Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D1853

    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1853 af 10. oktober 2017 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU om bemyndigelse af Republikken Litauen til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

    EUT L 265 af 14.10.2017, p. 15–16 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2017/1853/oj

    14.10.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 265/15


    RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/1853

    af 10. oktober 2017

    om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU om bemyndigelse af Republikken Litauen til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 395,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved brev registreret i Kommissionen den 26. april 2017 anmodede Litauen om tilladelse til at indføre en foranstaltning, som fraviger artikel 287, nr. 11), i direktiv 2006/112/EF for fortsat at kunne momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årsomsætning ikke overstiger 45 000 EUR. Ved hjælp af denne foranstaltning vil disse afgiftspligtige personer være fritaget for nogle af eller alle de momsmæssige forpligtelser, som er omhandlet i afsnit XI, kapitel 2-6, i direktiv 2006/112/EF.

    (2)

    Kommissionen underrettede ved brev af 8. og 10. maj 2017 de øvrige medlemsstater om Litauens anmodning. Ved brev af 11. maj 2017 meddelte Kommissionen Litauen, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger til at vurdere anmodningen.

    (3)

    Medlemsstaterne kan i forvejen gøre brug af en særlig ordning for små virksomheder i henhold til afsnit XII i direktiv 2006/112/EF. Den foranstaltning, som forlænges, fraviger kun afsnit XII i direktiv 2006/112/EF på den måde, at dens øvre grænse for den afgiftspligtige persons årsomsætning er højere end den, der for øjeblikket gælder for Litauen efter artikel 287, nr. 11), i direktiv 2006/112/EF, hvilken er 29 000 EUR.

    (4)

    Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU (2) fik Litauen tilladelse til som en fravigelse at indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årsomsætning ikke overstiger 45 000 EUR, indtil den 31. december 2014. Fravigelsen blev ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/795/EU (3) forlænget frem til den 31. december 2017.

    (5)

    Da den fastsatte tærskel medførte en begrænsning af momsforpligtelserne og dermed af de administrative omkostninger for små virksomheder, bør Litauen indrømmes tilladelse til at anvende foranstaltningen i endnu en begrænset periode indtil den 31. december 2020. Afgiftspligtige personer kan stadig vælge de normale momsordninger.

    (6)

    Bestemmelserne i artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF om særordningen for små virksomheder er under revision, og et direktiv om ændring af disse bestemmelser i direktiv 2006/112/EF kan derfor eventuelt træde i kraft inden den 31. december 2020.

    (7)

    Ifølge Litauens oplysninger vil forlængelsen af fravigelsen kun have en ubetydelig indvirkning på de samlede afgiftsindtægter, der opkræves i det endelige forbrugsled.

    (8)

    Undtagelsen vil ikke få indvirkning på Unionens egne indtægter hidrørende fra moms, idet Litauen vil foretage en kompensationsberegning i overensstemmelse med artikel 6 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 (4)

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Artikel 2, stk. 2, i gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU affattes således:

    »Den finder anvendelse fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2020 eller indtil ikrafttrædelsesdatoen for et direktiv om ændring af bestemmelserne i artikel 281-294 i direktiv 2006/112/EF, alt efter hvilken dato der ligger først.«

    Artikel 2

    Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

    Den finder anvendelse fra den 1. januar 2018.

    Artikel 3

    Denne afgørelse er rettet til Republikken Litauen.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 10. oktober 2017.

    På Rådets vegne

    T. TÕNISTE

    Formand


    (1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

    (2)  Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU af 30. maj 2011 om bemyndigelse af Republikken Litauen til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 150 af 9.6.2011, s. 6).

    (3)  Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/795/EU af 7. november 2014 om forlængelse af anvendelsen af gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU om bemyndigelse af Republikken Litauen til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 330 af 15.11.2014, s. 44).

    (4)  Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 af 29. maj 1989 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften (EFT L 155 af 7.6.1989, s. 9).


    Top