EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003R2004

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan

EUT L 297 af 15.11.2003, p. 1–4 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO, HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 23/11/2014; ophævet ved 32014R1141

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/2004/oj

32003R2004

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan

EU-Tidende nr. L 297 af 15/11/2003 s. 0001 - 0004


Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003

af 4. november 2003

om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 191,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251(1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I traktatens artikel 191 i fastsættes, at politiske partier på europæisk plan er vigtige som en integrationsfaktor inden for Unionen, og at de bidrager til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje.

(2) Der bør fastlægges en række grundlæggende bestemmelser i form af en statut for politiske partier på europæisk plan, især hvad angår finansieringen heraf. Erfaringerne med anvendelsen af denne forordning vil vise, i hvilket omfang denne statut eventuelt skal suppleres med andre bestemmelser.

(3) I praksis er medlemmerne af et politisk parti på europæisk plan enten borgere, der er sammensluttet i det politiske parti, eller politiske partier, som udgør en alliance. Det er derfor nødvendigt at præcisere begreberne "politisk parti" og "alliance af politiske partier", således som de anvendes i denne forordning.

(4) For at kunne identificere et "politisk parti på europæisk plan" er det vigtigt at fastsætte visse betingelser. Det er især nødvendigt, at politiske partier på europæisk plan overholder de principper, som Den Europæiske Union bygger på, og som er fastsat i traktaterne og anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(5) Der bør fastsættes en procedure, som politiske partier på europæisk plan skal følge, når de ønsker at modtage finansiering i henhold til denne forordning.

(6) Der bør ligeledes indføres regelmæssig kontrol af, at de betingelser, der anvendes til at identificere et politisk parti på europæisk plan, overholdes.

(7) Politiske partier på europæisk plan, der modtager finansiering i henhold til denne forordning, bør opfylde visse forpligtelser med henblik på at sikre, at finansieringskilderne er gennemsigtige.

(8) I overensstemmelse med erklæring nr. 11 om artikel 191 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der er knyttet som bilag til slutakten til Nice-traktaten, bør den finansiering, der tildeles i henhold til denne forordning, ikke anvendes til direkte eller indirekte finansiering af partier på nationalt plan. Ifølge erklæringen skal bestemmelserne om finansiering af politiske partier på europæisk plan anvendes på samme grundlag for alle de politiske retninger, der er repræsenteret i Europa-Parlamentet.

(9) Det bør præciseres, hvilke former for udgifter der kan ydes finansiering til i henhold til denne forordning.

(10) Bevillingerne til finansiering i henhold til denne forordning bør fastsættes i forbindelse med den årlige budgetprocedure.

(11) Det er nødvendigt at sikre størst mulig gennemsigtighed i og finansiel kontrol med de politiske partier på europæisk plan, som modtager finansiering over Den Europæiske Unions almindelige budget.

(12) Der bør fastsættes en fordelingsnøgle for de bevillinger, der er til rådighed hvert år, som på den ene side tager hensyn til antallet af modtagere og på den anden side antallet af valgte medlemmer af Europa-Parlamentet.

(13) Teknisk støtte fra Europa-Parlamentet til de politiske partier på europæisk niveau bør ydes på grundlag af ligebehandlingsprincippet.

(14) Anvendelsen af denne forordning samt de finansierede aktiviteter bør gennemgås i en rapport fra Europa-Parlamentet, som offentliggøres.

(15) Den retslige efterprøvelse, som Domstolen er kompetent til at foretage, bidrager til en korrekt anvendelse af denne forordning.

(16) For at lette overgangen til de nye regler må anvendelsen af nogle af bestemmelserne i denne forordning udsættes, indtil Europa-Parlamentet konstituerer sig efter valget i juni 2004 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

I denne forordning fastlægges bestemmelser om statutten for og finansiering af politiske partier på europæisk plan.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1) "politisk parti": en sammenslutning af borgere

- som forfølger politiske mål, og

- som enten er anerkendt af eller etableret i overensstemmelse med lovgivningen i mindst en medlemsstat

2) "alliance af politiske partier": et struktureret samarbejde mellem mindst to politiske partier

3) "et politisk parti på europæisk plan": et politisk parti eller en alliance af politiske partier, som opfylder betingelserne i artikel 3.

Artikel 3

Betingelser

Et politisk parti på europæisk plan skal opfylde følgende betingelser:

a) det skal have status som juridisk person i den medlemsstat, hvor det er hjemmehørende

b) det skal i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne være repræsenteret af medlemmer af Europa-Parlamentet eller i de nationale eller regionale parlamenter eller i regionale forsamlinger, eller

det skal i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne have opnået mindst 3 % af de afgivne stemmer i hver af disse medlemsstater ved det seneste valg til Europa-Parlamentet

c) det skal, særligt i sit program og i sine aktiviteter, overholde de principper, som Den Europæiske Union bygger på: principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet

d) det skal have deltaget i valg til Europa-Parlamentet eller have udtrykt hensigt herom.

Artikel 4

Ansøgning om finansiering

1. For at opnå finansiering over Den Europæiske Unions almindelige budget skal et politisk parti på europæisk plan hvert år indgive en ansøgning til Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet træffer afgørelse inden for en frist på tre måneder og godkender og administrerer de pågældende bevillinger.

2. Den første ansøgning ledsages af følgende dokumenter:

a) dokumenter, der godtgør, at ansøgeren opfylder betingelserne i artikel 3

b) et politisk program, der beskriver målene for det politiske parti på europæisk plan

c) en vedtægt, der især beskriver de organer, der har ansvaret for den politiske og finansielle styring, og de organer eller fysiske personer, der i hver af de pågældende medlemsstater har bemyndigelse til retligt at repræsentere partiet, især med hensyn til at erhverve og afhænde løsøre og fast ejendom og som part i retssager.

3. Enhver ændring i de i stk. 2 nævnte dokumenter, især af et politisk program eller en vedtægt, som allerede er indgivet, meddeles Europa-Parlamentet inden for to måneder. Gives en sådan meddelelse ikke, suspenderes finansieringen.

Artikel 5

Kontrol

1. Europa-Parlamentet kontrollerer regelmæssigt, om de politiske partier på europæisk plan fortsat opfylder betingelserne i artikel 3, litra a) og b).

2. Hvad angår betingelsen i artikel 3, litra c), kontrollerer Europa-Parlamentet efter anmodning fra en fjerdedel af medlemmerne, som skal repræsentere mindst tre politiske grupper, med et flertal blandt medlemmerne, at denne betingelse fortsat overholdes af et politisk parti på europæisk plan.

Inden en sådan kontrol udføres, hører Europa-Parlamentet det pågældende politiske parti på europæisk plan og anmoder et udvalg af uafhængige fremtrædende personer om at afgive udtalelse om spørgsmålet inden for en rimelig frist.

Dette udvalg består af tre medlemmer. Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen udpeger hver et medlem. Europa-Parlamentet fungerer som sekretariat for udvalget og varetager dets finansiering.

3. Hvis Europa-Parlamentet konstaterer, at en af betingelserne i artikel 3, litra a), b) og c), ikke længere er opfyldt, udelukkes det pågældende politiske parti på europæisk plan, som således ikke mere kan anses for et sådant, fra finansiering i henhold til denne forordning.

Artikel 6

Krav i forbindelse med finansiering

Et politisk parti på europæisk plan:

a) offentliggør hvert år en oversigt over sine indtægter og udgifter og en erklæring om sine aktiver og passiver

b) opgiver sine indtægtskilder i form af en fortegnelse over donatorerne og de gaver, som hver donator har givet, med undtagelse af gaver, som ikke overstiger 500 EUR

c) må ikke modtage

- anonyme gaver

- gaver fra budgettet for de politiske grupper i Europa-Parlamentet

- gaver fra enhver virksomhed, som offentlige myndigheder direkte eller indirekte kan udøve bestemmende indflydelse over som følge af ejerskab, kapitalindskud eller de for virksomheden gældende regler

- gaver, der overstiger 12000 EUR pr. år og pr. donator fra enhver fysisk eller juridisk person ud over de i tredje led nævnte virksomheder, jf. dog andet afsnit.

Bidrag fra politiske partier, der er medlemmer af et politisk parti på europæisk plan, er tilladt. De må ikke overstige 40 % af dettes årlige budget.

Artikel 7

Forbud mod finansiering

Finansieringen af politiske partier på europæisk plan over Den Europæiske Unions almindelige budget eller fra enhver anden kilde kan ikke anvendes til direkte eller indirekte finansiering af andre politiske partier og navnlig ikke af nationale politiske partier, der fortsat er underlagt de nationale regler.

Artikel 8

Udgifternes art

Bevillinger fra Den Europæiske Unions almindelige budget i henhold til denne forordning kan kun anvendes til udgifter, der har en direkte forbindelse med de målsætninger, som er fastsat i det i artikel 4, stk. 2, litra b), nævnte politiske program.

Disse udgifter omfatter administration, teknisk støtte, møder, forskning, grænseoverskridende arrangementer, undersøgelser, information og publikationer.

Artikel 9

Gennemførelse og kontrol

1. Bevillingerne til finansiering af de politiske partier på europæisk plan fastsættes i forbindelse med den årlige budgetprocedure og anvendes i overensstemmelse med finansforordningen for De Europæiske Fællesskabers almindelige budget(2).

2. Vurderingen af løsøre og fast ejendom og afskrivningen heraf sker i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 2909/2000 af 29. december 2000 om den regnskabsmæssige forvaltning af De Europæiske Fællesskabers ikke-finansielle anlægsaktiver(3).

3. Kontrollen med de midler, der tildeles i henhold til denne forordning, foretages i overensstemmelse med finansforordningen og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Kontrollen foretages desuden ved en årlig påtegning fra en ekstern og uafhængig revision. Denne påtegning fremsendes senest seks måneder efter det pågældende finansårs afslutning til Europa-Parlamentet.

4. Beløb, der som følge af anvendelsen af denne forordning uberettiget er modtaget af politiske partier på europæisk plan fra Den Europæiske Unions almindelige budget, tilbagebetales til dette budget.

5. De politiske partier på europæisk plan, der modtager midler i henhold til denne forordning, stiller på Revisionsrettens anmodning alle dokumenter og oplysninger, som er nødvendige for, at Revisionsretten kan varetage sin opgave, til dennes rådighed.

Har politiske partier på europæisk plan i fællesskab med nationale politiske partier og andre organisationer påtaget sig udgifter, stilles dokumentation for de finansielle udgifter, de politiske partier på europæisk plan har afholdt, til rådighed for Revisionsretten.

6. Finansiering af politiske partier på europæisk plan som organer, der har almeneuropæisk interesse, er ikke underlagt bestemmelserne i finansforordningens artikel 113 om nedtrapning af en sådan finansiering.

Artikel 10

Fordeling

1. De disponible bevillinger fordeles årligt således mellem de politiske partier på europæisk plan, som har modtaget en positiv afgørelse i anledning af deres ansøgning om finansiering i henhold til artikel 4:

a) 15 % fordeles med lige store dele

b) 85 % fordeles mellem de partier, der har valgte medlemmer i Europa-Parlamentet, i forhold til antallet af valgte medlemmer.

Ved anvendelsen af disse bestemmelser kan et medlem af Europa-Parlamentet kun være medlem af ét politisk parti på europæisk plan.

2. Finansieringen over Den Europæiske Unions almindelige budget kan ikke overstige 75 % af budgettet for et politisk parti på europæisk plan. Det pågældende parti på europæisk plan har bevisbyrden.

Artikel 11

Teknisk støtte

Al teknisk støtte fra Europa-Parlamentet til de politiske partier på europæisk plan ydes på grundlag af ligebehandlingsprincippet. Støtten tildeles på vilkår, der ikke er mindre favorable end de vilkår, som anvendes over for andre eksterne organisationer og foreninger, som kan få lignende faciliteter, og ydes mod regning og betaling.

Europa-Parlamentet offentliggør i en årsrapport nærmere oplysninger om den tekniske støtte til hvert enkelt politisk parti på europæisk plan.

Artikel 12

Rapport

Senest den 15. februar 2006 offentliggør Europa-Parlamentet en rapport om anvendelsen af denne forordning samt om de finansierede aktiviteter. Det foreslår i givet fald ændringer til finansieringsordningen.

Artikel 13

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft tre måneder efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4-10 anvendes fra dagen for åbningen af den første session efter valget til Europa-Parlamentet i juni 2004.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. november 2003.

På Europa-Parlamentets vegne

P. Cox

Formand

På Rådets vegne

G. Tremonti

Formand

(1) Europa-Parlamentets udtalelse af 19.6.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 29.9.2003.

(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1).

(3) EFT L 336 af 30.12.2000, s. 75.

Top