Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003R2052

    Rådets forordning (EF) nr. 2052/2003 af 17. november 2003 om ændring af forordning (EØF) nr. 1907/90 om handelsnormer for æg

    EUT L 305 af 22.11.2003, p. 1–2 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2007; stiltiende ophævelse ved 32006R1028

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/2052/oj

    32003R2052

    Rådets forordning (EF) nr. 2052/2003 af 17. november 2003 om ændring af forordning (EØF) nr. 1907/90 om handelsnormer for æg

    EU-Tidende nr. L 305 af 22/11/2003 s. 0001 - 0002


    Rådets forordning (EF) nr. 2052/2003

    af 17. november 2003

    om ændring af forordning (EØF) nr. 1907/90 om handelsnormer for æg

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2771/75 af 29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for æg(1), særlig artikel 2, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Ifølge EF-forskrifterne skal der fra den 1. januar 2004 kun være to ægklasser. Klasse B-æg kan således ikke længere sælges som konsumæg. Dette skaber problemer, navnlig i nogle medlemsstater, hvor æg normalt vaskes og forbrugerne foretrækker at købe vaskede æg. Kommissionen er derfor blevet anmodet om at give tilladelse til, at den hidtidige praksis med vaskning af æg kan fortsætte.

    (2) I afventen af en udtømmende videnskabelig rapport, som Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet skal udarbejde, for at det kan afgøres, om der er eventuelle sundhedsrisici i forbindelse med vaskning af æg, bør det på basis af en undtagelse gøres muligt på frivilligt grundlag at foretage vaskning af konsumæg. I dette tilfælde skal vaskede æg være i overensstemmelse med kriterierne for klasse A-æg, men de skal mærkes som "vaskede æg" på pakningen. Som en forudsætning for denne undtagelse skal det fastsættes, at de ansvarlige myndigheder vedtager strenge normer og indfører streng kontrol.

    (3) På grund af de eventuelle sundhedsrisici bør denne undtagelse endvidere være tidsbegrænset, og det bør bestemmes, at de områder, hvor de vaskede æg forhandles, begrænses til de områder af Fællesskabet, hvor de myndigheder, der er ansvarlige for udstedelse af godkendelser, udøver deres kontrol.

    (4) Bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 1907/90(2) har hidtil ikke været gældende for æg, som producenterne sælger på lokale markeder, bortset fra auktionsmarkeder. Det har vist sig at være svært at føre kontrol med denne undtagelse, navnlig hvad angår dens begrænsning til landbrugernes egen produktion. For at lette kontrollen bør det pålægges producenterne at mærke konsumæg, der er bestemt for salg på lokale markeder, med deres respektive koder.

    (5) Efter sammenlægningen af klasse B og C fra den 1. januar 2004 kan klasse B-æg kun sælges til industrien. Der bør ske en tilpasning af visse bestemmelser om mærkning af disse æg og deres pakninger.

    (6) På grund af transporttiden og klimaforholdene kræver konserveringen af æg, der er bestemt til detailsalg i de franske oversøiske departementer, at der iagttages særlige forsyningsmæssige forholdsregler. Det bør derfor tillades, at æg sendes til denne del af Fællesskabets område i kølet form.

    (7) Forordning (EØF) nr. 1907/90 bør derfor ændres -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EØF) nr. 1907/90 foretages følgende ændringer:

    1) I artikel 2, stk. 3, tilføjes et afsnit:"Æg, der sælges af producenten på et lokalt offentligt marked, skal dog være mærket med den kode, der er angivet i artikel 7, stk. 1, litra a)."

    2) I artikel 6 tilføjes følgende stykker:

    "4. Pakkerier, der den 1. juni 2003 var godkendt til vaskning af æg bestemt til den endelige forbruger, kan i en overgangsperiode indtil den 31. december 2006 godkendes til fortsat vaskning af sådanne æg nøje overvåget af de ansvarlige myndigheder i vedkommende medlemsstat. Disse æg kan markedsføres i alle de dele af Fællesskabets område, hvor de myndigheder i medlemsstaterne, der har givet godkendelserne, udøver deres kompetence.

    Vaskede æg skal være i overensstemmelse med kriterierne for klasse A-æg, men klassificeres som 'vaskede æg'.

    Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om navn og adresse på de godkendte pakkerier og om de anvendte overvågningsforanstaltninger.

    5. Æg bestemt til detailsalg i de franske oversøiske departementer kan sendes til denne del af Fællesskabets område i kølet form. I så tilfælde fastsættes den sidste frist for levering til forbrugeren, jf. artikel 3, stk. 1, i Rådets beslutning 94/371/EF, under hensyn til de nødvendige transportfrister og efter proceduren i artikel 17 i forordning (EØF) nr. 2771/75."

    3) Artikel 7, stk. 1, litra a), affattes således:

    "a) Klasse A-æg og vaskede æg stemples med en kode, der angiver producentnummer og gør det muligt at bestemme produktionssystemet."

    4) Artikel 8, stk. 2 og 3, affattes således:

    "2. Klasse A-æg og vaskede æg, som ikke længere har de egenskaber, der er fastsat for disse klasser, nedklassificeres til klasse B-æg. De skal leveres direkte til virksomheder inden for fødevareindustrien, der er godkendt i henhold til direktiv 89/437/EØF, eller til ikke-fødevareindustrien, og det skal af pakningerne tydeligt fremgå, at de er bestemt hertil."

    5) Artikel 10, stk. 1, litra e), f) og g), affattes således:

    "e) dato for mindste holdbarhed efterfulgt af de anbefalede opbevaringsbetingelser for klasse A-æg og vaskede æg

    f) pakkedato for klasse B-æg

    g) produktionssystem for klasse A-æg og vaskede æg. Angivelse heraf foretages i henhold til regler, der skal fastsættes i overensstemmelse med proceduren i artikel 20

    h) angivelse i ikke-kodet form af kølebetingelserne for æg, der sælges i de franske oversøiske departementer

    i) mærkning med betegnelsen 'vaskede æg' for æg, hvor vaskning er godkendt i henhold til artikel 6, stk. 4."

    6) Artikel 13 affattes således:

    "Artikel 13

    1. Æg, der i detailhandelen stilles til salg eller udbydes til salg, skal præsenteres efter kvalitetsklasse, vægtklasse og produktionssystem. De forskellige kvalitets- og vægtklasser samt produktionssystemet skal angives i forbindelse med præsentationen af æggene på en sådan måde, at de er klart synlige og helt entydige for forbrugeren.

    2. Æg, der udbydes til salg stykvis, skal ledsages af følgende oplysninger:

    a) identifikationsnummeret for det pakkeri, der har sorteret æggene, eller i tilfælde af importerede æg, oprindelseslandet

    b) dato for mindste holdbarhed efterfulgt af de anbefalede opbevaringsbetingelser

    c) angivelse i ikke-kodet form af kølebetingelserne for æg, der sælges i de franske oversøiske departementer.

    3. Klasse A-æg, undtagen æg, der bringes i handelen under betegnelsen 'ekstra' i overensstemmelse med artikel 12, kan udbydes til salg i små pakninger uden at tilhøre samme vægtklasse. I så fald angives følgende supplerende oplysninger på emballagen: samlet nettovægt og enten betegnelsen 'æg af forskellig størrelse' eller angivelse af de forskellige vægtklasser."

    7) Artikel 15, litra b), underlitra ee), affattes således:

    "ee) pakkedato og dato for mindste holdbarhed efterfulgt af de anbefalede opbevaringsbetingelser for klasse A-æg og pakkedato for klasse B-æg."

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. januar 2004 med undtagelse af artikel 1, nr. 1, der først anvendes fra den 1. juli 2005.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 17. november 2003.

    På Rådets vegne

    G. Alemanno

    Formand

    (1) EFT L 282 af 1.11.1975, s. 49. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1).

    (2) EFT L 173 af 6.7.1990, s. 5. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 5/2001 (EFT L 2 af 5.1.2001, s. 1).

    Top