(1)

Efter en vurdering i henhold til artikel 25a, stk. 2, i forordning (EF) nr. 810/2009 finder Kommissionen, at samarbejdet med Etiopien på tilbagetagelsesområdet er utilstrækkeligt. Der er behov for betydelige forbedringer i alle faser af samarbejdet om tilbagetagelse, herunder for at sikre, at Etiopien samarbejder effektivt med alle medlemsstater på rettidig og forudsigelig vis om identifikation og udstedelse af rejsedokumenter og om tilbagetagelsesoperationer.

(2)

Der er vedvarende udfordringer i forbindelse med identifikationen af etiopiske statsborgere, som opholder sig ulovligt på medlemsstaternes område. Disse udfordringer skyldes manglende reaktion fra de etiopiske myndigheders side med hensyn til tilbagetagelsesanmodninger, vanskeligheder med at få udstedt nødrejsedokumenter, som generelt ikke udleveres, selv når nationaliteten tidligere er blevet bekræftet, og vanskeligheder med tilrettelæggelsen af tilbagesendelsesoperationer ved frivillig tilbagevenden og tvangsmæssig tilbagesendelse med rute- og charterfly.

(3)

I betragtning af de forskellige skridt, som Kommissionen hidtil har taget for at forbedre samarbejdet med Etiopien, og Unionens overordnede forbindelser med Etiopien er Etiopiens samarbejde med Unionen om tilbagetagelsesspørgsmål ikke tilstrækkeligt, og der er derfor behov for handling.

(4)

Anvendelsen af visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 810/2009 bør derfor midlertidigt suspenderes for de etiopiske statsborgere, som er visumpligtige i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1806 (2). Formålet er at tilskynde Etiopien til at træffe de nødvendige tiltag til at forbedre samarbejdet om tilbagetagelsesspørgsmål.

(5)

De bestemmelser, der suspenderes midlertidigt, bør være de bestemmelser, der er omhandlet i artikel 25a, stk. 5, litra a), i forordning (EF) nr. 810/2009, nemlig: muligheden for at fravige kravene med hensyn til den dokumentation, der skal fremlægges af visumansøgere, jf. nævnte forordnings artikel 14, stk. 6, muligheden for fritagelse for visumgebyr for indehavere af diplomatpas og tjenestepas i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 16, stk. 5, litra b), den almindelige frist for behandling af visumansøgninger på 15 kalenderdage, jf. nævnte forordnings artikel 23, stk. 1, hvis suspension derfor også udelukker anvendelsen af reglen om forlængelse af denne frist op til højst 45 kalenderdage i individuelle tilfælde, hvilket betyder, at den almindelige frist for behandling af visumansøgninger bliver 45 kalenderdage, og udstedelsen af visa til flere indrejser i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 24, stk. 2 og 2c.

(6)

Denne afgørelse bør ikke berøre anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (3), som udvider retten til fri bevægelighed til at omfatte familiemedlemmer, uanset deres nationalitet, når de ledsager eller slutter sig til en unionsborger. Denne afgørelse bør således ikke finde anvendelse på familiemedlemmer til en unionsborger, på hvem direktiv 2004/38/EF finder anvendelse, eller på familiemedlemmer til en tredjelandsstatsborger, der har en tilsvarende ret til fri bevægelighed som unionsborgere i henhold til en aftale mellem Unionen og et tredjeland.

(7)

Foranstaltningerne fastsat i denne afgørelse bør ikke berøre medlemsstaternes folkeretlige forpligtelser, herunder som værtslande for internationale mellemstatslige organisationer eller for internationale konferencer indkaldt af De Forenede Nationer eller andre internationale mellemstatslige organisationer, der har sæde i medlemsstaterne. Den midlertidige suspension bør derfor ikke finde anvendelse på etiopiske statsborgere, der ansøger om visum, i det omfang det er nødvendigt for, at medlemsstaterne kan opfylde deres forpligtelser som værtslande for sådanne organisationer eller konferencer.

(8)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder, efter at Rådet har truffet foranstaltning om denne afgørelse til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.

(9)

Denne afgørelse udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (4); Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(10)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (5), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (6).

(11)

For så vidt angår Schweiz udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (7), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (8).

(12)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne afgørelse en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9), der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (10).

(13)

Denne afgørelse udgør en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003 —

a)

artikel 14, stk. 6

b)

artikel 16, stk. 5, litra b)

c)

artikel 23, stk. 1

d)

artikel 24, stk. 2 og 2c.