Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013D0748

    2013/748/EU, Euratom: Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 10. december 2013 om bemyndigelse af Kroatien til at anvende en tilnærmelsesvis vurdering ved beregning af grundlaget for de egne momsindtægter (meddelt under nummer C(2013) 8688)

    EUT L 333 af 12.12.2013, p. 80–80 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2014

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2013/748/oj

    12.12.2013   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 333/80


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

    af 10. december 2013

    om bemyndigelse af Kroatien til at anvende en tilnærmelsesvis vurdering ved beregning af grundlaget for de egne momsindtægter

    (meddelt under nummer C(2013) 8688)

    (Kun den kroatiske udgave er autentisk)

    (2013/748/EU, Euratom)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 af 29. maj 1989 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften (1), særlig artikel 13, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til artikel 390c i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (2), jf. stk. 2, litra e), i afsnit 8 om fiskale bestemmelser i bilag V som omhandlet i artikel 18 i akten om Republikken Kroatiens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (3), kan Kroatien på de betingelser, der var gældende i medlemsstaten på datoen for dennes tiltrædelse, fortsætte med at fritage levering af bebyggede eller ubebyggede byggegrunde, som anført i artikel 135, stk. 1, litra j), og i bilag X, del B, nr. 9), i direktiv 2006/112/EF, uden mulighed for forlængelse indtil den 31. december 2014, og international personbefordring, som anført i bilag X, del B, nr. 10), i direktiv 2006/112/EF, så længe der gøres brug af den samme fritagelse i en af de medlemsstater, som tilhørte Unionen inden Kroatiens tiltrædelse; disse transaktioner skal tages med i beregningen af grundlaget for momsindtægterne.

    (2)

    Kroatien har anmodet Kommissionen om bemyndigelse til at anvende en tilnærmelsesvis vurdering ved beregning af grundlaget for de egne momsindtægter fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2014, da landet ikke er i stand til at foretage en præcis beregning af grundlaget for de egne momsindtægter i forbindelse med de transaktioner, der er omhandlet i bilag X, del B, nr. 9), til direktiv 2006/112/EF. En sådan beregning ville medføre en administrativ byrde, som vil være urimelig i forhold disse transaktioners indvirkning på Kroatiens samlede momsindtægtsgrundlag. Kroatien er i stand til at foretage en beregning ved brug af en tilnærmelsesvis vurdering af denne kategori af transaktioner. Kroatien bør derfor bemyndiges til at beregne grundlaget for de egne momsindtægter fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2014 efter en tilnærmelsesvis vurdering i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, andet led, i forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89.

    (3)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelsen fra Det Rådgivende Udvalg for Egne Indtægter —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Kroatien bemyndiges med henblik på beregning af grundlaget for de egne momsindtægter fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2014 til at anvende en tilnærmelsesvis vurdering for følgende kategorier af transaktioner, som anført i bilag X, del B, til direktiv 2006/112/EF:

    Levering af byggegrunde (nr. 9).

    Artikel 2

    Denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2014.

    Artikel 3

    Denne afgørelse er rettet til Republikken Kroatien.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 10. december 2013.

    På Kommissionens vegne

    Janusz LEWANDOWSKI

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 155 af 7.6.1989, s. 9.

    (2)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

    (3)  EUT L 112 af 24.4.2012, s. 21.


    Top