Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014D0509

    2014/509/EU: Rådets afgørelse af 23. juli 2014 om Litauens indførelse af euroen den 1. januar 2015

    EUT L 228 af 31.7.2014, p. 29–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/509/oj

    31.7.2014   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 228/29


    RÅDETS AFGØRELSE

    af 23. juli 2014

    om Litauens indførelse af euroen den 1. januar 2015

    (2014/509/EU)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 140, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

    under henvisning til beretning fra Europa-Kommissionen,

    under henvisning til beretning fra Den Europæiske Centralbank,

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

    under henvisning til drøftelser i Det Europæiske Råd,

    under henvisning til henstilling fra de medlemmer af Rådet, som repræsenterer medlemsstater, der har euroen som valuta, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) blev indledt den 1. januar 1999. På sit møde i Bruxelles den 3. maj 1998 traf Rådet i sin sammensætning af stats- og regeringschefer afgørelse om, at Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 1999 (1).

    (2)

    Rådet besluttede ved beslutning 2000/427/EF (2), at Grækenland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2001. Rådet besluttede ved beslutning 2006/495/EF (3), at Slovenien opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2007. Rådet besluttede ved beslutning 2007/503/EF (4) og 2007/504/EF (5), at Cypern og Malta opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen den 1. januar 2008. Rådet besluttede ved beslutning 2008/608/EF (6), at Slovakiet opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen. Rådet besluttede ved afgørelse 2010/416/EU (7), at Estland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen. Rådet besluttede ved afgørelse 2013/387/EU (8), at Letland opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen.

    (3)

    I overensstemmelse med punkt 1 i protokollen om visse bestemmelser vedrørende Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (i det følgende benævnt »EF-traktaten«), meddelte Det Forenede Kongerige Rådet, at det ikke agtede at gå over til tredje fase af ØMU den 1. januar 1999. Denne meddelelse er ikke blevet ændret. I overensstemmelse med punkt 1 i protokollen om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er knyttet som bilag til EF-traktaten, og afgørelsen truffet af stats- og regeringscheferne i Edinburgh i december 1992 har Danmark meddelt Rådet, at det ikke vil deltage i tredje fase af ØMU. Danmark har ikke anmodet om, at proceduren i artikel 140, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indledes.

    (4)

    I henhold til beslutning 98/317/EF er Sverige en medlemsstat med dispensation som defineret i artikel 139, stk. 1, i TEUF. I overensstemmelse med artikel 4 i tiltrædelsesakten (9) af 2003 er Den Tjekkiske Republik, Litauen, Ungarn og Polen medlemsstater med dispensation som defineret i artikel 139, stk. 1, i TEUF. I overensstemmelse med artikel 5 i tiltrædelsesakten (10) af 2005 er Bulgarien og Rumænien medlemsstater med dispensation som defineret i artikel 139, stk. 1, i TEUF. I overensstemmelse med artikel 5 i tiltrædelsesakten af 2012 (11) er Kroatien en medlemsstat med dispensation som defineret i artikel 139, stk. 1, i TEUF.

    (5)

    Den Europæiske Centralbank (ECB) blev oprettet den 1. juli 1998. Det Europæiske Monetære System er blevet erstattet af en valutakursmekanisme, som blev indført ved Det Europæiske Råds resolution af 16. juni 1997 (12) om oprettelse af en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Procedurerne for en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ERM II) blev fastlagt i aftalen af 16. marts 2006 mellem Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i medlemsstaterne uden for euroområdet om fastlæggelse af de operationelle procedurer for en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (13).

    (6)

    I artikel 140, stk. 2, i TEUF er procedurerne for ophævelse af de pågældende medlemsstaters dispensation fastlagt. Mindst en gang hvert andet år, eller på anmodning fra en medlemsstat med dispensation, aflægger Kommissionen og ECB beretning til Rådet efter fremgangsmåden i artikel 140, stk. 1, i TEUF.

    (7)

    Medlemsstaternes nationale lovgivninger, herunder de nationale centralbankers statutter, skal om nødvendigt tilpasses for at gøre dem forenelige med artikel 130 og 131 i TEUF samt med statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (»statutten for ESCB og ECB«). Kommissionens og ECB's beretninger indeholder en detaljeret vurdering af foreneligheden af Litauens lovgivning med artikel 130 og 131 i TEUF samt med statutten for ESCB og ECB.

    (8)

    I henhold til artikel 1 i protokol nr. 13 om konvergenskriterierne, jf. artikel 140 i TEUF, betyder kriteriet vedrørende prisstabilitet som omhandlet i artikel 140, stk. 1, første led, i TEUF, at en medlemsstat har en holdbar prisudvikling og en gennemsnitlig inflationstakt, som betragtet i en periode på et år før undersøgelsen ikke overstiger inflationstakten i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 1,5 procentpoint. Med henblik på dette kriterium måles inflationen ved harmoniserede forbrugerprisindekser (HICP) som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 (14). Med henblik på at vurdere prisstabilitetskriteriet måles en medlemsstats inflation ved den procentvise ændring i det aritmetiske gennemsnit af de sidste 12 månedlige indekser i forhold til det aritmetiske gennemsnit af de 12 månedlige indekser i den foregående periode. I deres beretninger har Kommissionen og ECB taget udgangspunkt i en referenceværdi beregnet som et simpelt aritmetisk gennemsnit af inflationstakterne i de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, plus 1,5 procentpoint. I den etårige periode, der sluttede i april 2014, blev referenceværdien for inflation beregnet til 1,7 %, hvor Letland, Portugal og Irland var de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med en inflationstakt på henholdsvis 0,1 %, 0,3 % og 0,3 %. Det er berettiget, at de medlemsstater, hvis inflationstakt ikke kan betragtes som et relevant benchmark for andre medlemsstater, udelukkes fra dem, der har nået de bedste resultater. Tidligere er sådanne yderligt placerede lande identificeret i konvergensberetningerne fra 2004, 2010 og 2013. I den nuværende situation er det berettiget at udelukke Grækenland, Bulgarien og Cypern fra de lande, der har de bedste resultater (15). I forbindelse med beregningen af referenceværdien erstattes disse lande af Letland, Portugal og Irland, der har de næstlaveste gennemsnitlige inflationstakter.

    (9)

    I henhold til artikel 2 i protokol nr. 13 kræver kriteriet om den offentlige budgetstilling, der henvises til i artikel 140, stk. 1, andet led, i TEUF, at medlemsstaten på tidspunktet for undersøgelsen ikke er genstand for en rådsafgørelse i henhold til artikel 126, stk. 6, i TEUF om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud.

    (10)

    I henhold til artikel 3 i protokol nr. 13 kræver kriteriet i artikel 140, stk. 1, tredje led, i TEUF om deltagelse i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme, at en medlemsstat har overholdt de normale udsvingsmargener i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme (ERM) i mindst to år forud for undersøgelsen uden alvorlige spændinger. Medlemsstaterne må navnlig ikke have devalueret deres valutas bilaterale centralkurs i forhold til euroen på eget initiativ i denne periode. Siden 1. januar 1999 har ERM II udgjort rammerne for vurderingen af opfyldelsen af valutakurskriteriet. Ved vurderingen af opfyldelsen af dette kriterium i deres beretninger har Kommissionen og ECB undersøgt den toårige periode, der sluttede den 15. maj 2014.

    (11)

    I henhold til artikel 4 i protokol nr. 13 kræver kriteriet vedrørende konvergens i rentesatserne som nævnt i artikel 140, stk. 1, fjerde led, i TEUF at en medlemsstat over en periode på et år før undersøgelsen har haft en gennemsnitlig langfristet nominel rentesats, som ikke overstiger den tilsvarende rentesats i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 2 procentpoint. Med henblik på vurderingen af rentekonvergenskriteriet er der blevet anvendt sammenlignelige rentesatser på tiårige toneangivende statsobligationer. Med henblik på at vurdere opfyldelsen af rentekriteriet er der i Kommissionens og ECB's beretninger taget udgangspunkt i en referenceværdi beregnet som et simpelt aritmetisk gennemsnit af den langfristede nominelle rentesats i de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, plus 2 procentpoint. Referenceværdien er baseret på de langfristede rentesatser i Letland (3,3 %), Irland (3,5 %) og Portugal (5,9 %), og resultatet er en referenceværdi på 6,2 % i den etårige periode, der sluttede i april 2014.

    (12)

    I henhold til artikel 5 i protokol nr. 13 tilvejebringer Kommissionen de statistiske data, der bruges til vurderingen af, om konvergenskriterierne er opfyldt. Kommissionen har tilvejebragt disse data. Budgetdataene har Kommissionen tilvejebragt efter indberetning fra medlemsstaterne pr. 1. april 2014 i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 (16).

    (13)

    På grundlag af beretningerne fra Kommissionen og ECB om de fremskridt, Litauen har gjort med opfyldelsen af sine forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union, har Kommissionen konkluderet følgende:

    a)

    Litauens lovgivning, herunder den nationale centralbanks statut, er forenelig med artikel 130 og 131 i TEUF samt med statutten for ESCB og ECB

    b)

    Litauen opfylder de konvergenskriterier, der er nævnt i de fire led i traktatens artikel 140, stk. 1, i TEUF, idet:

    den gennemsnitlige inflationstakt i Litauen i det år, der sluttede i april 2014, var på 0,6 %, hvilket er et godt stykke under referenceværdien, og det er sandsynligt, at den vil holde sig under referenceværdien i månederne fremover

    Litauen er med et offentligt underskud på 2,1 % af BNP i 2013 ikke genstand for en afgørelse fra Rådet om et uforholdsmæssigt stort underskud

    Litauen har været medlem af ERM II siden den 28. juni 2004; ved landets indtræden i ERM II forpligtede myndighederne sig ensidigt til at fastholde det gældende currency board-arrangement inden for rammerne af mekanismen. I de to år, der ligger forud for denne vurdering, har litas ikke afveget fra centralkursen med mere end ± 1 % og har ikke været omfattet af spændinger

    i det år, der sluttede i april 2014, var Litauens langfristede rentesats i gennemsnit på 3,6 %, hvilket er et godt stykke under referenceværdien

    c)

    på baggrund af vurderingen af den lovgivningsmæssige forenelighed og opfyldelsen af konvergenskriterierne samt de øvrige forhold opfylder Litauen de nødvendige betingelser for indførelse af euroen —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Litauen opfylder de nødvendige betingelser for indførelse af euroen. Dispensationen til fordel for Litauen, jf. artikel 4 i tiltrædelsesakten af 2003, ophæves med virkning fra den 1. januar 2015.

    Artikel 2

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juli 2014.

    På Rådets vegne

    S. GOZI

    Formand


    (1)  Rådets beslutning 98/317/EF af 3. maj 1998 i henhold til traktatens artikel 109 J, stk. 4 (EFT L 139 af 11.5.1998, s. 30).

    (2)  Rådets beslutning 2000/427/EF af 19. juni 2000 i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, vedrørende Grækenlands tilslutning til den fælles valuta den 1. januar 2001 (EFT L 167 af 7.7.2000, s. 19).

    (3)  Rådets beslutning 2006/495/EF af 11. juli 2006 i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, vedrørende Sloveniens tilslutning til den fælles valuta den 1. januar 2007 (EUT L 195 af 15.7.2006, s. 25).

    (4)  Rådets beslutning 2007/503/EF af 10. juli 2007 i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Cyperns indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2008 (EUT L 186 af 18.7.2007, s. 29).

    (5)  Rådets beslutning 2007/504/EF af 10. juli 2007 i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Maltas indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2008 (EUT L 186 af 18.7.2007, s. 32).

    (6)  Rådets beslutning 2008/608/EF af 8. juli 2008 i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, om Slovakiets indførelse af den fælles valuta den 1. januar 2009 (EUT L 195 af 24.7.2008, s. 24).

    (7)  Rådets afgørelse 2010/416/EU af 13. juli 2010 i henhold til traktatens artikel 140, stk. 2, om Estlands indførelse af euroen den 1. januar 2011 (EUT L 196 af 28.7.2010, s. 24).

    (8)  Rådets afgørelse 2013/387/EU af 9. juli 2013 om Letlands indførelse af euroen den 1. januar 2014 (EUT L 195 af 18.7.2013, s. 24).

    (9)  EUT L 236 af 23.9.2003, s. 33.

    (10)  EUT L 157 af 21.6.2005, s. 203.

    (11)  EUT L 112 af 24.4.2012, s. 21.

    (12)  EFT C 236 af 2.8.1997, s. 5.

    (13)  EUT C 73 af 25.3.2006, s. 21.

    (14)  Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser (EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1).

    (15)  I april 2014 var den gennemsnitlige 12-måneders inflationstakt i Grækenland, Bulgarien og Cypern henholdsvis – 1,2 %, – 0,8 % and – 0,4 % og i euroområdet 1,0 %.

    (16)  Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 af 25. maj 2009 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 145 af 10.6.2009, s. 1).


    Top