EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D2057

Rådets afgørelse (EU) 2020/2057 af 7. december 2020 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Den blandede Komité, der er nedsat ved overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken Island, til ændringen af overenskomsten ved erstatning af dens protokol nr. 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde

EUT L 424 af 15.12.2020, p. 17–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2023

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2020/2057/oj

15.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 424/17


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2020/2057

af 7. december 2020

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Den blandede Komité, der er nedsat ved overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken Island, til ændringen af overenskomsten ved erstatning af dens protokol nr. 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken Island (»overenskomsten«) blev indgået af Unionen ved Rådets forordning (EØF) nr. 2842/72 (1) og trådte i kraft den 1. april 1973.

(2)

Overenskomsten indeholder en protokol nr. 3 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoder for administrativt samarbejde (»protokol nr. 3«). I henhold til artikel 3 i protokol nr. 3 kan Den blandede Komité, som er nedsat ved overenskomstens artikel 30 (»Den blandede Komité«), træffe afgørelse om at ændre bestemmelserne i protokol nr. 3.

(3)

Den blandede Komité vil på sit næste møde inden udgangen af 2023 vedtage en afgørelse om ændring af overenskomsten ved erstatning af protokol nr. 3 (»afgørelsen«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den blandede Komité, da afgørelsen vil få bindende retsvirkninger i Unionen.

(5)

Den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (»konventionen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2013/94/EU (2) og trådte for Unionens vedkommende i kraft den 1. maj 2012. Den fastsætter bestemmelser om oprindelsen for de varer, der handles med inden for rammerne af de relevante bilaterale frihandelsaftaler, som er indgået mellem de kontraherende parter i konventionen, og som anvendes, uden at dette berører principperne i de nævnte bilaterale aftaler.

(6)

I henhold til konventionens artikel 6 skal hver kontraherende part træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at konventionen anvendes effektivt. I den forbindelse vil afgørelsen i protokol nr. 3 tilføje en dynamisk henvisning til konventionen, således at der altid henvises til den seneste gældende udgave af konventionen.

(7)

Drøftelserne om ændringen af konventionen har medført et nyt sæt moderniserede og mere fleksible oprindelsesregler, som skal indarbejdes i konventionen. I afventning af indgåelsen og ikrafttrædelsen af ændringerne af konventionen er Unionen og Republikken Island blevet enige om så hurtigt som muligt at anvende et sæt alternative oprindelsesregler, der bygger på reglerne i den ændrede konvention, og som kan anvendes bilateralt som alternativ til konventionens oprindelsesregler (»overgangsreglerne«). Med henblik herpå vil afgørelsen også fastsætte bestemmelser om overgangsreglerne.

(8)

I det kumulationsområde, der udgøres af EFTA-staterne, Færøerne, Unionen, Republikken Tyrkiet, deltagerne i stabiliserings- og associeringsprocessen, Republikken Moldova, Georgien og Ukraine, bør muligheden for at anvende varecertifikater EUR.1 eller oprindelseserklæringer i stedet for varecertifikater EUR-MED eller EUR-MED-oprindelseserklæringer, som en undtagelse fra bestemmelserne i konventionen gældende for diagonal kumulation mellem disse deltagere, opretholdes.

(9)

Unionens holdning i Den blandede Komité bør derfor baseres på udkastet til afgørelsen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den blandede Komité, der er nedsat ved overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken Island, til ændringen af overenskomsten ved erstatning af dens protokol nr. 3, baseres på Den blandede Komités udkast til afgørelse (3).

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen og udløber den 31. december 2023.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. december 2020.

På Rådets vegne

M. ROTH

Formand


(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 2842/72 af 19. december 1972 om indgåelse af en overenskomst mellem Det europæiske økonomiske Fællesskab og republikken Island og om fastsættelse af dennes gennemførelsesbestemmelser (EFT L 301 af 31.12.1972, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse 2013/94/EU af 26. marts 2012 om indgåelse af den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavsregler for præferenceoprindelse (EUT L 54 af 26.2.2013, s. 3).

(3)  Jf. dokument ST 10292/20 på http://register.consilium.europa.eu.


Top