Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004D0274

2004/274/EF: Kommissionens beslutning af 23. marts 2004 om beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza i USA (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2004) 1097)

EUT L 86 af 24.3.2004, p. 27–28 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 05/04/2004; ophævet ved 32004D0363

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/274/oj

32004D0274

2004/274/EF: Kommissionens beslutning af 23. marts 2004 om beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza i USA (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2004) 1097)

EU-Tidende nr. L 086 af 24/03/2004 s. 0027 - 0028


Kommissionens beslutning

af 23. marts 2004

om beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza i USA

(meddelt under nummer K(2004) 1097)

(EØS-relevant tekst)

(2004/274/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF(1), særlig artikel 18, stk. 6 og 7,

under henvisning til Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet(2), særlig artikel 22, stk. 1 og 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Aviær influenza er en meget smitsom virussygdom hos fjerkræ og fugle, der hurtigt kan udvikle sig til en epizooti, som kan udgøre en alvorlig trussel mod dyre- og folkesundheden og gå voldsomt ud over fjerkræopdrættets rentabilitet.

(2) Der er en risiko for, at sygdomsagensen kan blive ført ind via international handel med levende fjerkræ og fjerkræprodukter.

(3) USA bekræftede den 23. februar 2004 et udbrud af højpatogen aviær influenza i en fjerkræflok i staten Texas (Gonzales County), som blev påvist som positiv ved kontrol den 17. februar 2004.

(4) Den påviste aviær influenza-virusstamme er af subtypen H5N2 og er derfor forskellig fra den stamme, der for øjeblikket er skyld i epidemien i Asien. Ifølge den aktuelle viden er folkesundhedsrisikoen i forbindelse med denne subtype mindre en risikoen i forbindelse med den stamme, der forekommer i Asien, og som er af virussubtypen H5N1.

(5) På grund af den dyresundhedsmæssige risiko i tilfælde af at sygdommen føres ind i Fællesskabet, blev import fra USA af levende fjerkræ, strudsefugle, opdrættet og vildtlevende fjervildt samt rugeæg af disse arter og af fersk kød af fjerkræ, strudsefugle, vildtlevende fjervildt og opdrættet fjervildt, tilberedt kød og kødprodukter, der består af eller indeholder kød af disse arter, hidrørende fra fugle, der er slagtet efter den 27. januar 2004, samt import af konsumæg imidlertid suspenderet pr. 25. februar 2004 ved Kommissionens beslutninger 2004/187/EF(3) og 2004/256/EF(4).

(6) I henhold til Kommissionens beslutning 2000/666/EF(5) er det tilladt at importere fugle, bortset fra fjerkræ, fra alle OIE-medlemslande (OIE = Verdensorganisationen for Dyresundhed), forudsat at oprindelseslandet giver dyresundhedsgarantier, og at der i medlemsstaterne er truffet strenge foranstaltninger vedrørende karantæne efter import.

(7) Import af fugle fra USA, bortset fra fjerkræ, men inklusive selskabsdyr, der ledsager deres ejere, er imidlertid ligeledes ved beslutning 2004/187/EF blevet suspenderet med henblik på at udelukke al risiko for, at sygdommen forekommer i karantænestationer, der hører under medlemsstaternes myndigheder.

(8) Kommissionens beslutning 97/222/EF(6) indeholder en liste over tredjelande, hvorfra medlemsstaterne kan tillade import af kødprodukter, og i beslutningen fastsættes behandlinger, som skal forebygge risikoen for overførsel af sygdommen via disse produkter. Det er sundhedstilstanden i oprindelseslandet for de dyrearter, hvorfra kødet stammer, der er afgørende for, hvilken behandling produktet skal gennemgå. For at undgå unødvendige byrder for handelen bør det fortsat tillades at importere fjerkrækødprodukter med oprindelse i USA, som under behandlingen har været gennemvarmet til mindst 70 oC.

(9) På grundlag af den hygiejnekontrol, som råmateriale til fremstilling af foder og farmaceutiske eller tekniske produkter underkastes, kan kanaliseret import af disse produkter udelukkes fra denne beslutnings anvendelsesområde.

(10) USA har undertegnet aftalen med EF om sundhedsforanstaltninger til beskyttelse af folke- og dyresundheden i samhandelen med levende dyr og animalske produkter(7).

(11) USA har fremlagt yderligere oplysninger om sygdomssituationen og de bekæmpelsesforanstaltninger, der er truffet i den forbindelse, med henblik på at få Fællesskabet til at gennemføre regionaliseringsforanstaltninger i henhold til bestemmelserne i veterinæraftalen. Det er imidlertid endnu ikke muligt på grundlag af de foreliggende oplysninger at indskrænke de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i denne beslutning, til et nærmere afgrænset område.

(12) De beskyttelsesforanstaltninger, der omfatter hele USA's område, bør derfor forlænges, og beslutning 2004/256/EF bør ophæves.

(13) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Medlemsstaterne suspenderer import fra USA's område af:

- levende fjerkræ, strudsefugle, vildtlevende og opdrættet fjervildt samt rugeæg af disse arter

- fugle, bortset fra fjerkræ, men inklusive selskabsdyr, der ledsager deres ejere

- konsumæg.

Artikel 2

Medlemsstaterne suspenderer import fra USA's område af:

- fersk kød af fjerkræ, strudsefugle samt vildtlevende og opdrættet fjervildt

- tilberedt kød og kødprodukter, som består af eller indeholder kød af de ovennævnte arter.

Artikel 3

1. Uanset artikel 2 tillader medlemsstaterne import af de produkter, der er omhandlet i artikel 2, og som hidrører fra fugle, der er slagtet inden den 27. januar 2004.

2. Følgende angives i de veterinærcertifikater, der ledsager sendinger af de i stk. 1 omhandlede produkter, alt efter hvilken art der er tale om:

"Fersk fjerkrækød/fersk kød af strudsefugle/fersk kød af vildtlevende fjervildt/fersk kød af opdrættet fjervildt/kødprodukt, der består af eller indeholder kød af fjerkræ, strudsefugle, opdrættet eller vildtlevende fjervildt/tilberedt kød, der består af eller indeholder kød af fjerkræ, strudsefugle, opdrættet eller vildtlevende fjervildt(8), hidrørende fra fugle, der er slagtet inden den 27. januar 2004, jf. artikel 3, stk. 1, i Kommissionens beslutning 2004/274/EF."

3. Uanset artikel 2 tillader medlemsstaterne import af kødprodukter, der består af eller indeholder kød af fjerkræ, strudsefugle, opdrættet eller vildtlevende fjervildt, hvis kødet af de nævnte arter er blevet underkastet en af de særlige behandlinger, der er omhandlet i del IV, punkt B, C eller D, i bilaget til beslutning 97/222/EF.

Artikel 4

Beslutning 2004/256/EF ophæves.

Artikel 5

Medlemsstaterne ændrer deres importforanstaltninger for at bringe dem i overensstemmelse med denne beslutning, og de sørger for øjeblikkelig passende omtale af de vedtagne foranstaltninger. De underretter straks Kommissionen herom.

Artikel 6

Denne beslutning tages op til revision på baggrund af udviklingen i sygdommen og på grundlag af oplysninger fra USA's veterinærmyndigheder.

Artikel 7

Denne beslutning anvendes indtil den 23. april 2004.

Artikel 8

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. marts 2004.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56. Senest ændret ved direktiv 96/43/EF (EFT L 162 af 1.7.1996, s. 1).

(2) EFT L 24 af 31.1.1998, s. 9.

(3) EUT L 57 af 25.2.2004, s. 35.

(4) EUT L 80 af 18.3.2004, s. 31.

(5) EFT L 278 af 31.10.2000, s. 26. Senest ændret ved beslutning 2002/279/EF (EFT L 99 af 16.4.2002, s. 17).

(6) EFT L 98 af 4.4.1997, s. 39. Senest ændret ved beslutning 2003/826/EF (EUT L 311 af 27.11.2003, s. 29).

(7) Rådets beslutning 98/258/EF af 16. marts 1998, offentliggjort i EFT L 118 af 21.4.1998, s. 1.

(8) Det ikke relevante overstreges.

Top