Vælg de eksperimentelle funktioner, som du ønsker at prøve

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32024D1283

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1283 af 13. maj 2024 om forlængelse af godkendelsen af cis-tricos-9-en til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 19, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012

C/2024/2971

EUT L, 2024/1283, 15.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1283/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentets juridiske status I kraft

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1283/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2024/1283

15.5.2024

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2024/1283

af 13. maj 2024

om forlængelse af godkendelsen af cis-tricos-9-en til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 19, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 14, stk. 5,

efter høring af Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Cis-tricos-9-en blev optaget i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF (2) som et aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 19. I henhold til artikel 86 i forordning (EU) nr. 528/2012 betragtes det derfor som godkendt i henhold til nævnte forordning på de betingelser, der er fastsat i bilag I til direktiv 98/8/EF.

(2)

Godkendelsen af cis-tricos-9-en til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 19 (»godkendelsen«) udløber den 30. september 2024. Der blev den 6. april 2023 i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 indgivet en ansøgning om fornyelse af godkendelsen af cis-tricos-9-en til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 19 (»ansøgningen«).

(3)

Østrigs kompetente vurderingsmyndighed meddelte den 9. august 2023 Kommissionen, at den i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 havde truffet afgørelse om, at det var nødvendigt at foretage en fuldstændig vurdering af ansøgningen. I henhold til nævnte forordnings artikel 8, stk. 1, skal den kompetente vurderingsmyndighed foretage en fuldstændig vurdering af ansøgningen senest 365 dage efter dens validering.

(4)

Den kompetente vurderingsmyndighed kan, hvis det er relevant, anmode ansøgeren om at fremlægge tilstrækkelige oplysninger til at foretage vurderingen, jf. artikel 8, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012. I så fald stilles fristen på 365 dage i bero for en periode, der ikke må overstige 180 dage i alt, medmindre en længere suspension er begrundet i arten af de anmodede oplysninger eller særlige omstændigheder.

(5)

Senest 270 dage efter modtagelsen af en anbefaling fra den kompetente vurderingsmyndighed skal Det Europæiske Kemikalieagentur (»agenturet«) udarbejde en udtalelse om fornyet godkendelse af aktivstoffet og fremlægge den for Kommissionen, jf. artikel 14, stk. 3, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(6)

Det må derfor antages, at godkendelsen af årsager, der ikke kan tilskrives ansøgeren, vil udløbe, inden der er truffet afgørelse om fornyelse heraf. Derfor bør den gældende godkendelse forlænges i tilstrækkelig lang tid til, at ansøgningen kan behandles. Under hensyntagen til fristerne for den kompetente vurderingsmyndigheds vurdering, for Det Europæiske Kemikalieagenturs udarbejdelse og fremlæggelse af sin udtalelse og den tid, der er nødvendig for, at Kommissionen kan træffe afgørelse om, hvorvidt godkendelsen af cis-tricos-9-en til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 19 skal fornyes, bør godkendelsen forlænges til den 31. marts 2027.

(7)

Efter forlængelsen af godkendelsen er cis-tricos-9-en fortsat godkendt til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 19, under forudsætning af at betingelserne i bilag I til direktiv 98/8/EF overholdes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Godkendelsen af cis-tricos-9-en til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 19 omfattet i bilag I til direktiv 98/8/EF forlænges indtil den 31. marts 2027.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. maj 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2012/528/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1998/8/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1283/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Op