This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32021R1873
Regulation (EU) 2021/1873 of the European Parliament and of the Council of 20 October 2021 on the extension of the term of the Community plant variety rights for varieties of the species Asparagus officinalis L. and of the species groups flower bulbs, woody small fruits and woody ornamentals
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1873 af 20. oktober 2021 om forlængelse af perioden for EF-sortsbeskyttelsen for sorter af arten Asparagus officinalis L. og af artsgrupperne blomsterløg, buske med små frugter og prydbuske
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1873 af 20. oktober 2021 om forlængelse af perioden for EF-sortsbeskyttelsen for sorter af arten Asparagus officinalis L. og af artsgrupperne blomsterløg, buske med små frugter og prydbuske
PE/50/2021/REV/2
EUT L 378 af 26.10.2021, p. 1–3
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force
26.10.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 378/1 |
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2021/1873
af 20. oktober 2021
om forlængelse af perioden for EF-sortsbeskyttelsen for sorter af arten Asparagus officinalis L. og af artsgrupperne blomsterløg, buske med små frugter og prydbuske
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 118, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),
efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Tekniske vanskeligheder i planteavl på grund af kompleks genetisk baggrund eller den langsomme eller teknisk komplicerede reproduktion af arten Asparagus officinalis L. og artsgrupperne blomsterløg, buske med små frugter og prydbuske skal imødegås ved hjælp af investeringer i forsknings- og udviklingsaktiviteter. Når sortsbeskyttelsen er meddelt for denne art og disse artsgrupper, tager det år at formere planterne og opbygge et lager, der er tilstrækkeligt stort til at skabe en fornuftig indkomst. Derfor er den tid, hvor indehaveren af sortsbeskyttelsen kan skabe en indkomst baseret på denne beskyttelse, begrænset. For at fremme investeringer i forskning og udvikling af sorter af denne art og disse artsgrupper er det nødvendigt at forlænge sortsbeskyttelsen og tilskynde til avlsaktiviteter for at udvikle nye sorter med henblik på at opfylde landbrugeres og forbrugernes behov og imødegå virkningerne af klimaændringer. Det tager længere tid for disse investeringer at give afkast end for langt størstedelen af andre arter, f.eks. landbrugsafgrøder, som ofte har en kortere levetid og en større og bredere forbrugerkreds. |
(2) |
Indførelsen på markedet og markedsudbredelsen af en ny sort af arten Asparagus officinalis L. og artsgrupperne blomsterløg, buske med små frugter og prydbuske tager længere tid end for andre arter for, at denne nye sort kan give afkast, da erfaringen har vist, at en sådan ny sort først på lang sigt viser sin markedsværdi. Af disse grunde er en rimelig godtgørelse af investeringer i forskning og udvikling kun mulig på et forholdsvist sent tidspunkt i beskyttelsen af denne art og disse artsgrupper i forhold til andre arter. |
(3) |
Ved Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 (3) indføres EF-sortsbeskyttelse som den eneste og eksklusive form for EF-beskyttelse af industriel ejendomsret for plantesorter. I overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 19, stk. 1, skal EF-sortsbeskyttelsen gælde indtil udgangen af det 25. kalenderår, for druesorter og træarter dog indtil udgangen af det 30. kalenderår, efter året for meddelelsen af beskyttelsen. |
(4) |
For at skabe en retlig ramme, der er befordrende for at opnå en rimelig godtgørelse, er det hensigtsmæssigt at forlænge perioden for EF-sortsbeskyttelsen for sorter af arten Asparagus officinalis L. og af artsgrupperne blomsterløg, buske med små frugter og prydbuske med yderligere fem år. Denne forlængelse bør gælde for beskyttelse, som er meddelt før, på eller efter datoen for nærværende forordnings ikrafttræden. |
(5) |
Med henblik på overensstemmelse bør en sådan forlængelse gælde for enhver form for EF-sortsbeskyttelse for sorter af arten Asparagus officinalis L. og af artsgrupperne blomsterløg, buske med små frugter og prydbuske. |
(6) |
Forlængelsen bør reduceres, hvis national sortsbeskyttelse for disse sorter har været gældende i en medlemsstat forud for meddelelsen af en EF-sortsbeskyttelse og derfor allerede har gjort det muligt for forædlerne at udnytte deres sorter — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Forlængelse af perioden for EF-sortsbeskyttelse
1. Perioden for EF-sortsbeskyttelse, som fastsat i artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2100/94, forlænges med fem år for sorter af arten Asparagus officinalis L. og af artsgrupperne blomsterløg, buske med små frugter og prydbuske.
2. Nærværende artikels stk. 1 berører ikke artikel 116, stk. 4, fjerde led, i forordning (EF) nr. 2100/94.
Artikel 2
Reducering af forlængelsen
For plantesorter, for hvilke der er meddelt en eller flere nationale sortsbeskyttelser forud for meddelelsen af en EF-sortsbeskyttelse, men på hvilke artikel 116, stk. 4, fjerde led, i forordning (EF) nr. 2100/94 ikke finder anvendelse, reduceres forlængelsen af perioden fastsat i nærværende forordnings artikel 1 med den længste periode i hele kalenderår, i hvilke en national sortsbeskyttelse eller meddelt beskyttelse har været gældende i en medlemsstat for samme art forud for meddelelsen af EF-sortsbeskyttelsen.
Artikel 3
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Strasbourg, den 20. oktober 2021.
På Europa-Parlamentets vegne
D.M. SASSOLI
Formand
På Rådets vegne
A. LOGAR
Formand
(1) EUT C 220 af 9.6.2021, s. 86.
(2) Europa-Parlamentets holdning af 14.9.2021 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 5.10.2021.
(3) Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT L 227 af 1.9.1994, s. 1).