EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008E0851

Rådets fælles aktion 2008/851/FUSP af 10. november 2008 om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster

EUT L 301 af 12.11.2008, p. 33–37 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 04/04/2024

ELI: http://data.europa.eu/eli/joint_action/2008/851/oj

12.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 301/33


RÅDETS FÆLLES AKTION 2008/851/FUSP

af 10. november 2008

om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, artikel 25, stk. 3, og artikel 28, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I resolution 1814 (2008) vedrørende situationen i Somalia, der blev vedtaget den 15. maj 2008, har De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråd anmodet staterne og de regionale organisationer om under snæver gensidig koordinering at træffe forholdsregler til at beskytte de fartøjer, der deltager i transporten af humanitær bistand til Somalia og i de aktiviteter, som FN har godkendt.

(2)

I resolution 1816 (2008) vedrørende situationen i Somalia, der blev vedtaget den 2. juni 2008, har FN's Sikkerhedsråd givet udtryk for sin bekymring over, at piratvirksomhed og væbnede røverier mod fartøjer truer transporten af humanitær bistand til Somalia, søhandelsruternes sikkerhed og den internationale søfart. FN's Sikkerhedsråd har især opfordret de stater, der ønsker at benytte søhandelsruterne ud for Somalias kyster, til i samarbejde med den føderale overgangsregering at styrke og samordne indsatsen mod piratvirksomhed og væbnede røverier til søs. Det har bemyndiget de stater, der samarbejder med den føderale overgangsregering, og hvis navne denne regering forinden har sendt til FN's generalsekretær, til i en periode på seks måneder fra resolutionens vedtagelse at sejle ind i Somalias territorialfarvande og anvende alle nødvendige midler til at bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier til søs i overensstemmelse med den gældende internationale ret.

(3)

I resolution 1838 (2008) vedrørende situationen i Somalia, der blev vedtaget den 7. oktober 2008, har FN's Sikkerhedsråd udtrykt sin tilfredshed med den igangværende planlægning af en eventuel flådeoperation fra Den Europæiske Union (EU), samt med andre internationale og nationale initiativer, der er er taget med henblik på at gennemføre resolution 1814 (2008) og 1816 (2008), og har anmodet alle stater, som har midlerne hertil, om at samarbejde med den føderale overgangsregering i kampen mod piratvirksomhed og væbnede røverier til søs, i overensstemmelse med bestemmelserne i resolution 1816 (2008). Det har ligeledes anmodet alle staterne og de regionale organisationer om, i overensstemmelse med bestemmelserne i resolution 1814 (2008), at fortsætte med at handle for at beskytte de maritime konvojer fra Verdensfødevareprogrammet (World Food Programme (WFP)), hvilket er af afgørende vigtighed for transporten af humanitær bistand til befolkningen i Somalia.

(4)

I sine konklusioner af 26. maj 2008 udtrykte Rådet bekymring over det stigende antal piratangreb ud for Somalias kyster, som påvirker den humanitære indsats og den internationale skibstrafik i regionen, og som bidrager til fortsatte krænkelser af FN's våbenembargo. Rådet udtrykte også sin anerkendelse af en række initiativer fra visse af EU's medlemsstater for at yde beskyttelse til fartøjer fra WFP. Rådet understregede behovet for, at det internationale samfund i højere grad deltager i disse operationer med ledsagefartøjer, således at den humanitære bistand kan komme frem til befolkningen i Somalia.

(5)

Den 5. august 2008 godkendte Rådet et krisestyringskoncept for en aktion fra Den Europæiske Union (EU) som bidrag til gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1816 (2008) og til freden og den internationale sikkerhed i området.

(6)

Den 15. september 2008 bekræftede Rådet sin alvorlige bekymring over den piratvirksomhed og de væbnede røverier, der finder sted ud for Somalias kyster, og beklagede især det stigende antal i den seneste tid. Med hensyn til EU's bidrag til gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1816 (2008) om bekæmpelse af piratvirksomhed ud for Somalias kyster og til beskyttelsen i henhold til resolution 1814 (2008) og 1816 (2008) af fartøjer, som er chartret af WFP med henblik på Somalia, besluttede Rådet at oprette en koordineringscelle i Bruxelles, der har til opgave at støtte den overvågnings- og beskyttelsesindsats, som visse medlemsstater udfører ud for Somalias kyster. Samme dag godkendte Rådet dels en plan for gennemførelsen af denne militære koordineringsindsats (EU NAVCO), dels et strategisk militært alternativ vedrørende en eventuel militær flådeoperation fra EU's side i henhold til hvilken medlemsstater, der ønsker at samarbejde med den føderale overgangsregering i overensstemmelse med bestemmelserne i resolution 1816 (2008), stiller deres militære midler til rådighed med henblik på at afskrække fra og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster.

(7)

Den 19. september 2008 vedtog Rådet fælles aktion 2008/749/FUSP vedrørende Den Europæiske Unions militære koordineringsaktion til støtte for FN’s Sikkerhedsråds resolution 1816 (2008) (EU NAVCO) (1).

(8)

Ved iværksættelsen af militæroperationen Atalanta udføres de opgaver, der påhviler koordineringscellen, inden for rammerne af denne fælles aktion. Derfor bør koordineringscellen lukkes.

(9)

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) bør udøve den politiske kontrol med EU-militæroperationen med henblik på at bidrage til at afskrække fra og bekæmpe piratvirksomhed ud for Somalias kyster, varetage den strategiske ledelse og træffe relevante afgørelser i overensstemmelse med traktatens artikel 25, stk. 3.

(10)

I henhold til traktatens artikel 28, stk. 3, afholder medlemsstaterne aktionsudgifterne til denne fælles aktion, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, hvilket er i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2007/384/FUSP af 14. maj 2007 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (Athena) (2) (i det følgende benævnt »Athena«).

(11)

I henhold til traktatens artikel 14, stk. 1, skal fælles aktioner angive de midler, der skal stilles til rådighed for Unionen. Det finansielle referencegrundlag for en periode på 12 måneder for de fælles udgifter til EU-militæroperationen er udtryk for det bedste skøn på nuværende tidspunkt og foregriber ikke de beløb, som fastlægges i det endelige budget i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i Athena.

(12)

EU har, i overensstemmelse med punkt 7 i resolution 1816 (2008), ved skrivelse af 30. oktober 2008 sendt et tilbud til den føderale overgangsregering. Denne skrivelse indeholder forslag med hensyn til domstolskompetence, som udøves af andre stater end Somalia over for personer, der pågribes i Somalias territorialfarvande, og som har begået eller mistænkes for at have begået piratvirksomhed eller væbnede røverier.

(13)

I medfør af artikel 6 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af de af Den Europæiske Unions afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark deltager ikke i gennemførelsen af denne fælles aktion og deltager derfor ikke i finansieringen af operationen -

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

Artikel 1

Mission

1.   Den Europæiske Union (EU) gennemfører en militæroperation (i det følgende benævnt »Atalanta«) til støtte for De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråds resolution 1814 (2008), 1816 (2008) og 1838 (2008) i overensstemmelse med de foranstaltninger, det i tilfælde af piratvirksomhed er tilladt at træffe i henhold til artikel 100 og flere følgende bestemmelser i De Forenede Nationers havretskonvention undertegnet i Montego Bay den 10. december 1982 (i det følgende benævnt »FN's havretskonvention«), og navnlig gennem aftaler indgået med tredjestater, med henblik på at bidrage til at

beskytte de fartøjer fra WFP, der transporterer fødevarehjælp til Somalias fordrevne befolkningsgrupper, i overensstemmelse med mandatet i FN's Sikkerhedsråds resolution 1814 (2008)

beskytte sårbare fartøjer, der befinder sig ud for Somalias kyster, samt afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster, i overensstemmelse med mandatet i FN's Sikkerhedsråds resolution 1816 (2008).

2.   De styrker, der deployeres med henblik herpå, skal operere indtil 500 sømil ud for Somalias og nabolandenes kyster, i overensstemmelse med det politiske mål for maritime EU-operationer, således som det er fastlagt i det krisestyringskoncept, som Rådet godkendte den 5. august 2008.

Artikel 2

Mandat

Atalanta, på de betingelser, der er fastsat i gældende international ret, navnlig FN's havretskonvention, og i FN's Sikkerhedsråds resolution 1814 (2008), 1816 (2008) og 1838 (2008), samt inden for rammerne af den disponible kapacitet:

a)

yder beskyttelse til fartøjer chartret af WFP, herunder i form af tilstedeværelse om bord på de berørte fartøjer af væbnede elementer fra Atalanta, navnlig når de befinder sig i Somalias territorialfarvande

b)

beskytter, efter en konkret behovsvurdering, handelsskibe, der befinder sig i de områder, hvor den er deployeret

c)

overvåger områderne ud for Somalias kyster, herunder dets territorialfarvande, der udgør en risiko for aktiviteter til søs, særligt skibstrafikken

d)

træffer de nødvendige foranstaltninger, herunder ved anvendelse af magt, med henblik på at afskrække fra, forebygge og gribe ind for at bringe piratvirksomhed eller væbnede røverier, der kunne begås i de områder, hvor den er til stede, til ophør

e)

kan, med henblik på de kompetente staters eventuelle foretagelse af retsforfølgning på de i artikel 12 fastsatte betingelser, pågribe, tilbageholde og overføre personer, der har begået eller mistænkes for at have begået piratvirksomhed eller væbnede røverier i de områder, hvor den er tilstede, og tilbageholde fartøjer tilhørende personer, der begår piratvirksomhed eller væbnede røverier, eller fartøjer, der holdes fange som følge af piratvirksomhed eller væbnede røverier, og som er i piraters besiddelse, samt de værdier der befinder sig om bord.

f)

etablerer forbindelser med organisationer og enheder samt de stater, der arbejder i regionen for at bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster, navnlig marinestyrken »Combined Task Force 150«, der handler inden for rammerne af operation »Varig Frihed«.

Artikel 3

Udnævnelse af den øverstbefalende for EU-operationen

Viceadmiral Phillip Jones udnævnes til øverstbefalende for EU-operationen.

Artikel 4

Udpegelse af EU-operationens hovedkvarter

EU-operationens hovedkvarter placeres i Northwood, Det Forenede Kongerige.

Artikel 5

Planlægning og iværksættelse af operationen

Beslutningen om iværksættelse af EU-militæroperationen træffes af Rådet efter godkendelse af operationsplanen og reglerne for operationen og efter den føderale overgangsregering, i henhold til punkt 7 i resolution 1816 (2008) fra FN's Sikkerhedsråd, har underrettet FN's generalsekretær om EU's tilbud om samarbejde.

Artikel 6

Politisk kontrol og strategisk ledelse

1.   Under Rådets ansvar udøver Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af EU-militæroperationen. Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser i overensstemmelse med traktatens artikel 25. Denne bemyndigelse omfatter navnlig de nødvendige beføjelser til at ændre planlægningsdokumenterne, herunder operationsplanen, kommandovejen og reglerne for operationen. Den omfatter også de nødvendige beføjelser til at træffe beslutninger om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-operationen og/eller den øverstbefalende for EU-styrken. Beslutningskompetencen med hensyn til EU-militæroperationens mål og afslutning forbliver i Rådet, som bistås af generalsekretæren/den højtstående repræsentant (SG/HR).

2.   PSC aflægger med regelmæssige mellemrum rapport til Rådet.

3.   PSC modtager med regelmæssige mellemrum rapporter fra formanden for EU's Militærkomité (EUMC) vedrørende gennemførelsen af EU-militæroperationen. PSC kan om nødvendigt indbyde den øverstbefalende for EU-operationen og/eller den øverstbefalende for EU-styrken til sine møder.

Artikel 7

Militær ledelse

1.   EUMC forestår overvågningen af, at EU-militæroperationen, der gennemføres under ansvar af den øverstbefalende for EU-operationen, udføres korrekt.

2.   EUMC modtager med regelmæssige mellemrum rapporter fra den øverstbefalende for EU-operationen. Den kan om nødvendigt indbyde den øverstbefalende for EU-operationen og/eller den øverstbefalende for EU-styrken til sine møder.

3.   Formanden for EUMC fungerer som det primære kontaktled til den øverstbefalende for EU-operationen.

Artikel 8

Sammenhæng i EU's indsats

Formandskabet, SG/HR, den øverstbefalende for EU-operationen og den øverstbefalende for EU-styrken sikrer tæt samordning af deres respektive aktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af denne fælles aktion.

Artikel 9

Forbindelserne med FN, Somalia, nabolandene og de øvrige aktører

1.   GS/HR fungerer i tæt samordning med formandskabet som det primære kontaktled til FN, dets særorganisationer, myndighederne i Somalia og i nabolandene samt til andre relevante aktører.

SG/HR bistås inden for rammerne af sine kontakter med Den Afrikanske Union af EU's særlige repræsentant ved Den Afrikanske Union, i tæt samordning med formandskabet.

2.   På det operationelle plan fungerer den øverstbefalende for EU-operationen som kontaktled til navnlig rederiorganisationerne samt de berørte afdelinger i FN's Generalsekretariat, Den Internationale Søfartsorganisation og WFP.

Artikel 10

Tredjestaters deltagelse

1.   Uden at dette anfægter EU's selvstændige beslutningstagning og fælles institutionelle ramme, og i overensstemmelse med de relevante retningslinjer fra Det Europæiske Råd, kan tredjestater opfordres til at deltage i operationen.

2.   Rådet bemyndiger herved PSC til at opfordre tredjestater til at foreslå bidrag og efter henstilling fra den øverstbefalende for EU-operationen og EUMC at træffe de relevante afgørelser om accept af de foreslåede bidrag.

3.   Detaljerede bestemmelser vedrørende tredjestaters deltagelse fastlægges i aftaler, der indgås efter proceduren i traktatens artikel 24. GS/HR, der bistår formandskabet, kan på dettes vegne føre forhandlinger om sådanne aftaler. Hvis EU og en tredjestat har indgået en rammeaftale om denne tredjestats deltagelse i EU's krisestyringsoperationer, finder bestemmelserne i en sådan aftale anvendelse i forbindelse med denne operation.

4.   Tredjestater, der yder væsentlige militære bidrag til EU-militæroperationen, skal have samme rettigheder og forpligtelser i den daglige ledelse af operationen som de medlemsstater, der deltager i operationen.

5.   Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser om nedsættelse af en bidragyderkomité, hvis tredjestater yder væsentlige militære bidrag.

6.   Betingelserne for overførsel af pågrebne og tilbageholdte personer til en tredjestat, der deltager i operationen, med henblik på denne stats udøvelse af domstolskompetencen fastlægges ved indgåelsen eller gennemførelsen af de i stk. 3 omhandlede aftaler vedrørende tredjestaters deltagelse.

Artikel 11

De EU-ledede styrkers status

Status, herunder privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for gennemførelsen og den uhindrede afvikling af missionen, for de EU-ledede styrker og deres personel, som:

er udstationeret eller til stede på tredjestaters landområder

som opererer i tredjestaters territorialfarvande eller indre farvande

fastlægges efter proceduren i traktatens artikel 24. SG/HR, der bistår formandskabet, kan på dettes vegne føre forhandlinger om sådanne ordninger.

Artikel 12

Overførsel af pågrebne og tilbageholdte personer med henblik på udøvelse af domstolskompetencen

1.   På grundlag af Somalias samtykke til, at medlemsstater eller tredjestater udøver deres domstolskompetence, på den ene side og artikel 105 i FN's havretskonvention på den anden side overføres personer, der har begået eller mistænkes for at have begået piratvirksomhed eller væbnede røverier, og som pågribes og tilbageholdes med henblik på foretagelse af retsforfølgning, i Somalias territorialfarvande eller på åbent hav, samt de genstande, der er anvendt til at udføre disse handlinger, til:

de kompetente myndigheder i den medlemsstat eller tredjestat, som deltager i operationen, hvis flag det fartøj, der har foretaget pågribelsen, fører, eller

hvis denne stat ikke kan eller ikke ønsker at udøve sin domstolskompetence, til en medlemsstat eller enhver tredjestat, der ønsker at udøve sin domstolskompetence i forhold til de ovennævnte personer eller genstande.

2.   Ingen af de i stk. 1 nævnte personer kan overføres til en tredjestat, medmindre betingelserne for en sådan overførsel er aftalt med den pågældende tredjestat under iagttagelse af gældende international ret, navnlig de internationale menneskerettigheder, særligt for at sikre, at ingen underkastes dødsstraf, tortur eller anden form for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Artikel 13

Forbindelserne med de beskyttede fartøjers flagstater

Vilkårene for tilstedeværelse om bord på handelsfartøjer, navnlig de fartøjer, der er chartret af WFP, af enheder tilhørende Atalanta, herunder privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for den uhindrede afvikling af missionen, aftales med flagstaterne for disse fartøjer.

Artikel 14

Finansielle ordninger

1.   De fælles udgifter til EU-militæroperationen administreres af Athena.

2.   Det finansielle referencegrundlag for de fælles udgifter til EU-militæroperationen beløber sig til 8,3 millioner EUR. Den procentdel af referencebeløbet, der er omhandlet i artikel 33, stk. 3, i afgørelsen vedrørende Athena, er 30 %.

Artikel 15

Videregivelse af oplysninger til FN og andre tredjeparter

1.   SG/HR bemyndiges hermed til at videregive klassificerede EU-oplysninger og -dokumenter, der er fremstillet med henblik på EU-militæroperationen, til FN og andre tredjeparter, der er inddraget i denne fælles aktion, op til den klassifikationsgrad, der er relevant for hver af dem, og i overensstemmelse med Rådets sikkerhedsforskrifter (3).

2.   SG/HR bemyndiges hermed til at videregive ikke-klassificerede EU-dokumenter vedrørende Rådets forhandlinger om operationen, som i henhold til artikel 6, stk. 1, i Rådets forretningsorden, er omfattet af tavshedspligt, til FN og andre tredjeparter, der er inddraget i denne fælles aktion (4).

Artikel 16

Ikrafttræden og afslutning

1.   Denne fælles aktion træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

2.   Fælles aktion 2008/749/FUSP ophæves fra den dato, hvor den koordineringscelle, der er oprettet ved denne fælles aktion, lukkes. Denne lukning sker på den dato for iværksættelsen af operationen, der er omhandlet i artikel 6 i nærværende fælles aktion.

3.   EU's militæroperation ophører, med forbehold for en forlængelse af resolution 1814 (2008) og 1816 (2008), 12 måneder efter den oprindelige erklæring af operationel kapacitet for operationen.

4.   Denne fælles aktion ophæves efter tilbagetrækningen af EU-styrken i overensstemmelse med godkendte planer for afslutning af EU-militæroperationen og med forbehold af de relevante bestemmelser i afgørelsen vedrørende Athena.

Artikel 17

Offentliggørelse

1.   Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   PSC's afgørelser om udnævnelser af en øverstbefalende for EU-operationen og/eller en øverstbefalende for EU-styrken samt PSC's afgørelser vedrørende accept af bidrag fra tredjestater og oprettelse af en bidragyderkomité offentliggøres ligeledes i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. november 2008.

På Rådets vegne

B. KOUCHNER

Formand


(1)  EUT L 252 af 20.9.2008, s. 39.

(2)  EUT L 152 af 13.6.2007, s. 14.

(3)  Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1).

(4)  Rådets afgørelse 2004/338/EF, Euratom af 22. marts 2004 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EUT L 106 af 15.4.2004, s. 22).


Top