Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D0812

    Rådets afgørelse (EU) 2019/812 af 14. maj 2019 om den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages i Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC) og på mødet mellem parterne i aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner, og om ophævelse af afgørelsen af 12. juni 2014 om den holdning, som skal indtages på Unionens vegne i IATTC

    ST/8341/2019/INIT

    EUT L 133 af 21.5.2019, p. 13–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 15/01/2024; ophævet ved 32024D0366

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/812/oj

    21.5.2019   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 133/13


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/812

    af 14. maj 2019

    om den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages i Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC) og på mødet mellem parterne i aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner, og om ophævelse af afgørelsen af 12. juni 2014 om den holdning, som skal indtages på Unionens vegne i IATTC

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved Rådets afgørelse 2006/539/EF (1) indgik Unionen konventionen om styrkelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica (»Antiguakonventionen«) (2), hvorved oprettedes Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC).

    (2)

    IATTC er ansvarlig for forvaltning og bevarelse af fiskeressourcerne i Antiguakonventionsområdet. IATTC vedtager bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger for at sikre den langsigtede bevarelse og en bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene, som er omfattet af nævnte konvention. Sådanne foranstaltninger kan blive bindende for Unionen.

    (3)

    Unionen har ved Rådets afgørelse 2005/938/EF (3) godkendt aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner (AIDCP) (4), hvorved oprettes mødet mellem parterne i AIDCP (AIDCP-Partsmødet). Ifølge Antiguakonventionens artikel XIV skal IATTC spille en integrerende rolle i koordineringen af AIDCP's gennemførelse og i gennemførelsen af de foranstaltninger, der træffes inden for rammerne af AIDCP. IATTC varetager sekretariatsopgaverne for AIDCP.

    (4)

    AIDCP-Partsmødet er et organ, der er oprettet i henhold til AIDCP med det formål at arbejde for en gradvis reduktion til næsten nul af den utilsigtede delfindødelighed i notfiskeriet efter tun i Antiguakonventionsområdet. AIDCP-Partsmødet vedtager afgørelser, som skal sikre, at havets biologiske ressourcer, der er knyttet til notfiskeriet efter tun i Antiguakonventionsområdet, er bæredygtige på langt sigt. Sådanne foranstaltninger kan blive bindende for Unionen.

    (5)

    I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (5) skal Unionen sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteter er miljømæssigt bæredygtige på langt sigt og forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele, og som bidrager til at sikre fødevareforsyningen. Det er ligeledes fastsat i nævnte forordning, at Unionen skal forvalte fiskeriet efter en forsigtighedstilgang og bestræbe sig på at sikre, at udnyttelsen af havets biologiske ressourcer genopretter og opretholder bestandene af befiskede arter på niveauer, der kan give det maksimale bæredygtige udbytte. Endvidere er det i nævnte forordning fastsat, at Unionen skal træffe forvaltnings- og bevarelsesforanstaltninger på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, støtte udbygningen af videnskabelig viden og rådgivning, gradvis eliminere udsmid og fremme fangstmetoder, der bidrager til et mere selektivt fiskeri, til undgåelse eller størst mulig begrænsning af uønskede fangster og til fiskeri med begrænset indvirkning på det marine økosystem og fiskeressourcerne. Derudover er det i forordning (EU) nr. 1380/2013 udtrykkeligt fastsat, at Unionen skal anvende disse mål og principper i forbindelse med varetagelsen af sine eksterne fiskeriforbindelser.

    (6)

    Som det fremgår af den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, »International havforvaltning: En dagsorden for havenes fremtid«, og Rådets konklusioner om denne fælles meddelelse er fremme af foranstaltninger til støtte og forbedring af effektiviteten af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) og, hvis det er relevant, forbedring af deres forvaltning et centralt element i Unionens indsats i disse fora.

    (7)

    I Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, »En EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi«, henvises der til specifikke foranstaltninger til reducering af plast- og havforurening og til forebyggelse af, at fiskeredskaber mistes eller efterlades til søs.

    (8)

    Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages på møderne i IATTC og på samlingerne i AIDCP-Partsmødet for perioden 2019-2023, bør fastlægges, eftersom IATTC's bevarelses- og håndhævelsesforanstaltninger og afgørelser truffet af AIDCP-Partsmødet vil være bindende for Unionen og vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 (6) og (EF) nr. 1224/2009 (7) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403 (8).

    (9)

    Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages på møderne i IATTC, er på nuværende tidspunkt fastlagt ved Rådets afgørelse af 12. juni 2014 om den holdning, som skal indtages på Unionens vegne i IATTC. Nævnte afgørelse bør ophæves og erstattes af en ny afgørelse, der omfatter perioden 2019-2023.

    (10)

    I betragtning af, at fiskeressourcerne i Antiguakonventionsområdet løbende udvikler sig, og at der i Unionens holdning bør tages hensyn til denne udvikling, herunder nye videnskabelige og andre relevante oplysninger, der forelægges forud for eller på møderne i IATTC og på samlingerne i AIDCP-Partsmødet, bør der i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde mellem EU-institutionerne som fastsat i artikel 13, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union fastlægges procedurer for præciseringen fra år til år af Unionens holdning for perioden 2019-2023 —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages på møderne i Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC) og på mødet mellem parterne i aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner (AIDCP), er fastlagt i bilag I.

    Artikel 2

    Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages på møderne i IATTC og på samlingerne i AIDCP-Partsmødet, præciseres fra år til år i overensstemmelse med bilag II.

    Artikel 3

    Unionens holdning, som er fastlagt i bilag I, vurderes og revideres i givet fald af Rådet på forslag af Kommissionen senest med henblik på det årlige møde i IATTC i 2024.

    Artikel 4

    Rådets afgørelse af 12. juni 2014 om den holdning, som skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC), ophæves herved.

    Artikel 5

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 14. maj 2019.

    På Rådets vegne

    P. DAEA

    Formand


    (1)  Rådets afgørelse 2006/539/EF af 22. maj 2006 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af konventionen om styrkelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica (EUT L 224 af 16.8.2006, s. 22).

    (2)  EUT L 224 af 16.8.2006, s. 24.

    (3)  Rådets afgørelse 2005/938/EF af 8. december 2005 om Det Europæiske Fællesskabs godkendelse af aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner (EUT L 348 af 30.12.2005, s. 26).

    (4)  EUT L 348 af 30.12.2005, s. 28.

    (5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).

    (6)  Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999 (EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1).

    (7)  Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1).

    (8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403 af 12. december 2017 om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 (EUT L 347 af 28.12.2017, s. 81).


    BILAG I

    Den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages i Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC) og på mødet mellem parterne i aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner (AIDCP)

    1.   PRINCIPPER

    Unionen skal inden for rammerne af IATTC og AIDCP-Partsmødet:

    a)

    handle i overensstemmelse med de mål og principper, som Unionen sigter mod inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik, og som navnlig går ud på ved hjælp af forsigtighedstilgangen og målsætningerne vedrørende det maksimale bæredygtige udbytte, jf. artikel 2, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1380/2013, at fremme gennemførelsen af en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning, at undgå og begrænse uønskede fangster mest muligt og gradvis at eliminere udsmid, at reducere fiskeriets negative indvirkning på det marine økosystem og habitaterne og ligeledes at fremme et økonomisk levedygtigt og konkurrencedygtigt EU-fiskeri, hvor de, der er afhængige af fiskeriet, sikres en rimelig levestandard, samtidig med at der tages hensyn til forbrugernes interesser

    b)

    arbejde hen imod en passende inddragelse af interessenter i forberedelsen af IATTC- og AIDCP-foranstaltninger og sikre, at foranstaltninger, der vedtages inden for rammerne af IATTC og AIDCP-Partsmødet, er i overensstemmelse med henholdsvis Antiguakonventionen og AIDCP-aftalen

    c)

    sikre, at de foranstaltninger, der vedtages inden for rammerne af IATTC og AIDCP-Partsmødet, er forenelige med folkeretten, navnlig FN's havretskonvention af 1982, FN-aftalen af 1995 om bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande, aftalen af 1993 om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger på åbent hav og Fødevare- og Landbrugsorganisationens aftale af 2009 om havnestatsforanstaltninger

    d)

    fremme holdninger, der er i overensstemmelse med den bedste praksis, der anvendes af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) i samme område

    e)

    søge sammenhæng og synergi med den politik, som Unionen følger som led i sine bilaterale fiskeriforbindelser med tredjelande, og sikre sammenhæng med sine øvrige politikker, navnlig på områderne eksterne forbindelser, beskæftigelse, miljø, handel, udvikling, forskning og innovation

    f)

    sikre, at Unionens internationale forpligtelser opfyldes

    g)

    følge Rådets konklusioner af 19. marts 2012 om Kommissionens meddelelse om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension (1)

    h)

    sigte mod at skabe lige vilkår for EU-fiskerflåden inden for IATTC-konventionsområdet på grundlag af de samme principper og standarder som dem, der gælder i henhold til EU-lovgivningen, og mod at fremme en ensartet gennemførelse af disse principper og standarder

    i)

    sikre overensstemmelse med Rådets konklusioner (2) om den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen om International havforvaltning: en dagsorden for havenes fremtid (3) og fremme foranstaltninger til støtte og forbedring af IATTC og AIDCP og, hvor det er relevant, forbedre IATTC's og AIDCP's forvaltning og resultater (navnlig videnskab, overholdelse, gennemsigtighed og beslutningstagning) med henblik på at bidrage til alle de forskellige dimensioner af bæredygtig havforvaltning

    j)

    fremme koordineringen mellem RFFO'erne og de regionale havkonventioner og samarbejdet med internationale organisationer, alt efter hvad der er relevant, inden for deres respektive mandat, hvis det er påkrævet

    k)

    fremme koordinering og samarbejde med andre RFFO'er med ansvar for tun vedrørende spørgsmål af fælles interesse, navnlig ved at genoptage den såkaldte Kobeprocedure for RFFO'er med ansvar for tun og udvide den til at omfatte alle RFFO'er.

    2.   RETNINGSLINJER

    Unionen skal i relevant omfang stræbe efter at støtte vedtagelsen af følgende tiltag inden for rammerne af IATTC og AIDCP:

    a)

    foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne i Antiguakonventionsområdet baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, herunder samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) og kvoter eller indsatsregulering for havets levende biologiske ressourcer reguleret af IATTC, som senest inden udgangen af 2020 resulterer i et fiskeri eller opretholder fiskeriet på et niveau, der giver det maksimale bæredygtige udbytte. Hvor det er nødvendigt, skal disse bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger omfatte særlige foranstaltninger for bestande, der lider under overfiskning, for at holde fiskeriindsatsen på et niveau, der er i overensstemmelse med fiskerimulighederne

    b)

    foranstaltninger, der skal forebygge, afværge eller standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) i konventionsområdet, herunder opførelse af fartøjer på IUU-lister

    c)

    foranstaltninger til at styrke fiskerividenskabelig dataindsamling og fremme bedre samarbejde mellem industrien og videnskabskredse

    d)

    foranstaltninger til overvågning, kontrol og tilsyn i Antiguakonventionsområdet, herunder vedtagelse af havnestatsforanstaltninger og styrkelse af fartøjsovervågningssystemet (FOS) for at sikre en effektiv kontrol og overholdelse af de foranstaltninger, der vedtages af IATTC

    e)

    foranstaltninger, der skal reducere fiskeriets negative indvirkning på havets biodiversitet og det marine økosystem mest muligt, herunder foranstaltninger til at reducere havforurening og forebygge udtømning af plast til havs og mindske indvirkningen af plast i havene på den marine biodiversitet og de marine økosystemer, foranstaltninger til at beskytte sårbare marine økosystemer i Antiguakonventionsområdet i overensstemmelse med FN's Generalforsamlings resolutioner, samt foranstaltninger, der tager sigte på at undgå og i videst muligt omfang reducere uønskede fangster, særligt af sårbare marine arter, og på gradvis at eliminere udsmid

    f)

    foranstaltninger til at forvalte anvendelsen af anordninger til tiltrækning af fisk (FAD), navnlig for at forbedre indsamlingen af data med henblik på nøjagtigt at kvantificere, spore og føre tilsyn med anvendelsen af FAD'er, reducere indvirkningen på sårbare tunbestande, afhjælpe de potentielle virkninger af FAD'er på målarter og ikkemålarter samt på økosystemet

    g)

    foranstaltninger til at mindske virkningen af efterladte, tabte eller på anden måde kasserede fiskeredskaber (ALDFG) i havet og til at lette identificering og bjærgning af sådanne redskaber og reducere bidraget til havaffald

    h)

    foranstaltninger til at styrke organisationens kontrol med overholdelse og til at sikre en effektiv opfølgning på de skridt, som flagstaterne har taget til at bringe manglende overholdelse til ophør

    i)

    foranstaltninger, der tager sigte på at forbyde fiskeri, der kun har til formål at høste hajfinner, og på at kræve, at alle hajer landes med finnerne på

    j)

    strategier, der er fælles med andre RFFO'er, navnlig dem, der deltager i fiskeriforvaltningen i det samme område

    k)

    supplerende tekniske foranstaltninger baseret på rådgivning fra IATTC's organer og arbejdsgrupper og AIDCP-Partsmødet

    l)

    gradvis nedbringelse af utilsigtet delfindødelighed i forbindelse med notfiskeri efter tun til næsten nul og regelmæssige vurderinger af delfinbestandene

    m)

    henstillinger, der tilskynder til gennemførelsen af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren, hvor det er relevant og i det omfang, det er tilladt efter de relevante stiftelsesdokumenter

    n)

    foranstaltninger, der sikrer, at organisationen er effektiv, herunder regelmæssige performancegennemgange af organisationen.


    (1)  7087/12 REV 1 ADD 1 COR 1.

    (2)  7348/1/17 REV 1 af 24.3.2017.

    (3)  JOIN(2016) 49 final af 10.11.2016.


    BILAG II

    Præciseringen fra år til år af den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages på møderne i Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk og på mødet mellem parterne i aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner

    Forud for hvert møde i IATTC og hver samling i AIDCP-Partsmødet, når disse organer skal vedtage afgørelser, der har retsvirkninger for Unionen, træffes de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der i den holdning, der skal udtrykkes på Unionens vegne, tages hensyn til de seneste videnskabelige og andre relevante oplysninger, der er fremsendt til Europa-Kommissionen, i overensstemmelse med principperne og retningslinjerne i bilag I.

    Med henblik herpå og på baggrund af disse oplysninger forelægger Kommissionen i tilstrækkelig god tid inden hvert møde i IATTC og hver samling i AIDCP-Partsmødet et skriftligt dokument for Rådet, hvori er fastlagt enkelthederne i den foreslåede præcisering af Unionens holdning med henblik på drøftelse og godkendelse af detaljerne i den holdning, som Unionen skal give udtryk for.

    Hvis det i løbet af et møde i IATTC eller en samling i AIDCP-Partsmødet, herunder på stedet, er umuligt at nå til enighed, således at der i Unionens holdning tages hensyn til nye elementer, henvises sagen til Rådet eller dets forberedende organer.


    Top