201807060661994302018/C 259/593102018TC25920180723DA01DAINFO_JUDICIAL20180515444521

Sag T-310/18: Sag anlagt den 15. maj 2018 — EPSU og Willem Goudriaan mod Kommissionen


C2592018DA4410120180515DA0059441452

Sag anlagt den 15. maj 2018 — EPSU og Willem Goudriaan mod Kommissionen

(Sag T-310/18)

2018/C 259/59Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: European Federation of Public Service Unions (EPSU) (Bruxelles, Belgien) og Jan Willem Goudriaan (Bruxelles) (ved solicitor R. Arthur og barrister R. Palmer)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 5. marts 2018 om ikke at foreslå Rådet, at en aftale mellem arbejdsmarkedets parter i EU af 21. december 2015 om rettigheder for og høring af tjenestemænd og ansatte i centrale regeringsadministrationer, som er indgået i henhold til artikel 155, stk. 1, TEUF, skal implementeres ved et direktiv gennem en afgørelse fra Rådet i henhold til artikel 155, stk. 2, TEUF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført to anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse var en retsakt vedtaget i strid med artikel 155, stk. 2, TEUF. Kommissionen manglede kompetence til at nægte at foreslå, at Rådet iværksatte afgørelsen ved en afgørelse fra Rådet, i mangel af indsigelser enten mod aftalens parters repræsentative status eller mod aftalens lovlighed.

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionens afgørelse om ikke at foreslå Rådet, at aftalen iværksættes ved Rådets afgørelse, er i strid med artikel 155, stk. 2, TEUF og i strid med kravet om respekt for arbejdsmarkedets parters uafhængighed, som fastsat i artikel 152 TEUF.

Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen var forpligtet til at fremsætte et forslag til Rådet, medmindre den fremlagde en begrundelse for, at arbejdsmarkedets parter, der indgik aftalen, ikke var tilstrækkeligt repræsentative, eller at aftalen var ulovlig.

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen foretog en vurdering af aftalens hensigtsmæssighed, hvilket ikke henhører under dens beføjelser.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelse, som er åbenbart misforstået og ugrundet.

Sagsøgerne har gjort gældende, at den begrundelse, som Kommissionen har anført i den anfægtede afgørelse, ikke kunne begrunde afvisningen af at fremlægge et forslag for Rådet om, at det vedtager aftalen.

Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at de eneste grunde, som kunne have begrundet en afvisning, ville have været en begrundet indsigelse mod arbejdsmarkedets parters repræsentative status, eller mod lovligheden af en afgørelse fra Rådet om implementering af aftalen som et direktiv.

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke foretog en bedømmelse af indvirkningen og således ikke med henvisning til proportionalitet eller subsidiaritet kunne have begrundet en konklusion om at afvise at foreslå, at aftalen blev implementeret som et direktiv ved en afgørelse fra Rådet, selv om det principielt havde været tilladt at gøre dette.