Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R1173

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1173 af 4. juni 2020 om ændring af forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, for så vidt angår varigheden af forhåndsfremlæggelsesperioden

    C/2020/3338

    EUT L 259 af 10.8.2020, p. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2020/1173/oj

    10.8.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 259/1


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2020/1173

    af 4. juni 2020

    om ændring af forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, for så vidt angår varigheden af forhåndsfremlæggelsesperioden

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 290, stk. 1,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1), særlig artikel 7, stk. 1, og artikel 23a,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (2), særlig artikel 12, stk. 1, og artikel 32b, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 7. juni 2018 blev Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/825 (3) om ændring af forordning (EU) 2016/1036 (»antidumpinggrundforordningen«) og forordning (EU) 2016/1037 (»antisubsidiegrundforordningen«) offentliggjort.

    (2)

    For at forbedre gennemsigtigheden og forudsigeligheden af antidumping- og udligningstoldundersøgelser bør parter, der berøres af indførelsen af midlertidige antidumping- og udligningsforanstaltninger, særligt importører, underrettes om den forestående indførelse af sådanne foranstaltninger. I forbindelse med undersøgelser, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at indføre midlertidige foranstaltninger, er det ligeledes ønskeligt, at parterne underrettes i tilstrækkelig god tid om, at der ikke vil blive indført foranstaltninger. Derfor blev der indført en forhåndsfremlæggelsesperiode på tre uger.

    (3)

    I henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 7, stk. 1, og antisubsidiegrundforordningens artikel 12, stk. 1, skulle Kommissionen senest den 9. juni 2020 undersøge, om der i løbet af forhåndsfremlæggelsesperioden havde været en betydelig stigning i indførslen, og i så fald om dette havde påført erhvervsgrenen i Unionen yderligere skade på trods af eventuel registrering eller justering af skadesmargenen.

    (4)

    På baggrund af denne undersøgelse er Kommissionen forpligtet til at ændre varigheden af forhåndsfremlæggelsesperioden til to uger i tilfælde af en betydelig stigning i importen, der har forårsaget yderligere skade, og til fire uger, hvor det viser sig ikke at have været tilfældet.

    (5)

    Som fastsat i antidumpinggrundforordningens artikel 7, stk. 1, og artikel 23a, stk. 2, samt antisubsidiegrundforordningens artikel 12, stk. 1, og artikel 32b, stk. 2, er denne undersøgelse en forpligtelse for Kommissionen og kan kun foretages én gang.

    (6)

    Siden forordning (EU) 2018/825 trådte i kraft den 8. juni 2018 har Kommissionen indledt 19 undersøgelser (4) i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 5 og seks undersøgelser i henhold til antisubsidiegrundforordningens artikel 10.

    (7)

    For tolv af disse undersøgelser er den midlertidige fase afsluttet, og der er også tilgængelige importdata for forhåndsfremlæggelsesperioden. De kunne derfor analyseres med henblik på at undersøge, om der i løbet af forhåndsfremlæggelsesperioden havde været en betydelig stigning i indførslen (5).

    (8)

    Det antal sager, som Kommissionen har til rådighed til sin vurdering af, om der i løbet af forhåndsfremlæggelsesperioden har været en betydelig stigning i indførslen, er derfor, som forventet på det tidspunkt, hvor forordning (EU) 2018/825 blev vedtaget, begrænset. Der kan imidlertid ses en klar tendens i sagerne.

    (9)

    I seks af de 12 undersøgelser besluttede Kommissionen at indføre midlertidige foranstaltninger. I de øvrige seks blev parterne tre uger før fristen for at indføre midlertidige foranstaltninger underrettet om, at Kommissionen ikke agtede at gøre det.

    (10)

    På grundlag af de statistiske data, sammenfattet i tabel 1 nedenfor, konstaterede Kommissionen, at importmængden fra de pågældende lande til Unionen kun steg i to undersøgelser. I de øvrige undersøgelser var der et betydeligt fald.

    Tabel 1

    Importmængde pr. sag

    Sagsnummer og navn

    Afgørelse om indførelse af midlertidige foranstaltninger

    Import med oprindelse i

    Import i UP (ton)

    Import i forhåndsfremlæggelsesperioden (ton)

    Stigning i import

    Blandinger af urinstof og ammoniumnitrat (AD649)

    Ja

    Rusland

    35 297

    8 497

    – 76 %

    USA

    42 700

    0

    – 100 %

    Trinidad

    21 183

    0

    – 100 %

    I alt

    99 180

    8 498

    – 91 %

    Biodiesel (AS650)

    Ja

    Indonesien

    29 693

    24 045

    – 19 %

    Hjul af stål (AD652)

    Ja

    Kina

    13 763

    914

    – 93 %

    Stoffer af glasfiber (AD653)

    Nej

    Egypten

    882

    4

    – 100 %

    Kina

    2 161

    1 724

    – 20 %

    I alt

    3 043

    1 728

    – 43 %

    Endeløse filamenter af glasfibervarer (AD655)

    Nej

    Egypten

    8 295

    3 076

    – 63 %

    Bahrain

    1 350

    327

    – 76 %

    I alt

    9 644

    3 403

    – 65 %

    Stoffer af glasfiber (AS656)

    Nej

    Egypten

    882

    37

    – 96 %

    Kina

    2 161

    2 500

    16 %

    I alt

    3 043

    2 537

    – 17 %

    Endeløse filamenter af glasfibervarer (AS657)

    Ja

    Egypten

    8 295

    11 574

    38 %

    Kilde: Eurostat, efterprøvede oplysninger fra EU-erhvervsgrenen og overvågning II

    (11)

    Ingen væsentlig stigning fandt sted i størstedelen af de undersøgte sager. Endvidere var importen, i et af de to tilfælde, hvor en stigning fandt sted, i sidste ende ikke et resultat af forhåndsfremlæggelsen, men af Kommissionens undladelse af at indføre midlertidig told. Under den tidligere ordning, uden forhåndsfremlæggelse, kunne import faktisk også under alle omstændigheder indføres til Unionen uden told, når det var klart for alle berørte parter, at der ikke ville blive indført midlertidig told på grund af udløbet af den gældende frist.

    (12)

    I den sidste sag opstod en yderligere stigning i forhåndsfremlæggelsesperioden før indførelsen af midlertidige foranstaltninger.

    (13)

    Kommissionen konkluderede derfor, at importen i forhåndsfremlæggelsesperioden samlet set ikke havde påført erhvervsgrenen i Unionen yderligere skade. Varigheden af forhåndsfremlæggelsesperioden bør derfor ændres til fire uger.

    (14)

    Da der ikke findes andre særlige overgangsbestemmelser på dette område, bør det præciseres, at alle undersøgelser, der indledes med en indledningsmeddelelse i henhold til artikel 5, stk. 9, i forordning (EU) 2016/1036 eller artikel 10, stk. 11, i forordning (EU) 2016/1037 forud for datoen for offentliggørelse af denne forordning i Den Europæiske Unions Tidende, ikke bør berøres af den forlængede forhåndsfremlæggelsesperiode. Dette bør sikre retssikkerheden, give berørte parter rimelig mulighed for at tilpasse sig til udløbet af de gamle regler og ikrafttrædelsen af de nye regler og fremme en effektiv, velordnet og retfærdig gennemførelse af forordning (EU) 2016/1036 og (EU) 2016/1037.

    (15)

    Forordning (EU) 2016/1036 og (EU) 2016/1037 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Artikel 19a i forordning (EU) 2016/1036 læses således:

    »Artikel 19a

    Oplysninger i den midlertidige fase

    1.   EU-producenter, importører og eksportører og disses repræsentative sammenslutninger samt repræsentanterne for eksportlandet kan anmode om oplysninger vedrørende den påtænkte indførelse af midlertidig told. Anmodninger om sådanne oplysninger indgives skriftligt inden for den frist, der er fastsat i meddelelsen om indledning af proceduren. Disse oplysninger meddeles til de nævnte berørte parter fire uger inden indførelsen af midlertidig told. Disse oplysninger skal indeholde: et sammendrag vedrørende den foreslåede told, udelukkende til orientering, og nærmere oplysninger om beregningen af dumpingmargenen og den margen, der er tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført erhvervsgrenen i Unionen, idet der tages behørigt hensyn til nødvendigheden af at overholde fortrolighedskravene i artikel 19. Parterne har en frist på tre arbejdsdage fra oplysningerne meddeles til at fremsætte bemærkninger til beregningerne.

    2.   I tilfælde, hvor det ikke er hensigten at indføre midlertidig told, men at fortsætte undersøgelsen, underrettes de berørte parter herom fire uger inden udløbet af den i artikel 7, stk. 1, nævnte frist for indførelsen af midlertidig told.«

    Artikel 2

    Artikel 29a i forordning (EU) 2016/1037 læses således:

    »Artikel 29a

    Oplysninger i den midlertidige fase

    1.   EU-producenter, importører og eksportører og disses repræsentative sammenslutninger samt oprindelses- og/eller eksportlandet kan anmode om oplysninger vedrørende den påtænkte indførelse af midlertidig told. Anmodninger om sådanne oplysninger indgives skriftligt inden for den frist, der er fastsat i meddelelsen om indledning af proceduren. Disse oplysninger meddeles til de nævnte berørte parter fire uger inden indførelsen af midlertidig told. Disse oplysninger skal indeholde: et sammendrag vedrørende den foreslåede told, udelukkende til orientering, og nærmere oplysninger om beregningen af det udligningsberettigede subsidiebeløb og den margen, der er tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført erhvervsgrenen i Unionen, idet der tages behørigt hensyn til nødvendigheden af at overholde fortrolighedskravene i artikel 29. Parterne har en frist på tre arbejdsdage fra oplysningerne meddeles til at fremsætte bemærkninger til beregningerne.

    2.   I tilfælde, hvor det er hensigten ikke at indføre midlertidig told, men at fortsætte undersøgelsen, underrettes de berørte parter herom fire uger inden udløbet af den i artikel 12, stk. 1, nævnte frist for indførelsen af midlertidig told.«

    Artikel 3

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Artikel 4

    Denne forordning finder anvendelse på alle undersøgelser, for hvilke indledningsmeddelelsen i henhold til artikel 5, stk. 9, i forordning (EU) 2016/1036 eller artikel 10, stk. 11, i forordning (EU) 2016/1037 blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juni 2020.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

    (2)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 55.

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/825 af 30. maj 2018 om ændring af forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 143 af 7.6.2018, s. 1).

    (4)  Kommissionen følger den beregningsmetode, der anvendes af WTO. Det betyder, at hvis en sag vedrørende samme vare er rettet mod import fra mere end ét land, betragtes hvert land som en separat undersøgelse.

    (5)  Tre sager (Hule profiler med oprindelse i Republikken Nordmakedonien, Rusland og Tyrkiet) er afsluttet, i de 10 andre sager er den midlertidige fase endnu ikke eller netop afsluttet, og der foreligger derfor ingen pålidelige statistiske data for forhåndsfremlæggelsesperioden (dvs. pr. 30. april 2020).


    Top