EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009H0524

Kommissionens henstilling af 29. juni 2009 om foranstaltninger til fremme af det indre marked (EØS-relevant tekst )

EUT L 176 af 7.7.2009, p. 17–26 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2009/524/oj

7.7.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 176/17


KOMMISSIONENS HENSTILLING

af 29. juni 2009

om foranstaltninger til fremme af det indre marked

(EØS-relevant tekst)

(2009/524/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 211,

og som tager følgende i betragtning:

(1)

Det er nødvendigt at have et velfungerende indre marked, hvis man vil skabe beskæftigelse og vækst samt opnå økonomisk stabilitet. Jo mere effektivt det indre marked er, jo mere vil det forbedre erhvervslivets betingelser og således incitere virksomhederne til at investere og skabe arbejdspladser, og jo mere vil det øge forbrugernes tillid og efterspørgsel. Det er i økonomiske nedgangstider således af afgørende betydning at have et velfungerende indre marked, hvis man vil bringe den europæiske økonomi på fode igen.

(2)

En forudsætning for at have et velfungerende indre marked er at sikre en korrekt gennemførelse, anvendelse, håndhævelse, kontrol og ikke mindst harmonisering af de fællesskabsregler, der vedrører det indre marked (i det følgende benævnt »regler for det indre marked«).

(3)

Der blev i forbindelse med de høringer og analyser, som fandt sted med henblik på udarbejdelsen af Kommissionens meddelelse »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« (1) (i det følgende benævnt »evaluering af det indre marked«), afdækket en række mangler, der viser, at det indre marked endnu ikke fungerer optimalt. Der skal fortsat gøres en stor indsats på mange områder og inden for mange sektorer. Borgere og virksomheder har ofte svært ved at udnytte de mange muligheder, som det indre marked tilbyder, fordi de gældende regler ikke anvendes og håndhæves korrekt.

(4)

Kommissionen foreslog derfor i sin evaluering af det indre marked en række konkrete foranstaltninger for at sikre, at borgere og virksomheder fortsat kan drage fordel af de økonomiske fordele, som det indre marked giver (2).

(5)

De foranstaltninger, der træffes af henholdsvis medlemsstater og Kommissionen, bør supplere hinanden. Det har afgørende betydning at have en koordineret og indbyrdes afstemt tilgang — i et samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne — med en fælles målsætning om at forbedre gennemførelsen, anvendelsen og håndhævelsen af reglerne for det indre marked for at sikre, at det fungerer på tilfredsstillende vis. Denne partnerskabstilgang, der skal anvendes i forbindelse med denne henstilling, er mere vidtrækkende end det samarbejde, der allerede er etableret på en række områder inden for det indre marked. Den kræver, at der etableres og fastholdes et tættere samarbejde i og mellem medlemsstaterne samt mellem medlemsstaterne og Kommissionen på alle de områder, der er relevante for det indre marked. Det forudsætter også, at medlemsstaterne påtager sig et fælles ansvar og således en mere proaktiv rolle i forvaltningen af det indre marked.

(6)

Der blev i evalueringen af det indre marked, og især i forbindelse med de efterfølgende drøftelser med medlemsstaterne, peget på en række indsatsområder, der anses som altafgørende for at opnå et velfungerende indre marked, herunder at sikre en koordineret indsats for alle spørgsmål vedrørende det indre marked, at forbedre samarbejdet i og mellem medlemsstaterne samt med Kommissionen, at forbedre gennemførelsen af reglerne for det indre marked, at overvåge markeder og sektorer for at finde frem til potentielle problemer i det indre marked, at forbedre anvendelsen af reglerne for det indre marked, at styrke håndhævelsen af reglerne for det indre marked og fremme problemløsning, at fremme den løbende evaluering af nationale lovgivninger samt at informere borgere og virksomheder om deres rettigheder i det indre marked.

(7)

Henstillingen bygger i høj grad på de løsninger, der allerede finder anvendelse og har vist sig at fungere i praksis i visse medlemsstater. De enkelte medlemsstater kan selv vælge, hvilken praksis der er bedst egnet til at sikre gennemførelsen af denne henstilling under hensyntagen til, hvad der vil være mest effektivt ud fra de særlige forhold, der gør sig gældende for den enkelte medlemsstat, eftersom de procedurer og den praksis, der er effektive i én medlemsstat, ikke nødvendigvis er lige så effektive i en anden.

(8)

Undersøgelser viser, at medlemsstaterne bør forbedre den interne koordination af de spørgsmål, der vedrører det indre marked, eftersom de relevante kompetencer ofte er fordelt mellem forskellige forvaltningsorganer (3). Da anvendelsen af reglerne for det indre marked inddrager en bred vifte af nationale, regionale og lokale forvaltningsorganer i hver medlemsstat, bør man fremme et effektivt samarbejde mellem disse. Medlemsstaterne bør derfor etablere og styrke en koordinationsfunktion for det indre marked inden for deres nationale forvaltning, idet denne funktion kan variere afhængigt af den pågældende administrative struktur og praksis. De ansvarlige forvaltningsorganer bør have det overordnede ansvar for at planlægge, overvåge og evaluere gennemførelsen af denne henstilling.

(9)

Et tæt samarbejde på tværs af grænserne mellem forvaltningsorganer med ansvar for det indre marked giver mulighed for at opbygge gensidig tillid og er af afgørende betydning for en korrekt anvendelse af reglerne for det indre marked. Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de grænseoverskridende netværk eller elektroniske informationssystemer, som Kommissionen har etableret (f.eks. informationssystemet for det indre marked (IMI), fællesskabssystemet for hurtig udveksling af oplysninger (RAPEX) (4), RASFF (5) eller forbrugerbeskyttelsesnetværket (CPC)), fungerer ved at indføre passende ordninger, herunder tildeling af ressourcer.

(10)

Det fremgår af resultattavlerne for det indre marked, at der fortsat er behov for en mere rettidig og bedre gennemførelse af direktiverne af betydning for det indre marked. Selv om Kommissionens henstilling af 12. juli 2004 om gennemførelsen i national ret af direktiver af betydning for det indre marked (6) (i det følgende benævnt »Kommissionens 2004-henstilling«) i vid udstrækning er blevet gennemført, og selv om dette har resulteret i en betydelig forbedring af gennemførelsesgraden, er der fortsat visse elementer i nævnte henstilling, der kan anvendes mere effektivt. Nærværende henstilling henviser til en række foranstaltninger, der fortsat anses for nødvendige, og bygger videre på andre foranstaltninger fra Kommissionens 2004-henstilling, der forbliver en reference for de nationale forvaltningsorganer, der beskæftiger sig med gennemførelsen af det indre marked. Nærværende henstilling bygger også videre på Kommissionens meddelelse »Et resultatorienteret Europa — Anvendelse af fællesskabsretten« (7) og Kommissionens meddelelse »Gennemgang af Lamfalussy-processen — Styrkelse af den tilsynsmæssige konvergens« (8).

(11)

Der er behov for markedsovervågning for at finde frem til de sektorer, hvor markedet ikke fungerer hensigtsmæssigt for forbrugere og virksomheder, og for at fokusere på politikkerne for det indre marked på disse områder. Det bør derfor blive et integrerende element i udarbejdelsen og overvågningen af politikker for det indre marked (f.eks. på basis af resultattavlen for forbrugermarkederne). Samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale forvaltningsorganer med hensyn til markedsovervågning og dataindsamling vil fremme kvaliteten af data og analyser til brug på nationalt niveau og fællesskabsniveau og gøre det nemmere at blive enige om spørgsmål vedrørende det indre marked. Medlemsstaterne opfordres til at deltage i Kommissionens markedsovervågningsarbejde og til på nationalt niveau at udføre lignende aktiviteter, der tilpasses de nationale forhold.

(12)

En række nationale undersøgelser har understreget betydningen af uddannelse med henblik på at hjælpe embedsmænd, herunder dommere, på nationalt, regionalt og lokalt administrativt niveau med en korrekt gennemførelse, anvendelse og håndhævelse af reglerne for det indre marked. Det er i denne forbindelse vigtigt at sikre, at der altid tages hensyn til disse regler og til virkningen på Fællesskabets eksterne konkurrenceevne generelt, når den nationale lovgivning udarbejdes. Betydningen af uddannelse blev yderligere bekræftet i en nyere undersøgelse og i en beslutning fra Europa-Parlamentet om de nationale dommeres rolle, i Europa-Parlamentets beslutning af 2005 om konkurrencepolitikken (9), samt i en resolution, som Rådet for nylig har vedtaget (10). Embedsmænd bør ligeledes modtage vejledning om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed.

(13)

En effektiv håndhævelse af reglerne for det indre marked og passende foranstaltninger til at løse de problemer, som borgere og virksomheder støder på, er af afgørende betydning for at hjælpe disse med bedre at drage fordel af deres traktatsikrede friheder. Ved at videreføre det samarbejde, der allerede finder sted inden for problemløsning, særlig i kraft af SOLVIT (11), bør medlemsstaterne med støtte fra Kommissionen forsøge at gøre de gældende ordninger til problemløsning endnu mere effektive — enten ved de nationale domstole eller gennem ikke-retlige mekanismer — for at sikre en effektiv klageadgang. Det er vigtigt at se nærmere på de omstændigheder, der er årsag til eventuelle problemer.

(14)

Det er vigtigt løbende at overvåge og evaluere den nationale lovgivning, da det giver mulighed for at kontrollere, hvor effektivt reglerne for det indre marked anvendes i praksis, og for at afdække eventuelle bestemmelser, der forhindrer borgere eller virksomheder i fuldt ud at udnytte disse regler. Dette arbejde bør foretages på mere systematisk vis i alle medlemsstater.

(15)

Det fremgår af nye Eurobarometer-undersøgelser (12) og henvendelser til Kommissionens informations- og problemløsningstjenester, at det er nødvendigt at give mere information til borgere og virksomheder om deres rettigheder i det indre marked for at give dem mulighed for at udøve disse rettigheder i praksis. Borgere og virksomheder bør desuden have mulighed for at få hjælp til at udøve disse rettigheder. Til dette formål bør medlemsstaterne med støtte fra Kommissionen og i givet fald i samarbejde med de berørte parter levere praktiske oplysninger og rådgivning om spørgsmål, der vedrører fysiske eller juridiske personer, som ønsker at opholde sig, studere, arbejde, oprette virksomheder eller levere varer eller tjenesteydelser i en anden medlemsstat.

(16)

Bilaget til denne henstilling indeholder en række foranstaltninger, som medlemsstaterne bør træffe for at gennemføre denne henstilling, idet der henvises til praksis i visse medlemsstater, som disse foranstaltninger er baseret på. Selv om visse foranstaltninger i opstartsfasen kan medføre omkostninger, anses de for at føre til besparelser, f.eks. ved at strømline den nationale administrative praksis, og de burde på længere sigt føre til et mere velfungerende indre marked og således være til fordel for både forbrugere og virksomheder.

(17)

De fremskridt, der gøres med gennemførelsen af denne henstilling, bør overvåges i tæt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne, herunder på basis af drøftelser inden for rammerne af Det Rådgivende Udvalg for det Indre Marked (IMAC) på grundlag af en række benchmarks og indikatorer. For at give Kommissionen mulighed for at foretage en vurdering af virkningerne af denne henstilling fire år efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, bør medlemsstaterne indgive rapporter til Kommissionen tre år efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende om de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre denne henstilling,

HENSTILLER TIL MEDLEMSSTATERNE:

1)

at etablere og styrke en koordinationsfunktion for det indre marked, at fremme en effektiv koordinering i og mellem forvaltningsorganer med ansvar for det indre marked på nationalt, regionalt eller lokalt plan, og at fungere som referencepunkt for det indre marked inden for den offentlige forvaltning,

2)

at fremme en aktiv koordinering mellem forvaltningsorganer med ansvar for det indre marked i de forskellige medlemsstater og med Kommissionen gennem tildeling af tilstrækkelige ressourcer,

3)

at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forbedre gennemførelsen af direktiver af betydning for det indre marked,

4)

at støtte Kommissionens arbejde med hensyn til markedsovervågning og dataindsamling ved aktivt at bidrage til dette arbejde på fællesskabsniveau og i givet fald ved at udføre lignende arbejde på nationalt plan,

5)

at sikre, at nationale forvaltningsorganer og embedsmænd har en tilstrækkelig viden om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed, således at de er i stand til på effektiv vis at anvende reglerne for det indre marked og i givet fald tage hensyn til disse regler ved udarbejdelsen og indførelsen af nye nationale bestemmelser,

6)

at fremme og opfordre til en hurtig og effektiv løsning af eventuelle problemer, som borgere eller virksomheder støder på ved udøvelsen af deres rettigheder i det indre marked, ved generelt at træffe foranstaltninger til at forbedre håndhævelsen af reglerne for det indre marked, og ved i særdeleshed at sikre, at det nationale retsvæsen har en tilstrækkelig viden om fællesskabsretten, herunder reglerne for det indre marked, samt ved at give tilstrækkelig støtte til problemløsningsmekanismer,

7)

at foretage løbende kontrol og evaluering af national lovgivning for at sikre, at den er i fuld overensstemmelse med reglerne for det indre marked, og i denne forbindelse kontrollere enhver anvendelse af undtagelser eller fritagelser i henhold til de eksisterende regler for det indre marked,

8)

at fremme leveringen af praktiske oplysninger om det indre marked til borgere og virksomheder,

9)

at gennemgå de foranstaltninger og eksempler på praksis, der er angivet i bilaget, og under hensyntagen til deres nationale institutionelle traditioner at anvende de eksempler på praksis, der vil eller kan forventes at føre til en forbedring af det indre marked, og som er bedst egnet til at gennemføre denne henstilling,

10)

at samarbejde med Kommissionen og andre medlemsstater med henblik på at overvåge denne henstillings gennemførelse, løbende at informere Kommissionen om de foranstaltninger, der træffes til denne henstillings gennemførelse, og fremlægge en endelig rapport til Kommissionen tre år efter denne henstillings offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juni 2009.

På Kommissionens vegne

Charlie McCREEVY

Medlem af Kommissionen


(1)  KOM(2007) 724 endelig af 20.11.2007.

(2)  Fællesskabets BNP steg med 2,15 %, der blev skabt yderligere 2,75 mio. arbejdspladser i perioden 1992-2006, og handelen inden for Fællesskabet steg med 30 % i perioden 1995-2005 (SEK(2007) 1521 af 20.11.2007).

(3)  Kommissionens arbejdsdokument om redskaber til en ajourført politik for det indre marked (SEK(2007) 1518 af 20.11.2007).

(4)  Hurtigt varslingssystem for farlige forbrugerprodukter (ikke fødevarer).

(5)  Hurtigt varslingssystem for fødevarer og foder.

(6)  EUT L 98 af 16.4.2005, s. 47.

(7)  KOM(2007) 502 endelig af 5.9.2007.

(8)  KOM(2007) 727 endelig af 20.11.2007.

(9)  Europa-Parlamentets beslutning om den nationale dommers rolle i Fællesskabets retssystem (2007/2027(INI)) af 9.7.2008, Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken — 2004 (2005/2209(INI)) af 20.3.2006.

(10)  Resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om uddannelse af dommere, anklagere og andet personale i retsvæsenet i Den Europæiske Union, 14757/08 af 28.10.2008.

(11)  Kommissionens meddelelse »Effektiv problemløsning i det indre marked (»SOLVIT«)« (KOM(2001) 702 endelig af 27.11.2001).

(12)  http://ec.europa.eu/internal_market/strategy/index_en.htm#061204


BILAG

Foranstaltninger og eksempler på praksis til forbedring af det indre marked

1.   FORANSTALTNINGER TIL SIKRING AF EN BEDRE KOORDINATION AF SPØRGSMÅL VEDRØRENDE DET INDRE MARKED

Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

at give et nyt eller eksisterende forvaltningsorgan til opgave at koordinere alle spørgsmål vedrørende det indre marked

b)

at sikre koordinationen mellem ministerier og statslige myndigheder om spørgsmål vedrørende det indre marked

c)

at sikre koordinering mellem ministerier og statslige myndigheder på den ene side og de regionale og lokale forvaltningsorganer på den anden side, samt indbyrdes mellem de regionale organer og indbyrdes mellem de lokale organer

d)

at sikre, at de relevante ministerier og statslige myndigheder samt andre forvaltningsorganer tager hensyn til reglerne for det indre marked

e)

at undersøge mulighederne for at samle ansvaret for en række aktiviteter vedrørende det indre marked under samme forvaltningsorgan under hensyntagen til den nationale forvaltningsstruktur

f)

at planlægge, overvåge og evaluere gennemførelsen af denne henstilling.

Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger

Ansvar for koordinering af spørgsmål vedrørende det indre marked

Visse forvaltningsorganer varetager allerede næsten en koordineringsfunktion vedrørende det indre marked. De samarbejder tæt med andre forvaltningsorganer om spørgsmål vedrørende det indre marked, sikrer forenelighed mellem nationale lovbestemmelser og reglerne for det indre marked og er ansvarlige for en række aktiviteter vedrørende det indre marked.

Interministerielt samarbejde

Interministerielle arbejdsgrupper om spørgsmål vedrørende det indre marked bringer repræsentanter for de relevante forvaltningsorganer sammen.

Vertikal koordinering

Der findes særlige netværk, f.eks. inden for offentlige indkøbsaftaler eller markedsovervågning, der forbinder regionale og lokale forvaltningsorganer. Disse netværk råder over fælles databaser eller websteder.

Inddragelse af de regionale og lokale repræsentanter i de interministerielle grupper for så vidt angår de spørgsmål, som de har interesse i.

Politisk synlighed

Løbende politikdrøftelser om spørgsmål vedrørende det indre marked, f.eks. i underudvalg til det nationale ministerråd.

Det nationale parlament deltager aktivt i analysen af spørgsmål vedrørende det indre marked, f.eks. ved at udarbejde rapporter eller foretage undersøgelser om disse spørgsmål.

Opfølgning

Et forvaltningsorgan sikrer, at den nationale lovgivning er i overensstemmelse med reglerne for det indre marked, f.eks. ved at foretage en screening af nationale lovforslag.

Samling af aktiviteter vedrørende det indre marked

Visse forvaltningsorganer er ansvarlige for en række aktiviteter vedrørende det indre marked, f.eks. SOLVIT, IMI, anmeldelser under Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (1) og Rådets forordning (EF) nr. 2679/98 (2) og koordinering af oprettelsen af kvikskranker under »varepakken«.

2.   FORANSTALTNINGER TIL FORBEDRING AF SAMARBEJDET MELLEM MEDLEMSSTATERNE INDBYRDES OG MED KOMMISSIONEN

Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

på permanent basis at levere relevante sprog-, it- og andre uddannelser, informere om de eksisterende netværk og de relevante databeskyttelsesregler, gøre fællesskabsnetværk (f.eks. informationssystemet for det indre marked (IMI), RAPEX, RASFF, netværkene for forbrugerbeskyttelsessamarbejdet og andre) fuldt operationelle på nationalt niveau

b)

at organisere, f.eks. gennem eksisterende netværk, udveksling af embedsmænd med ansvar for spørgsmål vedrørende det indre marked mellem nationale forvaltningsorganer

c)

at sikre, at den nationale offentlige forvaltningskultur omfatter et aktivt samarbejde mellem forvaltningsorganer med ansvar for spørgsmål vedrørende det indre marked i de forskellige medlemsstater

d)

at træffe organisatoriske foranstaltninger til at sikre, at medlemsstaterne hurtigst muligt besvarer Kommissionens anmodninger om oplysninger om anvendelsen af reglerne for det indre marked på nationalt plan, særlig inden for rammerne af projektet »EU-pilot« (3) og de forskellige overtrædelsesprocedurer.

Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger

Samarbejde mellem nationale forvaltningsorganer

Tæt samarbejde mellem nordiske og baltiske lande om markedsovervågning, gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (4) og andre forhold vedrørende det indre marked.

Samarbejde mellem nationale forvaltningsorganer inden for offentlige udbud (f.eks. gennem det europæiske udbudsnet) og markedsovervågning. Nationale markedsovervågningsmyndigheder inden for produktsikkerhed for forbrugere (ikke fødevarer) indgår i et tæt samarbejde i netværket PROSAFE, og informationssystemet ICISM fremmer markedsovervågningen af tekniske produkter.

Udveksling mellem forvaltningsorganer

Nationale konkurrencemyndigheder er involveret i udveksling af embedsmænd inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk.

En lang række nationale markedsovervågningsmyndigheder og myndigheder med ansvar for håndhævelse af forbrugerbeskyttelseslovgivningen deltager i udvekslingen af embedsmænd inden for rammerne af forbrugerbeskyttelsesnetværket under Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF (5) og Europa-Parlamentets og Rådes forordning (EF) nr. 2006/2004 (6).

Støtte i form af finansielle og menneskelige ressourcer

Oprettelse af særlige arbejdsgrupper, der skal etablere informationssystemet for det indre marked (IMI), og som har fået tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til at udvikle IMI-netværket i deres medlemsstater.

Uddannelse

Repræsentanter for nationale forvaltningsorganer har været på kurser, der var organiseret af Kommissionen, og underviser nu andre medlemmer af IMI-netværket på nationalt plan. Denne praksis fungerer bedst, når denne uddannelsesfunktion indgår i de pågældende embedsmænds stillingsbeskrivelse.

3.   FORANSTALTNINGER TIL EN BEDRE GENNEMFØRELSE AF REGLERNE FOR DET INDRE MARKED

Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

at forberede sig effektivt og i god tid til gennemførelsen, anvendelsen og håndhævelsen af direktiverne af betydning for det indre marked på nationalt plan

b)

at sikre, at alle berørte embedsmænd indgår i et tæt samarbejde med hinanden, og at alle embedsmænd med ansvar for gennemførelse og anvendelse af et direktiv på nationalt niveau også inddrages i drøftelserne omkring det pågældende direktiv

c)

at forbedre samarbejdet mellem nationale forvaltningsorganer og nationale, regionale og decentrale organer og regionale og lokale organer, der foretager gennemførelse, og i givet fald forsyne dem med de relevante oplysninger om drøftelserne og gennemførelsesprocessen

d)

at informere de berørte parter i løbet af gennemførelsesprocessen, når det er nødvendigt, om lovforslag vedrørende det indre marked, som kan være af interesse for borgere og virksomheder

e)

at undgå supplerende bestemmelser, som ikke er nødvendige for at gennemføre et direktiv (7);

f)

at fremme dialogen med Kommissionen om gennemførelse af direktiverne af betydning for det indre marked ved hjælp af en lang række midler, herunder sammenligningstabeller, der har til formål at gøre den nationale lovgivning mere gennemsigtig og brugervenlig.

Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger

Forberedelse i god tid

Udarbejdelse af nationale konsekvensanalyser, når Kommissionen fremlægger et nyt direktiv. De omfatter en detaljeret analyse af konsekvenserne for den pågældende medlemsstat og de potentielle gennemførelses- eller anvendelseskonsekvenser. De ajourføres løbende gennem hele gennemførelsesprocessen.

Kontinuitet

Tæt samarbejde mellem embedsmænd med ansvar for forhandling, gennemførelse og håndhævelse af direktiver. Behovet for en sådan kontinuitet er fremhævet i nationale vejledninger om gennemførelse af fællesskabsbestemmelser.

Samarbejde med parlamenter

Allerede fra et tidligt tidspunkt i processen fremsendes der løbende informationsmateriale til de nationale parlamenter om gennemførelsen af fællesskabsdirektiver, bl.a. i form af kvartalvise resultattavler for gennemførelse.

Samarbejde med regionale og lokale forvaltningsorganer

Embedsmænd fra regionale eller decentrale forvaltningsorganer er inddraget i arbejdet med interministerielle gennemførelses- og koordinationsgrupper.

Uddannelse og konferencer om gennemførelsesprocessen afholdes for offentlige ansatte på alle niveauer og for ngo'er.

Kommunikation med berørte parter

Offentligheden har adgang til en forenklet database om gennemførelse via internet. Informationsmateriale om gennemførelsen stilles til rådighed på ministeriernes websteder og en liste over de direktiver, der ikke er gennemført til tiden, offentliggøres på internet.

De nationale forvaltningsorganer er pålagt at udarbejde en vejledning for borgerne om nye gennemførelsesbestemmelser senest 12 uger inden ikrafttrædelsen.

Undgåelse af »unødvendige supplerende krav«

Der er indført særlige procedurer til at styre og kontrollere, at der ikke tilføjes åbenlyst unødvendige bestemmelser, når direktiver gennemføres, f.eks. foretager udvalgte regeringsudvalg en systematisk kontrol af udkast til nationale gennemførelsesbestemmelser, der er mere vidtrækkende end i direktivet.

Sammenligningstabeller

Anvendelse af sammenligningstabeller til information og analyse.

4.   FORANSTALTNINGER TIL BEDRE OVERVÅGNING AF MARKEDER OG SEKTORER MED HENBLIK PÅ AT AFDÆKKE POTENTIELLE PROBLEMER MED DET INDRE MARKED

Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

at indsamle kvalitative og kvantitative oplysninger om markeder eller sektorer, som overvåges, f.eks. hidrørende fra markedsanalyser, som foretages af forskere, konsulenter eller berørte parter, eller fra nationale statistikker og klageinstanser

b)

at kortlægge lokale informationskilder og fremme de lokale berørte parters inddragelse i markedsovervågningen, f.eks. ved at afholde lokale høringer eller møder mellem Kommissionen og vigtige lokale aktører

c)

at deltage i overvågningsarbejdet vedrørende specifikke aspekter, herunder om konkurrenceanalyser, tilsynsmæssige vurderinger eller indsamling af data til måling af, hvorledes markederne fungerer for brugerne (f.eks. gennem løbende indsamling af gennemsnitspriser på sammenlignelige forbrugsvarer og tjenesteydelser, klassificering af forbrugerklager og udvikling af passende indikatorer til måling af håndhævelseskvaliteten.

Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger

Indsamling af oplysninger

Medlemsstaterne giver Kommissionen oplysninger om de markeder eller sektorer, der overvåges (f.eks. inden for rammerne af markedsovervågningen af detailhandlen).

Specifikke aspekter af overvågning

Der foretages også overvågning ud fra et forbrugersynspunkt (f.eks. et forbrugerforholdsindeks, der sammenligner 57 markeder, offentliggøres årligt, og samme metode anvendes i andre medlemsstater) eller et konkurrencesynspunkt (f.eks. overvågning af en national detailsektor ud fra et konkurrencesynspunkt).

National overvågning

Der er foretaget screening som et pilotprojekt i tæt samarbejde med Kommissionen for at undersøge, om Kommissionens metodologi kan anvendes på nationalt niveau og give en rettesnor for mere dybdegående analyser i medlemsstaterne.

5.   FORANSTALTNINGER TIL EN BEDRE GENNEMFØRELSE AF REGLERNE FOR DET INDRE MARKED

Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger med hensyn til embedsmænd med ansvar for anvendelse af reglerne for det indre marked:

a)

at levere uddannelse ved ansættelsen af embedsmænd om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed

b)

at levere løbende uddannelse på arbejdspladsen om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed

c)

at give praktisk vejledning og rådgivning om reglerne for det indre marked og deres anvendelse.

Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger

Uddannelse

Obligatorisk uddannelse om fællesskabsretten for embedsmænd, f.eks. er fællesskabsretten en fast del af forberedelserne for at få adgang til en karriere inden for den offentlige forvaltning. Obligatoriske kurser om offentlig forvaltning, herunder et generelt kursus om fællesskabsanliggender.

Løbende uddannelse på arbejdspladsen

Uddannelse om generelle fællesskabsanliggender og om det indre marked gennem online-uddannelsesmoduler. Regelmæssige nyhedsbreve. Konferencer eller kurser inden for den offentlige forvaltning.

Specifikke uddannelsesprogrammer for embedsmænd om det indre marked.

Praktisk vejledning og rådgivning

Udarbejdelse af en specifik vejledning om det indre marked, der hjælper de offentligt ansatte med at forbedre deres viden og færdigheder. Udarbejdelse af detaljerede retningslinjer om gensidig anerkendelse efter vedtagelsen af »varepakken«.

Oprettelse af en specifik helpdesk, der besvarer embedsmænds spørgsmål om det indre marked.

Forklarende vejledning om, hvorledes en retsakt bør forstås og fortolkes, offentliggøres på de relevante ministeriers websted for at give specifikke oplysninger om anvendelsen.

Uddannelse og test om fællesskabsretten og reglerne for det indre marked

Fællesskabsretten er en fast del af pensum på jurastudiet.

Embedsmænd skal bestå en eksamen omfattende fællesskabsretten og reglerne for det indre marked for at blive ansat i den offentlige forvaltning.

6.   FORANSTALTNINGER TIL AT STYRKE HÅNDHÆVELSEN AF REGLERNE FOR DET INDRE MARKED OG FREMME ORDNINGER TIL PROBLEMLØSNING

1)   Ikke-retslige ordninger til problemløsning

Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

at sikre gennemsigtige, enkle og prisbillige alternative tvistbillæggelsesprocedurer for borgere og virksomheder

b)

at deltage i og aktivt bidrage til, at de ordninger til problemløsning, der findes på fællesskabsniveau, f.eks. SOLVIT og EU-pilotprojektet, fungerer i praksis og videreudvikles, særlig ved at stille tilstrækkelige midler til rådighed

c)

at stille tilstrækkelige oplysninger til rådighed for borgere og virksomheder om eksisterende ordninger til problemløsning på nationalt niveau og fællesskabsniveau på websteder om det indre marked

d)

at løse de problemer, der giver anledning til anvendelsen af ordningerne til problemløsning.

2)   Det nationale retsvæsen

Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

at give dommere en grundlæggende uddannelse om fællesskabsretten generelt og om reglerne for det indre marked i særdeleshed, når de tiltræder deres embede, og fortsat uddannelse på arbejdspladsen, herunder gennem det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere (8) der organiserer og finansierer udveksling af dommere

b)

at sikre nem adgang til fyldestgørende og ajourførte oplysninger om den fællesskabslovgivning og retspraksis fra EF-Domstolen, der vedrører det indre marked, herunder gennem Fællesskabets e-Justice portal (9), der kommer til at fungere som (elektronisk) kvikskranke for oplysninger om fællesskabsretten og som adgang til europæiske retlige procedurer

c)

at opfordre nationale domstole og retsinstanser til at indsamle og tilbyde oplysninger om vigtige nationale retsafgørelser vedrørende det indre marked, særlig nationale retsafgørelser baseret på en præjudiciel afgørelse fra EF-Domstolen.

Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger

Alternative tvistbilæggelses-ordninger

Et netværk af mindre retsinstanser på det civilretlige område, der er beregnet til mindre sager, forsøger at træffe afgørelse på en hurtigere, mere effektiv og billigere måde. Det omfatter retlig og ikke-retlig tvistbilæggelse.

Deltagelse i alternative tvistbilæggelsesordninger på fællesskabsniveau

Når et kompetent nationalt forvaltningsorgan ikke har deltaget på tilfredsstillende vis, bringer SOLVIT-centrene sagen til et højere niveau inden for den nationale forvaltning som en alternativ løsning.

Information om alternative tvistbilæggelsesordninger

SOLVIT fremmes gennem et tættere samarbejde med grupper af berørte parter og ved at fremsende faktablade til disse.

Uddannelse

Justitsministeriet organiserer særlige kurser for dommere om reglerne for det indre marked.

Kurser om fællesskabsretten for dommere under uddannelse er obligatoriske.

Nem adgang til oplysninger

Resuméer af EU-retspraksis udarbejdes af en særlig enhed under et nationalt ministerium med speciale i reglerne for det indre marked til brug for retsvæsenet.

Resuméer af de vigtigste domme offentliggøres i en retstidende.

Udveksling af vigtige nationale retsafgørelser om anvendelse af reglerne for det indre marked

De nationale domstole er pålagt at give meddelelse om vigtige retsafgørelser inden for fællesskabsretten og om præjudicielle afgørelser, og disse offentliggøres i et nyhedsbrev.

7.   FORANSTALTNINGER TIL FREMME AF EN LØBENDE EVALUERING AF DEN NATIONALE LOVGIVNING

Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

at udvikle en systematisk fremgangsmåde til overvågning og evaluering af nationale bestemmelser til gennemførelse af reglerne for det indre marked med henblik på at afdække eventuelle uoverensstemmelser i anvendelsen, herunder gennem høring af de berørte parter, feedback fra de eksisterende problemløsningsordninger osv.

b)

at foretage en gennemgang, når det er muligt, af de eksisterende nationale regler og den administrative praksis med henblik på at afdække eventuelle bestemmelser, der forhindrer borgere og virksomheder i at få det fulde udbytte af mulighederne i det indre marked, og i givet fald tilpasse den nationale lovgivning

c)

at træffe organisatoriske foranstaltninger til at sikre en tæt overvågning af EF-Domstolens retspraksis og i denne forbindelse løbende evaluere, om den nationale lovgivning og administrative praksis er forenelig med reglerne for det indre marked.

Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger

Evaluering af gennemførelsen

Udvikling af efterfølgende konsekvensanalyserapporter og revisioner til at overvåge gennemførelsen af direktiver af betydning for det indre marked.

Udvikling af systematiske procedurer for høring af de berørte parter med henblik på at drøfte, hvorledes (og om) udvalgte pakker af indbyrdes forbundne regler for det indre marked gennemføres, og hvilken virkning de har for borgere og virksomheder.

Gennemgang af nationale regler og procedurer

Omfattende gennemgang af den nationale lovgivning inden for fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser.

Kontrol af virkningerne af EF-Domstolens præjudicielle afgørelser

De nationale forvaltningsorganer foretager en systematisk analyse af, hvorvidt den nationale lovgivning burde ændres i forhold til Domstolens seneste retspraksis.

8.   FORANSTALTNINGER TIL BEDRE OPLYSNING AF BORGERE OG VIRKSOMHEDER OM DERES RETTIGHEDER I DET INDRE MARKED

Medlemsstaterne opfordres til at træffe følgende foranstaltninger:

a)

at fremme og oplyse om Fællesskabets informationstjenester (10) inden for den nationale offentlige forvaltning og eksternt på nationalt, regionalt og lokalt niveau i overensstemmelse med Kommissionens informationsarbejde, særlig om bistandstjenesterne om det indre marked (SMAS)

b)

at sikre en øget koordinering mellem nationale kontaktpunkter med ansvar for Fællesskabets informationstjenester

c)

at give adgang til praktiske oplysninger om rettigheder og forpligtelser i det indre marked på andre sprog og nemt tilgængeligt på et websted, og indføre tydelige krydshenvisninger mellem alle relevante nationale portaler og EU-portaler med oplysninger om det indre marked, særlig gennem Dit Europa-portalen

d)

at organisere informationskampagner og –programmer om fordele og muligheder i det indre marked.

Eksempler på praksis i visse medlemsstater vedrørende de foreslåede foranstaltninger

Fremme af Fællesskabets informationstjenester

Målrettede oplysninger til de mest berørte grupper gennem internet, brochurer, pjecer, seminarer og informationskampagner.

Koordinering af Fællesskabets informationstjenester på nationalt plan

En koordineringsgruppe samler kontaktpunkterne til Europa Direkte, Enterprise Europe Network, Eurojus, det europæiske forbrugercenter (ECC Net) og FIN-NET.

Nemt tilgængelig information

En betydelig mængde information og rådgivning om det indre marked, der henvender sig til udenlandske borgere og virksomheder samt nationale borgere og virksomheder, der ønsker at bevæge sig over grænserne, er tilgængelig på horisontale e-forvaltningsportaler, nationale websteder om fællesskabsanliggender eller specifikke websteder for borgere eller virksomheder.

Planer om at etablere en national online-informationskilde om det indre marked, som skal finansieres af en offentlig myndighed og vedligeholdes af alle andre berørte myndigheder.

Informationskampagner

Udvikling af et informationsprogram om det indre marked, der skal omfatte levering af publikationer, uddannelseskurser og foredrag med henblik på at informere borgere og virksomheder om mulighederne i det indre marked.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 2679/98 af 7. december 1998 om det indre markeds funktion med hensyn til fri bevægelighed for varer mellem medlemsstaterne (EFT L 337 af 12.12.1998, s. 8).

(3)  Testfase i projektet »EU-Pilot«, der har til formål at sikre hurtigere svar på forespørgsler og klager vedrørende korrekt fortolkning og gennemførelse af fællesskabsretten på grundlag af en mere uformel arbejdsgang mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Blev lanceret i april 2008 i samarbejde med 15 medlemsstater.

(4)  EFT L 376 af 27.12.2006, s. 36.

(5)  EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4.

(6)  EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1.

(7)  Med forbehold for gennemførelsen af bestemmelser om mindstekrav i direktiver, der er resultatet af fælles kompetencer i henhold til EF-traktaten (særlig artikel 137).

(8)  http://www.ejtn.net/www/en/html/index.htm

(9)  Fællesskabets e-Justice portal vil blive lanceret den 14. december 2009.

(10)  F.eks. Europa Direkte, Borgernes Vejviserservice, Dit Europa, EURES, De Europæiske Forbrugercentre og Enterprise Europe Network.


Top