Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R2526

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/2526 af 23. september 2022 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/852 for så vidt angår midlertidig oplagring af kviksølvaffald i flydende form (EØS-relevant tekst)

    C/2022/6696

    EUT L 328 af 22.12.2022, p. 66–67 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2022/2526/oj

    22.12.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 328/66


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/2526

    af 23. september 2022

    om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/852 for så vidt angår midlertidig oplagring af kviksølvaffald i flydende form

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/852 af 17. maj 2017 om kviksølv og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1102/2008 (1), særlig artikel 13, stk. 2, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ifølge artikel 11 i forordning (EU) 2017/852 skal kviksølv og kviksølvforbindelser, hvad enten det er i ren form eller i blandinger, som stammer fra fire store kilder, der er anført i nævnte artikel, betragtes som affald, der i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (2) er bestemt til endelig bortskaffelse.

    (2)

    Ifølge artikel 13, stk. 3, i forordning (EU) 2017/852 skal kviksølvaffald, herunder affald fra de fire berørte store kilder, inden den endelige bortskaffelse underkastes særlige behandlingsoperationer, dvs. omdannelse og, hvis det påtænkes bortskaffet varigt i anlæg over jorden, omdannelse og solidificering.

    (3)

    Uanset artikel 5, stk. 3, litra a), i Rådets direktiv 1999/31/EF (3) tillades det ved artikel 13, stk. 1, i forordning (EU) 2017/852, at kviksølvaffald i flydende form i afventning af omdannelse og solidificering oplagres midlertidigt i dertil beregnede og udstyrede deponeringsanlæg indtil den 31. december 2022 i overensstemmelse med kravene til beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed i direktiv 1999/31/EF.

    (4)

    Af de oplysninger, som medlemsstaterne indberettede i maj 2022, fremgik det, at der fortsat findes mere end 2 000 ton flydende kviksølvaffald midlertidigt oplagret i Unionen, og at der er behov for mere tid til omdannelsen og solidificeringen af dette affald. Forlængelsen af den periode, hvori en sådan oplagring må finde sted, indtil den 31. december 2025 anses for nødvendig for at sikre, at den midlertidige oplagring på deponeringsanlæg fortsat finder sted i overensstemmelse med de gældende krav i direktiv 1999/31/EF.

    (5)

    Forordning (EU) 2017/852 bør derfor ændres —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Artikel 13, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) 2017/852 affattes således:

    »Undtagelsen i første afsnit ophører med at finde anvendelse fra den 1. januar 2026.«

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 23. september 2022.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 137 af 24.5.2017, s. 1.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3).

    (3)  Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1).


    Top