Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32002R0160

Rådets forordning (EF) nr. 160/2002 af 28. januar 2002 om ændring af forordning (EF) nr. 2398/97 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan og om afslutning af proceduren for import med oprindelse i Pakistan

EFT L 26 af 30.1.2002, p. 1–4 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 05/12/2002

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2002/160/oj

32002R0160

Rådets forordning (EF) nr. 160/2002 af 28. januar 2002 om ændring af forordning (EF) nr. 2398/97 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan og om afslutning af proceduren for import med oprindelse i Pakistan

EF-Tidende nr. L 026 af 30/01/2002 s. 0001 - 0004


Rådets forordning (EF) nr. 160/2002

af 28. januar 2002

om ændring af forordning (EF) nr. 2398/97 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan og om afslutning af proceduren for import med oprindelse i Pakistan

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1515/2001 af 23. juli 2001 om de foranstaltninger, der kan træffes af EF på grundlag af en rapport vedtaget af WTO's Tvistbilæggelsesorgan vedrørende antidumping- og antisubsidieforanstaltninger(1),

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(2) ("grundforordningen"),

under henvisning til forslag forelagt af Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(1) Rådet indførte ved forordning (EF) nr. 2398/97(3) en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan ("den endelige forordning"). Den endelige forordning trådte i stedet for Kommissionens forordning (EF) nr. 1069/97 af 12. juni 1997 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan(4) ("den midlertidige forordning").

B. RAPPORTER VEDTAGET AF WTO'S TVISTBILÆGGELSESORGAN

(2) Den 12. marts 2001 offentliggjorde tvistbilæggelsesorganet i Verdenshandelsorganisationen (WTO) en rapport og en panelrapport som ændret ved Appelorganets rapport om sagen "De Europæiske Fællesskaber - antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld fra Indien" (rapporterne).

C. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

(3) Den pågældende vare er bleget, farvet eller trykt sengelinned af rent bomuld eller af en blanding af bomuld og kemofibre eller hør (hvor hør ikke er det dominerende materiale) med oprindelse i Indien, Pakistan og Egypten henhørende under KN-kode ex 6302 21 00 (Taric-kode 6302 21 00*81, 6302 21 00*89 ), ex 6302 22 90 (Taric-kode 6302 22 90*19 ), ex 6302 31 10 (Taric-kode 6302 31 10*90 ), ex 6302 31 90 (Taric-kode 6302 31 90*90 ), ex 6302 32 90 (Taric-kode 6302 32 90*19 ). Rapporterne har ingen indflydelse på undersøgelsesresultaterne i den endelige forordning vedrørende den pågældende vare og samme vare.

D. FORNYET OVERVEJELSE AF UNDERSØGELSESRESULTATERNE

1. Indledende bemærkning

(4) Efter vedtagelsen af tidligere nævnte rapporter fandt Rådet ved forordning (EF) nr. 1644/2001 det hensigtsmæssigt at ændre og suspendere den endelige antidumpingtold for import af sengelinned med oprindelse i Indien.

(5) Det anses nu for hensigtsmæssigt at tage hensyn til visse retlige fortolkninger i rapporterne for så vidt angår foranstaltningerne vedrørende import af sengelinned med oprindelse i Egypten og Pakistan og at afgøre, om de nuværende foranstaltninger fortsat er hensigtsmæssige i overensstemmelse med artikel 2 i forordning (EF) nr. 1515/2001.

2. Dumping

2.1. Indledning

(6) Først blev det anset for hensigtsmæssigt igen at overveje de foreliggende resultater under hensyntagen til den retlige fortolkning i rapporterne vedrørende anvendelse af den såkaldte "nulsatsning", når den vejede gennemsnitlige toldmargen fastlægges for Egypten og Pakistan, og fastsættelse af fortjenesten med henblik på beregnede normale værdier for visse egyptiske og pakistanske eksporterende producenter. Alle de andre beregningsmetoder er de samme som i den oprindelige undersøgelse. For yderligere oplysninger henvises til ovennævnte midlertidige forordning og endelige forordning.

(7) I den oprindelige undersøgelse omfattede undersøgelsen af dumping perioden fra 1. juli 1995 til 30. juni 1996 ("undersøgelsesperioden").

2.2. Stikprøver

(8) Der gøres opmærksom på, at i betragtning af det store antal eksportører i de berørte lande blev det under den oprindelige undersøgelse besluttet at anvende stikprøveteknikker i overensstemmelse med artikel 17 i grundforordningen.

2.3. Pakistan

(9) Da kun én virksomhed ud af de fem i hovedstikprøven for Pakistan havde et repræsentativt samlet hjemmemarkedssalg, og de rentable hjemmemarkedstyper udgjorde mindre end 80 %, men over 10 % af det samlede hjemmemarkedssalg, var de beløb for SG & A-omkostninger og fortjeneste, der blev benyttet ved beregningen af den normale værdi, de faktiske omkostninger, der var påløbet i denne virksomheds normale handel, jf. artikel 2, stk. 6, i grundforordningen.

(10) For at følge den retlige fortolkning i rapporterne og bestemmelserne i artikel 2, stk. 6, litra a), i grundforordningen var de beløb for SG & A-omkostninger og fortjeneste for de øvrige fire virksomheder, der blev benyttet ved beregningen af den normale værdi, det vejede gennemsnit af de beløb, som ovennævnte selskab med et repræsentativt samlet hjemmemarkedssalg og en reservevirksomhed, som også havde et repræsentativt samlet hjemmemarkedssalg, rent faktisk havde pådraget sig og opnået. Det skal bemærkes, at salg, der ikke er foregået i normal handel, ikke blev holdt udenfor, når det skulle fastsættes, hvor stor en fortjenstmargen der kunne tillægges de øvrige fire virksomheder.

(11) Det har ikke været nødvendigt med ændringer med hensyn til de oprindelige undersøgelsesresultater for så vidt angår eksportpris og justeringer ifølge artikel 2, stk. 10, i grundforordningen.

(12) Den beregnede normale værdi efter type sammenlignedes med eksportprisen efter type. Under hensyntagen til de retlige fortolkninger i rapporterne blev der ikke anvendt nulsatsning i den reviderede beregning af den samlede dumpingmargen for hver enkelt virksomhed i stikprøven.

(13) Den reviderede beregning viser, at ingen af virksomhederne i stikprøven i Pakistan har eksporteret den pågældende vare til dumpingpriser i undersøgelsesperioden. Følgelig bør proceduren afsluttes for import af den pågældende vare med oprindelse i Pakistan. Det skal bemærkes, at der heller ikke ville være tale om dumpingpriser, hvis salg der ikke er foregået i normal handel, havde været holdt udenfor i fastsættelsen af den beregnede normale værdi ifølge artikel 2, stk. 6, litra a) i grundforordningen.

2.4. Egypten

(14) For Egyptens vedkommende har det ikke været nødvendigt med ændringer med hensyn til de oprindelige undersøgelsesresultater for så vidt angår eksportpris og justeringer ifølge artikel 2, stk. 10, i grundforordningen. Den normale værdi, som var baseret på beregnede værdier for tre virksomheder i stikprøven uden repræsentativt hjemmesalg i normal handel, blev taget op til fornyet overvejelse i lyset af fortolkningerne i rapporterne vedrørende den fortjenstmargen, der blev anvendt til at fastlægge sådanne beregnede normale værdier. Det skyldes, at fortjenesten i den oprindelige undersøgelse var baseret på oplysninger fra en enkelt virksomhed. Der er imidlertid ingen tilgængelige oplysninger fra den oprindelige undersøgelse, som ville gøre det muligt at fastslå fortjenesten på grundlag af en af metodologierne i artikel 2, stk. 6, i grundforordningen. Under disse omstændigheder er det ikke muligt at tage dumpingmargenen for Egypten op til en detaljeret fornyet overvejelse.

(15) Uanset ovenstående afslører den kendsgerning, at det ret lave fortjenstniveau, der blev benyttet ved fastsættelsen af de beregnede normale værdier i den oprindelige undersøgelse, resulterede i relativt høje dumpingmargener, at det stadig er sandsynligt, at der er foregået dumping for Egyptens vedkommende i undersøgelsesperioden. Niveauet for en hvilken som helst af dumpingmargenerne ville imidlertid blive væsentligt reduceret, hvis der ikke var benyttet nulsatsning ved beregningen af dumpingmargenen for hver af virksomhederne i stikprøven.

E. AFSLUTNING OG SUSPENSION AF TOLD

(16) For så vidt angår import med oprindelse i Pakistan bør proceduren afsluttes i lyset af resultaterne i betragtning 13.

(17) Selv om det ikke var muligt at foretage en detaljeret fornyet overvejelse af dumpingimporten med oprindelse i Egypten i undersøgelsesperioden, er det højst sandsynligt, at der stadig foregår dumping, men dog på væsentligt lavere niveauer. For at få et endeligt resultat af undersøgelsen af dumping for import med oprindelse i Egypten ville det have været nødvendigt med en mere detaljeret overvejelse hvad angår anvendelsen af de forskellige metoder til beregning af SG & A og fortjeneste som fastsat i artikel 2, stk. 6, i grundforordningen. Det ville have krævet flere oplysninger end dem, der var blevet indsamlet ved den oprindelige undersøgelse, hvilket ikke var sket, eftersom det ikke blev anset for relevant.

(18) Oprindeligt blev der pålagt antidumpingforanstaltninger for Indien, Egypten og Pakistan. Det er blevet konstateret, at der ikke foregår dumping for import fra Pakistan, og det konkluderes, at dumpingniveauet ved import med oprindelse i såvel Indien som Egypten er faldet. Endvidere blev antidumpingtolden for import med oprindelse i Indien suspenderet den 14. august 2001 ved forordning (EF) nr. 1644/2001. Foranstaltningerne skal for Indiens vedkommende ophøre den 14. februar 2002, medmindre der er blevet indledt en fornyet undersøgelse før denne dato.

(19) I undersøgelsesperioden var det Egypten, der havde den mindste andel af import af sengelinned med oprindelse i de tre pågældende lande. Import med oprindelse i Egypten udgjorde således kun ca. 14 % af den samlede import fra de tre lande og omkring en tredjedel af den samlede import af sengelinned fra Indien.

(20) Det er uklart, om der i sidste instans vil blive indledt en fornyet undersøgelse for så vidt angår sengelinned med oprindelse i Indien. Det er således usikkert, hvordan foranstaltninger vedrørende dumpingimport af sengelinned fra Indien vil være fremover. Hvis der ikke bliver indledt en fornyet undersøgelse, kan det blive nødvendigt at undersøge, om importen fra Egypten isoleret set har forvoldt EF-erhvervsgrenen væsentlig skade.

(21) Men hvis der indledes en fornyet undersøgelse med hensyn til import fra Indien, vil situationen for import af sengelinned fra Egypten, herunder betingelserne for kumulering, kunne undersøges sideløbende.

(22) På baggrund af ovenstående og af hensyn til proceduremæssig effektivitet er det hensigtsmæssigt at suspendere foranstaltningerne vedrørende import af sengelinned med oprindelse i Egypten og give alle berørte interesserede parter mulighed for at indsende oplysninger/bemærkninger og i givet fald anmode om en fornyet undersøgelse.

(23) De pakistanske og egyptiske myndigheder, de pakistanske og egyptiske eksporterende producenter og deres sammenslutninger, alle interesserede parter i Fællesskabet, navnlig EF-erhvervsgrenen, importører, brugere, forhandlere og i givet fald deres sammenslutninger fik oplysninger om den foreslåede fremgangsmåde og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger og blive hørt. Der er blevet taget hensyn til de mundtlige og skriftlige bemærkninger fra parterne, men de har ikke ændret konklusionerne i denne forordning.

(24) Alle anmodninger om en fornyet undersøgelse samt bemærkninger og oplysninger om foranstaltninger vedrørende import af sengelinned fra Egypten indsendes skriftligt til følgende adresse: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber Generaldirektoratet for Handel

Direktorat B og C

TERV 0/13

Rue de la Loi/Wetstraat 200 B - 1049 Bruxelles/Brussel Fax (32-2) 295 65 05 Telex COMEUR B 21877.

(25) Af hensyn til proceduremæssig effektivitet bør antidumpingforanstaltningerne, hvis en meddelelse om at en af de interesserede parter har anmodet om en fornyet undersøgelse ikke er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende inden den 28. februar 2002, automatisk udløbe for import med oprindelse i Egypten. Hvis en sådan meddelelse er offentliggjort før den førnævnte dato bør foranstaltningerne fortsætte indtil den 15. april 2002, på hvilken dato foranstaltningerne udløber medmindre en fornyet undersøgelse er indledt før denne dato. Hvis en fornyet undersøgelse er indledt, bør suspensionen fortsætte under den fornyede undersøgelse -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Anvendelsen af antidumpingtold som angivet i artikel 1 i forordning (EF) nr. 2398/97 suspenderes herved for import af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten.

2. Antidumpingtolden som angivet i artikel 1 i forordning (EF) nr. 2398/97 udløber for Egyptens vedkommende den 28. februar 2002, medmindre en meddelelse om at Kommissionen har modtaget en anmodning om en fornyet undersøgelse er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende før denne dato. Hvis en sådan meddelelse er offentliggjort forbliver anvendelsen af antidumpingtolden for Egypten i henhold til forordning (EF) nr. 2398/97 suspenderet, men udløber den 15. april 2002, medmindre en fornyet undersøgelse er indledt før denne dato. Under en sådan fornyet undersøgelse forbliver anvendelsen af antidumpingtold for import med oprindelse i Egypten i henhold til stk. 1 suspenderet.

3. Interesserede parter kan indgive en skriftlig anmodning om en fornyet undersøgelse inden den 14. februar 2002 på følgende adresse: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber Generaldirektoratet for Handel

Direktorat B og C

TERV 0/13

Rue de la Loi/Wetstraat 200 B - 1049 Bruxelles/Brussel Fax (32-2) 295 65 05 Telex COMEUR B 21877.

Artikel 2

Antidumpingproceduren vedrørende importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Pakistan afsluttes.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2002.

På Rådets vegne

J. Piqué i Camps

Formand

(1) EFT L 201 af 26.7.2001, s. 10.

(2) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2238/2000 (EFT L 257 af 11.10.2000, s. 2).

(3) EFT L 332 af 4.12.1997, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1644/2001 (EFT L 219 af 14.8.2001, s. 1).

(4) EFT L 156 af 13.6.1997, s. 11.

Top