(1)

Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, der blev godkendt af Unionen den 5. oktober 2016 (2) (»Parisaftalen«), har til formål at styrke indsatsen mod klimaændringer, bl.a. ved at sikre, at investeringsstrømmene fremmer lave drivhusgasemissioner og en klimarobust udvikling.

(2)

Den 11. december 2019 vedtog Kommissionen sin meddelelse til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Den europæiske grønne aftale« (3). Den europæiske grønne pagt er en ny vækststrategi, der sigter mod at omstille Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, hvor der i 2050 ikke længere er nogen nettoemissioner af drivhusgasser, og hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceanvendelsen. Gennemførelsen af den europæiske grønne pagt kræver, at der sendes klare, langsigtede signaler til investorerne for at undgå strandede aktiver og skaffe bæredygtig finansiering.

(3)

I henhold til forordning (EU) 2016/1011 skal benchmarkadministratorer for hvert benchmark, der leveres og offentliggøres, redegøre for, hvordan de centrale elementer i benchmarkmetodologien afspejler miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige (ESG) faktorer.

(4)

Hvis der gives forskellige redegørelser for hvert benchmark eller hver benchmarkfamilie med hensyn til, hvordan de centrale elementer i benchmarkmetodologien afspejler ESG-faktorer, vil det medføre manglende sammenlignelighed mellem benchmarks og en mangel på klarhed for så vidt angår anvendelsesområdet og målene for ESG-faktorer. Det er derfor nødvendigt at fastsætte minimumsindholdet af sådanne redegørelser samt det skema, der skal anvendes.

(5)

Med henblik på en bedre tilpasning af oplysningerne til investorer bør kravet om at redegøre for, hvordan de centrale elementer afspejler ESG-faktorer for hvert benchmark eller hver benchmarkfamilie, der leveres og offentliggøres, tage højde for de underliggende aktiver, som benchmarks er baseret på. Denne forordning bør ikke finde anvendelse på benchmarks, som ikke har underliggende aktiver, der har en indvirkning på klimaændringer, såsom rentebenchmarks og valutabenchmarks. I overensstemmelse med artikel 19 i forordning (EU) 2016/1011 bør nærværende forordning ikke finde anvendelse på råvarebenchmarks.

(6)

Redegørelsen for, hvordan centrale elementer i benchmarkmetodologien afspejler ESG-faktorer, bør udarbejdes ud fra en samlet vægtet gennemsnitsværdi og bør ikke offentliggøres for hver bestanddel af benchmarket. Når det er relevant og passende, bør benchmarkadministratorer være i stand til at forelægge yderligere ESG-oplysninger.

(7)

For at give benchmarkbrugere nøjagtige og ajourførte oplysninger bør benchmarkadministratorer ajourføre de oplysninger, der er fastsat i skemaet, for at afspejle eventuelle ændringer i metodologien, og de bør angive grunden hertil samt datoerne for ajourføring af oplysningerne.

(8)

For at sikre investorer størst mulig gennemsigtighed bør benchmarkadministratorer klart angive, hvorvidt de forfølger ESG-mål eller ej —