31.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 228/29

(1)

Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) blev indledt den 1. januar 1999. På sit møde i Bruxelles den 3. maj 1998 traf Rådet i sin sammensætning af stats- og regeringschefer afgørelse om, at Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 1999 (1).

(2)

Rådet besluttede ved beslutning 2000/427/EF (2), at Grækenland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2001. Rådet besluttede ved beslutning 2006/495/EF (3), at Slovenien opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2007. Rådet besluttede ved beslutning 2007/503/EF (4) og 2007/504/EF (5), at Cypern og Malta opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2008. Rådet besluttede ved beslutning 2008/608/EF (6), at Slovakiet opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen. Rådet besluttede ved afgørelse 2010/416/EU (7), at Estland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen. Rådet besluttede ved afgørelse 2013/387/EU (8), at Letland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen.

(3)

I overensstemmelse med punkt 1 i protokollen om visse bestemmelser vedrørende Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (i det følgende benævnt »EF-traktaten«), meddelte Det Forenede Kongerige Rådet, at det ikke agtede at gå over til tredje fase af ØMU den 1. januar 1999. Denne meddelelse er ikke blevet ændret. I overensstemmelse med punkt 1 i protokollen om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er knyttet som bilag til EF-traktaten, og afgørelsen truffet af stats- og regeringscheferne i Edinburgh i december 1992 har Danmark meddelt Rådet, at det ikke vil deltage i tredje fase af ØMU. Danmark har ikke anmodet om, at proceduren i artikel 140, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indledes.

(4)

I henhold til beslutning 98/317/EF er Sverige en medlemsstat med dispensation som defineret i artikel 139, stk. 1, i TEUF. I overensstemmelse med artikel 4 i tiltrædelsesakten (9) af 2003 er Den Tjekkiske Republik, Litauen, Ungarn og Polen medlemsstater med dispensation som defineret i artikel 139, stk. 1, i TEUF. I overensstemmelse med artikel 5 i tiltrædelsesakten (10) af 2005 er Bulgarien og Rumænien medlemsstater med dispensation som defineret i artikel 139, stk. 1, i TEUF. I overensstemmelse med artikel 5 i tiltrædelsesakten af 2012 (11) er Kroatien en medlemsstat med dispensation som defineret i artikel 139, stk. 1, i TEUF.

(5)

Den Europæiske Centralbank (ECB) blev oprettet den 1. juli 1998. Det Europæiske Monetære System er blevet erstattet af en valutakursmekanisme, som blev indført ved Det Europæiske Råds resolution af 16. juni 1997 (12) om oprettelse af en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Procedurerne for en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ERM II) blev fastlagt i aftalen af 16. marts 2006 mellem Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i medlemsstaterne uden for euroområdet om fastlæggelse af de operationelle procedurer for en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (13).

(6)

I artikel 140, stk. 2, i TEUF er procedurerne for ophævelse af de pågældende medlemsstaters dispensation fastlagt. Mindst en gang hvert andet år, eller på anmodning fra en medlemsstat med dispensation, aflægger Kommissionen og ECB beretning til Rådet efter fremgangsmåden i artikel 140, stk. 1, i TEUF.

(7)

Medlemsstaternes nationale lovgivninger, herunder de nationale centralbankers statutter, skal om nødvendigt tilpasses for at gøre dem forenelige med artikel 130 og 131 i TEUF samt med statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (»statutten for ESCB og ECB«). Kommissionens og ECB's beretninger indeholder en detaljeret vurdering af foreneligheden af Litauens lovgivning med artikel 130 og 131 i TEUF samt med statutten for ESCB og ECB.

(8)

I henhold til artikel 1 i protokol nr. 13 om konvergenskriterierne, jf. artikel 140 i TEUF, betyder kriteriet vedrørende prisstabilitet som omhandlet i artikel 140, stk. 1, første led, i TEUF, at en medlemsstat har en holdbar prisudvikling og en gennemsnitlig inflationstakt, som betragtet i en periode på et år før undersøgelsen ikke overstiger inflationstakten i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 1,5 procentpoint. Med henblik på dette kriterium måles inflationen ved harmoniserede forbrugerprisindekser (HICP) som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 (14). Med henblik på at vurdere prisstabilitetskriteriet måles en medlemsstats inflation ved den procentvise ændring i det aritmetiske gennemsnit af de sidste 12 månedlige indekser i forhold til det aritmetiske gennemsnit af de 12 månedlige indekser i den foregående periode. I deres beretninger har Kommissionen og ECB taget udgangspunkt i en referenceværdi beregnet som et simpelt aritmetisk gennemsnit af inflationstakterne i de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, plus 1,5 procentpoint. I den etårige periode, der sluttede i april 2014, blev referenceværdien for inflation beregnet til 1,7 %, hvor Letland, Portugal og Irland var de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med en inflationstakt på henholdsvis 0,1 %, 0,3 % og 0,3 %. Det er berettiget, at de medlemsstater, hvis inflationstakt ikke kan betragtes som et relevant benchmark for andre medlemsstater, udelukkes fra dem, der har nået de bedste resultater. Tidligere er sådanne yderligt placerede lande identificeret i konvergensberetningerne fra 2004, 2010 og 2013. I den nuværende situation er det berettiget at udelukke Grækenland, Bulgarien og Cypern fra de lande, der har de bedste resultater (15). I forbindelse med beregningen af referenceværdien erstattes disse lande af Letland, Portugal og Irland, der har de næstlaveste gennemsnitlige inflationstakter.

(9)

I henhold til artikel 2 i protokol nr. 13 kræver kriteriet om den offentlige budgetstilling, der henvises til i artikel 140, stk. 1, andet led, i TEUF, at medlemsstaten på tidspunktet for undersøgelsen ikke er genstand for en rådsafgørelse i henhold til artikel 126, stk. 6, i TEUF om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud.

(10)

I henhold til artikel 3 i protokol nr. 13 kræver kriteriet i artikel 140, stk. 1, tredje led, i TEUF om deltagelse i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme, at en medlemsstat har overholdt de normale udsvingsmargener i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme (ERM) i mindst to år forud for undersøgelsen uden alvorlige spændinger. Medlemsstaterne må navnlig ikke have devalueret deres valutas bilaterale centralkurs i forhold til euroen på eget initiativ i denne periode. Siden 1. januar 1999 har ERM II udgjort rammerne for vurderingen af opfyldelsen af valutakurskriteriet. Ved vurderingen af opfyldelsen af dette kriterium i deres beretninger har Kommissionen og ECB undersøgt den toårige periode, der sluttede den 15. maj 2014.

(11)

I henhold til artikel 4 i protokol nr. 13 kræver kriteriet vedrørende konvergens i rentesatserne som nævnt i artikel 140, stk. 1, fjerde led, i TEUF at en medlemsstat over en periode på et år før undersøgelsen har haft en gennemsnitlig langfristet nominel rentesats, som ikke overstiger den tilsvarende rentesats i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 2 procentpoint. Med henblik på vurderingen af rentekonvergenskriteriet er der blevet anvendt sammenlignelige rentesatser på tiårige toneangivende statsobligationer. Med henblik på at vurdere opfyldelsen af rentekriteriet er der i Kommissionens og ECB's beretninger taget udgangspunkt i en referenceværdi beregnet som et simpelt aritmetisk gennemsnit af den langfristede nominelle rentesats i de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, plus 2 procentpoint. Referenceværdien er baseret på de langfristede rentesatser i Letland (3,3 %), Irland (3,5 %) og Portugal (5,9 %), og resultatet er en referenceværdi på 6,2 % i den etårige periode, der sluttede i april 2014.

(12)

I henhold til artikel 5 i protokol nr. 13 tilvejebringer Kommissionen de statistiske data, der bruges til vurderingen af, om konvergenskriterierne er opfyldt. Kommissionen har tilvejebragt disse data. Budgetdataene har Kommissionen tilvejebragt efter indberetning fra medlemsstaterne pr. 1. april 2014 i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 (16).

(13)

På grundlag af beretningerne fra Kommissionen og ECB om de fremskridt, Litauen har gjort med opfyldelsen af sine forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union, har Kommissionen konkluderet følgende: