EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0187

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 187/2014 af 26. februar 2014 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår godkendelsesbetingelserne for aktivstoffet methiocarb EØS-relevant tekst

EUT L 57 af 27.2.2014, p. 24–26 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2014/187/oj

27.2.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 57/24


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 187/2014

af 26. februar 2014

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår godkendelsesbetingelserne for aktivstoffet methiocarb

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (1), særlig det andet alternativ i artikel 21, stk. 3, og artikel 78, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens direktiv 2007/5/EF (2) blev methiocarb optaget som aktivstof i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF (3), på betingelse af at de berørte medlemsstater sikrer, at den anmelder, der anmodede om, at methiocarb blev optaget i bilaget, fremlægger yderligere bekræftende oplysninger om risikoen for fugle, pattedyr og leddyr, der ikke er målarter.

(2)

Aktivstoffer i bilag I til direktiv 91/414/EØF betragtes som godkendt i henhold til forordning (EF) nr. 1107/2009 og er opført i del A i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (4).

(3)

Anmelderen har forelagt yderligere oplysninger, der har form af undersøgelser, med henblik på at bekræfte risikovurderingen for fugle, pattedyr og leddyr, der ikke er målarter, for den rapporterende medlemsstat, Det Forenede Kongerige, inden for den frist, der er fastsat for forelæggelse af oplysninger.

(4)

Det Forenede Kongerige vurderede de yderligere oplysninger, som anmelderen havde forelagt. Det Forenede Kongerige forelagde den 5. april 2011 sin vurdering i form af et tillæg til udkastet til vurderingsrapport for de øvrige medlemsstater, Kommissionen og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«).

(5)

Kommissionen hørte autoriteten, der fremlagde sin udtalelse om risikovurderingen for methiocarb den 1. juni 2012 (5). Udkastet til vurderingsrapport, tillægget og autoritetens udtalelse er blevet behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og behandlingen blev afsluttet den 13. december 2013 med Kommissionens reviderede vurderingsrapport om methiocarb.

(6)

På baggrund af de yderligere oplysninger, som anmelderen forelagde, fandt Kommissionen, at de påkrævede yderligere bekræftende oplysninger ikke var blevet forelagt.

(7)

Kommissionen opfordrede anmelderen til at fremsætte sine bemærkninger til den reviderede vurderingsrapport om methiocarb.

(8)

Kommissionen er kommet til den konklusion, at en høj risiko for fugle, pattedyr og leddyr, der ikke er målarter, ikke kan udelukkes, også selv om der træffes yderligere risikobegrænsende foranstaltninger.

(9)

Det bekræftes, at aktivstoffet methiocarb betragtes som godkendt i henhold til forordning (EF) nr. 1107/2009. For at udelukke, at fugle, pattedyr og leddyr, der ikke er målarter, eksponeres, bør anvendelsen af dette aktivstof begrænses yderligere og anvendelsen som sneglegift tilbagekaldes.

(10)

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(11)

Medlemsstaterne bør have tid til at ændre eller tilbagekalde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder methiocarb.

(12)

For plantebeskyttelsesmidler, der indeholder methiocarb, og for hvilke medlemsstaterne bevilger en afviklingsperiode i henhold til artikel 46 i forordning (EF) nr. 1107/2009, bør en sådan periode udløbe senest 18 måneder efter denne forordnings ikrafttræden.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Overgangsforanstaltninger

Om nødvendigt ændrer eller tilbagekalder medlemsstaterne i henhold til forordning (EF) nr. 1107/2009 eksisterende godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder methiocarb som aktivstof, senest den 19. september 2014.

Artikel 3

Afviklingsperiode

En eventuel afviklingsperiode, der indrømmes af medlemsstaterne i henhold til artikel 46 i forordning (EF) nr. 1107/2009, skal være så kort som muligt og udløbe senest den 19. september 2015.

Artikel 4

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. februar 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.

(2)  Kommissionens direktiv 2007/5/EF af 7. februar 2007 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF for at optage captan, folpet, formetanat og methiocarb som aktivstoffer (EUT L 35 af 8.2.2007, s. 11).

(3)  Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer (EUT L 153 af 11.6.2011, s. 1).

(5)  Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet: Conclusion on the peer review of the pesticide risk assessment of confirmatory data submitted for the active substance methiocarb. EFSA Journal 2012; 10(6): 2758. (14 pp.). doi:10.2903/j.efsa.2012.2758. Tilgængelig online: www.efsa.europa.eu/efsajournal.htm


BILAG

Kolonnen »Særlige bestemmelser« i række 148, methiocarb, i del A i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 affattes således:

»DEL A

Må kun tillades anvendt som afskrækningsmiddel i forbindelse med frøbehandling, og som insekticid.

DEL B

Ved vurdering af anmodninger om godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder methiocarb, til andre anvendelsesformål end majsfrøbehandling skal medlemsstaterne være særligt opmærksomme på kriterierne i artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009, ligesom de skal sikre, at de nødvendige data og oplysninger er fremlagt, inden en sådan godkendelse gives.

Med henblik på gennemførelsen af de i artikel 29, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1107/2009 nævnte ensartede principper skal der tages hensyn til konklusionerne i den reviderede vurderingsrapport om methiocarb, særlig tillæg I og II, som færdigbehandlet i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 29. september 2006.

Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne være særligt opmærksomme på:

beskyttelsen af fugle, pattedyr og leddyr, der ikke er målarter, og sikre, at godkendelsesbetingelserne omfatter risikobegrænsende foranstaltninger, hvis det er relevant

beskyttelsen af brugerne og andre tilstedeværende og sikre, at anvendelsesbetingelserne foreskriver anvendelse af passende personlige værnemidler

forbrugernes eksponering via kosten.«


Top