EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D2003

Rådets afgørelse (EU) 2022/2003 af 13. oktober 2022 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Internationale Kornråd til en ændring af forretningsordenen i henhold til konventionen om kornhandel af 1995 med hensyn til den eksterne revisors kontraktperiode

ST/12491/2022/INIT

EUT L 274 af 24.10.2022, p. 67–68 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/2003/oj

24.10.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 274/67


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2022/2003

af 13. oktober 2022

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Internationale Kornråd til en ændring af forretningsordenen i henhold til konventionen om kornhandel af 1995 med hensyn til den eksterne revisors kontraktperiode

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Konventionen om kornhandel af 1995 (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 96/88/EF (1) og trådte i kraft den 1. juli 1995. Konventionen blev oprindeligt indgået for en periode på tre år og er siden blevet forlænget regelmæssigt.

(2)

Konventionens forretningsorden (»forretningsordenen«) blev godkendt af Det Internationale Kornråd den 6. juli 1995.

(3)

I henhold til forretningsordenens artikel 31, litra a), skal der udpeges en uafhængig ekstern revisor for en treårsperiode, som kun kan forlænges én gang for en periode på højst to år.

(4)

Den 14. april 2022 foreslog sekretariatet for Det Internationale Kornråd at ændre artikel 31, litra a), med henblik på at forlænge perioden for den udpegede uafhængige eksterne revisor fra tre til fem år med mulighed for én forlængelse i en periode på højst tre år. Formålet med ændringen er at tilbyde en længere kontraktperiode til potentielle revisorer, som til gengæld vil kunne tilbyde mere konkurrencedygtige priser for deres ydelser.

(5)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Internationale Kornråd til ændringen af forretningsordenen om den eksterne revisors kontraktperiode. Den foreslåede ændring har til formål at forbedre Det Internationale Kornråds finansielle holdbarhed og er derfor i Unionens interesse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Internationale Kornråd, skal være at stemme for en ændring af artikel 31, litra a), i forretningsordenen i henhold til konventionen om kornhandel af 1995 i overensstemmelse med det forslag, der er fremsendt af sekretariatet for Det Internationale Kornråd den 14. april 2022, med henblik på at forlænge den eksterne revisors kontraktperiode.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 13. oktober 2022.

På Rådets vegne

P. BLAŽEK

Formand


(1)  Rådets afgørelse 96/88/EF af 19. december 1995 om Det Europæiske Fællesskabs godkendelse af konventionen om kornhandel og konventionen om fødevarehjælp, der tilsammen udgør den internationale kornoverenskomst af 1995 (EFT L 21 af 27.1.1996, s. 47).


Top