyndigede organ og dets personale pålægges at bevare deres uafhængighed af erhvervsdrivende i værdikæden for de produkter, for hvilke det er blevet bemyndiget, og af andre virksomheder, herunder erhvervssammenslutninger og moder- og søsterselskaber, datterselskaber og underleverandører.

(89)

Hvis et overensstemmelsesvurderingsorgan dokumenterer, at det opfylder de kriterier, der er fastsat i harmoniserede standarder, bør det formodes at opfylde de tilsvarende krav, der er fastsat i denne forordning.

(90)

Overensstemmelsesvurderingsorganer giver ofte dele af deres aktiviteter i forbindelse med overensstemmelsesvurdering i underentreprise eller benytter sig af et datterselskab. For at sikre at produkter, der bringes i omsætning på EU-markedet, opfylder kravene til miljøvenligt design, bør overensstemmelsesvurderingsunderentreprenører og -datterselskaber opfylde de samme krav som bemyndigede organer i forbindelse med udførelsen af overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til denne forordning. For at sikre, at dette er tilfældet, bør de relevante bemyndigede organer fastsætte procedurer for løbende overvågning af deres underentreprenørers eller datterselskabers kompetencer, aktiviteter og præstationer, såsom ved hjælp af en kvalifikationsmatrice.

(91)

For at bemyndigende myndigheder kan fastlægge og overvåge de ansøgende organers kompetence og uafhængighed på effektiv vis, bør de bemyndigede organer være og forblive uafhængige. Derfor bør visse aktiviteter og beslutningsprocesser, både vedrørende overensstemmelsesvurdering af produkter og andre aktiviteter internt i det bemyndigede organ, udelukkende udføres af det enkelte bemyndigede organ selv.

(92)

For at lette processen med at fastslå og overvåge ansøgerorganernes kompetence og uafhængighed bør ansøgerorganerne fremlægge en beskrivelse af, hvordan deres relevante personale og dette personales status og opgaver svarer til de overensstemmelsesvurderingsopgaver, som disse organer har til hensigt at blive bemyndiget til, såsom i form af en kvalifikationsmatrice, således at den bemyndigende myndighed mere effektivt kan vurdere, om der er tilstrækkeligt personale, og om de bemyndigede organer fortsat er uafhængige. Bemyndigede organer bør sikre, at det personale, der udfører forskellige overensstemmelsesvurderingsopgaver, roteres mellem opgaverne.

(93)

Da de tjenester, der tilbydes af bemyndigede organer i en medlemsstat, kan vedrøre produkter, der gøres tilgængelige på markedet i hele EU, bør de øvrige medlemsstater og Kommissionen have mulighed for at gøre indsigelse mod et bemyndiget organ.

(94)

For at lette og fremskynde overensstemmelsesvurderingsproceduren og for at sikre ligebehandling af de erhvervsdrivende er det afgørende, at de bemyndigede organer anvender overensstemmelsesvurderingsprocedurerne konsekvent og uden at skabe unødvendige byrder for de erhvervsdrivende.

(95)

Inden der træffes en endelig afgørelse om, hvorvidt et produkt kan få udstedt et overensstemmelsescertifikat, bør den erhvervsdrivende, der ønsker at bringe det pågældende produkt i omsætning, kun have mulighed for at supplere den relevante dokumentation én gang. Denne begrænsning er nødvendig for at sikre, at bemyndigede organer ikke kan bistå fabrikanterne med at foretage ændringer, indtil der er opnået overensstemmelse, da dette vil betyde, at den leverede tjeneste minder om en rådgivningstjeneste og i praksis kan udvande den betydning for offentlighedens interesse, som bemyndigede organers opgaver har. Hvor det er relevant, bør bemyndigede organer også kunne begrænse, suspendere eller inddrage attester eller afgørelser om godkendelse.

(96)

For at lette identifikationen og løsningen af tilfælde af bemyndigede organers, fabrikanters eller produkters manglende overensstemmelse bør bemyndigede organer proaktivt fremsende relevante oplysninger, som de har til rådighed, til bemyndigende myndigheder eller markedsovervågningsmyndigheder.

(97)

Det er vigtigt at sikre effektiv udveksling af oplysninger mellem bemyndigede organer og markedsovervågningsmyndigheder, herunder fra andre medlemsstater. Med henblik herpå bør bemyndigende myndigheder og bemyndigede organer sikre opfølgning på anmodninger om oplysninger fra markedsovervågningsmyndigheder.

(98)

Kommissionen bør muliggøre hensigtsmæssig koordinering og samarbejde mellem bemyndigede organer. For at sikre en harmoniseret anvendelse af kravene til miljøvenligt design bør de bemyndigede organer drøfte og koordinere emner, der kan være divergerende. I denne proces bør de tage hensyn til al relevant vejledning og henstillinger fra de europæiske standardiseringsorganers kompetente tekniske udvalg.

(99)

For at tilskynde forbrugerne til at træffe bæredygtige valg, navnlig når de mest bæredygtige produkter ikke er økonomisk overkommelige i tilstrækkelig grad, kunne der indføres mekanismer såsom økovouchere og grøn beskatning. Når medlemsstaterne beslutter at gøre brug af incitamenter til at belønne de produkter med den bedste ydeevne, bør de gøre dette ved at målrette disse incitamenter mod de to bedste ydeevneklasser, der er fastsat i de delegerede retsakter, der vedtages i henhold til denne forordning, og som ikke nødvendigvis tages kumulativt, i tilfælde af at ydeevneklasserne fastsættes i forhold til mere end én parameter. For så vidt angår energirelaterede produkter, der er omfattet af forordning (EU) 2017/1369, eller dæk, der er omfattet af mærkningskrav med hensyn til brændstofeffektivitet og andre parametre i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/740 (50), bør de kriterier, som er fastsat i henhold til disse to instrumenter, finde anvendelse i stedet for kriterierne i nærværende forordning. Medlemsstaterne bør dog ikke kunne forbyde, at et produkt bringes i omsætning, på grundlag af dets ydeevneklasse. Indførelsen af incitamenter fra medlemsstaterne bør ikke berøre anvendelsen af Unionens statsstøtteregler.

(100)

Offentlige udbud udgør 14 % af Unionens BNP. For at bidrage til målet om at opnå klimaneutralitet, forbedre energi- og ressourceeffektiviteten og omstillingen til en cirkulær økonomi, der beskytter folkesundheden og biodiversiteten, ved at sikre, at der er tilstrækkelig efterspørgsel efter mere miljømæssigt bæredygtige produkter, bør ordregivende myndigheder og enheder, hvor det er relevant, tilpasse deres udbud til specifikke krav om grønne offentlige udbud. Sammenlignet med en frivillig tilgang vil obligatoriske krav om grønne offentlige udbud sikre, at den løftestangseffekt, som offentlige indkøb har på efterspørgslen efter produkter med bedre ydeevne, maksimeres. Det er vigtigt, at medlemsstaterne yder bistand til nationale ordregivende myndigheder for at opkvalificere og omskole medarbejdere, der er ansvarlige for grønne offentlige udbud. Disse krav vedrørende grønne offentlige udbud bør være minimumskrav, hvilket betyder, at ordregivende myndigheder og ordregivende enheder bør kunne fastsætte flere og mere fordringsfulde krav. Disse krav bør være gennemsigtige, objektive og ikkediskriminerende. Den offentlige udbudsprocedure bør gennemføres af ordregivende myndigheder og ordregivende enheder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (51) og 2014/25/EU (52) og gældende sektorlovgivning samt med Unionens internationale forpligtelser, herunder aftalen om offentlige udbud og andre internationale aftaler, som Unionen er bundet af. Disse krav berører ikke ordregivende myndigheders og ordregivende enheders mulighed for at påberåbe sig undtagelser eller dispensationer vedrørende offentlige kontrakter, som er fastsat i EU-retten, navnlig direktiv 2014/24/EU og 2014/25/EU. De krav, der er fastsat for specifikke produktgrupper, bør ikke kun overholdes, når disse produkter indkøbes direkte i offentlige vareindkøbskontrakter, men også i offentlige bygge- og anlægskontrakter eller offentlige tjenesteydelseskontrakter, hvor disse produkter vil blive anvendt til aktiviteter, der udgør genstanden for disse kontrakter. Disse krav bør fastsættes i forbindelse med de produktaspekter, som behandles i den delegerede retsakt, der regulerer de pågældende produkter. Som led i disse krav kan Kommissionen fastsætte obligatoriske tekniske minimumsspecifikationer, der kræver, at produkter overholder de bedst mulige ydeevneniveauer som fastsat i de relevante delegerede retsakter, herunder de to højeste ydeevneklasser eller -scorer, hvis sådanne findes. Som følge heraf vil det f.eks. være obligatorisk for ordregivende myndigheder og ordregivende enheder at kræve, at tilbudsgivernes produkter opfylder specifikke krav til CO2-aftryk. I overensstemmelse med rammen for offentlige udbud bør disse obligatoriske tekniske minimumsspecifikationer undgå at begrænse konkurrencen kunstigt og undgå at begunstige en bestemt økonomisk aktør. Kommissionen kan også fastsætte obligatoriske minimumskriterier for kontrakttildeling, herunder give disse kriterier en specifik vægtning på mellem 15 % og 30 % for at sikre, at de i væsentlig grad kan påvirke valget af produkter til fordel for dem, der er mest miljømæssigt bæredygtige. Som følge heraf ville det f.eks. være obligatorisk for ordregivende myndigheder og ordregivende enheder at give de pågældende produkters genanvendte indhold en minimumsvægtning på mellem 20 % og 30 %. Følgelig ville ordregivende myndigheder og ordregivende enheder i den specifikke tildelingsprocedure have mulighed for at give genanvendt indhold en vægtning, der er højere end 30 %, men ikke lavere end 20 %. Tildelingskriterierne bør gå forud for tekniske specifikationer, når der er usikkerhed om tilgængeligheden af eller omkostningerne ved de bedst ydende produkter på EU-markedet. Kommissionen kan også fastsætte betingelser og mål for kontraktens udførelse, i henhold til hvilke ordregivende myndigheder og ordregivende enheder f.eks. bør tildele mindst 50 % af deres årlige indkøb af visse produkter til dem, der indeholder mere end 70 % genanvendeligt materiale. Som følge heraf kan medlemsstaterne stadig fastsætte højere mål for indkøb af disse produkter. Når Kommissionen udarbejder gennemførelsesretsakter, og navnlig når den vurderer den økonomiske gennemførlighed for de ordregivende myndigheder og ordregivende enheder, bør den tage hensyn til de bedst mulige miljøprodukter og -løsninger, der er tilgængelige på markedet, kravenes indvirkning på konkurrencen og det forhold, at forskellige ordregivende myndigheder og ordregivende enheder i forskellige medlemsstater kan have forskellig budgetmæssig kapacitet eller andre begrænsninger såsom vedrørende klimaforhold eller netværksinfrastruktur.

(101)

Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at indføre eller opretholde nationale foranstaltninger vedrørende grønne offentlige udbud for så vidt angår produktgrupper, for hvilke der endnu ikke er fastsat krav til offentlige udbud i henhold til denne forordning, eller i at indføre strengere nationale krav vedrørende produkter, der er omfattet af anvendelsesområdet for gennemførelsesretsakter om krav til grønne offentlige udbud, forudsat at sådanne foranstaltninger og krav er i overensstemmelse med EU-retten.

(102)

En effektiv håndhævelse af kravene til miljøvenligt design er afgørende for at sikre lige konkurrence på EU-markedet og for at sikre, at denne forordnings forventede fordele og bidrag til opfyldelsen af Unionens mål med hensyn til klima, energi og cirkularitet nås. Derfor bør forordning (EU) 2019/1020, som fastlægger en horisontal ramme for markedsovervågning og kontrol af produkter, der indføres på EU-markedet, finde anvendelse på produkter, for hvilke der er fastsat krav til miljøvenligt design i henhold til nærværende forordning, for så vidt som der ikke findes specifikke bestemmelser med samme mål, art eller virkning i nærværende forordning. For at sænke det problematiske niveau af manglende overensstemmelse for produkter, der er omfattet af gennemførelsesforanstaltninger vedtaget i henhold til direktiv 2009/125/EF, for mere effektivt at forhindre manglende overholdelse af fremtidige krav til miljøvenligt design og under hensyntagen til nærværende forordnings bredere anvendelsesområde og øgede ambitioner i forhold til direktiv 2009/125/EF bør nærværende forordning desuden indeholde specifikke supplerende regler, der supplerer de rammer, der er oprettet ved forordning (EU) 2019/1020. Disse regler bør sigte mod yderligere at styrke planlægningen og koordineringen af og støtten til medlemsstaternes indsats og bør give Kommissionen yderligere værktøjer til at hjælpe med at sikre, at markedsovervågningsmyndighederne træffer tilstrækkelige tiltag til at forhindre manglende overensstemmelse med kravene til miljøvenligt design.

(103)

Ud over markedsovervågningsmyndighederne har toldmyndighederne også en vigtig rolle at spille i håndhævelsen af denne forordning med hensyn til importerede varer og kan til dette formål henholde sig til Rådets forordning (EF) nr. 515/97 (53).

(104)

For at sikre at der foretages passende kontrol i et tilstrækkeligt omfang i forhold til kravene til miljøvenligt design, bør medlemsstaterne i deres overordnede nationale markedsovervågningsstrategi, som er fastsat i artikel 13 i forordning (EU) 2019/1020, udarbejde et særligt afsnit med en liste over de produkter eller krav, de har udpeget som prioriteter for markedsovervågning i henhold til nærværende forordning, og de aktiviteter, der er planlagt for at mindske de relevante produkters manglende overensstemmelse med relevante krav til miljøvenligt design eller bringe uoverensstemmelsen til ophør.

(105)

Prioriteter for markedsovervågning i henhold til denne forordning bør fastlægges på grundlag af objektive kriterier såsom omfanget af den konstaterede manglende overensstemmelse eller miljøindvirkningerne som følge af manglende overensstemmelse. De aktiviteter, der er planlagt for at opfylde disse prioriteter, bør for deres vedkommende stå i et rimeligt forhold til de forhold, der førte til, at de blev prioriteret.

(106)

På grundlag af data indlæst i informations- og kommunikationssystemet omhandlet i forordning (EU) 2019/1020 bør Kommissionen udarbejde en rapport med oplysninger om arten og antallet af udførte kontroller, om omfanget af den konstaterede manglende overensstemmelse og om arten og strengheden af de sanktioner, der er pålagt i forbindelse med den manglende overensstemmelse med kravene til miljøvenligt design i de fire foregående kalenderår. Rapporten bør indeholde en sammenligning af medlemsstaternes aktiviteter med de planlagte aktiviteter, vejledende benchmarks og en liste over prioriteter for markedsovervågningsmyndighederne. Når Kommissionen overvejer at vedtage gennemførelsesretsakter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i forordning (EU) 2019/1020, bør den tage hensyn til resultaterne af de rapporter, den har udarbejdet i henhold til nærværende forordning på grundlag af de oplysninger, som markedsovervågningsmyndighederne har indført i det informations- og kommunikationssystem, der er omhandlet i forordning (EU) 2019/1020, og bør, hvor det er relevant, behandle de produktgrupper, der er omfattet af delegerede retsakter vedtaget i henhold til nærværende forordning, for hvilke der vedvarende er konstateret specifikke risici eller alvorlige overtrædelser, for at sikre en høj grad af overholdelse af nærværende forordning.

(107)

For yderligere at styrke koordineringen mellem markedsovervågningsmyndighederne bør den administrative samarbejdsgruppe (»ADCO«), der er nedsat i henhold til forordning (EU) 2019/1020, med henblik på at identificere de produkter eller krav, der er udpeget som prioriteter for markedsovervågning i henhold til nærværende forordning, og de aktiviteter, som er planlagt for at mindske den manglende overensstemmelse med nærværende forordning eller bringe uoverensstemmelsen til ophør, mødes med regelmæssige mellemrum og fastlægge fælles prioriteter for markedsovervågning, der skal tages i betragtning i medlemsstaternes nationale markedsovervågningsstrategier, prioriteter for ydelse af EU-støtte og krav vedtaget i henhold til nærværende forordning, der anvendes eller fortolkes forskelligt og dermed fører til markedsforvridning.

(108)

For at støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at sikre, at der træffes tilstrækkelige tiltag til at forhindre manglende overensstemmelse med kravene til miljøvenligt design, bør Kommissionen, hvor det er relevant, gøre brug af de støtteforanstaltninger, der er fastsat i forordning (EU) 2019/1020. Kommissionen bør tilrettelægge og, hvor det er relevant, finansiere fælles markedsovervågning og testprojekter på områder af fælles interesse, fælles investeringer i markedsovervågningskapaciteter og fælles uddannelsesprogrammer for personale hos markedsovervågningsmyndigheder, toldmyndigheder, bemyndigende myndigheder og bemyndigede organer. Desuden bør Kommissionen udarbejde retningslinjer for, hvordan kravene vedtaget i henhold til nærværende forordning skal anvendes og håndhæves, hvor det er nødvendigt for at sikre en harmoniseret anvendelse heraf.

(109)

Produkter bør kun bringes i omsætning, hvis de ikke udgør en risiko. For i højere grad at rette ind efter den specifikke karakter af krav til miljøvenligt design og for at sikre, at markedsovervågningsindsatsen fokuserer på manglende overensstemmelse med sådanne krav, bør et produkt, der udgør en risiko, med henblik på denne forordning defineres som et produkt, der ved ikke at opfylde et krav til miljøvenligt design, eller fordi en ansvarlig erhvervsdrivende ikke opfylder et krav til miljøvenligt design, kan skade miljøet eller andre samfundsinteresser, der er beskyttet af nævnte krav. Denne mere specifikke definition bør anvendes, når artikel 19 og 20 i forordning (EU) 2019/1020 finder anvendelse.

(110)

Der bør være en procedure, hvorved de berørte parter underrettes om påtænkte foranstaltninger vedrørende produkter, der udgør en risiko. Den bør også gøre det muligt for markedsovervågningsmyndighederne i medlemsstaterne i samarbejde med de relevante erhvervsdrivende at skride til handling på et tidligt tidspunkt med hensyn til sådanne produkter. Med henblik herpå bør den beskyttelsesklausul, der i øjeblikket er indeholdt i direktiv 2009/125/EF, ajourføres og bringes i overensstemmelse med beskyttelsesprocedurerne i anden EU-harmoniseringslovgivning og i afgørelse nr. 768/2008/EF.

(111)

Markedsovervågningsmyndighederne bør have ret til at kræve, at de erhvervsdrivende træffer korrigerende tiltag på grundlag af konstateringer af, at et produkt enten ikke opfylder kravene til miljøvenligt design, eller at den erhvervsdrivende har overtrådt reglerne om at bringe produkter i omsætning eller gøre dem tilgængelige på markedet eller andre regler, der er rettet mod denne.

(112)

Når Kommissionen vedtager delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF, er det navnlig vigtigt, at den gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (54). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(113)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår: a) fastlæggelse af procedurer for udstedelse og kontrol af digitale brugeroplysninger for erhvervsdrivendes og andre relevante aktørers adgang til de data, der er lagret i det digitale produktpas, på grundlag af deres respektive rettigheder, b) præcisering af gennemførelsesordningerne for sammenkobling af registret og EU-kvikskranken til udveksling af certifikater på toldområdet, herunder meddelelse af den entydige registreringsidentifikator, c) fastsættelse af fælles krav til mærkernes udformning, d) medtagelse af en liste over selvreguleringsforanstaltninger, der er fastsat som gyldige alternativer til en delegeret retsakt vedtaget i henhold til denne forordning, e) fastlæggelse af de nærmere regler og formatet for offentliggørelse af oplysninger om usolgte forbrugerprodukter, der er blevet kasseret, f) fastsættelse, ændring eller ophævelse af fælles specifikationer, der omfatter krav til miljøvenligt design, de væsentlige krav til digitale produktpas eller krav til test-, måle- eller beregningsmetoder, g) fastsættelse af minimumskrav til tildeling af offentlige kontrakter om indkøb af produkter, der er omfattet af krav til miljøvenligt design, eller for bygge- og anlægsarbejder eller tjenesteydelser, hvis disse produkter anvendes til aktiviteter, der er genstand for disse kontrakter, og h) en afgørelse i henhold til EU-beskyttelsesproceduren om, hvorvidt en national foranstaltning er berettiget eller ej. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (55).

(114)

For at øge tilliden til produkter, der bringes i omsætning, navnlig for så vidt angår produkternes opfyldelse af kravene til miljøvenligt design, skal offentligheden være sikker på, at erhvervsdrivende, der bringer produkter i omsætning, som ikke opfylder kravene, vil blive pålagt sanktioner. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af bestemmelserne i denne forordning, og sikrer, at disse regler anvendes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning og bør som minimum omfatte bøder og tidsbegrænset udelukkelse fra offentlige udbudsprocedurer. Uden at det berører medlemsstaternes procesautonomi og de kompetente myndigheders og dommeres skønsbeføjelser til at pålægge passende sanktioner i de enkelte sager, bør der fastsættes fælles ikkeudtømmende kriterier for fastsættelse af typer og niveauer af sanktioner, der skal pålægges i tilfælde af overtrædelser af denne forordning, for at fremme en mere konsekvent anvendelse af sanktioner. Disse kriterier bør bl.a. omfatte overtrædelsens art, grovhed og varighed, den finansielle situation for den fysiske eller juridiske person, der holdes ansvarlig, f.eks. på grundlag af den samlede omsætning eller den årlige indkomst, og de økonomiske fordele, der er opnået ved og genereret af overtrædelsen, for så vidt som disse fordele kan fastslås.

(115)

Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning. I henhold til punkt 22 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning bør denne evaluering baseres på de fem kriterier effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og merværdi og bør danne grundlag for konsekvensanalyser af mulige yderligere foranstaltninger. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om gennemførelsen af denne forordning og dens indvirkning på produkters miljømæssige bæredygtighed og det indre markeds funktion. Rapporten ledsages om nødvendigt af et forslag om at ændre denne forordning.

(116)

Det er hensigtsmæssigt, at Kommissionen vurderer de potentielle fordele ved også at fastsætte krav i forbindelse med produkters sociale aspekter. Som led i denne vurdering bør Kommissionen overveje, i hvilket omfang disse krav kan supplere EU-retten og dermed imødegå negative indvirkninger på menneskerettigheder og sociale rettigheder som følge af virksomheders aktiviteter og produkter. Kommissionen bør derfor inden for fire år fra datoen for denne forordnings ikrafttrædelsesdato foretage en evaluering af de potentielle fordele ved medtagelse af krav til social bæredygtighed i denne forordnings anvendelsesområde. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om denne evaluering. Rapporten bør om nødvendigt ledsages af et lovgivningsmæssigt forslag om at ændre i denne forordning.

(117)

For at lette den private håndhævelse af denne forordning bør forbrugere, der har lidt skade som følge af et produkts manglende overensstemmelse med kravene til miljøvenligt design, have retten til at kræve erstatning for denne skade fra produktets fabrikant eller, hvis fabrikanten ikke er etableret i Unionen, importøren eller fabrikantens bemyndigede repræsentant eller, hvis ingen af disse erhvervsdrivende er etableret i Unionen, udbyderen af distributionstjenester. En sådan ret til erstatning bør ikke berøre andre klagemuligheder, der er til rådighed for forbrugerne i henhold til EU-retten, såsom klagemulighederne over for sælgeren i tilfælde af mangler ved solgte varer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 (56). Desuden bør medlemsstaterne ikke forhindres i at opretholde eller indføre rettigheder for forbrugerne til andre afhjælpningsforanstaltninger i overensstemmelse med national ret, såsom reparation eller udskiftning af produkter, der er i strid med kravene til miljøvenligt design.

(118)

Forbrugerne bør have ret til at håndhæve deres rettigheder i forbindelse med de forpligtelser, der pålægges fabrikanter og, hvor det er relevant, importører, bemyndigede repræsentanter og udbydere af distributionstjenester i henhold til denne forordning, gennem gruppesøgsmål i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 (57). Med henblik herpå bør denne forordning fastsætte, at direktiv (EU) 2020/1828 finder anvendelse på gruppesøgsmål vedrørende overtrædelser af denne forordning begået af fabrikanter og, hvor det er relevant, af importører, bemyndigede repræsentanter og udbydere af distributionstjenester, der betragtes som erhvervsdrivende i henhold til nævnte direktivs artikel 3, nr. 2), og som skader eller kan skade forbrugernes kollektive interesser. Bilag I til nævnte direktiv bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. Det er op til medlemsstaterne at sikre, at denne ændring afspejles i deres gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i overensstemmelse med nævnte direktiv, selv om vedtagelsen af nationale gennemførelsesforanstaltninger i denne henseende ikke er en betingelse for, at nævnte direktiv kan finde anvendelse på disse gruppesøgsmål. Muligheden for at anvende nævnte direktiv på gruppesøgsmål, der anlægges til prøvelse af fabrikanters og, hvor det er relevant, af importørers, bemyndigede repræsentanters og udbydere af distributionstjenesters overtrædelser af denne forordnings bestemmelser, som skader eller kan skade forbrugernes kollektive interesser, bør begynde på datoen for denne forordnings ikrafttræden.

(119)

Det er nødvendigt, at kravene til miljøvenligt design gælder for det bredest mulige udvalg af produkter og ikke kun energirelaterede produkter, og at definitionen af krav til miljøvenligt design udvides til at omfatte alle aspekter af cirkularitet. Det er også nødvendigt at tilpasse denne forordning til den nye lovgivningsmæssige ramme, der er fastsat i forordning (EF) nr. 765/2008 og afgørelse nr. 768/2008/EF, og at forbedre bestemmelserne vedrørende markedsovervågning. Direktiv 2009/125/EF bør derfor erstattes. For at sikre retssikkerhed for alle erhvervsdrivende fra datoen for nærværende forordnings ikrafttræden og for at sikre lige vilkår for virksomheder, der opererer på det indre marked, bør bestemmelserne om gennemsigtighedsforpligtelser i forbindelse med kassering af usolgte forbrugerprodukter, omgåelse og markedsovervågning finde ensartet anvendelse for alle erhvervsdrivende i hele Unionen. Direktiv 2009/125/EF bør derfor erstattes af en forordning.

(120)

Arbejdsplanen for miljøvenligt design og energimærkning for 2022-2024, der er beskrevet i Kommissionens meddelelse af 4. maj 2022, fastlagde de politiske prioriteter for arbejdet med energirelaterede produkter. Når bestemmelserne i denne forordning træder i kraft, vil det forberedende arbejde med at vurdere gennemførligheden af kravene til miljøvenligt design i henhold til direktiv 2009/125/EF være på et væsentligt fremskredent stadie for så vidt angår solcellepaneler, anlæg til rumopvarmning og anlæg til kombineret rum- og brugsvandsopvarmning, vandvarmere, produkter til lokal rumopvarmning til fast brændsel, klimaanlæg, herunder luft-til-luft-varmepumper og komfortventilatorer, kedler til fast brændsel, ventilationsenheder til luftopvarmning og køleprodukter, støvsugere, kogeapparater, vandpumper, industriventilatorer, cirkulationspumper, eksterne strømforsyninger, computere, servere og datalagringsprodukter, effekttransformere, professionelt køleudstyr og billedbehandlingsudstyr. Takket være dette forberedende arbejde er der blevet identificeret en lang række områder, hvor der kan spares energi og materiale, og der er gennemført omfattende høringer af borgere og interessenter. En genstart af dette forberedende arbejde i henhold til denne forordning vil i betydelig grad forsinke vedtagelsen af krav vedrørende energi- og materialebesparelser for disse produkter. For at sikre, at det forberedende arbejde ikke går tabt, er det derfor nødvendigt at fastsætte overgangsbestemmelser, der gør det muligt at vedtage gennemførelsesforanstaltninger for disse produkter i henhold til direktiv 2009/125/EF senest den 31. december 2026. Derudover og for at sikre, at de gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i henhold til artikel 15 i direktiv 2009/125/EF, fungerer efter hensigten, bør der vedtages de nødvendige ændringer, der adresserer de tekniske spørgsmål, hvor det er relevant, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i nævnte direktiv senest den 31. december 2030.

(121)

For at sikre retssikkerhed og kontinuitet for produkter, der bringes i omsætning eller tages i brug i overensstemmelse med gennemførelsesforanstaltninger vedtaget i henhold til direktiv 2009/125/EF i den udgave, der var gældende på datoen for denne forordnings ikrafttræden, bør disse foranstaltninger forblive i kraft efter denne dato, og indtil de ophæves ved en delegeret retsakt vedtaget i henhold til denne forordning. Af samme årsager bør en række bestemmelser i direktiv 2009/125/EF fortsat have fuld virkning i forbindelse med anvendelsen af disse gennemførelsesforanstaltninger. Det drejer sig navnlig om bestemmelser i direktiv 2009/125/EF, der udelukker transportmidler til varer eller personer fra dets anvendelsesområde, fastlægger definitioner, der er relevante for gennemførelsesforanstaltninger, fastsætter de erhvervsdrivendes ansvar i forbindelse med produkter, der bringes i omsætning, specificerer detaljerne i de relevante procedurer for overensstemmelsesvurdering og EF-overensstemmelseserklæringen, fastslår overensstemmelsesformodningen for produkter, der har fået tildelt EU-miljømærket, og muliggør de nødvendige tiltag i forbindelse med harmoniserede standarder. De relevante bestemmelser i denne forordning bør finde anvendelse på energirelaterede produkter, der bringes i omsætning i henhold til gennemførelsesforanstaltningerne inden for rammerne af direktiv 2009/125/EF, i lyset af vigtigheden af at sikre fri bevægelighed for varer, forbyde praksis, der ulovligt ændrer produkternes ydeevne for at opnå et mere gunstigt resultat, og sikre korrekt håndhævelse af kravene til miljøvenligt design.

(122)

Målene for denne forordning, nemlig at forbedre produkters miljømæssige bæredygtighed og sikre den frie bevægelighed i det indre marked for produkter, for hvilke der er fastsat krav til miljøvenligt design, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger kun nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —