EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D1485

Rådets afgørelse (EU) 2018/1485 af 28. september 2018 om fastlæggelse af den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages til ændringerne af bilagene til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN)

ST/11722/2018/INIT

EUT L 251 af 5.10.2018, p. 25–27 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2018/1485/oj

5.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 251/25


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/1485

af 28. september 2018

om fastlæggelse af den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages til ændringerne af bilagene til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) trådte i kraft den 29. januar 1968. Den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN) trådte i kraft den 29. februar 2008.

(2)

Unionen er ikke kontraherende part i ADR eller ADN. Alle medlemsstater er kontraherende parter i ADR, og 13 medlemsstater er kontraherende parter i ADN.

(3)

I henhold til ADR's artikel 14 kan alle kontraherende parter fremsætte forslag om en eller flere ændringer af bilagene til ADR. Arbejdsgruppen for transport af farligt gods (WP.15) kan vedtage udkast til ændringer af disse bilag. I henhold til ADN's artikel 20 kan administrationsudvalget for ADN vedtage udkast til ændringer af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN. Sådanne forslag om ændringer skal anses for vedtaget, medmindre mindst en tredjedel af de kontraherende parter, eller fem af dem, hvis en tredjedel er mere end fem, skriftligt har fremsat deres indvendinger mod de foreslåede ændringer over for De Forenede Nationers generalsekretær senest tre måneder efter, at denne har udsendt dem.

(4)

De foreslåede ændringer, der er vedtaget i den toårige periode 2016-2018 af WP.15 og administrationsudvalget for ADN, blev udsendt til de kontraherende parter i ADR og ADN den 1. juli 2018.

(5)

De foreslåede ændringer kan få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF (1). Ved direktivet fastsættes krav til transport af farligt gods ad vej, med jernbane eller ad indre vandveje inden for eller mellem medlemsstaterne, idet der henvises til ADR, reglementet for international befordring af farligt gods med jernbane (RID) i tillæg C til konventionen om international jernbanebefordring (COTIF) og ADN. I artikel 4 i direktiv 2008/68/EF er det fastsat, at transport af farligt gods mellem medlemsstaterne og tredjelande skal tillades, hvis kravene i ADR, RID eller ADN overholdes, medmindre andet fremgår af bilagene til nævnte direktiv. I henhold til artikel 8 i direktiv 2008/68/EF har Kommissionen beføjelse til at tilpasse bilagene til nævnte direktiv i overensstemmelse med den videnskabelige og tekniske udvikling, navnlig for at tage hensyn til ændringer af ADR, RID og ADN.

(6)

De foreslåede ændringer vedrører tekniske standarder eller fælles tekniske forskrifter og har til formål at garantere en sikker og effektiv transport af farligt gods, samtidig med at der tages hensyn til den videnskabelige og tekniske udvikling i sektoren og udviklingen af nye stoffer og genstande, der frembyder en fare under transporten. Udviklingen inden for transport af farligt gods ad vej og indre vandveje, både inden for Unionen og mellem Unionen og dens nabolande, er et centralt element i den fælles transportpolitik og sikrer grundlaget for driften af alle industrisektorer, der fremstiller eller anvender de varer, der er klassificeret som farlige i henhold til ADR og ADN.

(7)

Alle de foreslåede ændringer er berettigede og gavnlige, og Unionen bør derfor støtte dem. Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages til de foreslåede ændringer af bilagene til ADR og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN, bør derfor baseres på tillægget til denne afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages til de foreslåede ændringer af bilagene til ADR og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN, baseres på tillægget til denne afgørelse.

Der kan aftales mindre tilpasninger af de foreslåede ændringer af bilagene til ADR og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN, uden at Rådet træffer yderligere afgørelse, jf. artikel 2.

Artikel 2

Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages til de foreslåede ændringer af bilagene til ADR, jf. artikel 1, skal fremføres af de medlemsstater, der er kontraherende parter i ADR, idet de handler i fællesskab i Unionens interesse.

Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages til de foreslåede ændringer af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN, jf. artikel 1, skal fremføres af de medlemsstater, der er kontraherende parter i ADN, idet de handler i fællesskab i Unionens interesse.

Artikel 3

En henvisning til de vedtagne ændringer af bilagene til ADR og af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN, herunder deres ikrafttrædelsesdato(er), offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. september 2018.

På Rådets vegne

M. SCHRAMBÖCK

Formand


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13).


BILAG

Forslag

Referencedokument

Meddelelse

Genstand

Bemærkninger

EU's holdning

1

ECE/TRANS/WP.15/240

C.N.304.2018.TREATIES-XI.B.14

Forslag til ændringer af bilag A og B til ADR

Teknisk konsensus i Arbejdsgruppen for Transport af Farligt Gods — WP.15.

Tilslutter sig ændringerne.

2

ECE/TRANS/WP.15/240/Add.1

C.N.304.2018.TREATIES-XI.B.14

Forslag til ændringer af bilag A og B til ADR — Tillæg (genudstedt den 8. juni 2018)

Teknisk konsensus i Arbejdsgruppen for Transport af Farligt Gods — WP.15.

Tilslutter sig ændringerne.

3

ECE/TRANS/WP.15/240/Corr.1

C.N.304.2018.TREATIES-XI.B.14

Forslag til ændringer af bilag A og B til ADR — Berigtigelse (genudstedt den 8. juni 2018)

Teknisk konsensus i Arbejdsgruppen for Transport af Farligt Gods — WP.15.

Tilslutter sig ændringerne.

4

ECE/ADN/45

C.N.297.2018.TREATIES-XI.D.6

Forslag til ændringer af de bestemmelser, der er knyttet som bilag til ADN

Teknisk konsensus i Administrationsudvalget for ADN.

Tilslutter sig ændringerne.


Top