(1)

Rådets direktiv 98/83/EF (4) er blevet ændret væsentligt flere gange (5). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Ved direktiv 98/83/EF fastsættes den retlige ramme for at beskytte menneskers sundhed mod de skadelige virkninger af enhver forurening af drikkevand ved at sikre, at drikkevandet er sundt og rent. Nærværende direktiv bør forfølge det samme mål og bør forbedre adgangen til drikkevand for alle i Unionen. Til dette formål er det nødvendigt, at der på EU-plan fastsættes minimumskrav, som alt drikkevand bør overholde. Medlemsstaterne bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at drikkevand er frit for mikroorganismer og parasitter og for ethvert stof, der i mængder eller koncentrationer i visse tilfælde udgør en potentiel fare for menneskers sundhed, og at det opfylder disse minimumskrav.

(3)

Det er nødvendigt at udelukke naturligt mineralvand og vand, som er lægemidler, fra nærværende direktivs anvendelsesområde, da disse typer af vand er omfattet af henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/54/EF (6) og 2001/83/EF (7). Direktiv 2009/54/EF omhandler imidlertid både naturligt mineralvand og kildevand, og det er alene den førstnævnte kategori, som bør undtages fra nærværende direktivs anvendelsesområde. I henhold til artikel 9, stk. 4, tredje afsnit, i direktiv 2009/54/EF bør kildevand overholde nærværende direktiv, og for så vidt angår de mikrobiologiske krav bør kildevand overholde direktiv 2009/54/EF. Drikkevand, som aftappes på flasker eller i anden emballage med henblik på salg, eller som anvendes til fremstilling, forarbejdning eller behandling af fødevarer, bør principielt fortsat opfylde nærværende direktiv frem til stedet, hvor kravene skal overholdes, nemlig vandhanen, og efter dette sted betragtes som fødevarer, hvis det er bestemt til eller med rimelighed må antages at skulle indtages af mennesker, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (8).

Endvidere bør ledere af fødevarevirksomheder, der har deres egen vandkilde og bruger den specifikt til deres erhvervsaktiviteter, kunne undtages fra nærværende direktiv, forudsat at de overholder relevante forpligtelser, navnlig vedrørende principperne for risikoanalyse og kritiske kontrolpunkter og udbedrende foranstaltninger i henhold til relevant EU-lovgivning om fødevarer. Ledere af fødevarevirksomheder, der har deres egen vandkilde og fungerer som vandforsyning, bør overholde nærværende direktiv på samme måde som enhver anden vandforsyning.

(4)

Efter afslutningen på det europæiske borgerinitiativ om retten til vand (»Right2Water-initiativet«) iværksatte Kommissionen en EU-dækkende offentlig høring og foretog en evaluering med henblik på målrettet og effektiv regulering (Refit) af direktiv 98/83/EF. Efter dette forløb stod det klart, at der var behov for at ajourføre visse bestemmelser i nævnte direktiv. Der blev udpeget fire områder, hvor der kan opnås forbedringer, nemlig listen over kvalitetsbaserede parameterværdier, den begrænsede anvendelse af en risikobaseret tilgang, upræcise bestemmelser om forbrugeroplysning og uensartetheden af systemer til godkendelse af materialer, der kommer i kontakt med drikkevand og den betydning, som en sådan uensartethed har for menneskers sundhed. Dertil kommer, at Right2Water-initiativet identificerede det særskilte problem, at dele af befolkningen, navnlig marginaliserede befolkningsgrupper, ikke har adgang til drikkevand, og en sådan adgang er påkrævet i henhold til mål 6 for bæredygtig udvikling (SDG) i De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling.

Endelig blev der peget på problemet med den generelle mangel på opmærksomhed om vandlækager forårsaget af utilstrækkelige investeringer i vedligeholdelse og fornyelse af vandinfrastruktur, hvilket også blev påpeget i Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 12/2017 af 5. juli 2017 »Gennemførelsen af drikkevandsdirektivet: Kvaliteten af og adgangen til drikkevand er blevet forbedret i Bulgarien, Ungarn og Rumænien, men investeringsbehovene er stadig store«.

(5)

I 2017 foretog Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) regionale kontor for Europa en detaljeret gennemgang af listen over parametre og parameterværdier, som er fastsat i direktiv 98/83/EF, for at fastslå, om der er behov for at tilpasse denne liste i lyset af den videnskabelige og tekniske udvikling. Ud fra resultaterne af denne gennemgang bør der føres kontrol med enteropatogener og Legionella, og seks parametre eller parametergrupper bør tilføjes. For fire af de seks nye parametre eller parametergrupper bør der fastlægges parameterværdier, som er strengere end dem, WHO foreslår, men som stadig er gennemførlige, i lyset af andre nylige videnskabelige udtalelser og forsigtighedsprincippet. For et af de nye parametre bør antallet af repræsentative stoffer reduceres og værdien tilpasses. WHO gennemgår fortsat værdien for chrom, og der bør derfor gælde en overgangsperiode på 15 år, før en strengere værdi anvendes. Desuden anbefalede WHO, at tre repræsentative hormonforstyrrende stoffer kan overvejes som benchmarks til vurdering af forekomsten af hormonforstyrrende stoffer og om nødvendigt deres behandlingseffektivitet, med værdier på 0,1 μg/l for bisphenol A, 0,3 μg/l for nonylphenol og 1 ng/l for beta-estradiol.

På grundlag af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA's) udtalelse fra 2015 blev det imidlertid besluttet, at en af disse tre forbindelser, bisphenol A, bør føjes til dette direktiv med en sundhedsbaseret parameterværdi på 2,5 μg/l. Desuden bør nonylphenol og beta-estradiol tilføjes på den observationsliste, der udarbejdes af Kommissionen i henhold til dette direktiv.

(6)

WHO anbefalede for så vidt angår bly at opretholde den nugældende parameterværdi, men bemærkede, at koncentrationerne bør være så lave som praktisk muligt. Derfor bør det være muligt at bevare den nuværende værdi på 10 μg/l i 15 år efter datoen for dette direktivs ikrafttræden. Senest ved udgangen af denne overgangsperiode bør parameterværdien for bly være 5 μg/l. Eftersom eksisterende blyrør i huse og bygninger er et vedvarende problem, og eftersom medlemsstaterne ikke altid har den nødvendige bemyndigelse til at pålægge en udskiftning af disse rør, bør værdien på 5 μg/l desuden fortsat tilstræbes, når det drejer sig om forpligtelser i forbindelse med forbrugernes fordelingsnet. For alle nye materialer, der kommer i kontakt med drikkevand, uanset om de skal anvendes til forsyning eller til forbrugernes fordelingsnet, bør værdien 5 μg/l imidlertid anvendes ved vandhanen for at kunne tillades i henhold til dette direktiv.

(7)

For at tage hånd om den voksende offentlige bekymring over virkningerne af nye forbindelser, såsom hormonforstyrrende stoffer, lægemidler og mikroplast, på menneskers sundhed gennem brug af drikkevand og for at imødegå nye forbindelser i forsyningskæden bør der i dette direktiv indføres en mekanisme for observationslisten. Mekanismen for observationslisten vil gøre det muligt at reagere på den voksende bekymring på en dynamisk og fleksibel måde. Den vil også gøre det muligt at følge op på ny viden om disse nye forbindelsers relevans for menneskers sundhed, og på ny viden om de mest hensigtsmæssige kontroltilgange og -metoder. Denne mekanisme for observationslisten for drikkevand er en del af reaktionen på forskellige relevante EU-politikker, der er beskrevet i Kommissionens meddelelse af 11. marts 2019»Den Europæiske Unions strategiske tilgang til lægemidler i miljøet«, Kommissionens meddelelse af 7. november 2018»Mod en omfattende EU-ramme for hormonforstyrrende stoffer« og Rådets konklusioner af 26. juni 2019»Mod en strategi for en bæredygtig kemikaliepolitik i Unionen«.

(8)

WHO anbefalede ligeledes, at tre parameterværdier lempes, og at fem parametre fjernes fra listen over parametre og parameterværdier, som er fastsat i direktiv 98/83/EF. Disse ændringer anses dog ikke alle for nødvendige, fordi den risikobaserede tilgang, der blev indført med Kommissionens direktiv (EU) 2015/1787 (9), tillader vandforsyninger på visse betingelser at fjerne en parameter fra listen over parametre, som skal kontrolleres. Behandlingsteknikker med henblik på at opfylde disse parameterværdier forefindes allerede.

(9)

Parameterværdierne fastsat i dette direktiv er fastsat ud fra de foreliggende videnskabelige data og forsigtighedsprincippet og er valgt for at sikre, at drikkevand kan forbruges uden risiko hele livet igennem, og de sikrer dermed et højt sundhedsbeskyttelsesniveau.

(10)

Der bør skabes en balance for at forebygge både mikrobiologiske og kemiske risici, og med henblik herpå samt på baggrund af en fremtidig revision af parameterværdierne bør fastsættelsen af parameterværdierne for drikkevand baseres på hensynet til folkesundheden og en metode til risikovurdering.

(11)

Indikatorparametre har ingen direkte indvirkning på den offentlige sundhed. De er imidlertid vigtige som et middel til at bestemme, hvordan fremstillings- og forsyningsanlæggene for drikkevand virker, og til at vurdere vandkvaliteten. Sådanne parametre kan bidrage til at identificere mangler i vandbehandlingen og spiller en vigtig rolle med hensyn til at øge og fastholde forbrugernes tillid til vandkvaliteten. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at sådanne parametre kontrolleres.

(12)

Hvis det er nødvendigt for at beskytte menneskers sundhed på deres territorium, bør medlemsstaterne pålægges at fastsætte værdier for yderligere parametre, som ikke er nævnt i bilag I, baseret på forsigtighedsprincippet.

(13)

Sikkert drikkevand indebærer ikke blot, at det ikke indeholder skadelige mikroorganismer og stoffer, men også at det indeholder en vis mængde naturlige mineraler og nødvendige grundstoffer, da et langsigtet forbrug af demineraliseret vand eller vand med et meget lavt indhold af nødvendige grundstoffer som calcium og magnesium kan være til fare for menneskers sundhed. Det er afgørende at have en vis mængde af sådanne mineraler for at sikre, at drikkevandet hverken er aggressivt eller korrosivt og for at give drikkevand en bedre smag. Der kan tages hensyn til minimumskoncentrationerne af sådanne mineraler i blødgjort eller demineraliseret vand i overensstemmelse med de lokale forhold.

(14)

Forebyggende sikkerhedsplanlægning og risikobaserede elementer blev kun i begrænset omfang overvejet i direktiv 98/83/EF. De første elementer af en risikobaseret tilgang blev indført i 2015 ved direktiv (EU) 2015/1787, hvorefter medlemsstaterne må afvige fra deres opstillede kontrolprogrammer, forudsat at der gennemføres troværdige risikovurderinger, som kan baseres på WHO's retningslinjer for drikkevandskvalitet (WHO's retningslinjer). WHO's retningslinjer, hvori tilgangen baseret på vandsikkerhedsplaner fastsættes, herunder for små samfund, er sammen med standard EN 15975-2 om sikkerhed i drikkevandsforsyningen de internationalt anerkendte principper, som fremstillingen og distributionen af drikkevand og kontrollen og analysen af sådant vand bygger på. Disse første elementer af en risikobaseret tilgang bør opretholdes i nærværende direktiv.

(15)

For at sikre at de elementer af en risikobaserede tilgang, som blev indført ved direktiv (EU) 2015/1787, ikke begrænses til kontrolaspekter, at tid og ressourcer målrettes relevante risici og omkostningseffektive foranstaltninger ved kilden, og for at undgå analyser af og bestræbelser inden for ikkerelevante områder, bør der indføres en fuldt ud risikobaseret tilgang til vandsikkerhed, der omfatter hele forsyningskæden fra indvindingsoplandet, indvinding, behandling, lagring og distribution til det sted, hvor kravene skal overholdes. Denne tilgang bør baseres på den indhentede viden og de gennemførte foranstaltninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (10) og bør mere effektivt tage højde for klimaforandringernes indvirkning på vandressourcerne. Nævnte risikobaserede tilgang bør bestå af tre dele. For det første en identifikation af farerne i tilknytning til indvindingsoplandene for indvindingssteder (»risikovurdering og risikostyring af indvindingsoplandene for indvindingssteder af drikkevand«) i tråd med WHO's retningslinjer og WHO's Water Safety Plan Manual. For det andet en mulighed for vandforsyningen for at tilpasse kontrollen til de største risici og for at træffe de nødvendige foranstaltninger til at håndtere de identificerede risici i forsyningskæden fra indvinding, behandling, lagring og distribution af vand (»risikovurdering og risikostyring af forsyningssystemet«). For det tredje en vurdering af de potentielle risici, der kan tilskrives forbrugernes fordelingsnet, f.eks. Legionella eller bly (»risikovurdering af forbrugernes fordelingsnet«), med særligt fokus på prioriterede ejendomme. Disse vurderinger bør revideres regelmæssigt som reaktion bl.a. på trusler fra klimarelaterede ekstreme vejrforhold, kendte ændringer i menneskelige aktiviteter i indvindingsområdet eller som reaktion på kilderelaterede hændelser. Den risikobaserede tilgang bør sikre en løbende udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder og vandforsyninger.

(16)

For at reducere den potentielle administrative byrde for vandforsyninger, der i gennemsnit leverer mellem 10 m3 og 100 m3 pr. dag, eller som forsyner mellem 50 og 500 personer, bør medlemsstaterne kunne fritage nævnte vandforsyninger for at foretage en risikovurdering af forsyningssystemet, forudsat at der gennemføres regelmæssig kontrol i henhold til dette direktiv. Som en undtagelse bør gennemførelsen af den risikobaserede tilgang tilpasses de specifikke begrænsninger for maritime fartøjer, som afsalter vand og befordrer passagerer. Maritime fartøjer, der sejler under Unionens flag, overholder det internationale regelsæt, når de sejler i internationalt farvand. Det bør sikres, at der gives prioritet til eksisterende internationale bestemmelser eller internationalt anerkendte standarder, såsom det skibshygiejneprogram, der er udviklet af United States Public Health Service, som er mere detaljerede og strengere og gældende for skibe i internationale farvande.

(17)

Risikovurdering og risikostyring af indvindingsoplandene for indvindingssteder bør følge en helhedsorienteret tilgang og tilsigte at gøre fremstillingen af drikkevand mindre behandlingskrævende, eksempelvis ved at mindske belastninger, som forurener — eller risikerer at forurene — vandområder, der benyttes til indvinding af drikkevand. Medlemsstaterne bør til dette formål karakterisere indvindingsoplandene for indvindingssteder og identificere farer og farlige hændelser, der kan medføre forringelse af vandkvaliteten, såsom mulige forureningskilder i forbindelse med de pågældende indvindingsopland.

Når det er nødvendigt i lyset af identifikationen af farer, bør medlemsstaterne kontrollere forurenende stoffer, som de identificerer som værende relevante, såsom nitrater, pesticider eller lægemidler, jf. direktiv 2000/60/EF, eller på baggrund af disses naturlige forekomst i indvindingsoplandet, såsom for så vidt angår arsen, eller på baggrund af oplysninger fra vandforsyningerne, f.eks. i tilfælde af en brat stigning i koncentrationen af en specifik parameter i råvandet. Hvis overfladevand anvendes til drikkevand, bør medlemsstaterne i deres risikovurdering være særligt opmærksomme på mikroplast og hormonforstyrrende stoffer, såsom nonylphenol og beta-estradiol, og bør om nødvendigt kræve, at vandforsyninger også kontrollerer og, når det er nødvendigt, behandler disse og andre parametre, der er opført på observationslisten, hvis de anses for at udgøre en potentiel fare for menneskers sundhed. Der bør på grundlag af risikovurderingen af indvindingsoplandene for indvindingssteder træffes styringsmæssige foranstaltninger til forebyggelse eller kontrol af de identificerede risici for at sikre drikkevandets kvalitet. Hvis en medlemsstat gennem identifikationen af farer og farlige hændelser konstaterer, at en parameter ikke er til stede i indvindingsoplandene for indvindingssteder, f.eks. fordi stoffet aldrig forekommer i grundvandsforekomster eller overfladevandområder, bør medlemsstaten informere de relevante vandforsyninger og bør kunne give dem lov til at reducere kontrolhyppigheden for den pågældende parameter eller til at fjerne parameteren fra listen over de parametre, der skal kontrolleres, uden at foretage en risikovurdering af forsyningssystemet.

(18)

Medlemsstaterne pålægges ved direktiv 2000/60/EF at identificere vandområder, der anvendes til indvinding af drikkevand, at kontrollere dem og at træffe de nødvendige foranstaltninger til at undgå, at deres kvalitet forringes, for derigennem at reducere omfanget af den rensning, der kræves til fremstilling af drikkevand. For at undgå overlappende forpligtelser bør medlemsstaterne, når de foretager identifikationen af farer og farlige hændelser, bruge tilgængelige kontrolresultater, der er repræsentative for indvindingsoplandene, og som er indhentet i henhold til artikel 7 og 8 i direktiv 2000/60/EF eller anden relevant EU-lovgivning. I tilfælde, hvor sådanne kontroldata ikke foreligger, kan der dog indføres kontrol af relevante parametre, stoffer eller forurenende stoffer for at støtte karakteriseringen af indvindingsoplandene og vurdere potentielle risici. En sådan kontrol bør indføres under hensyntagen til de lokale forhold og forureningskilder.

(19)

Parameterværdierne, som er fastsat i dette direktiv med henblik på at vurdere drikkevandets kvalitet, skal overholdes på det sted, hvor vandet tappes fra vandhanerne, der sædvanligvis anvendes til drikkevand. Drikkevandets kvalitet kan dog påvirkes af forbrugernes fordelingsnet. WHO bemærker, at i Unionen forårsager Legionella den største sundhedsmæssige byrde af alle vandbårne patogener. Patogenet overføres via varmtvandsanlæg gennem indånding, f.eks. ved brusebade. Patogenet er derfor tydeligt forbundet med forbrugernes fordelingsnet. Eftersom det ville medføre urimeligt høje omkostninger at pålægge en ensidig forpligtelse til at kontrollere for dette patogen i alle private og offentlige ejendomme, er en risikovurdering af forbrugernes fordelingsnet bedre egnet til at tackle dette spørgsmål. Desuden bør de potentielle risici, der hidrører fra produkter og materialer, der kommer i kontakt med drikkevand, også tages i betragtning i denne risikovurdering. Risikovurderingen af forbrugernes fordelingsnet bør derfor bl.a. omfatte et fokus på kontrollen af prioriterede ejendomme, som medlemsstaterne identificerer, såsom hospitaler, plejeinstitutioner, plejehjem, børnepasningsfaciliteter, skoler, uddannelsesinstitutioner, bygninger med indkvarteringsmuligheder, restauranter, barer, sports- og indkøbscentre, fritids-, rekreations- og udstillingsfaciliteter, fængsler og campingpladser, og en vurdering af risici hidrørende fra forbrugerenes fordelingsnet og relaterede produkter og materialer. På grundlag af risikovurderingen bør medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger for bl.a. at sikre, at der er indført tilstrækkelige kontrol- og styringsmæssige foranstaltninger, f.eks. i forbindelse med udbrud, i tråd med WHO's retningslinjer, og at afsmitning af potentielt skadelige stoffer fra byggevarer ikke bringer menneskers sundhed i fare.

(20)

Med bestemmelserne i direktiv 98/83/EF om kvalitetssikring af behandling, udstyr og materialer lykkedes det ikke at skabe ensartede hygiejnekrav for produkter i kontakt med drikkevand. Som følge heraf findes der nationale produktgodkendelser med krav, der varierer fra den ene medlemsstat til den anden. Dette gør det vanskeligt og bekosteligt for fabrikanter at markedsføre deres produkter i hele Unionen, og det er også bekosteligt for medlemsstaterne. Det gør det desuden vanskeligt for forbrugerne og vandforsyninger at vide, om produkterne opfylder sundhedskravene. Fastsættelse af harmoniserede minimumskrav for materialer, der kommer i kontakt med drikkevand, i nærværende direktiv vil bidrage til at opnå et ensartet sundhedsbeskyttelsesniveau i hele Unionen samt et mere velfungerende indre marked. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 (11) fastsætter desuden en generel EU-markedsovervågningsmekanisme for produkter med henblik på at sikre, at kun produkter, der overholder de gældende regler og opfylder krav om et højt beskyttelsesniveau for offentlige interesser såsom sundhed og sikkerhed i almindelighed, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse og den offentlige sikkerhed, gøres tilgængelige på EU-markedet. Nævnte forordning fastsætter, at hvis der vedtages ny EU-harmoniseringslovgivning, vil det være op til den lovgivning at fastsætte, om forordning (EU) 2019/1020 også skal finde anvendelse på denne lovgivning. For at sikre, at der kan træffes passende markedsovervågningsforanstaltninger for så vidt angår produkter, der ikke allerede er omfattet af forordning (EU) 2019/1020, men som vil blive berørt af nærværende direktiv, er det hensigtsmæssigt, at nævnte forordning finder anvendelse på disse produkter.

(21)

Arten af materialer, der kommer i kontakt med drikkevand kan have betydning for vandets kvalitet gennem afsmitningen af potentielt skadelige stoffer, ved at øge den mikrobielle vækst, eller ved at påvirke vandets lugt, farve eller smag. Evalueringen af direktiv 98/83/EF viste, at bestemmelserne vedrørende kvalitetssikring af behandling, udstyr og materialer har givet for stor juridisk fleksibilitet, hvilket har ført til forskellige nationale godkendelsessystemer på tværs af Unionen for materialer, der kommer i kontakt med drikkevand. Det er derfor nødvendigt at fastsætte mere specifikke minimumskrav til hygiejne for materialer, der skal anvendes til indvinding, behandling, lagring eller distribution af drikkevand i nye anlæg eller i eksisterende anlæg i tilfælde af reparationsarbejde eller genopbygning, for at sikre, at de ikke enten direkte eller indirekte er til fare for menneskers sundhed, negativt påvirker vandets farve, lugt eller smag, øger den mikrobielle vækst i vandet eller forårsager afsmitning af forurenende stoffer i vandet på niveauer, der er højere end nødvendigt i forhold til det tiltænkte formål. Med henblik herpå bør dette direktiv fastsætte specifikke minimumskrav til hygiejne for materialer ved at fastlægge metoder til test og accept af udgangsstoffer, sammensætninger og bestanddele, europæiske positivlister over udgangsstoffer, sammensætninger og bestanddele, metoder og procedurer for opførelse af udgangsstoffer, sammensætninger eller bestanddele på de europæiske positivlister eller for revision af deres opførelse herpå, samt procedurer og metoder for test og accept af færdige materialer som anvendt i et produkt, der er lavet af kombinationer af udgangsstoffer, sammensætninger eller bestanddele på de europæiske positivlister.

For ikke at hæmme innovation bør Kommissionen sikre, at sådanne procedurer er proportionelle, og at de ikke medfører en urimelig byrde for økonomiske aktører, navnlig små og mellemstore virksomheder. Sådanne procedurer bør så vidt muligt bringes i overensstemmelse med den eksisterende EU-produktlovgivning for at undgå en dobbeltbyrde, der forpligter de økonomiske aktører til at foretage forskellige overensstemmelsesvurderinger for det samme produkt.

(22)

De europæiske positivlister er lister over udgangsstoffer, sammensætninger eller bestanddele, afhængig af typen af materialer, nemlig organiske, cementbaserede, metalliske, emaljerede og keramiske eller andre uorganiske materialer, der er godkendt til anvendelse i fremstillingen af materialer, og disse lister bør, hvor det er relevant, indeholde betingelserne for deres anvendelse og grænseværdier for afsmitning. For at et udgangsstof, en sammensætning eller en bestanddel kan opføres på de europæiske positivlister, bør det kræves, at der foretages en risikovurdering af udgangsstoffet, sammensætningen eller bestanddelen selv samt af relevante forureninger og forudsigelige reaktions- og nedbrydningsprodukter ved den påtænkte anvendelse. Ansøgerens eller den nationale myndigheds risikovurdering bør omfatte sundhedsrisici fra den potentielle afsmitning under de værst tænkelige forudsigelige anvendelsesbetingelser samt fra toksiciteten. De europæiske positivlister bør om nødvendigt på grundlag af risikovurderingen fastsætte specifikationer for udgangsstoffet, sammensætningen eller bestanddelen og begrænsninger for anvendelsen, kvantitative restriktioner eller grænseværdier for afsmitning for udgangsstoffet, eventuelle forureninger og reaktionsprodukter eller bestanddele med henblik på at garantere sikkerheden af det færdige materiale, der skal bruges til et produkt i kontakt med drikkevand.

Med henblik på udarbejdelsen af de første europæiske positivlister bør nationale positivlister over udgangsstoffer, sammensætninger og bestanddele eller andre nationale bestemmelser, de metoder, der førte til oprettelsen af de pågældende nationale lister og bestemmelser, og de ledsagende risikovurderinger for hvert af udgangsstofferne, hver af sammensætningerne og hver af bestanddelene stilles til rådighed for Det Europæiske Kemikalieagentur, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (12) (»ECHA«). ECHA bør på dette grundlag anbefale Kommissionen samlede lister. ECHA bør gennemgå og afgive en udtalelse om de stoffer, sammensætninger og bestanddele, der er opført på de første europæiske positivlister så betids, at Kommissionen kan revidere listerne senest 15 år efter deres vedtagelse. Med henblik på at ajourføre de europæiske positivlister bør ECHA afgive udtalelser om opførelse eller fjernelse af stoffer, sammensætninger eller bestanddele.

(23)

For at fremme ensartet test af produkter for overensstemmelse med kravene i dette direktiv bør Kommissionen anmode Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) om at udvikle standarder for ensartet test og vurdering af produkter i kontakt med drikkevand. Når Kommissionen udarbejder og ajourfører de europæiske positivlister, bør den sikre, at alle relevante akter eller standardiseringsmandater, som den vedtager i henhold til anden EU-lovgivning, er i overensstemmelse med dette direktiv.

(24)

Desuden bør det senest ni år efter fristen for gennemførelsen af dette direktiv undersøges, hvordan systemet, der er indført ved dette direktiv, fungerer med henblik på at vurdere, om beskyttelsen af menneskers sundhed bliver sikret i hele Unionen, og om det indre markeds rette funktion for produkter i kontakt med drikkevand, der anvender godkendte materialer, er beskyttet på passende vis. Endvidere bør det vurderes, om der er behov for yderligere lovgivningsforslag om spørgsmålet, navnlig under hensyntagen til resultatet af evalueringerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 (13) og forordning (EU) nr. 305/2011 (14).

(25)

Produkter i kontakt med drikkevand bør bestå af et materiale eller en kombination af materialer, der er godkendt i henhold til dette direktiv. Dette direktiv omhandler imidlertid kun sundheds- og hygiejneaspekterne ved materialer og stoffer, der anvendes i produkter for så vidt angår deres indvirkning på kvaliteten af drikkevand, og reglerne for overensstemmelsestest og kvalitetskontrol af de endelige produkter. Det fastsætter ikke andre krav såsom regler for, hvordan resultaterne af produkternes ydeevne angives eller regler om strukturel sikkerhed, hvilke kan være reguleret af eller udspringe af Unionens harmoniseringslovgivning såsom Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 eller (EU) 2016/426 (15). Sameksistensen af sundheds- og hygiejnerelaterede risici, der harmoniseres i medfør af dette direktiv, og sikkerhed eller andre risikoaspekter, der er omfattet af Unionens harmoniseringslovgivning, vil ikke skabe konflikter, forudsat at der ikke er et overlap i de respektive dækkede risici. Der er en potentiel konflikt mellem forordning (EU) nr. 305/2011 og dette direktiv, idet undgåelse af afgivelse af farlige stoffer til drikkevandet eller af stoffer, som på anden måde indvirker negativt på drikkevand, er oplistet i bilag I til forordning (EU) nr. 305/2011 som et af de grundlæggende krav til bygværker. Dette overlap vil dog ikke blive en realitet, hvis der ikke udstedes et standardiseringsmandat i henhold til forordning (EU) nr. 305/2011 om sundheds- og hygiejneaspekter ved produkter i kontakt med drikkevand.

(26)

Der er behov for på EU-plan at sikre en effektiv beslutningstagning, koordinering og styring af de tekniske, videnskabelige og administrative aspekter af dette direktiv i forbindelse med materialer, der kommer i kontakt med drikkevand. ECHA bør udføre opgaver, der er fastsat i dette direktiv, vedrørende vurderingen af stoffer og sammensætninger for materialer, der kommer i kontakt med drikkevand. Derfor bør ECHA's Udvalg for Risikovurdering, der er nedsat i henhold til artikel 76, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 1907/2006, fremme gennemførelsen af visse af ECHA's opgaver i henhold til dette direktiv ved at udarbejde udtalelser.

(27)

Behandlingskemikalier og filtermedier kan anvendes til at behandle råvand med henblik på at opnå vand, der er egnet til drikkevand. Behandlingskemikalier og filtermedier kan imidlertid udgøre risici for drikkevandssikkerheden. Derfor bør procedurerne for behandling og desinfektion af drikkevand sikre, at der anvendes behandlingskemikalier og filtermedier, som er effektive og sikre og håndteres på passende vis, for at undgå skadelige virkninger på forbrugersundheden. Behandlingskemikalier og filtermedier skal derfor vurderes med hensyn til deres egenskaber, hygiejnekrav og renhed og bør ikke anvendes mere end nødvendigt for at undgå risici for menneskers sundhed. Behandlingskemikalier af vand og filtermedier bør ikke øge mikrobiel vækst, medmindre det er tilsigtet, såsom for at fremme mikrobiel denitrifikation.

Medlemsstaterne bør garantere kvalitetssikring af behandlingskemikalier og filtermedier, uden at dette berører Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (16), og under anvendelse af eksisterende europæiske standarder, hvor sådanne findes. Det er afgørende at sikre, at hvert produkt samt emballage til kemiske reagenser og filtermedier i kontakt med drikkevand er udstyret med mærkning, der er letlæselig og ikke kan slettes, når de bringes i omsætning, og som informerer forbrugere, vandforsyninger, installatører, myndigheder og reguleringsmyndigheder om, at produktet er egnet til anvendelse i kontakt med drikkevand. I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 528/2012 har medlemsstaterne desuden mulighed for at begrænse eller forbyde anvendelsen af biocidholdige produkter i den offentlige drikkevandsforsyning, herunder i individuelle vandforsyninger.

(28)

Med henblik på at minimere den potentielle forekomst af bly i drikkevand kan komponenter fremstillet af bly i forbrugernes fordelingsnet udskiftes, navnlig i forbindelse med reparations- eller genopbygningsarbejde i eksisterende anlæg. Disse komponenter bør udskiftes med materialer, der overholder minimumskravene for materialer, der kommer i kontakt med drikkevand, som fastsat i dette direktiv. For at fremskynde denne proces bør medlemsstaterne overveje og, hvis det er relevant, træffe foranstaltninger med henblik på erstatning af komponenter fremstillet af bly i forbrugernes eksisterende fordelingsnet, hvis det er økonomisk og teknisk muligt.

(29)

Medlemsstaterne bør sikre at kontrolprogrammer opstilles til at efterprøve, om drikkevandet opfylder dette direktivs krav. Hovedparten af de kontroller, der skal gennemføres med henblik på dette direktiv, vil blive udført af vandforsyninger. Vandforsyninger bør overlades et vist råderum for så vidt angår de parametre, som de kontrollerer med henblik på risikovurdering og risikostyring af forsyningssystemet. Er en parameter ikke påvist, bør vandforsyningen kunne reducere kontrolhyppigheden af eller helt undlade at kontrollere denne parameter. Risikovurdering og risikostyring af forsyningssystemet bør anvendes for de fleste parametres vedkommende. Dog bør centrale parametre altid kontrolleres med en bestemt minimumshyppighed. Ved dette direktiv fastsættes primært bestemmelser vedrørende kontrolhyppighed med henblik på overensstemmelseskontrol og kun i begrænset omfang bestemmelser vedrørende kontrol til operationelle formål. Der kan være behov for yderligere kontrol til operationelle formål for at sikre, at vandbehandlingen fungerer efter hensigten. Sådan yderligere kontrol bør udføres efter vandforsyningernes skøn. Vandforsyningerne kan i den forbindelse støtte sig til WHO's retningslinjer and WHO's Water Safety Plan Manual.

(30)

Den risikobaserede tilgang bør anvendes af alle vandforsyninger, herunder små vandforsyninger, fordi evalueringen af direktiv 98/83/EF påviste mangler i nævnte vandforsyningers gennemførelse af direktivet, hvilket i nogle tilfælde skyldtes omkostningerne ved at udføre unødvendige kontroloperationer. Ved anvendelsen af den risikobaserede tilgang bør sikkerhedsspørgsmål tages i betragtning.

(31)

Overholdes dette direktivs krav ikke, bør medlemsstaterne øjeblikkeligt undersøge grunden hertil og sikre, at der snarest muligt træffes de nødvendige udbedrende foranstaltninger til genoprettelse af kvaliteten af det leverede vand. I tilfælde, hvor forsyningen af vand udgør en potentiel fare for menneskers sundhed, bør forsyning af sådant vand forbydes eller brugen af vandet begrænses. Medlemsstaterne bør i tilfælde af manglende overholdelse af minimumskravene til værdier i relation til mikrobiologiske og kemiske parametre desuden betragte den manglende overholdelse som en potentiel fare for menneskers sundhed, medmindre den manglende overholdelse anses for at være ubetydelig. I tilfælde, hvor der er behov for udbedrende foranstaltninger for at genoprette drikkevandets kvalitet, bør foranstaltninger, der afhjælper problemet ved kilden, gives prioritet i overensstemmelse med artikel 191, stk. 2, i om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(32)

Medlemsstaterne bør i særlige og behørigt begrundede tilfælde have tilladelse til fortsat at dispensere fra dette direktiv, og i denne henseende er det nødvendigt at opstille en passende ramme for sådanne dispensationer, forudsat at de ikke indebærer nogen fare for menneskers sundhed, og forudsat at drikkevandsforsyningen i det pågældende område ikke kan opretholdes på nogen anden rimelig måde. Disse dispensationer bør begrænses til særlige tilfælde. Dispensationer, som medlemsstaterne har givet i medfør af direktiv 98/83/EF, og som stadig gælder ved fristen for nærværende direktivs gennemførelse, bør fortsat finde anvendelse, indtil dispensationen udløber, og bør kun forlænges i henhold til nærværende direktiv, hvis der endnu ikke er blevet givet en anden dispensation.

(33)

I sin meddelelse af 19. marts 2014 om det europæiske borgerinitiativ »Rent vand og sanitet er en menneskeret! Vand er et offentligt gode, ikke en råvare« opfordrede Kommissionen medlemsstaterne til at sikre adgang til et minimum af forsyning af vand for alle borgere i overensstemmelse med WHO's henstillinger. Kommissionen påtog sig også fortsat at »forbedre adgangen til sikkert drikkevand (…) for hele befolkningen via miljøpolitikker«. Dette er i tråd med SDG 6 og det tilknyttede mål om at »opnå universel og lige adgang til sikkert drikkevand til en overkommelig pris for alle«. For at adressere de aspekter af adgang til vand, som vedrører kvalitet og tilgængelighed, og som en del af reaktionen på Right2Water-initiativet og for at bidrage til gennemførelsen af princip nr. 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder, hvori det erklæres, at »alle har ret til adgang til basale tjenesteydelser af høj kvalitet, herunder vand«, bør medlemsstaterne håndtere problemet med adgang til vand på nationalt niveau og samtidig overlades en vis skønsbeføjelse med hensyn til den konkrete type af foranstaltninger, der skal gennemføres. Dette bør gøres ved hjælp af tiltag, der tilsigter at forbedre adgangen til drikkevand for alle, navnlig ved etablering i det offentlige rum af udstyr til udendørs og indendørsbrug, hvor det er teknisk muligt, samt ved hjælp af tiltag, der tilsigter at fremme brugen af vand fra vandhanen, f.eks. ved at tilskynde til, at drikkevand stilles til rådighed uden beregning i offentlige forvaltninger og offentlige bygninger eller uden beregning eller mod et lavt servicegebyr for kunder i restauranter, kantiner og i forbindelse med catering.

(34)

Unionen og medlemsstaterne har inden for deres respektive kompetenceområder givet tilsagn om at opnå SDG'erne, idet de samtidig anerkender medlemsstaternes primære ansvar for opfølgning og revision på nationalt, regionalt og globalt niveau af fremskridtene hen mod nævnte mål. Nogle af SDG'erne og retten til vand hører ikke ind under Unionens miljøpolitik eller socialpolitik, som er af begrænset og komplementær karakter. Idet der tages hensyn til grænserne for Unionens kompetence, er det ikke desto mindre hensigtsmæssigt at sikre, at medlemsstaternes fortsatte tilsagn om retten til vand er i overensstemmelse med dette direktiv og samtidig respekterer nærhedsprincippet. I denne henseende gør medlemsstaterne i øjeblikket en væsentlig indsats for at forbedre adgangen til drikkevand. Desuden har De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas (UNECE's) og WHO's regionale kontor for Europas protokol om vand og sundhed til konventionen af 1992 om beskyttelse og udnyttelse af grænseoverskridende vandløb og internationale søer, som mange medlemsstater også er parter i, til formål at beskytte menneskers sundhed ved at forbedre vandforvaltningen og reducere vandrelaterede sygdomme. Medlemsstaterne kan gøre brug af de vejledninger, som er udarbejdet i regi af nævnte protokol, til at vurdere den politiske baggrund og udgangssituationen vedrørende adgang til vand og til at definere de foranstaltninger, der er nødvendige for at forbedre lige adgang for alle til drikkevand.

(35)

Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 8. september 2015 om opfølgning på det europæiske borgerinitiativ om retten til vand (»Right2Water«) (17) til, at medlemsstaterne retter særlig opmærksomhed mod samfundets sårbare gruppers behov. Den særlige situation for mindretalskulturer, såsom romaer og rejsende, uanset om de er fastboende eller ej, og navnlig deres manglende adgang til drikkevand, blev også anerkendt i Kommissionens meddelelse af 2. april 2014»Rapport om gennemførelsen af EU-rammen for de nationale strategier for romaernes integration« og i Rådets henstilling af 9. december 2013 om foranstaltninger i medlemsstaterne til effektiv integration af romaerne. Det er i den generelle sammenhæng hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne er særligt opmærksomme på sårbare og marginaliserede grupper og træffer de nødvendige foranstaltninger til at forbedre adgangen til drikkevand for disse grupper. Uden at det berører medlemsstaternes ret til at definere disse grupper, er det vigtigt, at disse grupper omfatter flygtninge, nomadesamfund, hjemløse og mindretalskulturer, såsom romaer og rejsende, uanset om de er fastboende eller ej. Sådanne foranstaltninger til at forbedre adgangen til vand, der overlades til medlemsstaternes skønsbeføjelse, kunne eksempelvis omfatte levering af alternative forsyningssystemer såsom individuelle vandrensningssæt, forsyning af vand gennem anvendelse af tanke, såsom tankvogne og cisterner, og sikring af den nødvendige infrastruktur i lejre.

(36)

For at gøre forbrugerne mere opmærksomme på virkningerne af vandforbrug bør de modtage oplysninger på en lettilgængelig måde, f.eks. på deres fakturaer eller via intelligente applikationer, om årlig forbrugsmængde, ændringer i forbrug, en sammenligning med gennemsnitsforbruget i en husstand, hvis sådanne oplysninger er tilgængelige for vandforsyningen, samt prisen pr. liter drikkevand, hvilket giver mulighed for at sammenligne med prisen for flaskevand.

(37)

Ifølge det syvende miljøhandlingsprogram frem til 2020, »Et godt liv i en ressourcebegrænset verden« (18), skal offentligheden have adgang til klare miljøoplysninger på nationalt niveau. Direktiv 98/83/EF indeholdt alene bestemmelser vedrørende passiv adgang til oplysninger, dvs. at medlemsstaterne blot skulle sikre, at oplysninger stod til rådighed. Disse bestemmelser bør derfor erstattes for at sikre, at forbrugerne har adgang til ajourførte oplysninger online på en brugervenlig og brugertilpasset måde. Forbrugerne bør efter begrundet anmodning også kunne få adgang til disse oplysninger på andre måder.

(38)

De ajourførte oplysninger, der skal tilvejebringes i henhold til dette direktiv, bør omfatte resultater fra kontrolprogrammer, oplysninger om de anvendte typer af vandbehandling og desinfektion, oplysninger om overskridelse af de parameterværdier, der er relevante for menneskers sundhed, relevante oplysninger om risikovurdering og risikostyring af forsyningssystemet, rådgivning om, hvordan vandforbruget kan reduceres, og hvordan sundhedsrisici som følge af stillestående vand kan undgås, men også supplerende oplysninger, som offentligheden kan have nytte af, såsom oplysninger om indikatorer, såsom jern, hårdhedsgrad og mineraler, som ofte har indflydelse på forbrugernes opfattelse af vand fra vandhanen. Desuden bør forbrugere som svar på deres interesse i vandrelaterede spørgsmål efter anmodning få adgang til tilgængelige historiske data om kontrolresultater og overskridelser.

(39)

For vandforsyninger, der leverer mindst 10 000 m3 om dagen eller forsyner mindst 50 000 personer, bør yderligere oplysninger om bl.a. effektiv virkningsgrad, lækagerater, ejerskabsstruktur og takststruktur også stilles til rådighed for forbrugere online.

(40)

Formålet med større forbrugerkendskab til relevante oplysninger og forbedret gennemsigtighed bør være at øge borgernes tillid til det vand, som de får leveret, samt til forsyning af vand og bør føre til øget anvendelse af vand fra vandhanen som drikkevand, hvilket kan bidrage til mindre brug af plast og affald samt reducerede drivhusgasemissioner og til en gunstig virkning på modvirkning af klimaændringer og miljøet som helhed.

(41)

Med forbedrede kontrolteknikker er lækagerater blevet stadig tydeligere. For at forbedre vandinfrastrukturens effektivitet, herunder at undgå en overudnyttelse af sparsomme drikkevandsressourcer, bør vandlækageniveauerne vurderes af alle medlemsstater og reduceres, hvis de overstiger en vis tærskel.

(42)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF (19) tilsigter at garantere retten til at få adgang til miljøoplysninger i medlemsstaterne i overensstemmelse med Århuskonventionen fra 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (20) (»Århuskonventionen«). Århuskonventionen omfatter vidtspændende forpligtelser i relation til dels at stille miljøoplysninger til rådighed efter anmodning og dels aktivt at formidle sådanne oplysninger. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF (21) har også et vidtspændende anvendelsesområde og dækker deling af geografisk information, herunder datasæt om forskellige miljøforhold. Det er vigtigt, at bestemmelserne i nærværende direktiv om adgang til oplysninger og datadelingsordninger supplerer de nævnte direktiver og ikke skaber en særskilt retsorden. Derfor bør bestemmelserne i nærværende direktiv vedrørende oplysning af offentligheden og oplysninger om overvågningen af gennemførelsen gælde uden, at det berører direktiv 2003/4/EF og 2007/2/EF.

(43)

I direktiv 98/83/EF blev der ikke fastsat rapporteringsforpligtelser for små vandforsyninger. For at afhjælpe dette og opfylde behovet for oplysninger om gennemførelsen og overensstemmelse bør der med nærværende direktiv indføres et nyt system, hvorved medlemsstaterne pålægges at opstille og løbende ajourføre datasæt indeholdende relevante data såsom overskridelser af parameterværdier og hændelser af en vis betydning samt at stille disse til rådighed for Kommissionen og Det Europæiske Miljøagentur (»EEA«). Derved bør det sikres, at den administrative byrde for alle enheder forbliver så begrænset som muligt. For at sikre, at der eksisterer en hensigtsmæssig infrastruktur til offentlighedens adgang samt rapportering og datadeling mellem offentlige myndigheder, bør medlemsstaterne basere dataspecifikationerne på direktiv 2007/2/EF og gennemførelsesretsakterne hertil.

(44)

Medlemsstaternes rapportering af data er ikke alene nødvendig af hensyn til overensstemmelseskontrollen, men er også afgørende for, at Kommissionen kan kontrollere og vurdere dette direktiv i forhold til de målsætninger, som det søger at opfylde, så der kan samles information til en eventuel fremtidig evaluering af dette direktiv i henhold til punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (22). Der er i den forbindelse behov for relevante data, som vil åbne mulighed for bedre at vurdere dette direktivs effektivitet, virkningsfuldhed, relevans og EU-merværdi, hvilket gør det nødvendigt at sikre, at der findes egnede rapporteringsmekanismer, der også kan danne indikatorer for fremtidige evalueringer af direktivet, eksisterer.

(45)

I henhold til punkt 22 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning bør Kommissionen foretage en evaluering af dette direktiv inden for en vis periode fra den dato, som er fastsat for dets gennemførelse i national ret. Denne evaluering bør baseres på de opnåede erfaringer og data i løbet af dette direktivs gennemførelse, på eventuelle tilgængelige henstillinger fra WHO og på relevante videnskabelige, analytiske og epidemiologiske data.

(46)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Nærmere bestemt tilstræbes det med dette direktiv at fremme principperne om sundhedsbeskyttelse, adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse.

(47)

Dette direktivs virkningsfuldhed og dets mål om at beskytte menneskers sundhed inden for rammerne af Unionens miljøpolitik forudsætter, at det af fysiske eller juridiske personer eller, hvor det er hensigtsmæssigt, deres lovligt oprettede organisationer kan påberåbes i retlige procedurer, og at de nationale domstole kan tage dette direktiv i betragtning som et element i EU-retten for bl.a. om nødvendigt at efterprøve afgørelser fra en national myndighed. I henhold til Domstolens faste retspraksis tilkommer det desuden medlemsstaternes domstole i medfør af princippet om loyalt samarbejde, som fastlagt i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), at sikre retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten. Det følger desuden af artikel 19, stk. 1, i TEU, at medlemsstaterne skal tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.

Dette gælder navnlig for et direktiv, som har til formål at beskytte menneskers sundhed mod de skadelige virkninger af enhver forurening af drikkevand. I overensstemmelse med Århuskonventionen bør medlemmer af den berørte offentlighed desuden have adgang til klage og domstolsprøvelse med henblik på at bidrage til beskyttelsen af retten til at leve i et miljø, der er passende for personlig sundhed og velbefindende. Ved Rådets afgørelse (EU) 2018/881 (23) blev Kommissionen anmodet om inden den 30. september 2019 at gennemføre en undersøgelse og, hvis det er relevant som følge af undersøgelsen, senest den 30. september 2020 at fremsætte et forslag til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 (24) for at tage hensyn til konklusionerne fra komitéen til overvågning af overholdelse af Århuskonventionen i sag ACCC/C/2008/32. Kommissionen forelagde undersøgelsen inden for denne frist og anførte i sin meddelelse af 11. december 2019 om den europæiske grønne pagt, at den vil »overveje at ændre Århusforordningen for at forbedre adgangen til administrativ og retslig prøvelse på EU-plan for borgere og NGO'er, der har betænkeligheder ved lovligheden af beslutninger, der har indvirkning på miljøet«. Det er vigtigt, at Kommissionen ligeledes træffer foranstaltninger for at forbedre borgernes og NGO'ernes adgang til klage og domstolsprøvelse ved de nationale domstole i alle medlemsstaterne.

(48)

For at tilpasse dette direktiv til den videnskabelige og tekniske udvikling bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår at fastsætte en tærskel for lækager, fastlægge proceduren for overensstemmelsesvurderinger af produkter i kontakt med drikkevand, fastlægge en procedure for ansøgninger til ECHA om at medtage eller fjerne udgangsstoffer, sammensætninger eller bestanddele fra de europæiske positivlister, oprette en mærkning for produkter i kontakt med vand, vedtage en metode til måling af mikroplast, ændre bilag III og ændre parameterværdien for bisphenol A i bilag I, del B. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter. Desuden er bemyndigelsen, jf. del C, note 10, i bilag I til direktiv 98/83/EF, til at fastsætte kontrolhyppigheder og -metoder for så vidt angår radioaktive stoffer blevet forældet som følge af vedtagelsen af Rådets direktiv 2013/51/Euratom (25), og den bør derfor ophæves. Bemyndigelsen i del A, andet afsnit, i bilag III til direktiv 98/83/EF vedrørende ændringer af direktivet er ikke længere nødvendig og bør ophæves.

(49)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at vedtage fremgangsmåder for test og accept af udgangsstoffer, sammensætninger og bestanddele, af europæiske positivlister over udgangsstoffer, sammensætninger og bestanddele, og for procedurer og metoder for test og accept af færdige materialer fremstillet af disse udgangsstoffer, sammensætninger og bestanddele. Kommissionen bør også tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at vedtage formatet af og metoden for fremlæggelse af de oplysninger vedrørende gennemførelsen af direktivet, som medlemsstaterne tilvejebringer, og som samles af EEA, og etablere og ajourføre en observationsliste. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (26).

(50)

Uden at det berører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF (27) bør medlemsstaterne fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af nærværende direktiv, og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(51)

For at vandforsyningerne råder over et fuldt datasæt, når de begynder at gennemføre risikovurderingen og risikostyringen af forsyningssystemet, bør der indføres en overgangsperiode på tre år for nye parametre. Dette vil give medlemsstaterne mulighed for at foretage en identifikation af farer og farlige hændelser i løbet af disse første tre år efter fristen for gennemførelse af dette direktiv og levere data til vandforsyninger om de nye parametre, hvorved vandforsyningerne kan undgå at udføre unødvendig kontrol, hvis det på baggrund af den første identifikation af farer og farlige hændelser konstateres, at en parameter ikke behøver at blive kontrolleret. I løbet af disse første tre år bør vandforsyninger dog ikke desto mindre gennemføre risikovurderingen af forsyningssystemet, eller anvende eksisterende risikovurderinger, der allerede er gennemført i henhold til direktiv (EU) 2015/1787, for de parametre, der var omfattet af bilag I til direktiv 98/83/EF, da der allerede vil være data til rådighed for disse parametre, når dette direktiv træder i kraft.

(52)

Ved direktiv 2013/51/Euratom indførtes særlige ordninger for kontrollen med radioaktive stoffer i drikkevand. Derfor bør der i nærværende direktiv ikke fastsættes parameterværdier for radioaktivitet.

(53)

Målene for dette direktiv, nemlig at beskytte menneskers sundhed og at forbedre adgangen til drikkevand, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den foreslåede foranstaltnings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(54)

Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, der er uændrede, følger af de tidligere direktiver.

(55)

Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag VI, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret af direktiverne —

1)

»drikkevand«:

2)

»forbrugernes fordelingsnet«: rør, fittings og anordninger, som er installeret mellem vandhaner, der sædvanligvis anvendes til drikkevand i både offentlige og private ejendomme, og distributionsnettet, men kun hvis de i henhold til gældende national ret ikke er vandforsyningens ansvar i dettes egenskab af vandforsyning

3)

»vandforsyning«: en enhed, der leverer drikkevand

4)

»prioriterede ejendomme«: større ejendomme, som ikke er husstande, med mange brugere, der potentielt udsættes for vandrelaterede risici, navnlig store ejendomme til offentlig brug, som medlemsstaterne identificerer

5)

»fødevarevirksomhed«: en fødevarevirksomhed som defineret i artikel 3, nr. 2), i forordning (EF) nr. 178/2002

6)

»leder af en fødevarevirksomhed«: en leder af en fødevarevirksomhed som defineret i artikel 3, nr. 3), i forordning (EF) nr. 178/2002

7)

»fare«: en biologisk, kemisk, fysisk eller radiologisk agens i vand eller et andet aspekt af vandtilstanden, som potentielt kan skade menneskers sundhed

8)

»farlig hændelse«: en hændelse, som medfører farer for eller undlader at fjerne farer fra drikkevandsforsyningssystemet

9)

»risiko«: en kombination af sandsynligheden for en farlig hændelse og alvoren af konsekvenserne, hvis faren og den farlige hændelse indtræffer i drikkevandsforsyningssystemet

10)

»udgangsstof«: et stof, der er blevet tilsat bevidst ved fremstilling af organiske materialer eller af tilsætningsstoffer til cementbaserede materialer

11)

»sammensætning«: den kemiske sammensætning af et metallisk, emaljeret, keramisk eller andet uorganisk materiale.