EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009L0047

Rådets direktiv 2009/47/EF af 5. maj 2009 om ændring af direktiv 2006/112/EF hvad angår de nedsatte satser for merværdiafgiften

EUT L 116 af 9.5.2009, p. 18–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2009/47/oj

9.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 116/18


RÅDETS DIREKTIV 2009/47/EF

af 5. maj 2009

om ændring af direktiv 2006/112/EF hvad angår de nedsatte satser for merværdiafgiften

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

og ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (3) tillader medlemsstaterne at anvende en eller to nedsatte satser, som ikke må være mindre end 5 %, og som kun gælder for en restriktiv liste over leveringer af varer og ydelser.

(2)

I meddelelsen om andre momssatser end normalsatser for moms, som Kommissionen forelagde for Europa-Parlamentet og Rådet i 2007, blev det konkluderet, at anvendelsen af nedsatte momssatser på tjenesteydelser, der leveres lokalt, ikke udgør nogen reel trussel for det indre markeds funktion og under visse omstændigheder kan tænkes at have positive virkninger med hensyn til jobskabelse og bekæmpelse af sort arbejde. Det er derfor hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne mulighed for at anvende nedsatte momssatser på arbejdskraftintensive ydelser, der er omfattet af de midlertidige bestemmelser, som gælder indtil udgangen af 2010, samt på restaurations- og cateringydelser.

(3)

For så vidt angår levering af alkoholholdige og/eller ikke-alkoholholdige drikkevarer i forbindelse med restaurations- og cateringydelser kan det være berettiget at give disse drikkevarer en anden behandling end den, der er fastsat i forbindelse med levering af fødevarer, og det er derfor hensigtsmæssigt udtrykkeligt at fastsætte, at en medlemsstat kan lade levering af alkoholholdige og/eller ikke-alkoholholdige drikkevarer være omfattet eller udelukket ved anvendelsen af en nedsat sats på levering af restaurations- og cateringydelser som omhandlet i bilag III i direktiv 2006/112/EF.

(4)

Direktiv 2006/112/EF bør endvidere ændres for at tillade anvendelsen af henholdsvis nedsatte satser eller fritagelser i et begrænset antal specifikke situationer af sociale grunde eller sundhedsgrunde, og for at klarlægge og ajourføre henvisningen til bøger i bilag III til den tekniske udvikling.

(5)

Indholdet af visse bestemmelser i direktiv 2006/112/EF vedrørende eksisterende undtagelser og listen i bilag IV hertil vil være omfattet af listen over leveringer af varer og ydelser, som kan belægges med en nedsat sats på grundlag af nærværende direktiv. Af klarhedshensyn bør disse bestemmelser og bilag IV til direktiv 2006/112/EF udgå.

(6)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (4) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

(7)

Direktiv 2006/112/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2006/112/EF foretages følgende ændringer:

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 104a

Cypern kan anvende en af de to nedsatte satser i artikel 98 på levering af flaskegas.«

2)

Artikel 105 affattes således:

»Artikel 105

1.   Portugal kan anvende en af de to nedsatte satser i artikel 98 på broafgifter i Lissabonområdet.

2.   Portugal kan for transaktioner, der gennemføres i de autonome regioner Azorerne og Madeira, og for indførsler, der foretages direkte til disse regioner, anvende satser, der er lavere end dem, der anvendes for det kontinentale område.«

3)

Kapitel 3 i afsnit VIII udgår.

4)

Følgende litra tilføjes i artikel 111 med virkning fra den 1. januar 2011:

»c)

af Malta for levering af fødevarer og farmaceutiske produkter.«

5)

Artikel 114, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»Endvidere kan de i første afsnit omhandlede medlemsstater anvende en sådan sats på børnebeklædning og børnefodtøj samt på boligsektoren.«

6)

Artikel 115 affattes således:

»Artikel 115

De medlemsstater, som pr. 1. januar 1991 anvendte en nedsat sats på børnebeklædning og børnefodtøj eller på boligsektoren, kan fortsat anvende en sådan sats på levering af disse varer og ydelser.«

7)

Artikel 116 udgår.

8)

Artikel 117, stk. 1, udgår.

9)

Artikel 125, stk. 2, udgår.

10)

Artikel 127 udgår med virkning fra den 1. januar 2011.

11)

Artikel 128, stk. 2, udgår.

12)

Artikel 129, stk. 1, udgår.

13)

Bilag III ændres i overensstemmelse med bilaget til dette direktiv.

14)

Bilag IV udgår.

Artikel 2

Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen teksten til de love og administrative bestemmelser, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på den første dag i den første måned efter måneden for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. maj 2009.

På Rådets vegne

M. KALOUSEK

Formand


(1)  Udtalelse af 19.2.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Udtalelse af 25.2.2009 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(4)  EUT C 321 af 31.12.2003, s. 1.


BILAG

I bilag III til direktiv 2006/112/EF foretages følgende ændringer:

1)

Punkt 6 affattes således:

»6)

Levering, herunder udlån på biblioteker, af bøger på alle fysiske medier (herunder brochurer, foldere og lignende tryksager, billed-, tegne- eller malebøger til børn, trykt eller håndskreven musik, geografiske og hydrografiske kort eller tilsvarende), aviser og tidsskrifter, bortset fra materiale, der udelukkende eller hovedsagelig er reklame«.

2)

Følgende punkter indsættes:

»10a)

Renovering og reparation af private boliger, bortset fra materialer, som udgør en betydelig del af værdien af den leverede ydelse

10b)

vinduespudsning og rengøring i private husholdninger«.

3)

Følgende punkt indsættes:

»12a)

restaurations- og cateringydelser, idet det er muligt at udelukke levering af (alkoholholdige og/eller ikke-alkoholholdige) drikkevarer«.

4)

Følgende punkter tilføjes:

»19)

småreparationer af cykler, sko og lædervarer, beklædningsgenstande og linned (herunder reparation og ændring)

20)

pleje i hjemmet såsom hjemmehjælp og pleje af børn, ældre, syge eller handicappede

21)

frisørvirksomhed.«


Top