Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R2115

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/2115 af 13. juli 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer metoden til beregning af misligholdelsesrater for lån, der udbydes på en crowdfundingplatform (EØS-relevant tekst)

    C/2022/4830

    EUT L 287 af 8.11.2022, p. 33–37 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2022/2115/oj

    8.11.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 287/33


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/2115

    af 13. juli 2022

    om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, som præciserer metoden til beregning af misligholdelsesrater for lån, der udbydes på en crowdfundingplatform

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1503 af 7. oktober 2020 om europæiske crowdfundingtjenesteudbydere for erhvervslivet og om ændring af forordning (EU) 2017/1129 og direktiv (EU) 2019/1937 (1), særlig artikel 20, stk. 3, tredje afsnit, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Det er nødvendigt at sætte investorerne i stand til at træffe informerede investeringsbeslutninger. Da der i forbindelse med et enkelt crowdfundingprojekt kan udbydes mere end ét lån, er det nødvendigt ved præcisering af metoden til beregning af misligholdelsesraterne for projekter, der udbydes på en crowdfundingplatform, at fastlægge regler for beregningen af misligholdelsesrater for hvert enkelt lån, idet der tages hensyn til et specifikt crowdfundingprojekt, der udbydes på en crowdfundingplatform. En definition af misligholdelse på et mere detaljeret niveau, dvs. for det enkelte lån, gør det muligt at tage højde for tilfælde, hvor det forventes, at en projektejer ikke opfylder sine gældsforpligtelser vedrørende et enkelt lån, men ikke andre lån. Når crowdfundingtjenesteudbydere beregner misligholdelsesraterne for projekter, der udbydes på en crowdfundingplatform, bør de derfor ikke automatisk betragte de forskellige lån til det samme projekt som misligholdte på samme tid. Crowdfundingtjenesteudbydere bør vurdere, om nogle indikationer på misligholdelse knytter sig til crowdfundingprojektet som helhed, snarere end til et bestemt lån. Navnlig kan crowdfundingtjenesteudbydere, når en væsentlig del af de lån, som vedrører et crowdfundingprojekt, er misligholdte, anse det for usandsynligt, at de øvrige lån til dette crowdfundingprojekt vil blive betalt fuldt ud, uden at der anvendes foranstaltninger såsom realisering af sikkerhed, og ligeledes behandle disse lån som misligholdte.

    (2)

    Det er nødvendigt at undgå regelarbitrage og sætte investorer i stand til at sammenligne resultaterne hos crowdfundingtjenesteudbydere, der udbyder crowdfundingtjenester, som består i formidling af långivning, og især kvaliteten af projekter, der udbydes på crowdfundingplatforme. De elementer, på grundlag af hvilke sådanne crowdfundingtjenesteudbydere bør anse misligholdelse for at have fundet sted, for så vidt angår et lån, der udbydes på deres crowdfundingplatform, bør derfor præciseres. Disse crowdfundingtjenesteudbydere bør derfor have indført effektive procedurer, som sætter dem i stand til at indhente de nødvendige oplysninger, således at de straks kan fastslå, om der forekommer misligholdelse af lån, der udbydes på deres crowdfundingplatform.

    (3)

    I henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning (EU) 2020/1503 skal crowdfundingtjenesteudbydere, der udbyder crowdfundingtjenester, som består i formidling af långivning, hvert år offentliggøre misligholdelsesraterne for de crowdfundingprojekter, der er blevet udbudt på deres crowdfundingplatform i løbet af mindst de foregående 36 måneder, og offentliggøre en resultatoversigt senest fire måneder efter udgangen af hvert regnskabsår med angivelse af den forventede og faktiske misligholdelsesrate for alle lån, som de har formidlet. For at sikre, at investorer og potentielle investorer har adgang til oplysninger med lignende tidshorisonter for risiko- og afkastparametre i relation til de lån, der udbydes på en crowdfundingplatform, er det nødvendigt at sikre overensstemmelse med artikel 180, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (2) og at anvende etårige misligholdelsesrater som reference ved beregningen af misligholdelsesrater. De etårige misligholdelsesrater udgør den andel af lån, der skifter status fra ikkemisligholdt til misligholdt mindst én gang i løbet af en etårig observationsperiode. Den forventede misligholdelsesrate bør således give et skøn over andelen af ikkemisligholdte lån, der forventes at blive misligholdte i løbet af en etårig observationsperiode. For at basere skønnet af en sådan forventet misligholdelsesrate på den faktiske misligholdelsesrate bør beregningen af den faktiske misligholdelsesrate derfor begrænses til lån, der har status som ikkemisligholdt i begyndelsen af den etårige observationsperiode. For at sikre en sammenlignelig og rimelig fremstilling af misligholdelsesraterne, bør der ikke anvendes en vægtningsmetode til beregning af de årlige misligholdelsesrater (lånebaseret beregning). Lånenes pengeværdi bør således ikke anvendes til beregning af misligholdelsesraterne for at undgå, at visse lån tildeles større vægt i forbindelse med en sådan beregning. I tilfælde af skævheder, som skyldes, at der forekommer kortfristede lån, bør crowdfundingtjenesteudbydere, der udbyder crowdfundingtjenester, som består i formidling af långivning, justere beregningen af misligholdelsesraten. For at sikre en rimelig fremstilling af misligholdelsesraterne over for investorer bør crowdfundingtjenesteudbydere, der udbyder crowdfundingtjenester, som består i formidling af långivning, ikke manipulere eller give urigtige oplysninger om de misligholdelsesrater, der offentliggøres i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2, i forordning (EU) 2020/1503.

    (4)

    Inkonsekvente, unøjagtige, ufuldstændige eller forældede data kan føre til fejl ved beregningen af misligholdelsesraterne for crowdfundingprojekter. For at sikre, at dataene er pålidelige og af høj kvalitet, bør de procedurer, som vedrører indsamling og lagring af data, derfor være robuste og veldokumenterede.

    (5)

    Crowdfundingtjenesteudbyderes interne metode til beregning af de faktiske og forventede misligholdelsesrater bør baseres på oplysninger om overholdelsen af låneforpligtelser vedrørende de lån, som de pågældende crowdfundingtjenesteudbydere formidler, og de risikokategorier, der er fastlagt i den risikostyringsramme, der er nævnt i artikel 19, stk. 7, litra d), i forordning (EU) 2020/1503.

    (6)

    Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) i tæt samarbejde med Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

    (7)

    ESMA har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til de reguleringsmæssige tekniske standarder, som denne forordning er baseret på, har analyseret de potentielle omkostninger og fordele herved og har anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, som er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (3)

    (8)

    Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (4) og afgav udtalelse den 1. juni 2022 —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Misligholdelse af lån, der udbydes på en crowdfundingplatform

    1.   Crowdfundingtjenesteudbydere, der udbyder crowdfundingtjenester, som består i formidling af långivning, skal anse misligholdelse for at have fundet sted, for så vidt angår et specifikt lån, som er blevet udbudt på deres crowdfundingplatform, hvis en af eller begge følgende begivenheder har fundet sted:

    a)

    crowdfundingtjenesteudbyderen vurderer, at projektejeren sandsynligvis ikke vil kunne betale fuldt ud, eller på anden måde opfylde sine gældsforpligtelser vedrørende det pågældende lån, uden at der anvendes foranstaltninger såsom realisering af sikkerhed

    b)

    projektejeren har i over 90 dage været i restance med en væsentlig gældsforpligtelse vedrørende det pågældende lån.

    2.   Med henblik på stk. 1, litra a), betragtes følgende elementer som indikatorer for sandsynlighed for manglende betaling:

    a)

    en krisebetinget omlægning af den gældsforpligtelse, som er forbundet med det pågældende lån, er blevet gennemført, hvilket forventes at formindske den finansielle forpligtelse som følge af væsentlig eftergivelse eller udsættelse af afdrag, renter eller i givet fald gebyrer

    b)

    projektejeren har erklæret sig konkurs eller er blevet erklæret konkurs eller har opnået en lignende form for beskyttelse, hvilket forventes at hindre eller forsinke tilbagebetalingen til investorerne af en gældsforpligtelse, som er forbundet med det pågældende lån.

    Med henblik på litra a) anses en krisebetinget omlægning for at være blevet gennemført, hvis der er givet indrømmelser til en projektejer, som har eller snart får vanskeligheder med at opfylde sine finansielle forpligtelser.

    3.   Med henblik på stk. 1, litra b), anses fristen for de ændrede, suspenderede eller udsatte betalinger ikke for at være overskredet, hvis kreditaftalen udtrykkeligt giver projektejeren mulighed for at ændre betalingsplanen eller for på visse betingelser at suspendere eller udsætte betalinger, og hvis projektejeren handler inden for de rettigheder, der indrømmes i henhold til den pågældende kreditaftale; derimod anses optællingen af antal forfaldne dage for at være baseret på den nye betalingsplan, så snart den er fastlagt. Crowdfundingtjenesteudbydere skal ikke desto mindre analysere årsagerne til sådanne ændringer i betalingsplanen, eller til suspensionen eller udsættelsen af betalingerne, og vurdere den eventuelle sandsynlighed for manglende betaling som nævnt i stk. 1, litra a).

    4.   Crowdfundingtjenesteudbydere offentliggør den væsentlighedstærskel, der er anvendt med henblik på stk. 1, litra b).

    5.   Crowdfundingtjenesteudbydere underretter straks investorerne i tilfælde af misligholdelse af et lån.

    Artikel 2

    Metode til beregning af misligholdelsesraten for lån, der udbydes på en crowdfundingplatform

    1.   Med henblik på offentliggørelse af misligholdelsesrater som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2020/1503 skal crowdfundingtjenesteudbydere beregne det simple gennemsnit af den observerede etårige misligholdelsesrate for hele den historiske observationsperiode, idet de anvender ikkeoverlappende 12-måneder lange observationsvinduer.

    2.   Ved beregningen af den etårige misligholdelsesrate, der er omhandlet i stk. 1, sikrer crowdfundingtjenesteudbydere følgende:

    a)

    at nævneren består af antallet af ikkemisligholdte lån, som er observeret ved begyndelsen af det 12-måneder lange observationsvindue

    b)

    at tælleren inkluderer alle de lån, der indgår i nævneren, og som havde mindst ét tilfælde af misligholdelse i løbet af det 12-måneder lange observationsvindue.

    3.   Med henblik på stk. 2 udelukkes lån, for hvilke der i henhold til betalingsplanen ikke er planlagt betaling i løbet af det 12-måneder lange observationsvindue, fra det datasæt, der er anvendt til at beregne misligholdelsesraten for den pågældende periode.

    4.   Med henblik på stk. 1, og uanset om en crowdfundingtjenesteudbyder anvender eksterne, interne eller fælles datakilder eller en kombination heraf, skal den underliggende historiske observationsperiode strække sig over mindst 36 måneder for mindst én kilde. Hvis den foreliggende observationsperiode strækker sig over en længere periode for en hvilken som helst kilde, anvendes denne længere periode. En crowdfundingtjenesteudbyder, der har været i drift i mindre end 36 måneder, skal anvende den periode, inden for hvilken denne har været i drift.

    5.   Crowdfundingtjenesteudbydere offentliggør den nævner og tæller, som de har anvendt til at beregne den etårige misligholdelsesrate i overensstemmelse med stk. 2 for den periode, der er fastsat i overensstemmelse med stk. 4.

    Artikel 3

    Metode til beregning af den faktiske misligholdelsesrate for lån efter risikokategori

    1.   Med henblik på offentliggørelse af den faktiske misligholdelsesrate for alle lån som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning (EU) 2020/1503 skal crowdfundingtjenesteudbydere beregne de simple gennemsnit af den observerede etårige misligholdelsesrate efter risikokategori for hele den historiske observationsperiode, idet de anvender ikkeoverlappende 12-måneder lange observationsvinduer.

    2.   Ved beregningen af den etårige misligholdelsesrate efter risikokategori sikrer crowdfundingtjenesteudbydere følgende:

    a)

    at nævneren består af antallet af ikkemisligholdte lån, som er observeret ved begyndelsen af det 12-måneder lange observationsvindue, inden for den risikokategori, for hvilken misligholdelsesraten beregnes

    b)

    at tælleren inkluderer alle de lån, der indgår i nævneren, og som havde mindst ét tilfælde af misligholdelse i løbet af det 12-måneder lange observationsvindue.

    3.   Med henblik på stk. 2 udelukkes lån, for hvilke der i henhold til betalingsplanen ikke er planlagt betaling i løbet af det 12-måneder lange observationsvindue, fra det datasæt, der er anvendt til at beregne misligholdelsesraten for den pågældende periode.

    4.   Med henblik på stk. 1, og uanset om en crowdfundingtjenesteudbyder anvender eksterne, interne eller fælles datakilder eller en kombination heraf, skal den underliggende historiske observationsperiode strække sig over mindst 36 måneder for mindst én kilde. Hvis den foreliggende observationsperiode strækker sig over en længere periode for en hvilken som helst kilde, anvendes denne længere periode. En crowdfundingtjenesteudbyder, der har været i drift i mindre end 36 måneder, skal anvende den periode, inden for hvilken denne har været i drift.

    5.   Crowdfundingtjenesteudbydere offentliggør den nævner og tæller, som de har anvendt til at beregne den faktiske misligholdelsesrate for alle lån efter risikokategori i overensstemmelse med stk. 2 for den periode, der er fastsat i overensstemmelse med stk. 4.

    Artikel 4

    Metode til beregning af den forventede misligholdelsesrate for lån efter risikokategori

    1.   Med henblik på offentliggørelse af den forventede misligholdelsesrate for alle lån som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning (EU) 2020/1503 skal crowdfundingtjenesteudbydere basere deres skøn over den forventede misligholdelsesrate efter risikokategori på den faktiske misligholdelsesrate for lån efter risikokategori, som er beregnet i overensstemmelse med artikel 3.

    2.   Med henblik på stk. 1, og uanset om en crowdfundingtjenesteudbyder anvender eksterne, interne eller fælles datakilder eller en kombination heraf til at foretage et skøn over den forventede misligholdelsesrate, skal den underliggende historiske observationsperiode strække sig over mindst 36 måneder for mindst én kilde. Hvis den foreliggende observationsperiode strækker sig over en længere periode for en hvilken som helst kilde, anvendes denne længere periode. En crowdfundingtjenesteudbyder, der har været i drift i mindre end 36 måneder, skal anvende den periode, inden for hvilken denne har været i drift.

    Artikel 5

    Henførelse til risikokategorier

    Med henblik på artikel 3og 4 henfører crowdfundingtjenesteudbydere de individuelle lån til den relevante risikokategori, der er fastlagt i risikostyringsrammen, på grundlag af velfunderede og veldefinerede kriterier og under hensyntagen til alle de relevante faktorer, som kan have ugunstige virkninger for overholdelsen af låneforpligtelserne.

    Artikel 6

    Datanøjagtighed

    Crowdfundingtjenesteudbydere sikrer, at de data, der anvendes til beregning af misligholdelsesraterne i overensstemmelse med denne forordning, er ensartede og velegnede.

    Artikel 7

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 2022.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)   EUT L 347 af 20.10.2020, s. 1.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).


    Top