Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0464

2007/464/EF: Rådets beslutning af 5. juni 2007 om ophævelse af beslutning 2005/186/EF om et uforholdsmæssigt stort underskud i Malta

EUT L 176 af 6.7.2007, pp. 19–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/464/oj

6.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 176/19


RÅDETS BESLUTNING

af 5. juni 2007

om ophævelse af beslutning 2005/186/EF om et uforholdsmæssigt stort underskud i Malta

(2007/464/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104, stk. 12,

under henvisning til henstilling fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til Rådets beslutning 2005/186/EF (1) og på grundlag af en henstilling fra Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 104, stk. 6, blev det besluttet, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Malta. Rådet konstaterede, at det offentlige underskud var på 9,7 % af BNP i 2003 (hvoraf 2,9 % af BNP skyldtes en engangsforanstaltning), hvilket er højere end traktatens referenceværdi på 3 % af BNP, mens den offentlige bruttogæld var på 72 % af BNP og sandsynligvis ville fjerne sig yderligere fra traktatens referenceværdi på 60 % af BNP i løbet af 2004.

(2)

I henhold til traktatens artikel 104, stk. 7, og artikel 3, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (2) rettede Rådet en henstilling til Malta med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2006. Henstillingen blev offentliggjort.

(3)

I henhold til traktatens artikel 104, stk. 12, skal en rådsbeslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud ophæves, når det uforholdsmæssigt store underskud i den pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret.

(4)

I henhold til protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten, er det Kommissionens ansvar at fremlægge data til gennemførelse af proceduren. Som led i gennemførelsen af denne protokol skal medlemsstaterne indberette oplysninger om det offentlige underskud og den offentlige gæld og andre relaterede variabler to gange årligt, nemlig før den 1. april og før den 1. oktober, jf. artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 af 22. november 1993 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (3).

(5)

På grundlag af data fremlagt af Kommissionen (Eurostat) i overensstemmelse med artikel 8g, stk. 1, i forordning (EF) nr. 3605/93 efter indberetning fra Malta før den 1. april 2007 og på grundlag af prognosen fra foråret 2007 fra Kommissionens tjenestegrene kan der drages følgende konklusioner:

—

Det offentlige underskud blev reduceret fra 10 % af BNP i 2003 til 2,6 % i 2006, hvilket er under referenceværdien for underskuddet på 3 % af BNP. Dette er en smule bedre end det mål for 2006, der blev sat i det opdaterede konvergensprogram fra januar 2006, selv om det ligger noget over de mål, som Rådet gav sin tilslutning til i sin henstilling i henhold til artikel 104, stk. 7.

—

Over halvdelen (omkring fire procentpoint) af reduktionen på 7,4 procentpoint af underskudskvoten fra 2003 til 2006 kunne tilskrives højere indtægter, hvilket afspejlede ændringer i den indirekte beskatning og en mere effektiv skatteopkrævning. En lavere udgiftskvote forklarer de resterende 3,5 procentpoint, hvilket delvis afspejlede en mere udstrakt brug af engangsforanstaltninger, nemlig afhændelse af jord, som traditionelt bogføres som negative udgifter. Udgiftskvoten ville være faldet i mindre omfang, hvis den omfattende udgiftsforøgende engangsforanstaltning i form af omstruktureringen af skibsværfterne på omkring 3 % af BNP i 2003 ikke medregnes. Derudover blev der opnået udgiftsreduktioner gennem nedskæringer og omstrukturering i offentlige virksomheder, ansættelsesbegrænsninger i den offentlige sektor og kontrol med de sociale ydelser.

—

Underskudsreducerende engangsforanstaltninger tegnede sig i perioden 2004-2006 gennemsnitligt for omkring 1 % af BNP. Uden disse engangsforanstaltninger (0,7 % af BNP) ville underskuddet for 2006 fortsat have ligget over referenceværdien, nemlig på 3,3 % af BNP. I 2006 blev den strukturelle saldo (den konjunkturkorrigerede saldo, eksklusive engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger) skønsmæssigt forbedret med lige over 1 % af BNP.

—

Ifølge Kommissionens prognose fra foråret 2007 forventes det, at underskuddet vil blive reduceret yderligere i 2007 til 2,1 % af BNP gennem yderligere udgiftsbesparelser. Engangsforanstaltninger ventes at andrage 0,6 % af BNP, hvilket svarer nogenlunde til omfanget i det foregående år, således at underskuddet vil holde sig under referenceværdien, hvis man ikke medregner engangsforanstaltningerne. Dette ligger stort set på linje med det officielle skøn for underskuddet på 1,9 % af BNP, som blev oplyst i indberetningen fra april 2007. Ifølge forårsprognosen vil underskuddet med en uændret politik falde yderligere til 1,6 % af BNP i 2008 uden brug af engangsforanstaltninger. Dette tyder på, at underskuddet er blevet bragt ned under loftet på 3 % af BNP på troværdig og holdbar vis. Den strukturelle saldo ventes at blive forbedret marginalt i 2007 og, under antagelse af en uændret politik, med yderligere 1 procentpoint i 2008. Dette skal ses på baggrund af behovet for at gøre fremskridt hen imod den mellemfristede målsætning for budgetstillingen, som for Maltas vedkommende er et budget i balance i strukturelle termer.

—

Den offentlige gæld faldt fra 73,9 % af BNP i 2004 til 66,5 % i 2006. Ifølge Kommissionens prognose fra foråret 2007 forventes det, at gældskvoten vil falde yderligere til omkring 64,3 % ved udgangen af 2008, hvorved den nærmer sig referenceværdien på 60 % af BNP.

(6)

Efter Rådets opfattelse er det uforholdsmæssigt store underskud i Malta blevet korrigeret, og beslutning 2005/186/EF bør derfor ophæves —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Ud fra en samlet vurdering kan det konkluderes, at situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud i Malta er blevet korrigeret.

Artikel 2

Beslutning 2005/186/EF ophæves.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Republikken Malta.

Udfærdiget i Luxembourg, den 5. juni 2007.

På Rådets vegne

S. GABRIEL

Formand


(1)   EUT L 62 af 9.3.2005, s. 21.

(2)   EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6. Ændret ved forordning (EF) nr. 1056/2005 (EUT L 174 af 7.7.2005, s. 5).

(3)   EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2103/2005 (EUT L 337 af 22.12.2005, s. 1).


Top