Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32002D0408

2002/408/EF: Kommissionens beslutning af 24. maj 2002 om salg af rester af EF-olivenolie fra det italienske interventionsorgan (meddelt under nummer K(2002) 1642)

EFT L 140 af 30.5.2002, p. 25–26 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 11/12/2010

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2002/408/oj

32002D0408

2002/408/EF: Kommissionens beslutning af 24. maj 2002 om salg af rester af EF-olivenolie fra det italienske interventionsorgan (meddelt under nummer K(2002) 1642)

EF-Tidende nr. L 140 af 30/05/2002 s. 0025 - 0026


Kommissionens beslutning

af 24. maj 2002

om salg af rester af EF-olivenolie fra det italienske interventionsorgan

(meddelt under nummer K(2002) 1642)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(2002/408/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1638/98 af 20. juli 1998 om ændring af forordning nr. 136/66/EØF om oprettelse af en fælles markedsordning for fedtstoffer(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1513/2001(2), særlig artikel 3, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Før den 1. november 1998 opkøbte det spanske, det græske og det italienske interventionsorgan olivenolie som led i ordningen med interventionsopkøb. Lovgrundlaget for denne ordning blev ved forordning (EF) nr. 1638/98 ophævet fra den 1. november 1998. For imidlertid at sikre en harmonisk overgang fra den daværende ordning med interventionsopkøb til den nuværende situation, hvor ordningen ikke længere eksisterer, og for at frigøre EF's interventionscentre for alle endnu disponible olivenoliemængder, bør der gives tilladelse til salg af disse mængder, som stadig er på lager i Italien. Det drejer sig om rester på bunden af tanke, som indeholder en mere eller mindre betydelig procent af olivenolie.

(2) Ifølge artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2754/78 af 23. november 1978 om intervention i olivenoliesektoren(3), ændret ved forordning (EØF) nr. 2203/90(4), udbydes EF-olivenolie, som interventionsorganerne ligger inde med, til salg ved licitation, medmindre særlige omstændigheder gør det nødvendigt at udbyde den til salg på anden måde. De olivenolierester, der stadig er på lager i Italien, har ikke kunnet sælges inden for rammerne af det salg, der er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 2599/2001 af 28. december 2001 om salg af rester af EF-olivenolie fra det spanske, det græske og det italienske interventionsorgan(5), fordi der i Italien ikke er modtaget et tilstrækkeligt antal bud. Derfor må disse rester på ny udbydes til salg. For at de italienske myndigheder kan finde frem til en rimelig løsning, der er i overensstemmelse med betingelserne i forordning (EØF) nr. 2754/78, bør der gives tilladelse til at sælge disse rester ved en underhåndsaftale i stedet for ved licitation.

(3) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Fedtstoffer -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Det italienske interventionsorgan "Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura" har tilladelse til at sælge 27,1 t rester af EF-olivenolie, som det har på bunden af sine tanke, og som stammer fra interventionsopkøb på EF-markedet for olivenolie, ved en underhåndsaftale.

2. Produktet, der er nævnt i stk. 1, skal sælges inden den 15. juli 2002.

3. Produktet skal leveres før den 8. september 2002.

4. Det italienske interventionsorgan underretter hurtigst muligt Kommissionen om salgsresultatet.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. maj 2002.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 210 af 28.7.1998, s. 32.

(2) EFT L 201 af 26.7.2001, s. 4.

(3) EFT L 331 af 28.11.1978, s. 13.

(4) EFT L 201 af 31.7.1990, s. 5.

(5) EFT L 345 af 29.12.2001, s. 43.

Top