1.   Dette direktiv finder anvendelse på søfarende, som omhandlet i dette direktiv, der gør tjeneste om bord på søgående skibe, der fører en medlemsstats flag, med undtagelse af:

2.   Artikel 6 finder anvendelse på søfarende, der er i besiddelse af et bevis, som er udstedt af en medlemsstat, uanset deres nationalitet.

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at søfarende, som gør tjeneste om bord på et skib, jf. artikel 1, mindst uddannes i overensstemmelse med kravene i STCW-konventionen, jf. bilag I til dette direktiv, og er i besiddelse af et bevis som defineret i artikel 2, nr. 35) og 36), og/eller dokumentation som defineret i artikel 2, nr. 37).

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at besætningsmedlemmer, der skal have et bevis efter regel III/10.4 i SOLAS 74, er uddannet og i besiddelse af et bevis efter bestemmelserne i dette direktiv.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at sønæringsbeviser og kvalifikationsbeviser kun udstedes til ansøgere, som opfylder kravene i nærværende artikel.

2.   Beviser for skibsførere, officerer og radiooperatører påtegnes af medlemsstaten som anført i nærværende artikel.

3.   Sønæringsbeviser og kvalifikationsbeviser udstedes i henhold til reglement I/2, stk. 3, i bilaget til STCW-konventionen.

4.   Sønæringsbeviser må kun udstedes af medlemsstaterne, efter de har gennemført en kontrol af ægthed og gyldighed af den nødvendige dokumentation i overensstemmelse med nærværende artikel.

5.   For radiooperatører kan medlemsstaterne:

6.   Hvis en medlemsstat ønsker det, kan påtegningen indgå i de beviser, der udstedes i henhold til afsnit A-I/2 i STCW-koden. I så fald anvendes den formular, der beskrives i afsnit A-I/2, stk. 1. Udstedes beviset på anden måde, foretages påtegningen som anført i stk. 2 i afsnit A-I/2. Påtegninger foretages i overensstemmelse med artikel VI, stk. 2, i STCW-konventionen.

Påtegninger, der attesterer udstedelse af et sønæringsbevis, og påtegninger, der attesterer et kvalifikationsbevis til skibsførere og officerer i overensstemmelse med reglement V/1-1 og V/1-2 i bilag I, foretages kun, hvis alle krav i STCW-konventionen og i dette direktiv er overholdt.

7.   En medlemsstat, som anerkender et sønæringsbevis eller et kvalifikationsbevis, som er udstedt til skibsførere og officerer i overensstemmelse med reglement V/1-1 og V/1-2 i bilaget til STCW-konventionen i henhold til proceduren i artikel 20, stk. 2 i dette direktiv, må først påtegne dette bevis for at attestere anerkendelsen, når den har sikret, at beviset er autentisk og gyldigt. Påtegningen skal foretages i henhold til afsnit A-I/2, stk. 3, i STCW-koden.

8.   De i stk. 6 og 7 nævnte påtegninger:

9.   Den stilling, som bevisindehaveren er autoriseret til at udfylde, skal fremgå af påtegningen med samme betegnelse, som benyttes i den pågældende medlemsstats gældende forskrifter for sikker bemanding.

10.   Medlemsstaterne kan anvende et andet format end det, der er angivet i afsnit A-I/2 i STCW-koden, forudsat at den krævede oplysning mindst foreligger med latinske bogstaver og arabertal under hensyntagen til de variationer, der er tilladt i henhold til afsnit A-I/2.

11.   Med forbehold af bestemmelserne i artikel 20, stk. 7, skal de beviser, der kræves i henhold til dette direktiv, forefindes i original om bord på det skib, hvor indehaveren er tjenstgørende, i papirform eller elektronisk form, idet deres ægthed og gyldighed kan verificeres efter proceduren i nærværende artikels stk. 13, litra b).

12.   Alle, der ansøger om bevis, skal forelægge fyldestgørende bevis for følgende:

Dette stykke finder ikke anvendelse på anerkendelse af påtegninger i henhold til reglement I/10 i STCW-konventionen.

13.   Hver medlemsstat forpligter sig til:

14.   Når de relevante ændringer af STCW-konventionen og del A i STCW-koden vedrørende digitale beviser for søfarende træder i kraft, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 30 for at ændre dette direktiv ved at afstemme alle de relevante bestemmelser deri med de pågældende ændringer af STCW-konventionen og del A i STCW-koden med henblik på at digitalisere søfarendes beviser og påtegninger.

1.   Enhver medlemsstat accepterer kvalifikationsbeviser og dokumentation, som er udstedt af en anden medlemsstat eller under dennes myndighed, i papirform eller elektronisk form, med henblik på at tillade søfarende at gøre tjeneste på skibe, der fører dens flag.

2.   Enhver medlemsstat anerkender sønæringsbeviser, som er udstedt af en anden medlemsstat, eller kvalifikationsbeviser, som er udstedt af en anden medlemsstat, til skibsførere og officerer i henhold til reglement V/1-1 og V/1-2 i bilag I til dette direktiv ved at påtegne disse beviser for at attestere deres anerkendelse. Påtegningen, som attesterer anerkendelsen, begrænses til de stillinger, funktioner og kompetence- eller kvalifikationsniveauer, der er foreskrevet heri. Påtegningen udstedes kun, hvis alle krav i STCW-konventionen er opfyldt i henhold til reglement I/2, stk. 7, i STCW-konventionen. Den anvendte påtegningsform er den, der er gengivet i afsnit A-I/2, stk. 3, i STCW-koden.

3.   Enhver medlemsstat accepterer med henblik på at tillade søfarende at gøre tjeneste på skibe, der fører dens flag, helbredsattester, som er udstedt under en anden medlemsstats myndighed i henhold til artikel 12.

4.   Værtsmedlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1, 2 og 3 omhandlede afgørelser træffes inden for en rimelig frist. Værtsmedlemsstaterne sikrer også, at søfarende i overensstemmelse med national lovgivning og nationale procedurer har ret til at påklage afgørelser, hvorved der nægtes påtegning eller accept af et gyldigt bevis, og klage over manglende svar, og at søfarende ydes tilstrækkelig rådgivning og bistand i forbindelse med sådanne klager i overensstemmelse med fastlagt national lovgivning og fastlagte nationale procedurer.

5.   Uden at berører nærværende artikels stk. 2 kan en værtsmedlemsstats kompetente myndigheder indføre yderligere begrænsninger med hensyn til stillinger, funktioner og kompetence- eller kvalifikationsniveauer, der vedrører kystfart, som omhandlet i artikel 8 eller alternative beviser, der er udstedt i henhold til reglement VII/1 i bilag I.

6.   Uden at det berører stk. 2 kan en værtsmedlemsstat om fornødent tillade en søfarende at gøre tjeneste i et tidsrum på ikke over tre måneder om bord på et skib, der fører medlemsstatens flag, med et behørigt og gyldigt bevis, som er udstedt og påtegnet af en anden medlemsstat, men som endnu ikke er blevet påtegnet af den pågældende værtsmedlemsstat.

Der skal foreligge dokumentation for, at der er blevet indsendt en ansøgning om påtegning til de kompetente myndigheder.

7.   En værtsmedlemsstat sikrer, at søfarende, som med henblik på anerkendelse fremlægger beviser for funktioner på lederniveau, har tilstrækkeligt kendskab til den del af den pågældende medlemsstats søfartslovgivning, som er relevant for de funktioner, de har ret til at udføre.

1.   Når medlemsstaterne definerer kystfart, må de ikke stille krav vedrørende uddannelse, erfaring eller bevis for søfarende, der gør tjeneste om bord på skibe, som har ret til at føre en anden medlemsstats eller en anden STCW-konventionsparts flag, og som sejler i kystfart, på en sådan måde, at det medfører strengere krav for disse søfarende end for søfarende på skibe, som fører medlemsstaternes eget flag. I intet tilfælde må en medlemsstat stille større krav end de i dette direktiv nævnte til søfarende på skibe, som fører en anden medlemsstats eller en anden STCW-konventionsparts flag, og som ikke sejler i kystfart.

2.   En medlemsstat skal i forbindelse med skibe, som er indrømmet fordelene ved STCW-konventionens bestemmelser for kystfart, hvilket omfatter kystfart ud for en anden medlemsstats eller en anden STCW-konventionsparts kyst inden for grænserne af dens definition af kystfart, i samarbejde med medlemsstaterne eller berørte parter specificere både detaljerne for de pågældende handelsområder og andre relevante bestemmelser.

3.   For skibe, som har ret til at føre en medlemsstats flag, og som regelmæssigt sejler i kystfart ud for en anden medlemsstats eller en anden STCW-konventionsparts kyst, skal den medlemsstat, hvis flag skibet har ret til at føre, fastsætte kravene til uddannelse, erfaring og bevis for søfarende på disse skibe, og disse krav skal mindst svare til kravene i den medlemsstat eller den part i STCW-konventionen, ud for hvis kyst skibet sejler, men må dog ikke være strengere end dette direktivs krav til skibe, der ikke sejler i kystfart. Søfarende på et skib, som udstrækker en rejse til farvande, der ikke er defineret som kystfart af en medlemsstat, og som sejler ind i et farvand, der ikke er omfattet af denne definition, skal opfylde kravene i dette direktiv.

4.   En medlemsstat kan indrømme et skib, som har ret til at føre dets flag, fordelene ved direktivets bestemmelser om kystfart, når det regelmæssigt driver kystfart i henhold til nævnte medlemsstats definition heraf ud for kysten af et land, der ikke er part i STCW-konventionen.

5.   Sønæringsbeviser til søfarende, som er udstedt af en medlemsstat eller en part i STCW-konventionen for kystfart inden for landets afgrænsede kyster, kan accepteres af andre medlemsstater for så vidt angår tjeneste inden for landets afgrænsede kyster, forudsat at medlemsstaterne eller de berørte parter i samarbejde udarbejder detaljerne for de pågældende handelsområder og andre relevante betingelser derfor.

6.   Medlemsstater, der definerer kystfart, skal i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende artikel:

7.   Når en medlemsstat træffer beslutning om definitionen af kystfart og betingelserne for uddannelse hertil i henhold til kravene i stk. 1, 3 og 4, skal den meddele Kommissionen de nærmere bestemmelser, den har vedtaget.

1.   Medlemsstaterne træffer og håndhæver passende foranstaltninger for at forebygge svig og anden ulovlig adfærd i forbindelse med udstedte beviser og påtegninger og fastsætter sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

2.   Medlemsstaterne udpeger de nationale myndigheder, som har kompetence til at afsløre og bekæmpe falskneri og anden ulovlig adfærd og udveksle oplysninger med andre medlemsstaters og tredjelandes kompetente myndigheder om udstedelse af beviser til søfarende.

Medlemsstaterne underretter straks de andre medlemsstater og Kommissionen herom.

Medlemsstaterne underretter også straks de tredjelande, med hvilke de har indgået en aftale i overensstemmelse med reglement I/10, paragraf 1.2, i STCW-konventionen.

3.   På anmodning af værtsmedlemsstaten fremsender en anden medlemsstats kompetente myndigheder skriftlig bekræftelse eller benægtelse af ægtheden af søfarendes beviser, de tilsvarende påtegninger eller anden skriftlig dokumentation for uddannelse, som denne medlemsstat har udstedt.

1.   Medlemsstaterne fastsætter retningslinjer og procedurer for uvildig undersøgelse af enhver anmeldt inkompetence, handling, undladelse eller sikringsrisici, som kan udgøre en direkte trussel for sikkerhed for liv og ejendom til søs eller for havmiljøet, og som er forårsaget af indehavere af sønæringsbeviser og kvalifikationsbeviser eller påtegninger, der er udstedt af den pågældende medlemsstat i forbindelse med udførelse af hverv forbundet med deres sønæringsbeviser og kvalifikationsbeviser, samt for tilbagekaldelse, inddragelse og ophævelse af sådanne sønæringsbeviser og kvalifikationsbeviser af ovennævnte grunde og for at forebygge svig.

2.   Medlemsstaterne træffer og håndhæver passende foranstaltninger for at forebygge svig og anden ulovlig adfærd i forbindelse med udstedte sønæringsbeviser og kvalifikationsbeviser og påtegninger.

3.   Sanktioner eller disciplinære foranstaltninger skal fastsættes og håndhæves i følgende tilfælde:

4.   Hvis der er klare grunde til at formode, at et rederi eller en person er ansvarlig for eller har kendskab til en åbenbar manglende overholdelse af dette direktiv som nærmere anført i stk. 3, skal den medlemsstat, under hvis jurisdiktion rederiet eller personen hører, samarbejde med enhver anden medlemsstat eller enhver anden part i STCW-konventionen, som informerer medlemsstaten om, at den agter at indlede retsforfølgelse inden for sin egen jurisdiktion.

1.   Medlemsstaterne sikrer følgende:

Målene og kvalitetskravene i første afsnit, litra c), kan specificeres særskilt for de enkelte kurser og uddannelsesprogrammer og skal omfatte administrationen af bevisudstedelsesordningen.

2.   Medlemsstaterne sikrer endvidere, at en uafhængig evaluering af kravene til viden, forståelse, færdigheder og kvalifikationer, af bedømmelsesaktiviteterne og af administrationen af bevisudstedelsesordningen foretages af kvalificerede personer, som ikke selv er involveret i disse aktiviteter, med mindst fem års mellemrum for at sikre:

3.   En rapport om evalueringen, der udføres i henhold til stk. 2, i nærværende artikel meddeles af den pågældende medlemsstat til Kommissionen i overensstemmelse med det format, der er angivet i afsnit A-I/7 i STCW-koden, inden for seks måneder efter evalueringen.

1.   Hver medlemsstat fastsætter de krav til sundhedsmæssig egnethed, som de søfarende skal opfylde, og procedurerne for udstedelse af en helbredsattest i overensstemmelse med nærværende artikel og afsnit A-I/9 i STCW-koden, og i påkommende tilfælde under hensyn til afsnit B-I/9 i STCW-koden.

2.   Hver medlemsstat sikrer, at de, der er ansvarlige for at vurdere de søfarendes sundhedsmæssige egnethed, er læger, der er anerkendt af denne medlemsstat til at gennemføre lægeundersøgelser af søfarende i overensstemmelse med afsnit A-I/9 i STCW-koden.

3.   Alle søfarende, der er indehavere af et sønæringsbevis eller kvalifikationsbevis, som er udstedt i henhold til bestemmelserne i STCW-konventionen, og som gør tjeneste til søs, skal også være i besiddelse af en gyldig helbredsattest, der er udstedt i overensstemmelse med nærværende artikel og afsnit A-I/9 i STCW-koden.

4.   Enhver, der ansøger om en helbredsattest, skal:

5.   En helbredsattest skal være gyldig i en periode på højst to år, medmindre den søfarende er under 18 år, idet den maksimale gyldighedsperiode i så fald skal være et år.

6.   Hvis gyldighedsperioden for en helbredsattest udløber under en rejse, finder reglement I/9 i bilaget til STCW-konventionen anvendelse.

7.   I hastetilfælde kan en medlemsstat tillade, at en søfarende arbejder uden en gyldig helbredsattest. I sådanne tilfælde finder reglement I/9 i bilaget til STCW-konventionen anvendelse.

1.   Skibsførere, officerer og radiooperatører med et bevis, der er udstedt af eller anerkendt i henhold til kapitlerne i bilag I, bortset fra reglement V/3 i kapitel V eller kapitel VI, som gør tjeneste til søs eller har til hensigt at vende tilbage til søen efter en periode i land, skal med henblik på fortsat fartstid til søs med mellemrum på højst fem år:

2.   Skibsførere, officerer og radiooperatører skal med henblik på fortsat fartstid til søs om bord på skibe, for hvilke man internationalt har fastsat særlige uddannelseskrav, have afsluttet den relevante uddannelse med tilfredsstillende resultat.

3.   Enhver skibsfører og officer skal med henblik på fortsat fartstid til søs om bord på tankskibe opfylde kravene i stk. 1 i nærværende artikel, og det kræves, at han med mindst fem års mellemrum dokumenterer, at han fortsat besidder den professionelle kompetence til at arbejde om bord på tankskibe i henhold til afsnit A-I/11, stk. 3, i STCW-koden.

4.   Skibsførere og officerer skal med henblik på fortsat fartstid til søs om bord på skibe, som opererer i polare farvande, opfylde kravene i stk. 1 og med mellemrum på højst fem år bevise, at de fortsat er i besiddelse af deres faglige kvalifikationer til skibe, som opererer i polare farvande, i henhold til afsnit A-I/11, stk. 4, i STCW-koden.

5.   Medlemsstaterne sammenligner de uddannelses- og kvalifikationskrav, som kræves for udstedelse af sønæringsbeviser og/eller kvalifikationsbeviser indtil den 1. januar 2017, med specifikationerne for de pågældende sønærings- og/eller kvalifikationsbeviser i del A i STCW-koden og fastsætter, hvorvidt der er behov for at kræve, at indehaverne af sådanne sønærings- og/eller kvalifikationsbeviser skal gennemgå relevant genopfrisknings- og ajourføringsuddannelse eller underkastes bedømmelse.

6.   Medlemsstaterne sammenligner de uddannelses- og kvalifikationskrav, der kræves for personer, som gør tjeneste på gasdrevne skibe før den 1. januar 2017, med uddannelses- og kvalifikationskravene i afsnit A-V/3 i STCW-koden og fastsætter, hvorvidt der er behov for at kræve, at disse personer ajourfører deres kvalifikationer.

7.   Medlemsstaterne skal i samarbejde med de berørte parter udarbejde eller fremme udarbejdelsen af en ordning for genopfrisknings- og ajourføringskurser i henhold til afsnit A-I/11 i STCW-koden.

8.   Med henblik på at opdatere skibsføreres, officerers og radiooperatørers viden sikrer hver medlemsstat, at teksten vedrørende de seneste ændringer i nationale og internationale forordninger om sikkerhed for liv til søs, sikring og beskyttelse af havmiljøet stilles til rådighed for skibe, der har ret til at føre dens flag, under overholdelse af artikel 15, stk. 3, litra b), og artikel 19.

1.   En medlemsstat skal i henhold til stk. 2 og 3 holde rederierne ansvarlige for, at søfarende, der mønstres på deres skibe, opfylder bestemmelserne i dette direktiv, og skal kræve, at ethvert rederi sikrer:

2.   Rederierne, skibsførerne og besætningsmedlemmerne har alle ansvar for at sikre, at forpligtelserne i nærværende artikel får fuld virkning, og dette gælder også for enhver anden foranstaltning, der kan vise sig nødvendig for at sikre, at det enkelte besætningsmedlem kan yde et kvalificeret bidrag til sikker drift af skibet.

3.   Rederiet giver alle skibsførere af skibe, som falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, skriftlige instrukser om de retningslinjer og procedurer, der skal følges for at sikre, at alle søfarende, som er nymønstrede på skibet, får rimelige muligheder for, inden de pålægges arbejdsopgaver, at gøre sig bekendt med udstyret om bord, med driftsprocedurerne og andre nødvendige ordninger for at kunne udføre arbejdsopgaverne korrekt. Disse retningslinjer og procedurer skal omfatte følgende:

4.   Rederierne sikrer, at skibsførere, officerer og andet personale, som er tildelt specifikke opgaver og ansvar om bord på ro-ro-passagerskibe, har gennemført orienteringsuddannelsen for at opnå de kompetencer, der er relevante i forhold til den kapacitet, der skal udfyldes, og de ansvarsområder og opgaver, der skal varetages, idet der tages hensyn til vejledningen i afsnit B-I/14 i STCW-koden.

1.   For at forebygge træthed skal medlemsstaterne:

2.   Medlemsstaterne sikrer, at der træffes de nødvendige foranstaltninger for at forebygge stof- og alkoholmisbrug i overensstemmelse med nærværende artikel.

3.   Medlemsstaterne tager højde for den fare, som trætte søfarende udgør, især de søfarende, hvis arbejde omfatter opgaver i forbindelse med sikring og sikker drift af skibet.

4.   Enhver person, der pålægges at arbejde som en vagthavende officer eller som menig på vagtholdet, eller en person, hvis arbejde omfatter opgaver i forbindelse med sikkerhed, forebyggelse af forurening og sikringsopgaver, skal have en hvileperiode på mindst:

5.   Hviletiden kan opdeles i højst to perioder, hvoraf en skal være på mindst seks timer, og tidsrummet mellem på hinanden følgende hvileperioder må ikke overskride 14 timer.

6.   De i stk. 4 og 5 nævnte krav til hvileperioder skal ikke nødvendigvis overholdes i en nødsituation eller under andre driftsforhold af ekstraordinær karakter. Mønstrings-, brand- og bådøvelser og øvelser, som er foreskrevet af nationale love og bestemmelser og ved internationale aftaler, gennemføres således, at de griber mindst mulig ind i hvileperioderne og ikke medfører træthed.

7.   Medlemsstater skal kræve, at vagtplaner opsættes således, at der er let adgang til dem. Vagtplanerne skal udfærdiges i et standardformat på det eller de sprog, der er skibets arbejdssprog, og på engelsk.

8.   Når en søfarende har tilkaldevagt, som f.eks. når maskinrummet er ubemandet, skal den søfarende have en tilstrækkelig kompenserende hvileperiode, hvis den normale hvileperiode afbrydes ved tilkaldelse til arbejde.

9.   Medlemsstater skal kræve, at der føres daglige optegnelser over de søfarendes daglige hvileperioder. Disse skal udarbejdes i et standardformat på det eller de sprog, der er skibets arbejdssprog, og på engelsk, for at gøre det muligt at kontrollere, om nærværende artikel overholdes. Søfarende skal modtage en kopi af de optegnelser, der vedrører dem, og den skal påtegnes af skibsføreren eller en person, som skibsføreren har bemyndiget hertil, og af de søfarende.

10.   Uanset bestemmelserne i stk. 3-9 har skibsføreren på et skib ret til at kræve, at en søfarende arbejder det antal timer, som er nødvendigt for skibets, ombordværendes eller lastens umiddelbare sikkerhed eller for at bistå andre skibe eller personer i havsnød. I overensstemmelse hermed kan skibsføreren se bort fra arbejds- eller hviletid og kræve, at en søfarende arbejder det antal timer, som er nødvendigt, indtil den normale situation er genoprettet. Så snart som muligt efter, at den normale situation er genoprettet, sørger skibsføreren for, at søfarende, som har udført arbejde i en planlagt hvileperiode, får en tilstrækkelig hvileperiode.

11.   Forudsat at der tages behørigt hensyn til de generelle principper om beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og i overensstemmelse med direktiv 1999/63/EF, kan medlemsstaterne, i medfør af nationale love eller bestemmelser eller en procedure for den kompetente myndighed, godkende eller registrere kollektive overenskomster, der tillader undtagelser fra de grænser, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 4, litra b), og stk. 5, forudsat at hvileperioden ikke er mindre end 70 timer over en syvdagesperiode og under overholdelse af de begrænsninger, der er fastsat i nærværende artikels stk. 12 og 13. Sådanne undtagelser følger så vidt muligt de givne normer, men der kan tages hensyn til hyppigere eller længere fridagsperioder eller sikring af kompenserende fridage for vagtpersonale og søfarende, som arbejder på skibe på korte rejser. Undtagelser tager i videst mulig udstrækning hensyn til vejledningen angående forebyggelsen af træthed som fastsat i afsnit B-VIII/1 i STCW-koden. Undtagelser fra minimumshvileperioderne i nærværende artikels stk. 4, litra a), tillades ikke.

12.   De i stk. 11 omhandlede undtagelser angående de i stk. 4, litra b), fastsatte ugentlige hvileperioder må ikke gives for mere end to på hinanden følgende uger. Tidsrummet mellem to på hinanden følgende hvileperioder om bord skal være mindst det dobbelte af varigheden for undtagelsen.

13.   Inden for rammerne af de i stk. 11 anførte eventuelle undtagelser fra stk. 5 kan den i stk. 4, litra a), anførte minimumshviletid i en vilkårlig periode på 24 timer højst opdeles i tre hvileperioder, hvoraf den ene skal være på mindst seks timer, og ingen af de to perioder må være mindre end en time. Tidsrummet mellem to på hinanden følgende hvileperioder må ikke overstige 14 timer. Undtagelserne må ikke vare længere end to 24-timersperioder i en given syvdagesperiode.

14.   Medlemsstaterne fastsætter for at forhindre alkoholmisbrug en promillegrænse på højst 0,05 % eller for alkohol i udåndingsluften på 0,25 mg/l eller en mængde af alkohol, der medfører denne alkoholkoncentration, for skibsførere, officerer og andre søfarende, mens de udfører de udpegede opgaver i forbindelse med sikkerhed, sikring og havmiljø.

1.   Under forhold, hvor der er et ganske særligt behov derfor, kan de kompetente myndigheder, såfremt de skønner, at der ikke derved opstår fare for personer, ejendom eller omgivelser, udstede en dispensation, der tillader en nærmere angivet søfarende at gøre tjeneste i et bestemt skib for et bestemt tidsrum af højst seks måneders varighed i en stilling, for hvilken han ikke er i besiddelse af forskriftsmæssigt bevis, dog bortset fra radiooperatør, medmindre andet er fastsat i det gældende radioreglement; det er en forudsætning, at den person, til hvem dispensationen er meddelt, er tilstrækkelig kvalificeret til at beklæde den ledige stilling på betryggende måde til myndighedernes tilfredshed. Dispensationer må dog ikke meddeles en skibsfører eller maskinchef, medmindre der foreligger force majeure, og da kun for det kortest mulige tidsrum.

2.   Dispensation til at gøre tjeneste i en stilling må kun meddeles en person, der har forskriftsmæssigt bevis for at beklæde den umiddelbart lavere stilling. Såfremt der ikke foreskrives bevis for den lavere stilling, kan dispensation gives til en person, hvis kvalifikationer og erfaring efter de kompetente myndigheders opfattelse klart kan sidestilles med de krav, der er foreskrevet for den stilling, der skal besættes; dog skal en person, der ikke er i besiddelse af forskriftsmæssigt bevis, bestå en prøve, der af myndighederne accepteres som bevis for, at sådan dispensation kan gives uden risiko. Den pågældende kompetente myndighed skal sikre, at den omhandlede stilling snares muligt besættes af en person, der er i besiddelse af forskriftsmæssigt bevis.

1.   Medlemsstaterne udpeger de myndigheder eller instanser, som:

2.   Medlemsstaterne sikrer følgende:

1.   Søfarende, der ikke er i besiddelse af sønæringsbeviser, som er udstedt af medlemsstaterne, eller kvalifikationsbeviser, som er udstedt af medlemsstaterne til skibsførere og officerer i overensstemmelse med reglement V/1-1 og V/1-2 i STCW-konventionen, kan opnå ret til at gøre tjeneste på skibe, som fører en medlemsstats flag, hvis der er truffet afgørelse om anerkendelse af deres sønæringsbeviser eller kvalifikationsbeviser under anvendelse af de procedurer, der er fastsat i denne artikels stk. 2-6.

2.   En medlemsstat, som tilsigter ved påtegning at anerkende de sønæringsbeviser eller kvalifikationsbeviser som omhandlet i nærværende artikels stk. 1, der er udstedt af et tredjeland til en skibsfører, officer eller radiooperatør med henblik på tjeneste på skibe, der fører dens flag, indsender en anmodning til Kommissionen om anerkendelse af det pågældende tredjeland ledsaget af en foreløbig analyse af tredjelandets opfyldelse af kravene i STCW-konventionen ved at indsamle de oplysninger, der er omhandlet i bilag II til dette direktiv. I denne foreløbige analyse giver medlemsstaten yderligere oplysninger om årsagerne til anerkendelse af tredjelandet til støtte for sin anmodning.

Efter en medlemsstat har indsendt en sådan anmodning, behandler Kommissionen straks denne anmodning og træffer afgørelse efter undersøgelsesproceduren i artikel 31, stk. 2, om indledning af vurderingen af uddannelses- og bevisudstedelsessystemet i tredjelandet inden for rimelig tid under behørig hensyntagen til den frist, der er fastsat i nærværende artikels stk. 3.

Når der er vedtaget en positiv afgørelse om at indlede vurderingen, indsamler Kommissionen med bistand fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed og i påkommende fald med deltagelse af den medlemsstat, der har indsendt anmodningen, og eventuelle andre interesserede medlemsstater de i bilag II til dette direktiv nævnte oplysninger og foretager en vurdering af uddannelses- og bevisudstedelsessystemerne i det tredjeland, som anerkendelsesanmodningen vedrører, for at verificere, at det pågældende tredjeland opfylder alle kravene i STCW-konventionen, og at der er truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at hindre udstedelsen af forfalskede beviser, og tage hensyn til, om det har ratificeret konventionen om søfarendes arbejdsforhold, 2006.

3.   Hvis Kommissionen som følge af den i nærværende artikels stk. 2 omhandlede vurdering konkluderer, at alle disse krav er opfyldt, vedtager den gennemførelsesretsakter, der fastsætter dens afgørelse om anerkendelse af et tredjeland. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 31, stk. 2, inden for 24 måneder fra en medlemsstat har indsendt anmodningen som omhandlet i nærværende artikels stk. 2.

Hvis det pågældende tredjeland skal træffe større korrigerende aktioner, herunder ændringer af dets lovgivning samt dets uddannelses- og bevisudstedelsessystem for at opfylde kravene i STCW-konventionen, vedtages de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i dette stykkes første afsnit, inden for 36 måneder fra en medlemsstat har indsendt anmodningen som omhandlet i stk. 2 i nærværende artikel.

Den medlemsstat, der har indsendt denne anmodning, kan ensidigt beslutte at anerkende et tredjeland, indtil der er vedtaget en gennemførelsesretsakt i henhold til dette stykke. I tilfælde af en sådan ensidig anerkendelse meddeler medlemsstaten Kommissionen antallet af de påtegninger, der attesterer anerkendelsen, og som er udstedt for så vidt angår de i stk. 1 omhandlede sønæringsbeviser og kvalifikationsbeviser, som er udstedt af tredjelandet, indtil gennemførelsesretsakten vedrørende anerkendelsen af nævnte tredjeland vedtages.

4.   En medlemsstat kan for de skibe, der fører dens flag, beslutte at påtegne beviser, der er udstedt af tredjelande, som er anerkendt af Kommissionen, under hensyntagen til bestemmelserne, der er fastsat i punkt 4 og 5 i bilag II.

5.   Anerkendelser af beviser, der er udstedt af et anerkendt tredjeland og offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, inden den 14. juni 2005, forbliver gyldige.

Disse anerkendelser kan anvendes af alle medlemsstater, medmindre Kommissionen har inddraget dem i medfør af artikel 21.

6.   Kommissionen udarbejder og ajourfører en fortegnelse over de tredjelande, der er anerkendt. Fortegnelsen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven.

7.   Uanset artikel 4, stk. 7, kan en medlemsstat, hvis omstændighederne kræver det, tillade en søfarende at gøre tjeneste i en anden kapacitet end radioofficer eller radiooperatør, undtagen som fastsat i radioreglementet, i et tidsrum på ikke over tre måneder om bord på et skib, der fører medlemsstatens flag, med et behørigt og gyldigt bevis, som er udstedt og i fornødent omfang påtegnet af et tredjeland, men som endnu ikke er blevet påtegnet af den pågældende medlemsstat med henblik på anerkendelse for tjeneste om bord på et skib, der fører medlemsstatens flag.

Dokumentation for, at der er blevet indsendt en ansøgning om påtegning til de kompetente myndigheder, skal foreligge let tilgængelig.

1.   Uanset kriterierne i bilag II orienterer en medlemsstat, når den mener, at et anerkendt tredjeland ikke længere opfylder kravene i STCW-konventionen, omgående Kommissionen herom med angivelse af grunde.

Kommissionen henviser straks sagen til det i artikel 31, stk. 1, anførte udvalg.

2.   Uanset kriterierne i bilag II orienterer Kommissionen, når den mener, at et anerkendt tredjeland ikke længere opfylder kravene i STCW-konventionen, omgående medlemsstaterne herom med angivelse af grunde.

Kommissionen henviser straks sagen til det i artikel 31, stk. 1, anførte udvalg.

3.   Agter en medlemsstat at inddrage påtegningen af alle beviser, der er udstedt af et tredjeland, orienterer den straks Kommissionen og de andre medlemsstater herom med angivelse af grunde.

4.   Kommissionen foretager med bistand fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed en ny vurdering af anerkendelsen af det pågældende tredjeland for at kontrollere, om det pågældende tredjeland ikke har opfyldt kravene i STCW-konventionen.

5.   Er der grund til at antage, at en bestemt søfartsskole ikke længere opfylder STCW-konventionens krav, meddeler Kommissionen det pågældende tredjeland, at anerkendelsen af beviser fra dette tredjeland vil blive inddraget inden for en frist på to måneder, medmindre der træffes foranstaltninger til at sikre, at alle STCW-konventionens krav overholdes.

6.   Afgørelsen om inddragelse af anerkendelsen træffes af Kommissionen. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 31, stk. 2. De pågældende medlemsstater træffer passende foranstaltninger til at gennemføre afgørelsen.

7.   Påtegninger, der attesterer anerkendelse af beviser, som er udstedt i overensstemmelse med artikel 4, stk. 7, før datoen for en afgørelse om inddragelse af anerkendelse af et tredjeland, forbliver gyldige. Søfarende, der er indehavere af sådanne påtegninger, kan imidlertid ikke anmode om en påtegning til anerkendelse af opgradering af deres kvalifikationer, medmindre denne opgradering udelukkende bygger på yderligere fartstid til søs.

8.   Hvis der ikke er nogen påtegninger, der attesterer den anerkendelse, som er udstedt af en medlemsstat for så vidt angår de i artikel 20, stk. 1, omhandlede sønæringsbeviser eller kvalifikationsbeviser, som er udstedt af et tredjeland i en periode på mere end otte år, skal anerkendelsen af dette tredjelands beviser undersøges på ny. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter dens afgørelse efter denne fornyede undersøgelse. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 31, stk. 2, efter underretning af medlemsstaterne samt det pågældende tredjeland mindst seks måneder i forvejen.

1.   De tredjelande, der er blevet anerkendt efter proceduren i artikel 20, stk. 3, første afsnit, herunder de tredjelande, der henvises til i artikel 20, stk. 6, genvurderes regelmæssigt og mindst hvert tiende år af Kommissionen med bistand fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed for at verificere, at de opfylder de relevante kriterier i bilag II, og om der er truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at hindre udstedelsen af forfalskede beviser.

2.   Kommissionen foretager med bistand fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed genvurderingen af tredjelandene baseret på prioritetskriterier. Disse prioritetskriterier omfatter følgende:

Hvis et tredjeland ikke opfylder kravene i STCW-konventionen i overensstemmelse med dette direktivs artikel 21, har genvurderingen af nævnte tredjeland prioritet i forbindelse med de øvrige tredjelande.

3.   Kommissionen forelægger medlemsstaterne en rapport om resultaterne af vurderingen.

1.   Uanset hvilket flag de fører, skal skibe, der ligger i en medlemsstats havn, bortset fra de skibskategorier, der er undtaget ved artikel 1, underkastes havnestatskontrol af denne medlemsstats behørigt autoriserede embedsmænd for at undersøge, om alle søfarende, som gør tjeneste om bord, og som skal være i besiddelse af et sønæringsbevis og/eller et kvalifikationsbevis og/eller dokumentation i henhold til STCW-konventionen, faktisk er indehavere af et sådant sønæringsbevis eller en gyldig dispensation og/eller et kvalifikationsbevis og/eller dokumentation.

2.   Under udøvelse af havnestatskontrol i henhold til dette direktiv påser medlemsstaterne, at alle relevante bestemmelser og procedurer i direktiv 2009/16/EF finder anvendelse.

1.   Havnestatskontrol i henhold til artikel 23 skal begrænses til kun at omfatte følgende, jf. dog direktiv 2009/16/EF:

2.   Vurderingen i henhold til del A i STCW-koden af, om de til skibet hørende søfarende er egnede til at opretholde de vagttjeneste- og sikringsnormer, der er foreskrevet ved STCW-konventionen, foretages, hvis der er åbenbare grunde til at antage, at sådanne normer ikke overholdes som følge af, at en eller flere af følgende begivenheder er indtruffet:

3.   Uanset verificering af beviset kan det i forbindelse med vurderingen i henhold til stk. 2 kræves, at den søfarende beviser, at han er i besiddelse af kvalifikationerne til det arbejde, han udfører. Dette kan bl.a. indebære, at man sikrer, at vagttjenestenormerne er blevet opfyldt, og at den søfarende reagerer korrekt i nødsituationer inden for sit faglige område.

1.   Medlemsstaterne meddeler de oplysninger, der er omhandlet i bilag III, til Kommissionen med henblik på artikel 21, stk. 8, og artikel 22, stk. 2, samt til brug af medlemsstaterne og Kommissionen ved politikformulering.

2.   Disse oplysninger stilles til rådighed for Kommissionen af medlemsstaterne på årsbasis og i elektronisk format og skal omfatte oplysninger, der er registreret indtil den 31. december i det foregående år. Medlemsstaterne bevarer alle ejendomsrettigheder til oplysningerne i deres rådataformat. Behandlede statistikker, der er udarbejdet på grundlag af sådanne oplysninger, offentliggøres i overensstemmelse med bestemmelserne om gennemsigtighed og beskyttelse af oplysninger, der er fastsat i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1406/2002.

3.   For at sikre beskyttelsen af personoplysninger anonymiserer medlemsstaterne alle personoplysninger, jf. bilag III, før de sendes til Kommissionen, ved brug af software, der er leveret eller accepteret af Kommissionen. Kommissionen anvender kun disse anonymiserede oplysninger.

4.   Medlemsstaterne og Kommissionen sikrer, at foranstaltninger til indsamling, forelæggelse, lagring, analyse og formidling af sådanne oplysninger udformes på en sådan måde, at det er muligt at foretage en statistisk analyse.

Kommissionen vedtager med henblik på første afsnit detaljerede foranstaltninger vedrørende de tekniske krav, der er nødvendige for at sikre en passende forvaltning af de statistiske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 31, stk. 2.

1.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 30 om ændring af bilag I til dette direktiv og de tilhørende bestemmelser i dette direktiv for at afstemme nævnte bilag og disse bestemmelser med ændringerne i STCW-konventionen og del A i STCW-koden.

2.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 30 om ændring af bilag III til dette direktiv vedrørende specifikt og relevant indhold og detaljer vedrørende de oplysninger, der skal indberettes af medlemsstaterne, forudsat at de pågældende retsakter er begrænset til at tage hensyn til ændringerne i STCW-konventionen og del A i STCW-koden og overholder forholdsreglerne om databeskyttelse. Sådanne delegerede retsakter må ikke ændre bestemmelserne om anonymiseringen af oplysninger som fastsat i artikel 27, stk. 3.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i nærværende artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 4, stk. 14, og artikel 29, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 1. august 2019. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 4, stk. 14, og artikel 29 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 14, og artikel 29, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1.   Kommissionen bistås af Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe (USS), der er nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 (13). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes.