Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019R0714

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/714 af 7. marts 2019 om erstatning af bilag I og ændring af bilag II og VII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 om borgerinitiativer

    C/2019/1670

    EUT L 123 af 10.5.2019, p. 30–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2019; stiltiende ophævelse ved 32019R0788

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2019/714/oj

    10.5.2019   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 123/30


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2019/714

    af 7. marts 2019

    om erstatning af bilag I og ændring af bilag II og VII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 om borgerinitiativer

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (1), særlig artikel 16, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ifølge artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 211/2011 skal minimumstallet for underskrivere af et borgerinitiativ i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne svare til antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet for hver medlemsstat multipliceret med en faktor på 750. Disse minimumstal er fastsat i bilag I til nævnte forordning.

    (2)

    Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (»Det Forenede Kongerige«), at det havde til hensigt at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Traktaterne ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke indgås, to år efter meddelelsen, dvs. den 30. marts 2019, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med Det Forenede Kongerige beslutter at forlænge fristen.

    (3)

    Den 28. juni 2018 vedtog Det Europæiske Råd afgørelse (EU) 2018/937 (2) om Europa-Parlamentets sammensætning. Afgørelsen, som trådte i kraft den 3. juli 2018, fastsætter antallet af repræsentanter i Europa-Parlamentet, der vælges i hver enkelt medlemsstat for valgperioden 2019-2024, som starter den 2. juli 2019.

    Bilag I til forordning (EU) nr. 211/2011 bør ændres, så det afspejler reglerne om minimumstallet for underskrivere, der er anført i bilag I til forordning (EU) nr. 211/2011. Ændringen bør finde anvendelse fra den 2. juli 2019, hvor valgperioden 2019-2024 starter. Skulle den frist på to år, som er omhandlet i artikel 50, stk. 3, i traktaten om den Europæiske Union, imidlertid blive forlænget, bør ændringen først finde anvendelse efter udløbet af den forlængede frist. Af klarhedshensyn bør bilag I erstattes.

    (4)

    Det fastsættes i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) nr. 211/2011, at initiativtagere til et forslag til borgerinitiativ skal lade initiativet registrere i Kommissionen og indgive de oplysninger, der er fastsat i bilag II til samme forordning.

    (5)

    Ifølge artikel 9 i forordning (EU) nr. 211/2011 skal initiativtagerne anvende formularen i bilag VII til samme forordning, når de indgiver borgerinitiativet til Kommissionen.

    (6)

    Formularerne i bilag II og VII til forordning (EU) nr. 211/2011 indeholder en fodnote med oplysninger om, hvordan initiativtagernes og sponsorers personoplysninger behandles. Fodnoten bør indeholde færre og enklere oplysninger, således at der ikke skabes forvirring i forhold til den erklæring om databeskyttelse, der benyttes til den pågældende databehandling.

    (7)

    I fodnoterne henvises til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (3). Forordning (EF) nr. 45/2001 blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (4) med virkning fra den 11. december 2018. Henvisningen til forordning (EF) nr. 45/2001 bør således udgå af fodnoterne.

    (8)

    Bilag I til forordning (EU) nr. 211/2011 bør erstattes, og bilag II og VII til nævnte forordning bør ændres —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EU) nr. 211/2011 foretages følgende ændringer:

    1)

    Bilag I erstattes af teksten i bilaget til denne forordning.

    2)

    I bilag II affattes fodnote 1 således:

    »(1)

    Kun initiativtagernes fulde navn, kontaktpersonernes e-mail-adresse og oplysninger vedrørende støtte- og finansieringskilder vil blive gjort offentligt tilgængelige i Kommissionens onlineregister.

    De registrerede har ret til at gøre indsigelse mod offentliggørelse af deres personlige oplysninger af vægtige legitime grunde, der vedrører deres specifikke forhold.«

    3)

    I bilag VII affattes fodnote 1 således:

    »(1)

    Kun initiativtagernes fulde navn, kontaktpersonernes e-mail-adresse og oplysninger vedrørende støtte- og finansieringskilder vil blive gjort offentligt tilgængelige i Kommissionens onlineregister.

    De registrerede har ret til at gøre indsigelse mod offentliggørelse af deres personlige oplysninger af vægtige legitime grunde, der vedrører deres specifikke forhold.«

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Artikel 1, nr. 1), finder anvendelse fra den 2. juli 2019 eller dagen efter, at traktaterne ikke længere finder anvendelse på Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 50, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, alt efter hvilken af disse datoer der er den seneste.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 7. marts 2019.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 65 af 11.3.2011, s. 1.

    (2)  Det Europæiske Råds afgørelse (EU) 2018/937 af 28. juni 2018 om Europa-Parlamentets sammensætning (EUT L 165 I af 2.7.2018, s. 1).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).


    BILAG

    MINIMUM AF UNDERSKRIFTER FRA HVER MEDLEMSSTAT

    Belgien

    15 750

    Bulgarien

    12 750

    Den Tjekkiske Republik

    15 750

    Danmark

    10 500

    Tyskland

    72 000

    Estland

    5 250

    Irland

    9 750

    Grækenland

    15 750

    Spanien

    44 250

    Frankrig

    59 250

    Kroatien

    9 000

    Italien

    57 000

    Cypern

    4 500

    Letland

    6 000

    Litauen

    8 250

    Luxembourg

    4 500

    Ungarn

    15 750

    Malta

    4 500

    Nederlandene

    21 750

    Østrig

    14 250

    Polen

    39 000

    Portugal

    15 750

    Rumænien

    24 750

    Slovenien

    6 000

    Slovakiet

    10 500

    Finland

    10 500

    Sverige

    15 750


    Top