EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32024R1162

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/1162 af 22. april 2024 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 for så vidt angår visse planter til plantning af Malus domestica og visse planter til plantning af Berberis thunbergii med oprindelse i Tyrkiet og om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 for så vidt angår de plantesundhedsmæssige foranstaltninger for indførsel til Unionen af planter til plantning af Malus domestica

C/2024/2540

EUT L, 2024/1162, 23.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1162/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1162/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1162

23.4.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/1162

af 22. april 2024

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 for så vidt angår visse planter til plantning af Malus domestica og visse planter til plantning af Berberis thunbergii med oprindelse i Tyrkiet og om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 for så vidt angår de plantesundhedsmæssige foranstaltninger for indførsel til Unionen af planter til plantning af Malus domestica

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (1), særlig artikel 42, stk. 4, første og tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (2) oprettes der på grundlag af en foreløbig risikovurdering en liste over højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter.

(2)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2018 (3) er der fastsat særlige regler om den procedure, der skal følges for at udarbejde risikovurderingen af højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter, jf. artikel 42, stk. 4, i forordning (EU) 2016/2031.

(3)

Efter en foreløbig vurdering blev 34 slægter og én art af planter til plantning med oprindelse i tredjelande opført i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 som højrisikoplanter. Dette bilag omfatter slægterne Malus Mill. og Berberis L.

(4)

Listen over planter, planteprodukter eller andre objekter, der er udgået fra bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019, og som kun må indføres til, eller flyttes inden for, Unionens område hvis særlige krav er opfyldt, er omhandlet i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 (4).

(5)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 fastsættes de plantesundhedsmæssige foranstaltninger for indførsel til Unionen af visse planter, planteprodukter og andre objekter, som er udgået fra bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019, men for hvilke de plantesundhedsmæssige risici endnu ikke er vurderet fuldt ud. Det er fordi en eller flere skadegørere, som de pågældende planter er vært for, endnu ikke opført på listen over EU-karantæneskadegørere i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 (5), men de opfylder muligvis kriterierne for opførelse efter en yderligere fuldstændig risikovurdering.

(6)

Den 9. august 2019 indgav Tyrkiet en anmodning til Kommissionen om eksport til Unionen af Malus domestica-planter til plantning, der består af okuleringsmateriale og podekviste, der er op til et år gamle og frie for blade, og af grundstammer og podede planter, der er hvilende, frie for blade og med en diameter på højst 3 cm. Anmodningen var ledsaget af det relevante tekniske dossier.

(7)

Den 31. marts 2022 vedtog Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) en videnskabelig udtalelse om varerisikovurderingen af Malus domestica-planter fra Tyrkiet (6). Autoriteten identificerede Anoplophora chinensis, Calepitrimerus baileyi, Cenopalpus irani, Cicadatra persica, Diplodia bulgarica, Erwinia amylovora, Hoplolaimus galeatus, Lopholeucaspis japonica, Malacosoma parallela, Pratylenchus loosi, Pyrolachnus pyri og tomatringpletvirus som skadegørere, der er relevante for disse planter til plantning.

(8)

Den 7. november 2022 ændrede autoriteten den videnskabelige udtalelse, så den omfattede Didesmococcus unifasciatus, Euzophera semifuneralis, Maconellicoccus hirsutus, Pochazia shantungensis og Russellaspis pustulans som skadegørere, der er relevante for disse planter til plantning.

(9)

Autoriteten evaluerede de risikobegrænsende foranstaltninger, der er beskrevet i dossieret for Calepitrimerus baileyi, Cenopalpus irani, Cicadatra persica, Didesmococcus unifasciatus, Diplodia bulgarica, Euzophera semifuneralis, Hoplolaimus galeatus, Lopholeucaspis japonica, Maconellicoccus hirsutus, Malacosoma parallela, Pochazia shantungensis, Pratylenchus loosi, Pyrolachnus pyri og tomatringpletvirus, og vurderede sandsynligheden for, at varen ville være fri for disse skadegørere. Autoriteten vurderede, om Tyrkiet anvender de hasteforanstaltninger, der er fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2095 (7) mod indslæbning og spredning i Unionen af Anoplophora chinensis, og, for så vidt angår Erwinia amylovora, om de særlige krav vedrørende indførsel til og flytning inden for de beskyttede zoner, der er opført i punkt 9 i bilag X til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, af planter af Malus Mill., bortset fra frugter og frø, er opfyldt. Den konkluderede, at Tyrkiet anvender disse hasteforanstaltninger, og at kravene i punkt 9 i bilag X til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 ikke var opfyldt. De risikobegrænsende foranstaltninger for Russellaspis pustulans blev ikke vurderet af autoriteten. En videnskabelig udtalelse om skadegørerkategoriseringen af Russellaspis pustulans (8), som autoriteten tidligere har offentliggjort, peger imidlertid på risikobegrænsende foranstaltninger, der er effektive mod skadegøreren.

(10)

Den 27. november 2019 indgav Tyrkiet en anmodning til Kommissionen om eksport til Unionen af to til tre år gamle potteplanter af Berberis thunbergii, som er mellem 20 og 40 cm høje. Anmodningen var ledsaget af det relevante tekniske dossier.

(11)

Den 19. maj 2022 vedtog autoriteten en videnskabelig udtalelse om varerisikovurderingen af potteplanter af Berberis thunbergii fra Tyrkiet (9). Autoriteten identificerede Bemisia tabaci og Malacosoma parallela som skadegørere, der er relevante for de pågældende planter til plantning, vurderede de risikobegrænsende foranstaltninger, der er beskrevet i dossieret, og vurderede sandsynligheden for, at varen er fri for disse skadegørere.

(12)

Efter officiel bekræftelse af fravær af Malacosoma parallela i Tyrkiet anses skadegøreren ikke længere for relevant for varerne Malus domestica og Berberis thunbergii med oprindelse i det pågældende land.

(13)

På grundlag af disse udtalelser og de supplerende oplysninger fra Tyrkiet vedrørende Malacosoma parallela vurderes den plantesundhedsmæssige risiko ved indførsel til Unionens område af Malus domestica-planter til plantning, der består af okuleringsmateriale og podekviste, der er op til et år gamle og frie for blade, og af grundstammer og podede planter, der er hvilende, frie for blade og med en diameter på højst 3 cm, med oprindelse i Tyrkiet for at være reduceret til et acceptabelt niveau, forudsat at der træffes egnede afbødende foranstaltninger til at imødegå risikoen for skadegørere i forbindelse med de pågældende planter til plantning, og at kravene i gennemførelsesforordning (EU) 2022/2095, de særlige krav i punkt 9 i bilag X til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 og de tilsvarende særlige krav i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 er opfyldt.

(14)

Desuden anses den plantesundhedsmæssige risiko som følge af indførsel til Unionens område af op til tre år gamle potteplanter af Berberis thunbergii, der højst er 40 cm høje, med oprindelse i Tyrkiet, for acceptabel, forudsat at de tilsvarende særlige krav i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 er opfyldt, uden at yderligere krav anses for nødvendige.

(15)

Som følge heraf bør Malus domestica-planter til plantning, der består af okuleringsmateriale og podekviste, der er op til et år gamle og frie for blade, og af grundstammer og podede planter, der er hvilende, frie for blade og med en diameter på højst 3 cm, med oprindelse i Tyrkiet ikke længere betragtes som højrisikoplanter.

(16)

Ligeledes bør op til tre år gamle potteplanter af Berberis thunbergii, som højst er 40 cm høje, med oprindelse i Tyrkiet ikke længere betragtes som højrisikoplanter.

(17)

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 bør derfor ændres.

(18)

De foranstaltninger, som Tyrkiet beskriver i dossieret vedrørende Malus domestica, anses for at være tilstrækkelige til at reducere risikoen ved indførsel til Unionen af den pågældende vare til et acceptabelt niveau. Disse foranstaltninger bør derfor vedtages som plantesundhedsmæssige importkrav for at sikre den plantesundhedsmæssige beskyttelse af Unionens område ved indførsel af disse planter.

(19)

Anoplophora chinensis, Bemisia tabaci, Lopholeucapsis japonica og tomatringpletvirus er opført som EU-karantæneskadegørere i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072. Erwinia amylovora er opført som en beskyttet zone-karantæneskadegører i bilag III til nævnte gennemførelsesforordning og som en EU-reguleret ikkekarantæneskadegører i bilag IV til nævnte gennemførelsesforordning. Der er også fastsat særlige krav i punkt 9 i bilag X til nævnte gennemførelsesforordning for at forhindre indførsel til og spredning af skadegøreren i de angivne beskyttede zoner.

(20)

Derimod er Calepitrimerus baileyi, Cenopalpus irani, Didesmococcus unifasciatus, Diplodia bulgarica, Euzophera semifuneralis, Hoplolaimus galeatus, Maconellicoccus hirsutus, Pochazia shantungensis og Pratylenchus loosi endnu ikke opført på listen i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, men de opfylder måske betingelserne for at blive opført, når der er foretaget en komplet risikovurdering. Derfor er plantesundhedsmæssige foranstaltninger angående disse skadegørere nødvendige, indtil en komplet risikovurdering er blevet gennemført. Skadegørerkategoriseringen af Russellaspis pustulans viser, at skadegøreren opfylder betingelserne for at blive listeopført som en EU-karantæneskadegører. Det er derfor nødvendigt med plantesundhedsforanstaltninger vedrørende denne skadegører, indtil den er listeopført i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072.

(21)

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 bør derfor ændres.

(22)

Cicadatra persica og Pyrolachnus pyri er endnu ikke opført på listen over EU-karantæneskadegørere. Da der ikke er observeret nogen betydelig indvirkning på værtsplanter, der er inficeret med disse skadegørere i Unionen, er der imidlertid ikke behov for importkrav med hensyn til disse skadegørere.

(23)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 ændres som angivet i bilag I til nærværende forordning.

Artikel 2

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 ændres som angivet i bilag II til nærværende forordning.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. april 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 af 18. december 2018 om oprettelse af en midlertidig liste over højrisikoplanter, -planteprodukter eller andre -objekter, jf. artikel 42 i forordning (EU) 2016/2031, og en liste over planter, for hvilke der ikke kræves plantesundhedscertifikater ved indførelse på Unionens område, jf. artikel 73 i nævnte forordning (EUT L 323 af 19.12.2018, s. 10).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2018 af 18. december 2018 om særlige regler om den procedure, der skal følges for at udarbejde den risikovurdering af højrisikoplanter, -planteprodukter og andre -objekter, som er omhandlet i artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 (EUT L 323 af 19.12.2018, s. 7).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 af 21. august 2020 om de plantesundhedsmæssige foranstaltninger for indførsel til Unionen af visse planter, planteprodukter og andre objekter, som er udgået fra bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 275 af 24.8.2020, s. 5).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019 om ensartede betingelser for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 690/2008 og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 319 af 10.12.2019, s. 1).

(6)  EFSA PLH Panel (EFSA's ekspertpanel for plantesundhed), 2022. Scientific Opinion on the commodity risk assessment of Malus domestica plants from Turkey. EFSA Journal 2022;20(5):7301, s. 142, https://doi.org/10.2903/j.efsa.2022.7301.

(7)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2095 af 28. oktober 2022 om fastsættelse af foranstaltninger mod indførsel, etablering og spredning i Unionens område af Anoplophora chinensis (Forster) og om ophævelse af afgørelse 2012/138/EU (EUT L 281 af 31.10.2022, s. 53, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/2095/oj).

(8)  EFSA PLH Panel (EFSA's ekspertpanel for plantesundhed), 2022. Scientific Opinion on the pest categorisation of Russellaspis pustulans. EFSA Journal 2022;20(6):7335, s. 29, https://doi.org/10.2903/j.efsa.2022.7335, ISSN:1831-4732.

(9)  EFSA PLH Panel (EFSA's ekspertpanel for plantesundhed), 2022. Scientific Opinion on the commodity risk assessment of Berberis thunbergii potted plants from Turkey. EFSA Journal 2022;20(6):7392, s. 43 https://doi.org/10.2903/j.efsa.2022.7392.


BILAG I

I bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 i punkt 1, i tabellen, foretages følgende ændringer i anden kolonne »Beskrivelse«:

1)

Rækken vedrørende »Malus Mill.« affattes således:

» Malus Mill., bortset fra:

et-to år gamle podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica, der er hvilende og frie for blade, med oprindelse i Serbien

op til tre år gamle podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica, der er hvilende og frie for blade, med oprindelse i Moldova

op til tre år gamle podede barrodsgrundstammer af Malus domestica, der er hvilende og frie for blade, med oprindelse i Ukraine

op til tre år gamle podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica, der er hvilende og frie for blade, med oprindelse i Ukraine

op til et år gamle stiklinger af Malus domestica, der er frie for blade, med oprindelse i Det Forenede Kongerige

op til syv år gamle planter til plantning af Malus domestica med oprindelse i Det Forenede Kongerige

op til syv år gamle planter til plantning af Malus sylvestris med en diameter på højst 40 mm nederst på stammen, med oprindelse i Det Forenede Kongerige

op til to år gamle podede barrodsplanter til plantning af Malus domestica, der er hvilende og frie for blade, med oprindelse i Bosnien-Hercegovina

okuleringsmateriale og podekviste af Malus domestica, der er op til et år gamle og frie for blade, med oprindelse i Tyrkiet

planter til plantning af Malus domestica, der er hvilende, frie for blade og med en diameter på højst 3 cm, med oprindelse i Tyrkiet«.

2)

Rækken vedrørende »Berberis L.« affattes således:

» Berberis L., bortset fra op til tre år gamle planter til plantning af Berberis thunbergii i vækstmedium, med en højde på højst 40 cm, med oprindelse i Tyrkiet«.


BILAG II

I tabellen i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213 indsættes følgende efter » Ligustrum delavayanum og Ligustrum japonicum, op til 20 år gamle planter til plantning i vækstmedium, med en diameter på højst 18 cm nederst på stammen«, fra Det Forenede Kongerige.

Planter, planteprodukter og andre objekter

KN-kode

Oprindelsestredjelande

Foranstaltninger

»Malus domestica,

okuleringsmateriale og podekviste, der er op til et år gamle og frie for blade

planter til plantning, der er hvilende, frie for blade og med en diameter på højst 3 cm.

ex 0602 10 90

ex 0602 20 20

Tyrkiet

a)

Det er officielt konstateret, at

i)

planterne er frie for Calepitrimerus baileyi, Cenopalpus irani, Didesmococcus unifasciatus, Diplodia bulgarica, Euzophera semifuneralis Hoplolaimus galeatus, Maconellicoccus hirsutus, Pochazia shantungensis, Pratylenchus loosi og Russellaspis pustulans

ii)

produktionsanlægget er fundet frit for Calepitrimerus baileyi, Cenopalpus irani, Didesmococcus unifasciatus Diplodia bulgarica, Euzophera semifuneralis Hoplolaimus galeatus, Maconellicoccus hirsutus, Pochazia shantungensis, Pratylenchus loosi og Russellaspis pustulans ved officielle inspektioner gennemført på passende tidspunkter siden starten af planternes afsluttede produktionscyklus

iii)

der er oprettet et system til at sikre, at redskaber og maskiner til podning, beskæring og bortrydning er rengjort, så de er frie for jord og planterester, og desinficeret, så de er frie for Calepitrimerus baileyi, Cenopalpus irani, og Diplodia bulgarica, før de indføres i produktionsanlæggene

iv)

sendinger af planter umiddelbart forud for eksporten er blevet underkastet en officiel inspektion for forekomst af Calepitrimerus baileyi, Cenopalpus irani, Didesmococcus unifasciatus, Euzophera semifuneralis, Maconellicoccus hirsutus, Pochazia shantungensis og Russellaspis pustulans og stikprøvestørrelsen har gjort det muligt at påvise en angrebsgrad på mindst 1 % med et konfidensniveau på 99 % for hver skadegører, og en officiel inspektion og systematisk tilfældig prøveudtagning og testning af planten for forekomst af Diplodia bulgarica, Hoplolaimus galeatus og Pratylenchus loosi.

b)

Plantesundhedscertifikaterne for de pågældende planter inkluderer under overskriften »Tillægserklæring«:

i)

følgende erklæring: »Denne sending opfylder betingelserne i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1213« og

ii)

nærmere angivelse af de registrerede produktionsanlæg.«


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2024/1162/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top