(1)

Unionen udgør et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og bør derfor sikre, at der ikke foretages personkontrol ved de indre grænser, udforme en fælles politik for asyl og migration, kontrol ved de ydre grænser og tilbagesendelse samt forhindre uautoriserede bevægelser mellem medlemsstaterne på grundlag af solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne, som også er retfærdig over for tredjelandsstatsborgere og statsløse og i fuld overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder.

(2)

Dette kræver en samlet tilgang med det formål at styrke den gensidige tillid mellem medlemsstaterne i anerkendelse af, at effektiviteten af denne samlede tilgang beror på, at alle dens elementer håndteres og gennemføres på en sammenhængende måde.

(3)

Unionen og dens medlemsstater kan stå over for migrationsmæssige udfordringer, der kan variere meget, navnlig med hensyn til omfanget og sammensætningen af ankomsterne. Det er derfor afgørende, at Unionen udstyres med en række værktøjer til at reagere på alle typer situationer. Den samlede tilgang som skitseret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1351 (4), herunder gennem partnerskaber med relevante tredjelande, bør sikre, at Unionen råder over specifikke regler til at forvalte migration effektivt, navnlig med hensyn til udløsningen af en obligatorisk solidaritetsmekanisme, og at der træffes alle de fornødne foranstaltninger til at forhindre kriser fra at opstå. Nærværende forordning fastsætter regler, der supplerer denne tilgang samt de regler, der er fastsat i Rådets direktiv 2001/55/EF (5), som kan anvendes samtidig.

(4)

Selv om der træffes de fornødne forebyggende foranstaltninger, kan det ikke udelukkes, at der opstår en krisesituation eller force majeure på migrations- og asylområdet som følge af omstændigheder, der ligger uden for Unionens og dens medlemsstaters kontrol. En sådan ekstraordinær situation kan omfatte massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere og statsløse til en eller flere medlemsstaters område eller en situation, hvor et tredjeland eller en fjendtligsindet ikkestatslig aktør instrumentaliserer migranter med det formål at destabilisere medlemsstaten eller Unionen, eller en force majeure-situation i medlemsstaten. Under disse omstændigheder er det muligt, at foranstaltningerne og fleksibiliteten i forordning (EU) 2024/1351 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1348 (6) ikke er tilstrækkelige til at håndtere sådanne ekstraordinære situationer. Disse ekstraordinære situationer adskiller sig fra dem, hvor en medlemsstat står over for en betydelig migrationssituation på grund af ankomsters kumulative virkning på dens velforberedte asyl-, modtagelses- og migrationssystem, eller hvor en medlemsstat er udsat for migrationspres på grund af omfanget af ankomster, som ikke når niveauet for massetilstrømning, men som desuagtet lægger uforholdsmæssige byrder på dens velforberedte systemer, og for hvilke situationer forordning (EU) 2024/1351 fastsætter relevante foranstaltninger. Nærværende forordning er derudover ikke til hinder for, at medlemsstaterne udøver deres beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed.

(5)

Denne forordning har til formål at forbedre Unionens beredskab og modstandsdygtighed med hensyn til at håndtere krisesituationer og lette den operationelle koordinering, kapacitetsstøtten og tilgængeligheden af finansiering i krisesituationer.

(6)

Denne forordning sikrer en effektiv anvendelse af princippet om solidaritet og en rimelig ansvarsfordeling medlemsstaterne imellem og tilpasningen af de relevante regler om asylproceduren, herunder anvendelse af den fremskyndede procedure, således at medlemsstaterne og Unionen råder over de nødvendige retlige værktøjer til hurtigt at kunne reagere på krisesituationer og force majeure, herunder tilpasning af tidsplanerne for at gennemføre alle procedurerne.

(7)

Denne forordning sikrer, at medlemsstaterne modtager fuld støtte i tilfælde af krisesituationer og force majeure, herunder gennem solidaritetsmekanismen, der sikrer en rimelig ansvarsfordeling og en ligelig fordeling af indsatsen mellem medlemsstaterne i krisesituationer.

(8)

Denne forordning respekterer tredjelandsstatsborgeres og statsløses grundlæggende rettigheder og de principper, der anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig respekt for og beskyttelse af den menneskelige værdighed, forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, respekt for privatliv og familieliv, princippet om barnets tarv, retten til asyl og retten til beskyttelse i tilfælde af udsendelse, udvisning eller udlevering, samt Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som suppleret ved New York-protokollen af 31. januar 1967 (»Genèvekonventionen«). Denne forordning bør gennemføres i overensstemmelse med chartret og EU-rettens generelle principper samt med folkeretten. For at afspejle det primære hensyn, der skal tages til barnets tarv i overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder fra 1989, og nødvendigheden af at respektere familielivet samt for at sikre beskyttelsen af de berørte personers helbred, bør der gælde garantier for mindreårige og deres familiemedlemmer samt for ansøgere om international beskyttelse (»ansøgere«), hvis helbred kræver særlig og passende støtte. De regler og garantier, der er fastsat i forordning (EU) 2024/1348, bør fortsat finde anvendelse på personer, der er omfattet af undtagelserne i nærværende forordning, medmindre andet er fastsat i nærværende forordning. Reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1346 (7), herunder dem vedrørende frihedsberøvelse af ansøgere, bør fortsat finde anvendelse fra det tidspunkt, hvor der fremsættes en ansøgning om international beskyttelse.

(9)

Denne forordning fastsætter ikke undtagelser fra reglerne og garantierne, herunder dem, der vedrører materielle modtagelsesforhold, i direktiv (EU) 2024/1346. En medlemsstat, der befinder sig i en krisesituation, bør stille supplerende og tilstrækkelige menneskelige og materielle ressourcer til rådighed til at kunne opfylde sine forpligtelser i henhold til nævnte direktiv.

(10)

Reglerne og garantierne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1356 (8), (EU) 2024/1358 (9) og (EU) 2024/1347 (10) og direktiv (EU) 2024/XXX (11) bør fortsat finde anvendelse uanset undtagelser, der anvendes i henhold til nærværende forordning. Medlemsstaterne bør kun anvende foranstaltningerne i nærværende forordning i overensstemmelse med de betingelser, disse foranstaltninger er underlagt, som fastsat i Rådets relevante gennemførelsesafgørelse vedtaget i henhold til nærværende forordning, og hvis det er strengt nødvendigt og forholdsmæssigt.

(11)

Det forhold, at der i henhold til denne forordning vedtages foranstaltninger over for en bestemt medlemsstat, bør ikke berøre muligheden for at anvende artikel 78, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(12)

Massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere eller statsløse kan føre til en situation, hvor en medlemsstat ikke er i stand til at behandle tredjelandsstatsborgeres og statsløse ansøgninger om international beskyttelse i overensstemmelse med reglerne i forordning (EU) 2024/1351 og (EU) 2024/1348, og dette har konsekvenser for asyl- og migrationssystemets funktionsmåde, ikke kun i den pågældende medlemsstat, men i hele Unionen. Det er derfor nødvendigt at fastsætte specifikke bestemmelser og mekanismer, der gør det muligt at træffe effektive tiltag i sådanne situationer.

(13)

Medlemsstaterne bør have tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer og tilstrækkelig infrastruktur til effektivt at gennemføre asylforvaltnings- og migrationsstyringspolitikker. Medlemsstaterne bør sikre en passende koordinering mellem de relevante nationale myndigheder såvel som med de øvrige medlemsstaters nationale myndigheder for at sikre, at deres asyl- og modtagelsessystemer, inklusive børnebeskyttelsestjenester, samt tilbagesendelsessystemer er velforberedte, herunder beredskab og beredskabsplanlægning, og at enhver komponent har tilstrækkelig kapacitet.

(14)

En situation med instrumentalisering kan opstå, hvor et tredjeland eller en fjendtligsindet ikkestatslig aktør tilskynder tredjelandsstatsborgere og statsløse til at rejse eller faciliterer tredjelandsstatsborgeres eller statsløses rejse til Unionens ydre grænser eller til en medlemsstat, hvor sådanne tiltag er tegn på et tredjelands eller en fjendtligsindet ikkestatslig aktørs hensigt om at destabilisere Unionen eller en medlemsstat, og hvor det er sandsynligt, at sådanne tiltag kan bringe en medlemsstats væsentlige funktioner i fare, herunder opretholdelsen af lov og orden eller beskyttelsen af dens nationale sikkerhed.

(15)

Situationer, hvor ikkestatslige aktører er involveret i organiseret kriminalitet, navnlig smugling, bør ikke betragtes som instrumentalisering af migranter, når der ikke er noget mål om at destabilisere Unionen eller en medlemsstat.

(16)

Humanitær bistand bør ikke betragtes som instrumentalisering af migranter, når der ikke er noget mål om at destabilisere Unionen eller en medlemsstat.

(17)

Uden at dette berører foranstaltninger, der finder anvendelse i forbindelse med andre politikområder og retlige instrumenter, fokuserer denne forordning for at sikre en øjeblikkelig og passende reaktion på hybride trusler i overensstemmelse med EU-retten og internationale forpligtelser på de særlige foranstaltninger, der finder anvendelse på migrationsområdet, og som har til formål at håndtere situationer med instrumentalisering.

(18)

I en situation med instrumentalisering kan tredjelandsstatsborgere og statsløse ansøge om international beskyttelse ved den ydre grænse eller i en medlemsstats transitområde, og der vil ofte være tale om personer, der pågribes i forbindelse med uautoriseret passage af den ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen, eller som sættes i land efter eftersøgnings- og redningsoperationer. Dette kan navnlig føre til en uventet betydelig stigning i mængden af ansøgninger om international beskyttelse ved de ydre grænser. Der skal i den forbindelse sikres effektiv og reel adgang til proceduren for international beskyttelse, jf. chartrets artikel 18 og Genèvekonventionen.

(19)

For så vidt angår Cypern indeholder Rådets forordning (EF) nr. 866/2004 (12) specifikke regler for linjen mellem Republikken Cyperns områder, hvor regeringen for Republikken Cypern udøver faktisk kontrol, og de områder, hvor den ikke udøver faktisk kontrol. Skønt denne linje ikke udgør en ydre grænse, bør en situation, hvor et tredjeland eller en fjendtligsindet ikkestatslig aktør tilskynder tredjelandsstatsborgere eller statsløse til eller faciliterer tredjelandsstatsborgere eller statsløse i at passere denne linje, betragtes som instrumentalisering, hvis alle de øvrige elementer af instrumentalisering er til stede.

(20)

En medlemsstat kan også stå over for usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som ligger uden for dens kontrol, og hvis følger den ikke kunne undgå til trods for, at den har udvist enhver behørig agtpågivenhed. Sådanne force majeure-situationer kunne forhindre medlemsstaten i at overholde sine forpligtelser i henhold til EU-retten og kan få konsekvenser ikke blot i den pågældende medlemsstat, men for Unionen som helhed. Eksempler på force majeure-situationer omfatter bl.a. pandemier og naturkatastrofer.

(21)

Hvis en medlemsstat finder, at den står i en krisesituation eller over for force majeure, bør denne medlemsstat have mulighed for at anmode om bemyndigelse til at anvende undtagelserne og solidaritetsforanstaltningerne i denne forordning. Denne anmodning bør indeholde en beskrivelse af situationen og angive hvilke foranstaltninger, der anmodes om for at afhjælpe den specifikke situation. Den bør også angive grundene til, at situationen kræver, at medlemsstaten griber til disse foranstaltninger, og, hvis det er relevant, de foranstaltninger, der allerede er truffet for at afhjælpe situationen.

(22)

Anvendelsen af foranstaltninger i den permanente EU-værktøjskasse til migrationsstøtte som oprettet ved artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1351 (»værktøjskassen«) bør ikke være en forudsætning for at kunne nyde godt af solidaritetsforanstaltninger i henhold til nærværende forordning.

(23)

I en krisesituation bør den medlemsstat, der står over for en sådan situation, have mulighed for at anmode de andre medlemsstater om solidaritets- og støtteforanstaltninger, som egner sig mest muligt til dens behov med henblik på at håndtere situationen, og som kræver øget solidaritet i forhold til det, der er fastsat i forordning (EU) 2024/1351 i forhold til at lette medlemsstatens ansvar for at håndtere en krisesituation. De styrkede solidaritets- og støtteforanstaltninger kan have form af omfordelinger, finansielle bidrag, alternative solidaritetsforanstaltninger eller en kombination af ovenstående.

(24)

I tilfælde af krisesituationer eller force majeure bør den medlemsstat, der står over for en sådan situation, have mulighed for at anmode om bemyndigelse til at anvende undtagelser fra de relevante regler om asylproceduren, herunder grænseproceduren ved asyl. Hvor det er relevant, bør sådanne anmodninger også omfatte den pågældende medlemsstats valg med hensyn til udelukkelse eller ophør af grænseproceduren for bestemte kategorier af ansøgere. Sammen med en sådan anmodning bør den berørte medlemsstat have mulighed for at meddele Kommissionen, at den agter at anvende undtagelsen fra registreringsfristen, inden den bemyndiges hertil ved en gennemførelsesafgørelse fra Rådet, samt de nøjagtige årsager til, at der er behov for omgående handling. Anvendelsen af denne undtagelse bør ikke overstige ti dage fra dagen efter anmodningen, medmindre der er givet bemyndigelse hertil i Rådets gennemførelsesafgørelse. Kommissionen og Rådet bør, når de udfører deres respektive opgaver i henhold til bemyndigelsesproceduren, handle hurtigt for at begrænse tidsintervallet mellem udløbet af en sådan periode og vedtagelsen af Rådets tilhørende gennemførelsesafgørelse.

(25)

I betragtning af, at en medlemsstat kunne stå over for flere af de situationer, der er beskrevet i denne forordning, på samme tid, er det muligt for den pågældende medlemsstat at anmode om forskellige foranstaltninger i henhold til denne forordning og få bemyndigelse til at anvende eller nyde godt af de pågældende foranstaltninger, der er udformet som komplementære, samtidig.

(26)

For at kunne styre en krisesituation, herunder instrumentalisering, eller et tilfælde af force majeure korrekt og sikre forudsigelighed og passende tilpasning af de relevante regler om asylproceduren til sådanne situationer, herunder grænseproceduren ved asyl, bør Kommissionen tillægges beføjelse til efter en begrundet anmodning fra den berørte medlemsstat at vurdere situationen og ved hjælp af en gennemførelsesafgørelse afgøre, om den anmodende medlemsstat står over for en krisesituation, herunder instrumentalisering, eller over for force majeure.

(27)

I en krisesituation bør solidaritetsforanstaltningerne til afhjælpning af en sådan situation gå videre end dem, der er fastsat i forordning (EU) 2024/1351. Af denne grund bør Kommissionen ved vurderingen af situationen tage hensyn til de kvantitative og kvalitative indikatorer, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 9, og underbyggede oplysninger fra den anmodende medlemsstat samt oplysninger indhentet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2303 (13) og (EU) 2019/1896 (14) og den årlige europæiske asyl- og migrationsrapport, der er omhandlet i forordning (EU) 2024/1351. I tilfælde af instrumentalisering bør Kommissionen også tage hensyn til årsagerne til, at værktøjskassen ikke er tilstrækkelig til at afhjælpe situationen. Kommissionen bør indhente tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt vurdering af, om den anmodende medlemsstat står over for en krisesituation, herunder instrumentalisering, eller over for force majeure, i samråd med de relevante agenturer, navnlig Den Europæiske Unions Asylagentur (»Asylagenturet«), Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder samt internationale organisationer, navnlig De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge (UNHCR) og Den Internationale Organisation for Migration (IOM), og andre relevante organisationer.

(28)

For at sikre en høj grad af politisk kontrol og støtte og tilkendegivelse af Unionens solidaritet er det relevant at tage hensyn til, om Det Europæiske Råd har anerkendt, at Unionen eller en eller flere af dens medlemsstater står over for en situation med instrumentalisering af migranter. Instrumentaliseringen af migranter kan bringe en medlemsstats væsentlige funktioner i fare, herunder opretholdelsen af lov og orden eller beskyttelsen af dens nationale sikkerhed.

(29)

For at sikre en passende reaktion, der er nødvendig og forholdsmæssig i forhold til at afhjælpe situationen, bør Kommissionens forslag, hvor det er relevant, angive de specifikke undtagelser, som medlemsstaterne bør bemyndiges til at anvende. I en situation med instrumentalisering bør de personer, der er genstand for instrumentalisering, og som de relevante undtagelser kan finde anvendelse på, klart identificeres. I en krisesituation bør Kommissionen, hvor det er relevant og efter samråd med den medlemsstat, der står over for krisesituationen, i sit forslag medtage et udkast til en solidaritetsresponsplan med angivelse af de relevante solidaritetsforanstaltninger og det omfang, der kræves i den specifikke situation, herunder det samlede antal omfordelinger, finansielle bidrag eller alternative solidaritetsforanstaltninger og deres omfang, idet det anerkendes, at de forskellige former for solidaritet er af samme værdi, og respektere medlemsstaternes fulde skøn med hensyn til at vælge solidaritetsforanstaltningerne.

(30)

Mens omfordelings- eller ansvarskompensation i en situation med migrationspres skal dække 60 % af omfordelingsbehovene i henhold til forordning (EU) 2024/1351, er det i en krisesituation vigtigt, at alle den pågældende medlemsstats solidaritetsbehov imødegås. Når en gennemførelsesafgørelse fra Rådet fastlægger en solidaritetsresponsplan, bør den medlemsstat, der står over for en krisesituation, af den grund have førsteprioritet i forhold til at anvende de ikketildelte solidaritetstilsagn eller tilsagn, der endnu ikke er blevet gennemført, og som er til rådighed i den årlige solidaritetspulje oprettet i overensstemmelse med artikel 57 i forordning (EU) 2024/1351. Hvis dette ikke er muligt, eller hvis den årlige solidaritetspulje ikke indeholder tilstrækkelige tilsagn til at dække de konstaterede behov, bør den medlemsstat, der står over for krisesituationen, også kunne gøre brug af bidragene i Rådets gennemførelsesafgørelse, idet det anerkendes, at de forskellige former for solidaritet er af samme værdi. Med henblik på at imødegå alle den berørte medlemsstats behov bør ansvarskompensationen, hvis kombinationen af de omfordelingstilsagn, der er til rådighed i den årlige solidaritetspulje og i Rådets gennemførelsesafgørelse, ikke er tilstrækkelig, blive obligatorisk for at dække de behov, der er fastsat i solidaritetsresponsplanen. For at dette kan ske, bør der være personer, som kompensationen gælder for, til stede på den bidragende medlemsstats område.

(31)

Tilfælde af krisesituationer eller force majeure kan også bringe en medlemsstats væsentlige funktioner i fare. For at styrke den gensidige tillid mellem medlemsstaterne og forbedre koordineringen på EU-plan bør Rådet tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage en gennemførelsesafgørelse, der bemyndiger en medlemsstat til at anvende de undtagelser og solidaritetsforanstaltninger, der er fastsat i denne forordning, hvis de fastsatte betingelser er opfyldt. Fristen for anvendelse af de foranstaltninger, der gives bemyndigelse til ved den oprindelige gennemførelsesafgørelse, bør være tre måneder. Denne periode bør kunne forlænges med yderligere tre måneder, efter at Kommissionen har bekræftet, at der fortsat foreligger en krisesituation eller force majeure. Rådet bør have beføjelse til yderligere at forlænge bemyndigelsen til at anvende undtagelserne og solidaritetsforanstaltningerne med op til tre måneder på grundlag af et forslag fra Kommissionen, hvis de omstændigheder, der begrunder forlængelsen af undtagelserne og solidaritetsforanstaltningerne, varer ved. Det bør være muligt at forlænge denne periode med yderligere tre måneder efter Kommissionens bekræftelse af, at situationen varer ved. Rådet bør have beføjelse til at ophæve anvendelsen af foranstaltningerne på grundlag af et forslag fra Kommissionen, når de omstændigheder, der begrunder anvendelsen af undtagelserne og solidaritetsforanstaltningerne, ikke længere foreligger. Det bør være muligt at ændre de anvendte undtagelser i forbindelse med afgørelsen om forlængelse af bemyndigelsen. Under udøvelsen af deres beføjelser og udførelsen af deres opgaver bør Kommissionen og Rådet til enhver tid sikre, at principperne om proportionalitet og nødvendighed overholdes.

(32)

Rådets gennemførelsesafgørelse bør, hvor det er relevant, angive de specifikke undtagelser, som den medlemsstat, der står over for en krisesituation eller over for force majeure, bemyndiges til at anvende, afhængigt af arten af den enkelte undtagelse, og fastsætte den dato, fra hvilken de kan anvendes. Afgørelsen bør derudover angive de grunde, den er baseret på, og undtagelsernes personelle anvendelsesområde.

(33)

Rådets gennemførelsesafgørelse bør, hvor det er relevant, fastlægge en solidaritetsresponsplan med angivelse af de specifikke solidaritets- og støtteforanstaltninger, der kræves, og deres omfang samt de bidragende medlemsstaters tilsagn. Med henblik herpå bør tilsagnsprocessen foregå inden for rammerne af vedtagelsen af Rådets gennemførelsesafgørelse. Det er vigtigt at sikre, at de bidragende medlemsstater frit kan vælge mellem de forskellige typer solidaritets- og støtteforanstaltninger.

(34)

Henset til vigtigheden af kun at anvende de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, så længe og i det omfang det er strengt nødvendigt, bør Kommissionen og Rådet løbende overvåge og vurdere situationen med hensyn til disse foranstaltningers nødvendighed og forholdsmæssighed. I denne forbindelse bør Kommissionen være særlig opmærksom på overholdelsen af grundlæggende rettigheder og humanitære standarder og kan anmode Asylagenturet om at indlede en overvågning af den berørte medlemsstats asyl- eller modtagelsessystem i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning (EU) 2021/2303.

(35)

De i forordning (EU) 2024/1351 fastsatte procedurer for gennemførelse af omfordeling finder anvendelse med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af solidaritetsforanstaltningerne i en krisesituation, idet der tages hensyn til situationens alvor og hastende karakter.

(36)

For at sikre en gnidningsløs gennemførelse af solidaritetsmekanismen i henhold til denne forordning bør EU-solidaritetskoordinatoren i tillæg til de opgaver, der er nævnt i forordning (EU) 2024/1351, støtte omfordelingsaktiviteter og fremme en kultur med beredskab, samarbejde og modstandsdygtighed blandt medlemsstaterne. I en krisesituation bør EU-solidaritetskoordinatoren hver anden uge fremlægge en meddelelse om status for omfordelingsmekanismens gennemførelse og funktionsmåde. EU-solidaritetskoordinatorens kontor bør tildeles tilstrækkeligt personale og tilstrækkelige ressourcer til at kunne opfylde sin rolle i henhold til nærværende forordning på en effektiv måde. Ved gennemførelse af omfordeling bør der først og fremmest tages hensyn til sårbare personer.

(37)

I forbindelse med omfordeling bør der først og fremmest tages hensyn til sårbare personer, navnlig når de har særlige modtagelsesbehov som omhandlet i artikel 24 i direktiv (EU) 2024/1346 eller behov for særlige proceduremæssige garantier som omhandlet i artikel 20-23 i forordning (EU) 2024/1348. I henhold til artikel 24 i direktiv (EU) 2024/1346 er der større sandsynlighed for, at ansøgere i følgende kategorier har særlige modtagelsesbehov: mindreårige, uledsagede mindreårige, personer med handicap, ældre, gravide, lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og interkønnede, enlige forældre med mindreårige børn, ofre for menneskehandel, personer med alvorlige sygdomme, personer med mentale lidelser, herunder posttraumatisk stresssyndrom, og personer, der har været udsat for tortur, voldtægt eller andre alvorlige former for psykisk, fysisk eller seksuel vold, såsom ofre for kønsbestemt vold, kvindelig kønslemlæstelse, børne- eller tvangsægteskaber eller vold begået ud fra et seksuelt, kønsmæssigt, racistisk eller religiøst motiv.

(38)

I modsætning til bestemmelserne i forordning (EU) 2024/1351, hvor medlemsstaterne ikke er forpligtet til at påtage sig et ansvar, der overstiger deres rimelige andel, kan gennemførelsen af solidaritetsresponsplanen i en krisesituation potentielt føre til, at en eller flere bidragende medlemsstater påtager sig ansvaret for at behandle ansøgninger om international beskyttelse, der overstiger deres rimelige andel. I sådanne tilfælde bør en sådan medlemsstat have ret til forholdsmæssigt at reducere den del, der overstiger den rimelige andel af gennemførelsen af solidaritetstilsagn i henhold til de kommende årlige cyklusser i forordning (EU) 2024/1351, over en periode på fem år. En sådan nedsættelse kan også anvendes i en gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet i henhold til artikel 4, stk. 3, med det tilsvarende antal ansøgninger ud over den rimelige andel og inden for fem år fra den dato, hvor den gennemførelsesafgørelse fra Rådet, der førte til, at medlemsstaten overskred sin rimelige andel, ikke længere er gældende. Det bør være muligt at anvende nedsættelserne under de kommende årlige cyklusser og i en gennemførelsesafgørelse fra Rådet alternativt eller samtidigt, forudsat at de svarer til og ikke overstiger det antal ansøgninger, med hvilke den pågældende medlemsstat har bidraget ud over sin rimelige andel.

(39)

Når en medlemsstat står over for en krisesituation eller over for force majeure, kan den have behov for at omfordele ressourcer for at kunne håndtere ankomsterne af tredjelandsstatsborgere og statsløse til dens grænser. Som følge heraf kan den pågældende medlemsstat have brug for tid til at omfordele sine ressourcer og øge sin kapacitet, herunder med støtte fra de relevante EU-agenturer. Den pågældende medlemsstat kan også have brug for mere tid til at træffe afgørelse om ansøgninger uden at give tilladelse til indrejse på dens område. I en sådan situation bør det være muligt for den pågældende medlemsstat at fravige fristerne for registrering og grænseproceduren.

(40)

Hvis en medlemsstat anvender en eller flere af foranstaltningerne i denne forordning, bør den oplyse tredjelandsstatsborgere og statsløse på et sprog, som de forstår eller med rimelighed forventes at forstå, om de undtagelser, der anvendes, og om foranstaltningernes varighed. Medlemsstaterne er forpligtet til at tage højde for ansøgernes eventuelle særlige proceduremæssige behov og særlige modtagelsesbehov, der kunne opstå, og give oplysninger på en passende måde i overensstemmelse hermed. Desuden finder artikel 8 om fremlæggelse af oplysninger og artikel 36, stk. 3, om oplysninger om muligheden for at klage over afgørelsen om ansøgningen i forordning (EU) 2024/1348 anvendelse.

(41)

Når undtagelserne fra asylproceduren anvendes, bør et af de kompetente myndigheders primære hensyn være garantier for ansøgere med særlige proceduremæssige behov og særlige modtagelsesbehov, herunder helbredsproblemer. Derfor bør den medlemsstat, der står over for en krisesituation eller over for force majeure, ikke anvende eller bør ophøre med at anvende undtagelserne fra asylproceduren, hvor der er lægelige grunde til ikke at anvende grænseproceduren i overensstemmelse med artikel 53, stk. 2, litra d), i forordning (EU) 2024/1348; hvor den nødvendige støtte ikke kan ydes til ansøgere med særlige proceduremæssige behov i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 53, stk. 2, litra b), eller hvor den nødvendige støtte ikke kan ydes til ansøgere med særlige modtagelsesbehov i overensstemmelse med direktiv (EU) 2024/1346. Den berørte medlemsstat bør prioritere behandlingen af ansøgninger fra personer med særlige proceduremæssige behov i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1348 og med særlige modtagelsesbehov som defineret i artikel 2, nr. 14), i direktiv (EU) 2024/1346, særligt mindreårige og deres familiemedlemmer.

(42)

I tilfælde af krisesituationer og force majeure bør medlemsstaten bemyndiges til at afvige fra forordning (EU) 2024/1348 med henblik på at registrere ansøgninger om international beskyttelse senest fire uger efter, at de er fremsat. En sådan forlængelse bør ikke berøre asylansøgernes rettigheder garanteret vedchartret, forordning (EU) 2024/1348 og direktiv (EU) 2024/1346. Uden at det berører den undtagelse, der gælder i perioden mellem anmodningen og vedtagelsen af Rådets gennemførelsesafgørelse, bør forlængelsen af registreringsperioden i en krisesituation, der er kendetegnet ved massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere og statsløse, kun anvendes i den periode, der er fastsat i Rådets oprindelige gennemførelsesafgørelse.

(43)

Når den berørte medlemsstat står over for en krisesituation eller over for force majeure, bør denne medlemsstat have mulighed for at forlænge behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse ved grænsen med seks uger. Forlængelsen bør ikke anvendes i tillæg til den periode, der er omhandlet i artikel 51, stk. 2, tredje afsnit, i forordning (EU) 2024/1348.

(44)

Når en medlemsstat står over for en krisesituation eller over for force majeure, bør den kunne anmode om foranstaltninger blandt flere muligheder med hensyn til anvendelsen af grænseproceduren under hensyntagen til sammensætningen af strømmene og deres forskelligartede karakter, afhængigt af den nøjagtige krisesituation.

(45)

I tilfælde af krisesituationer, der er kendetegnet ved massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere og statsløse, eller force majeure kan det være nødvendigt at give en medlemsstat mulighed for ikke at anvende grænseproceduren på personer, der kommer fra tredjelande, for hvilke den gennemsnitlige anerkendelsesprocent for hele Unionen er under 20 %. For at anvende en sådan undtagelse bør det i Rådets gennemførelsesafgørelse vurderes, om foranstaltningerne i den berørte medlemsstats beredskabsplan, jf. artikel 32 i direktiv (EU) 2024/1346, er tilstrækkelige til at afhjælpe situationen. Medlemsstaterne er under alle omstændigheder forpligtet til at anvende grænseproceduren i de situationer, der er omhandlet i artikel 42, stk. 1, litra c) og f), i forordning (EU) 2024/1348.

(46)

I en krisesituation, der er kendetegnet ved massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere og statsløse, der søger om international beskyttelse, kan det være nødvendigt at tillade en medlemsstat at sænke tærsklen for obligatorisk anvendelse af grænseproceduren i artikel 42, stk. 1, litra j), i forordning (EU) 2024/1348. Under alle omstændigheder bør den reducerede tærskel ikke ligge under 5 %. Medlemsstaterne er forpligtet til at anvende grænseproceduren i de situationer, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 42, stk. 1, litra c) og f).

(47)

I en krisesituation, der er kendetegnet ved massetilstrømning af tredjelandsstatsborgere og statsløse, der søger om international beskyttelse, kan det være nødvendigt at udvide anvendelsesområdet for den grænseprocedure, der er fastsat i artikel 43 i forordning (EU) 2024/1348, og at give en medlemsstat mulighed for i forbindelse med en grænseprocedure også at træffe en afgørelse om berettigelsen af ansøgningen i de tilfælde, hvor ansøgeren er statsborger eller, når der er tale om en statsløs, tidligere havde sit sædvanlige opholdssted i et tredjeland, for hvilket andelen af afgørelser om indrømmelse af international beskyttelse for hele Unionen er 50 % eller lavere. I forbindelse med anvendelsen af grænseproceduren i krisesituationer bør medlemsstaterne således fortsat anvende den grænseprocedure, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 43-54, men kan udvide dens anvendelsesområde til også at omfatte tredjelandsstatsborgere eller statsløse fra tredjelande, for hvilke den gennemsnitlige anerkendelsesprocent for hele Unionen er over 20 %, men under 50 %, under hensyntagen til de hastigt skiftende beskyttelsesbehov, der kan forekomme i oprindelseslandet, som afspejlet i kvartalsvise ajourføringer af Eurostats data. Denne udvidelse af anvendelsesområdet for grænseproceduren bør ikke berøre de grunde og andre regler, der gælder for den obligatoriske grænseprocedure i henhold til nævnte forordning. Hvis en medlemsstat bemyndiges til at udvide anvendelsesområdet for grænseproceduren, bør ansøgninger, der behandles i henhold til nævnte procedure, ikke betragtes som en del af den tilstrækkelige kapacitet i henhold til artikel 47 eller medregnes i anvendelsen af det årlige loft i henhold til nævnte forordnings artikel 50.

(48)

Frihedsberøvelse af ansøgere bør være i overensstemmelse med det underliggende princip om, at en person ikke bør frihedsberøves alene af den grund, at vedkommende søger international beskyttelse, navnlig i overensstemmelse med medlemsstaternes folkeretlige forpligtelser og Genèvekonventionens artikel 31. I overensstemmelse med direktiv (EU) 2024/1346 må mindreårige som hovedregel ikke frihedsberøves, men bør anbringes et sted, hvor der gælder særlige bestemmelser for mindreårige, herunder, hvor det er passende, under forhold, hvor de ikke er frihedsberøvet og er en del af lokalsamfundet. I betragtning af de negative virkninger af frihedsberøvelse for mindreårige må en sådan frihedsberøvelse i overensstemmelse med EU-retten udelukkende anvendes under ekstraordinære omstændigheder, hvor det er strengt nødvendigt, hvor der er tale om en sidste udvej, i så kort tid som muligt og aldrig i fængsler eller andre faciliteter, der er beregnet til retshåndhævelsesformål. Mindreårige må ikke være adskilt fra deres forældre eller omsorgspersoner, og princippet om familiens enhed bør generelt føre til, at der anvendes passende alternativer til frihedsberøvelse for familier med mindreårige i faciliteter, der egner sig for dem. Desuden skal der gøres alt, hvad der er muligt, for at sikre, at en række egnede alternativer til frihedsberøvelse af mindreårige er til rådighed og tilgængelige.

(49)

I en situation med instrumentalisering og for at forhindre, at et fjendtligsindet tredjeland eller en fjendtligsindet ikkestatslig aktør retter sin indsats mod bestemte nationaliteter eller bestemte kategorier af tredjelandsstatsborgere eller statsløse, bør det være muligt for en medlemsstat at fravige asylproceduren i denne forordning ved at træffe afgørelse om berettigelsen af alle ansøgninger inden for rammerne af grænseproceduren som fastsat i artikel 44-55 i forordning (EU) 2024/1348. Principperne og garantierne i nævnte forordning bør overholdes. Rådets gennemførelsesafgørelse om bemyndigelse af medlemsstaten til at anvende de nævnte undtagelser bør præcisere, hvilke tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der er genstand for situationen med instrumentalisering. Ved anvendelsen af denne undtagelse bør der være særlig fokus på visse kategorier af tredjelandsstatsborgere og statsløse, der har været genstand for instrumentalisering, navnlig mindreårige under 12 år og deres familiemedlemmer, og sårbare personer med særlige proceduremæssige behov eller særlige modtagelsesbehov. Disse grupper bør derfor enten udelukkes fra grænseproceduren, eller den pågældende procedure bør ophøre med at finde anvendelse på dem, hvis en individuel vurdering konkluderer, at deres ansøgninger sandsynligvis er velbegrundede. Valget mellem disse alternativer forbliver op til den medlemsstat, der anmoder om anvendelse af denne undtagelse. Det valg, der er angivet i anmodningen, bør afspejles i Rådets gennemførelsesafgørelse om bemyndigelse til at anvende denne undtagelse. Udvidelsen af anvendelsesområdet for grænseproceduren i en situation med instrumentalisering bør ikke berøre de grunde og andre regler, der gælder for den obligatoriske grænseprocedure i henhold til forordning (EU) 2024/1348. Hvis en medlemsstat bemyndiges til at udvide anvendelsesområdet for grænseproceduren, bør ansøgninger, der behandles i henhold til denne procedure, ikke betragtes som en del af den tilstrækkelige kapacitet i henhold til artikel 48 eller medregnes i anvendelsen af det årlige loft i henhold til nævnte forordnings artikel 51.

(50)

For at bistå den berørte medlemsstat med at yde den nødvendige bistand til tredjelandsstatsborgere og statsløse, der er omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning, bør FN-agenturer, navnlig UNHCR, og andre relevante partnerorganisationer, der af medlemsstaterne er blevet betroet specifikke opgaver, have reel adgang til grænsen på de betingelser, der er fastsat i direktiv (EU) 2024/1346 og forordning (EU) 2024/1348. UNHCR bør have adgang til ansøgere, herunder ansøgere ved grænsen. Med henblik herpå bør den pågældende medlemsstat opretholde samarbejdet med disse organisationer.

(51)

Der bør fastsættes specifikke regler for krisesituationer, der er kendetegnet ved massetilstrømning, og for force majeure, således at medlemsstaterne har mulighed for at forlænge fristerne i forordning (EU) 2024/1351 på strenge betingelser, når det ikke er muligt at overholde de pågældende frister på grund af den ekstraordinære situation. En sådan forlængelse bør gælde samtidigt for fristerne for fremsendelse og besvarelse af anmodninger om overtagelse og meddelelser om tilbagetagelse samt fristerne for overførsel af en ansøger til den ansvarlige medlemsstat. Fristerne bør forlænges, uanset om nævnte forordning fastsætter kortere frister i visse situationer.

(52)

For at sikre effektiv adgang til proceduren for tildeling af international beskyttelse, hvis overførslen ikke finder sted på grund af den vedvarende karakter af krisesituationen, der er kendetegnet ved massetilstrømning eller force majeure, eller hvis den overførende medlemsstat ikke gennemfører overførslen, når ansøgeren er tilgængelig for de kompetente myndigheder i den overførende medlemsstat, bør der fastsættes en maksimal frist for gennemførelsen af overførslen til en medlemsstat, der står over for denne situation. Denne maksimale frist bør ikke være længere end ét år efter en anden medlemsstats accept af anmodningen om overtagelse eller bekræftelse af meddelelsen om tilbagetagelse eller efter den endelige afgørelse om en klage over eller en appel af en afgørelse om overførsel, der har opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 43, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1351. Denne maksimale frist berører ikke muligheden for at forlænge fristerne i henhold til nævnte forordnings artikel 46, stk. 2, for gennemførelse af en overførsel.

(53)

For at undgå, at det fælles europæiske asylsystem sættes ud af funktion på grund af massetilstrømning af et sådant ekstraordinært omfang og en sådan ekstraordinær intensitet, at situationen, selv hvis en medlemsstat har et velforberedt asyl-, modtagelses- og tilbagesendelsessystem, hvis den ikke håndteres af Unionen som helhed, kan skabe en alvorlig risiko for alvorlige mangler i behandlingen af ansøgere, bør medlemsstaten under disse yderst ekstraordinære omstændigheder have mulighed for at blive fritaget fra forpligtelsen til at tilbagetage en ansøger i henhold til artikel 16, stk. 2, og artikel 38, stk. 4, i forordning (EU) 2024/1351. For at sikre, at anvendelsen af en sådan undtagelse ikke fører til yderligere pres på den medlemsstat, der står over for denne situation, bør den pågældende undtagelse dog kun finde anvendelse med tilbagevirkende kraft på ansøgninger, der allerede er registreret i den pågældende medlemsstat inden for fire måneder før datoen for vedtagelsen af Rådets gennemførelsesafgørelse.

(54)

Hvis objektive omstændigheder i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1347 tyder på, at ansøgninger om international beskyttelse fra grupper af ansøgere fra et bestemt oprindelsesland eller tidligere sædvanligt opholdssted eller en del af dette land eller på grundlag af kriterierne i nævnte forordning kunne være velbegrundede, er det i både de besluttende myndigheders og ansøgernes interesse at afslutte realitetsbehandlingen af ansøgningen så hurtigt som muligt og muliggøre en hurtig og effektiv tildeling af international beskyttelse i en krisesituation.

(55)

Ansøgere, hvis ansøgninger behandles inden for rammerne af den fremskyndede procedure, der er fastsat i denne forordning, nyder alle de rettigheder og garantier, som ansøgere har ret til i henhold til forordning (EU) 2024/1348, herunder retten til information og til effektive retsmidler.

(56)

Ved anvendelsen af en henstilling fra Kommissionen om fremskyndet procedure bør der ikke finde en samtale sted om realitetsbehandlingen, men der kan være behov for en sådan samtale, hvis der er tvivl om, hvorvidt ansøgeren tilhører den eller de kategorier af personer, der er identificeret i den pågældende henstilling, eller om, hvorvidt udelukkelsesgrundene finder anvendelse. Under alle omstændigheder bør proceduren ikke vare længere end fire uger fra datoen for indgivelsen af ansøgningen. Hvis en medlemsstat har fastslået, at en ansøger udgør en trussel mod den indre sikkerhed, bør den pågældende medlemsstat kunne undlade at anvende den fremskyndede procedure for så vidt angår den pågældende ansøger. Under sådanne omstændigheder bør ansøgningen behandles i overensstemmelse med artikel 36 og 40 i forordning (EU) 2024/1348.

(57)

Ansøgere, hvis ansøgninger behandles inden for rammerne af den fremskyndede procedure, der er fastsat i denne forordning, bør i overensstemmelse med artikel 29 i forordning (EU) 2024/1348 modtage et dokument, der bekræfter deres status på et sprog, som de forstår eller med rimelighed forventes at forstå.

(58)

De relevante EU-agenturer, UNHCR og andre relevante organisationer kan høres i de forskellige faser af anvendelsen af den fremskyndede procedure.

(59)

Med henblik på at sikre et tilstrækkeligt beredskab i en krisesituation bør medlemsstaterne i deres beredskabsplaner medtage foranstaltninger, der er nødvendige for at reagere på og afhjælpe en krisesituation, herunder foranstaltninger, der er nødvendige for at håndtere udfordringerne i forbindelse med det fælles europæiske asylsystems funktionsmåde og for at beskytte rettighederne for ansøgere og personer med international beskyttelse samt fremme fremtidig modstandsdygtighed i den berørte medlemsstat. Medlemsstaterne bør også anvende alle de værktøjer, der er til rådighed i henhold til national ret og EU-retten, herunder værktøjer til foregribelse og tidlig varsling inden for rammerne af EU-mekanismen til kriseberedskab og -styring i forbindelse med migration, der fremgår af Kommissionens henstilling (EU) 2020/1366 (15).

(60)

Uden at det berører ovenstående, og hvor det er relevant, bør alle krisemekanismer i værktøjskassen mobiliseres i en krisesituation, navnlig den finansielle og operationelle støtte, som EU-agenturer, EU-fonde og EU-civilbeskyttelsesmekanismen kan yde i overensstemmelse med de relevante retsakter. Derefter bør Kommissionen inden for rammerne af migrationsforummet på teknisk niveau sikre koordinering og udveksling af oplysninger med andre platforme, der er relevante med henblik på at håndtere krisesituationen, herunder EU-netværket for Beredskab og Krisestyring på Migrationsområdet i overensstemmelse med henstilling (EU) 2020/1366 og de integrerede ordninger for politisk kriserespons (IPCR).

(61)

En medlemsstat, der står over for en krisesituation eller over for force majeure, kan anmode om støtte fra Asylagenturet, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning eller Europol i overensstemmelse med deres mandater. Asylagenturet kan desuden og i relevant omfang på eget initiativ tilbyde bistand i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, litra d), i forordning (EU) 2021/2303, mens Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning efter aftale med den berørte medlemsstat kan tilbyde bistand på området tilbagesendelse i overensstemmelse med artikel 48, 50, 52 og 53 i forordning (EU) 2019/1896, og Europol kan tilbyde bistand i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 (16).

(62)

For at støtte de medlemsstater, der foretager omfordeling som en solidaritetsforanstaltning, bør der ydes finansiel bistand over EU-budgettet, herunder fra den tematiske facilitet som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1147 (17).

(63)

Målene for denne forordning, nemlig at sikre den nødvendige tilpasning af reglerne om asylprocedurer og, hvor det er relevant, om solidaritet med henblik på at sikre, at medlemsstaterne kan håndtere krisesituationer og force majeure på området asylforvaltning og migrationsstyring i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af tiltagenes omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(64)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Eftersom denne forordnings artikel 12 og 13 og artikel 1-6, for så vidt de vedrører undtagelserne i artikel 12 og 13, indeholder ændringer som omhandlet i artikel 3 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet i Danmark eller en anden EU-medlemsstat, og om »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublinkonventionen (18), skal Danmark meddele Kommissionen, hvorvidt landet ønsker at gennemføre indholdet af ændringerne eller ej på tidspunktet for vedtagelsen af ændringerne eller inden 30 dage herefter.

(65)

I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(66)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordnings artikel 12 og 13 og artikel 1-6, for så vidt de vedrører undtagelserne i artikel 12 og 13, ny lovgivning på et område, der er omfattet af bilaget til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island og Kongeriget Norge om kriterier og mekanismer til fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Island eller Norge (19).

(67)

For så vidt angår Schweiz udgør denne forordnings artikel 12 og 13 og artikel 1-6, for så vidt de vedrører undtagelserne i artikel 12 og 13, retsakter eller foranstaltninger, der ænder eller supplerer bestemmelserne i artikel 1 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz (20).

(68)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordnings artikel 12 og 13 og artikel 1-6, for så vidt de vedrører undtagelserne i artikel 12 og 13, retsakter eller foranstaltninger, der ændrer eller supplerer bestemmelserne i artikel 1 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller i Schweiz, som der henvises til i artikel 3 i protokollen mellem Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om kriterier og mekanismer for fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en medlemsstat eller Schweiz (21) —