24.9.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 341/17


Sag anlagt den 6. juli 2018 — CdT mod EUIPO

(Sag T-417/18)

(2018/C 341/29)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT) (ved J. Rikkert, og M. Garnier, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Sagsøgerens påstande

EUIPO’s afgørelse af 26. april 2018 om at opsige den ordning, der var aftalt med oversættelsescentret, annulleres.

EUIPO’s afgørelse af 26. april 2018 om at bemægtige sig retten til at gennemføre alle de forudgående foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre fortsættelsen af kontorets oversættelsestjenester, bl.a. ved at offentliggøre et udbud, annulleres.

EUIPO’s afgørelse om at offentliggøre et udbud vedrørende oversættelsestjenester under referencen 2018/S 114-258472 i EU-Tidende annulleres, og EUIPO forbydes at underskrive kontrakter i henhold til dette udbud.

Det fastslås, at offentliggørelsen af et udbud vedrørende oversættelsestjenester gennem et kontor eller ethvert andet EU-organ eller -agentur, hvis oprettelsesforordning fastsætter, at oversættelsestjenesterne leveres af oversættelsescentret, er ulovlig.

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende vedrører manglende overholdelse af proceduren. Sagsøgeren er af den opfattelse dels, at artikel 11 i forordningen om oversættelsescentrets oprettelse skal finde anvendelse, såfremt der opstår vanskeligheder mellem oversættelsescentret og dettes kunder, dels at afgørelse af 26. april 2018 truffet af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om at bemægtige sig retten til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger for at sikre fortsættelsen af leveringen af oversættelsestjenester tilsidesætter artikel 11 i forordningen om oversættelsescentrets oprettelse, idet den ikke overholder den mæglingsprocedure, der er fastsat i denne artikel i tilfælde af vanskeligheder mellem de to agenturer.

2.

Andet anbringende vedrører EUIPO’s manglende forudseenhed. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført følgende:

For det første tilsidesætter den situation, som EUIPO har bragt sig i, artikel 148 i forordningen om EUIPO’s oprettelse og artikel 2 i forordningen om oversættelsescentrets oprettelse, idet den vil kunne medføre, at der ikke længere eksisterer en gyldig ordning fra den 1. januar 2019.

For det andet indeholder artikel 2 i forordningen om oversættelsescentrets oprettelse de forskellige typer af centrets kunder og udpeger udtrykkeligt i stk. 1 syv agenturer, organer og kontorer, herunder EUIPO, til hvem centret leverer de oversættelsestjenester, der er nødvendige for disses funktion. Desuden nævnes ligeledes i stk. 3 institutioner og organer, der råder over oversættelsestjenester, som eventuelt på et frivilligt grundlag kan benytte sig af centrets tjenester.

For det tredje kan det på grundlag af den nævnte artikel 2, stk. 1, sammenholdt med denne artikels stk. 3, konkluderes, at de i stk. 1 opregnede agenturer ikke har mulighed for selv at afgøre, om de vil benytte sig af oversættelsescentrets tjenester, og de kan derfor kun træffe afgørelse om at opsige den ordning, der knytter dem til centret, hvis en anden ordning træder i kraft efterfølgende.

3.

Tredje anbringende vedrører EUIPO’s manglende kompetence til at offentliggøre et udbud vedrørende oversættelsestjenester. Uden at forsøge at forudsige resultatet af vurderingen af det udbud, som EUIPO har offentliggjort, har sagsøgeren gjort gældende, at EUIPO, fra afgørelsen om at indlede udbuddet, har placeret sig selv i en situation, hvor dette kontor ikke længere overholder artikel 148 og artikel 2 i henholdsvis forordningen om oprettelse af EUIPO og forordningen om oversættelsescentrets oprettelse. Endelig har sagsøgeren anført, at det forhold at underskrive kontrakter og at købe oversættelsestjenester i det foreliggende tilfælde udgør en klar tilsidesættelse af den ovennævnte artikel 148, og EUIPO er dermed konkret ikke i stand til lovligt at fortsætte denne procedure frem til en normal afslutning, hvilket ville være underskrivelse af kontrakterne.