EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005D0434

2005/434/EF: Kommissionens beslutning af 9. juni 2005 om ændring af beslutning 2005/393/EF for så vidt angår fritagelser fra udtransportforbuddet for indenlandske flytninger af dyr fra spærrezoner (meddelt under nummer K(2005) 1689) (EØS-relevant tekst)

EUT L 151 af 14.6.2005, p. 21–22 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 349M af 12.12.2006, p. 130–131 (MT)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/10/2007; stiltiende ophævelse ved 32007R1266

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2005/434/oj

14.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 151/21


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 9. juni 2005

om ændring af beslutning 2005/393/EF for så vidt angår fritagelser fra udtransportforbuddet for indenlandske flytninger af dyr fra spærrezoner

(meddelt under nummer K(2005) 1689)

(EØS-relevant tekst)

(2005/434/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/75/EF af 20. november 2000 om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får (1), særlig artikel 9, stk. 1, litra c), og artikel 19, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I direktiv 2000/75/EF fastsættes der bestemmelser og foranstaltninger vedrørende bekæmpelse af bluetongue i Fællesskabet, herunder etablering af beskyttelses- og overvågningszoner og et forbud mod at transportere dyr ud af disse zoner.

(2)

Kommissionens beslutning 2005/393/EF (2) indeholder bestemmelser om afgrænsningen af de overordnede geografiske områder, hvor medlemsstaterne skal etablere beskyttelses- og overvågningszoner (»spærrezoner«) i forbindelse med bluetongue. Den fastsætter ligeledes betingelser for fritagelse fra forbuddet i direktiv 2000/75/EF mod visse flytninger af dyr samt sæd, æg og embryoner herfra (»udtransportforbuddet«).

(3)

Når en besætning er blevet vaccineret i overensstemmelse med et vaccinationsprogram, er forekomsten af virus nedbragt så meget, at flytninger af unge dyr fra spærrezonen til bedrifter uden for den zone, hvor vektorerne er under kontrol, bør betragtes som en acceptabel risiko.

(4)

En arbejdsgruppe nedsat af Kommissionen for at drøfte den zoosanitære kodeks vedrørende landdyr udarbejdet af Det Internationale Kontor for Epizootier (OIE) udsendte den 14. marts 2005 en rapport om forskellige aspekter ved de bestemmelser, der bør finde anvendelse på flytninger af dyr, for så vidt angår bluetongue.

(5)

Denne arbejdsgruppe konkluderede, at viræmi af over 60 dages varighed ikke bør betragtes som en betydelig risiko i forbindelse med flytning af levende dyr, og derfor bør dyr, der har været beskyttet mod vektorangreb i over 60 dage, betragtes som sikre.

(6)

Arbejdsgruppen konkluderede desuden, at eftersom 28 dage er maksimumsperioden for serokonvertering efter infektion, er et dyr sikkert, hvis det har været beskyttet mod vektorangreb i en periode på over 28 dage og er testet serologisk negativt ved en enkelt prøve foretaget efter udløbet af perioden på 28 dage.

(7)

Arbejdsgruppen konkluderede også, at eftersom en virologisk test altid er positiv syv dage efter infektion, er et dyr sikkert, hvis det har været beskyttet mod vektorangreb i en periode på over syv dage og er testet virologisk negativt ved en enkelt prøve foretaget efter udløbet af perioden på syv dage.

(8)

Beslutning 2005/393/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(9)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Ændringer af beslutning 2005/393/EF

I beslutning 2005/393/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 3, stk. 2, affattes således:

»2.   Indenlandske flytninger som omhandlet i stk. 1 fritages fra udtransportforbuddet af den kompetente myndighed, under forudsætning af at:

a)

dyrene har oprindelse i en besætning, der er vaccineret i overensstemmelse med et vaccinationsprogram, som er fastlagt af den kompetente myndighed, og

b)

dyrene

i)

er blevet vaccineret mod den/de serotype(r), der forekommer eller kan forekomme i et epidemiologisk relevant oprindelsesområde, mere end 30 dage, men under 12 måneder forud for datoen for flytningen, eller

ii)

er under to måneder gamle på datoen for flytningen og transporteres til en bedrift med henblik på opfedning; denne bedrift skal være beskyttet mod vektorangreb, registreret af den kompetente myndighed og godkendt til opfedning.«

2)

Bilag II, del A, affattes således:

»A.

Levende dyr skal have været beskyttet mod angreb fra insekter af slægten Culicoides:

1)

i mindst 60 dage før flytning, eller

2)

i mindst 28 dage før flytning og skal i denne periode have været underkastet en serologisk test til påvisning af antistoffer mod bluetonguevirus-gruppen såsom en competition ELISA-test eller en AGID-test til påvisning af bluetongue med negative resultater, idet testen foretages på prøver udtaget mindst 28 dage efter datoen for påbegyndelse af perioden for beskyttelse mod vektorangreb, eller

3)

i mindst syv dage før flytning og skal i denne periode have været underkastet en bluetonguevirusisolationstest eller en polymerase kædereaktionstest (PCR-test) med negative resultater, idet testen foretages på blodprøver udtaget mindst syv dage efter datoen for påbegyndelse af perioden for beskyttelse mod vektorangreb, og

4)

under transporten til afskibningsstedet.«

Artikel 2

Anvendelse

Denne beslutning anvendes fra den 4. juli 2005.

Artikel 3

Adressater

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juni 2005.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 327 af 22.12.2000, s. 74.

(2)  EUT L 130 af 24.5.2005, s. 22.


Top