EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0332

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 332/2014 af 11. marts 2014 om visse procedurer for anvendelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side

EUT L 103 af 5.4.2014, p. 10–14 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/332/oj

5.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 103/10


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 332/2014

af 11. marts 2014

om visse procedurer for anvendelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side (»stabiliserings- og associeringsaftalen«) blev undertegnet den 29. april 2008 og indgået den 22. juli 2013 (2). Stabiliserings- og associeringsaftalen trådte i kraft den 1. september 2013.

(2)

Det er nødvendigt at fastsætte regler for anvendelsen af visse af stabiliserings- og associeringsaftalens bestemmelser samt procedurer for vedtagelse af detaljerede gennemførelsesbestemmelser.

(3)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (3). Da gennemførelsesretsakter er led i den fælles handelspolitik, bør undersøgelsesproceduren i princippet anvendes til vedtagelse af dem. Når stabiliserings- og associeringsaftalen giver mulighed for under ekstraordinære og kritiske omstændigheder at anvende øjeblikkelige foranstaltninger, som er nødvendige i den konkrete situation, bør Kommissionen straks vedtage sådanne gennemførelsesretsakter. Kommissionen bør vedtage gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, når det i behørigt begrundede tilfælde vedrørende landbrugsprodukter og fiskevarer er påkrævet af særligt hastende årsager.

(4)

Ifølge stabiliserings- og associeringsaftalen kan visse landbrugsprodukter og fiskevarer med oprindelse i Serbien importeres til Unionen til en nedsat toldsats inden for rammerne af toldkontingenter. Det er derfor nødvendigt at fastsætte bestemmelser for forvaltningen og revisionen af disse toldkontingenter for at kunne foretage en grundig vurdering af dem.

(5)

Hvis det bliver nødvendigt med handelsbeskyttelsesforhandlinger, bør de vedtages i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 260/2009 (4), Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (5) eller eventuelt Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 (6).

(6)

Hvis en medlemsstat giver Kommissionen oplysninger om et eventuelt tilfælde af svig eller forsømmelighed i det administrative samarbejde, bør den relevante EU-lovgivning, især Rådets forordning (EF) nr. 515/97 (7), finde anvendelse.

(7)

Denne forordning indeholder gennemførelsesbestemmelser for stabiliserings- og associeringsaftalen og bør derfor finde anvendelse fra datoen for stabiliserings- og associeringsaftalens ikrafttræden.

(8)

Ved stabiliserings- og associeringsaftalens ikrafttræden, erstattede stabiliserings- og associeringsaftalen interimsaftalen om handel og handelsanliggender mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side (8) (»interimsaftalen«), som trådte i kraft den 1. februar 2010 og foreskrev en snarlig ikrafttræden af bestemmelserne om handel og handelsanliggender i stabiliserings- og associeringsaftalen. For at sikre en effektiv anvendelse og forvaltning af de toldkontingenter, der er tildelt i medfør af interimsaftalen og stabiliserings- og associeringsaftalen, og for at sikre retssikkerhed og ligebehandling med hensyn til opkrævning af told bør visse bestemmelser i denne forordning finde anvendelse fra datoen for interimsaftalens ikrafttræden —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

1.   Denne forordning fastlægger reglerne og procedurerne for vedtagelse af detaljerede gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side (»stabiliserings- og associeringsaftalen«).

2.   Alle henvisninger i denne forordning til bestemmelser i stabiliserings- og associeringsaftalen skal i givet fald forstås som henvisninger til de tilsvarende bestemmelser i interimsaftalen.

Artikel 2

Indrømmelser for fisk og fiskevarer

Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter detaljerede gennemførelsesbestemmelser til artikel 14 i interimsaftalen og derefter artikel 29 i stabiliserings- og associeringsaftalen vedrørende toldkontingenterne for fisk og fiskevarer. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 13, stk. 3, i denne forordning.

Artikel 3

Toldnedsættelser

1.   Præferencetoldsatserne nedrundes til første decimal, jf. dog stk. 2.

2.   Præferencesatsen betragtes som en fuldstændig fritagelse, hvis beregningen af præferencetoldsatsen i medfør af stk. 1 giver et af følgende resultater:

a)

1 % eller derunder for værditolden

b)

1 EUR eller derunder pr. individuelt beløb for den specifikke told.

Artikel 4

Tekniske tilpasninger

Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter ændringer og tekniske tilpasninger af de bestemmelser, som vedtages i henhold til denne forordning, og som er nødvendige som følge af ændringer af den kombinerede nomenklaturs koder og Taric-underopdelingerne eller indgåelse af nye eller ændrede aftaler, protokoller, brevvekslinger eller andre retsakter mellem Unionen og Republikken Serbien. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 13, stk. 3.

Artikel 5

Generel beskyttelsesklausul

Hvis Unionen har brug for at træffe en foranstaltning som omhandlet i artikel 41 i stabiliserings- og associeringsaftalen, vedtager Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter denne foranstaltning, jf. dog artikel 7. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 13, stk. 3, i denne forordning, medmindre andet er angivet i artikel 41 i stabiliserings- og associeringsaftalen.

Artikel 6

Knaphedsklausul

Hvis Unionen har brug for at træffe en foranstaltning som omhandlet i artikel 42 i stabiliserings- og associeringsaftalen, vedtager Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter denne foranstaltning, jf. dog artikel 7. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 13, stk. 3, i denne forordning.

Artikel 7

Ekstraordinære og kritiske omstændigheder

Foreligger der ekstraordinære og kritiske omstændigheder som omhandlet i artikel 41, stk. 5, litra b), og artikel 42, stk. 4, i stabiliserings- og associeringsaftalen, kan Kommissionen træffe foranstaltninger, der finder anvendelse straks, jf. i artikel 41 og 42 i stabiliserings- og associeringsaftalen, efter proceduren i artikel 13, stk. 4, i denne forordning.

Artikel 8

Beskyttelsesklausul for landbrugsprodukter og fiskevarer

1.   Uanset procedurerne i artikel 5 og 6 i denne forordning træffer Kommissionen, hvis Unionen har brug for at træffe en foranstaltning som omhandlet i artikel 32, stk. 2, eller artikel 41 i stabiliserings- og associeringsaftalen for så vidt angår landbrugsprodukter og fiskevarer, på anmodning af en medlemsstat eller på eget initiativ beslutning om de nødvendige foranstaltninger, efter omstændighederne, efter at have gjort brug af indbringelsesproceduren i artikel 41 i stabiliserings- og associeringsaftalen. Disse foranstaltninger vedtages af Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 13, stk. 3, i denne forordning.

I behørigt begrundede særligt hastende tilfælde, herunder det i stk. 2 i denne artikel nævnte tilfælde, vedtager Kommissionen efter proceduren i artikel 13, stk. 4, i denne forordning gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks.

2.   Modtager Kommissionen den i stk. 1 omhandlede anmodning fra en medlemsstat, træffer den beslutning derom:

a)

inden for tre arbejdsdage efter modtagelsen af denne anmodning, såfremt indbringelsesproceduren i artikel 41 i stabiliserings- og associeringsaftalen ikke finder anvendelse, eller

b)

inden for tre dage efter afslutningen af den periode på tredive dage, der er nævnt i artikel 41, stk. 5, litra a), i stabiliserings- og associeringsaftalen, såfremt indbringelsesproceduren i artikel 41 i stabiliserings- og associeringsaftalen finder anvendelse.

Artikel 9

Tilsyn

Med henblik på gennemførelsen af artikel 32, stk. 2, i stabiliserings- og associeringsaftalen oprettes der et EU-tilsyn med import af de varer, der er nævnt i bilag V i protokol 3 til stabiliserings- og associeringsaftalen. Proceduren i artikel 308d i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (9) finder anvendelse.

Artikel 10

Dumping og subsidier

I tilfælde af praksis, som kan foranledige, at Unionen træffer de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 40, stk. 2, i stabiliserings- og associeringsaftalen, træffes der beslutning om indførelse af antidumping- og/eller udligningsforanstaltninger i overensstemmelse med bestemmelserne i henholdsvis forordning (EF) nr. 1225/2009 og forordning (EF) nr. 597/2009.

Artikel 11

Konkurrence

1.   I tilfælde af praksis, som Kommissionen anser for uforenelig med artikel 73 i stabiliserings- og associeringsaftalen, træffer Kommissionen efter behandling af sagen på eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstat beslutning om en egnet foranstaltning i henhold til artikel 73 i stabiliserings- og associeringsaftalen.

De foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 73, stk. 10, i stabiliserings- og associeringsaftalen, vedtages i tilfælde af støtte efter procedurerne i forordning (EF) nr. 597/2009.

2.   I tilfælde af praksis, der kan foranledige Republikken Serbien til at anvende foranstaltninger over for Unionen på grundlag af artikel 73 i stabiliserings- og associeringsaftalen, tager Kommissionen efter behandling af sagen stilling til, om den pågældende praksis er forenelig med principperne i stabiliserings- og associeringsaftalen. Den træffer om fornødent egnede beslutninger på grundlag af kriterier, der følger af anvendelsen af artikel 101, 102 og 107 i traktaten.

Artikel 12

Svig eller forsømmelighed i det administrative samarbejde

1.   Finder Kommissionen på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne eller på eget initiativ, at betingelserne i artikel 46 i stabiliserings- og associeringsaftalen er opfyldt, skal den så hurtigt som muligt:

a)

underrette Europa-Parlamentet og Rådet, og

b)

meddele stabiliserings- og associeringsudvalget sine resultater sammen med de objektive oplysninger, som de er baseret på, og indlede konsultationer i stabiliserings- og associeringsudvalget.

2.   Alle meddelelser i henhold til artikel 46, stk. 5, i stabiliserings- og associeringsaftalen offentliggøres af Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende.

3.   Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter vedtaget efter undersøgelsesproceduren i artikel 13, stk. 3, i denne forordning midlertidigt suspendere den relevante præferencebehandling af produkterne som omhandlet i artikel 46, stk. 4, i stabiliserings- og associeringsaftalen.

Artikel 13

Udvalgsprocedure

1.   Med henblik på artikel 2, 4 og 12 i nærværende forordning bistås Kommissionen af Toldkodeksudvalget, der er nedsat ved artikel 184 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 (10). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Med henblik på artikel 5-8 i nærværende forordning bistås Kommissionen af det udvalg, der er nedsat ved artikel 4 i forordning (EF) nr. 260/2009. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

4.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 8, stk. 1-4, i forordning (EU) nr. 182/2011 sammenholdt med dennes artikel 5.

Artikel 14

Notifikation

Kommissionen foranstalter på Unionens vegne de notifikationer af stabiliserings- og associeringsrådet og stabiliserings- og associeringsudvalget som krævet i henhold til stabiliserings- og associeringsaftalen.

Artikel 15

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. september 2013. Artikel 2, 3 og 4 finder dog anvendelse fra den 1. februar 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. marts 2014.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

D. KOURKOULAS

Formand


(1)  Europa-Parlamentets holdning af 25.10.2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 28.1.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets holdning af 11.3.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Rådets og Kommissionens afgørelse 2013/490/EU, Euratom af 22. juli 2013 om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side (EUT L 278 af 18.10.2013, s. 14). Aftalen er offentliggjort sammen med førnævnte afgørelse i EUT L 278 af 18.10.2013, s. 16.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(4)  Rådets forordning (EF) nr. 260/2009 af 26. februar 2009 om den fælles importordning (EUT L 84 af 31.3.2009, s. 1).

(5)  Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51).

(6)  Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 af 11. juni 2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 188 af 18.7.2009, s. 93).

(7)  Rådets Forordning (EF) nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (EFT L 82 af 22.3.1997, s. 1).

(8)  EUT L 28 af 30.1.2010, s. 1.

(9)  Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF- toldkodeks (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1).

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23. april 2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks) (EUT L 145 af 4.6.2008, s. 1).


Top