30.12.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 370/35

(1)

Målet med forordning (EU) nr. 1380/2013 er gradvis at bringe udsmid til ophør i alle fiskerier i EU, ved at der indføres en landingsforpligtelse for fangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger.

(2)

Ved artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013 tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage planer vedrørende udsmid ved en delegeret retsakt for en periode på højst tre år på grundlag af fælles henstillinger, som medlemsstaterne udarbejder sammen med de relevante rådgivende råd.

(3)

Belgien, Danmark, Tyskland, Frankrig, Nederlandene, Sverige og Det Forenede Kongerige har direkte interesse i spørgsmål vedrørende fiskeriforvaltning i Nordsøen. Disse medlemsstater har fremlagt en fælles henstilling for Kommissionen efter høring af Det Rådgivende Råd for Pelagiske Bestande og Det Rådgivende Råd for Nordsøen. Der blev indhentet videnskabelige bidrage fra relevante videnskabelige organer. De foranstaltninger, som den fælles henstilling omfatter, er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1380/2013, og de bør derfor i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, omfattes af nærværende forordning.

(4)

For så vidt angår Nordsøen, bør landingsforpligtelsen i henhold til artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 1380/2013 senest fra den 1. januar 2015 anvendes på alle fartøjer, der fisker efter små pelagiske arter eller fisker til industriformål, når der er tale om arter, der fanges i disse fiskerier og som er underlagt fangstbegrænsninger.

(5)

I overensstemmelse med den fælles henstilling bør planen vedrørende udsmid omfatte visse fiskerier efter almindelig makrel, hestemakrel, blåhvilling, guldlaks og brisling såvel som fiskeri til industriformål efter sperling, brisling og tobis i Nordsøen fra den 1. januar 2015.

(6)

Den fælles henstilling indeholder en undtagelse fra landingsforpligtelsen for makrel og sild fanget med not under visse betingelser baseret på videnskabelig dokumentation for høje overlevelsesrater i henhold til artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013. Scheveningengruppen har forelagt videnskabelig dokumentation for høje overlevelsesrater i den fælles henstilling, i hvilken der henvises til en række videnskabelige undersøgelser om fisks overlevelse, når de slippes fri ud af noten. I undersøgelserne blev det konkluderet, at overlevelsesraten afhænger af, hvor længe fiskene befinder sig i noten, og hvor mange fisk der er i nettet, to faktorer, der typisk er begrænsede i disse fiskerier. STECF gennemgik disse oplysninger på sit plenarmøde 14-02. STECF konkluderede, at under antagelse af, at resultaterne af overlevelsesundersøgelserne er repræsentative for overlevelsesraterne i erhvervsfiskeriet, vil andelen af almindelig makrel, der overlever udslipning, være ca. 70 %, hvilket ville resultere i en meget lavere densitet af fisk end den densitet, ved hvilken det blev observeret, at dødeligheden for sild øgedes. I artikel 19b, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 850/98 (2) nedlægges der forbud mod at lade almindelig makrel og sild slippe ud, før nettet er taget helt om bord på et fiskerfartøj, med tab af døde eller døende fiske til følge. Undtagelsen, der er begrundet i en høj overlevelsesrate, anfægter ikke det gældende forbud, idet fiskene bliver sluppet fri på et stadium i fangstarbejdet, hvor fisken har en høj overlevelsesrate efter at være blevet sluppet fri. Derfor bør en sådan undtagelse omfattes af nærværende forordning.

(7)

Den fælles henstilling omfatter desuden en de minimis-undtagelse fra landingsforpligtelsen, som tager sigte på at undgå uforholdsmæssigt store udgifter ved håndtering af uønskede fangster, såsom opbevaring, arbejdskraft, afkøling med is, og tager hensyn til det faktum, at det er vanskeligt at øge selektiviteten i det pelagiske fiskeri efter makrel, hestemakrel og sild i ICES-afsnit IVb og c syd for 54 °N. Denne undtagelse er baseret på videnskabelig dokumentation, som de medlemsstater, der er involveret i den fælles henstilling, har fremsendt, og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) har gennemgået dokumentationen. STECF fandt, at der i den fælles henstilling fremlægges begrundede kvalitative argumenter til støtte for en de minimis-undtagelse på grund af uforholdsmæssigt høje udgifter ved håndtering af uønskede fangster. I lyset af ovenstående og i mangel af videnskabelige oplysninger, der viser det modsatte, bør der fastsættes en de minimis-undtagelse i overensstemmelse med procentsatserne i de fælles henstillinger og på niveauer, der ikke overstiger dem, der er tilladt i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1380/2013. Derfor bør denne undtagelse omfattes af nærværende forordning.

(8)

For at sikre passende kontrol bør der fastsættes specifikke krav om dokumentation af fangster, der er omfattet af de undtagelser, der er fastsat i nærværende forordning.

(9)

Idet foranstaltningerne i denne forordning indvirker direkte på de økonomiske aktiviteter og planlægningen af EU-fartøjernes fangstsæson, bør forordningen træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen.

(10)

Denne forordning bør anvendes fra den 1. januar 2015 for at overholde den tidsplan, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1380/2013. I henhold til artikel 15, stk. 6, i nævnte forordning, bør den anvendes i højst tre år —

—

fangsten slippes fri, før en vis procentdel (fastsat i stk. 2 og 3 nedenfor) af noten er halet (»indhalingspunktet«)

—

noten er udstyret med en synlig bøje, som markerer grænsen for indhalingspunktet

—

fartøjet og noten er udstyret med et elektronisk registrerings- og dokumentationssystem, som viser, hvornår, hvor og hvor langt noten er blevet halet ved hvert træk.