11.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/11


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bayerischen Verwaltungsgerichtshofs (Tyskland) den 3. december 2018 — Deutsche Umwelthilfe e.V. mod Freistaat Bayern

(Sag C-752/18)

(2019/C 54/14)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bayerischen Verwaltungsgerichtshofs

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Deutsche Umwelthilfe e.V.

Sagsøgt: Freistaat Bayern

Præjudicielle spørgsmål

1)

princippet i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvorefter medlemsstaterne skal træffe alle foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne,

2)

princippet om medlemsstaternes effektive gennemførelse af EU-retten, der bl.a. er fastsat i artikel 197, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

3)

adgangen til effektive retsmidler i henhold til artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

4)

de kontraherende staters forpligtelse til at stille effektive retsmidler til rådighed på miljøområdet, som følger af artikel 9, stk. 4, første punktum, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen), og

5)

medlemsstaternes forpligtelse i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU til at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten,

fortolkes således, at en tysk domstol har ret — og eventuelt endog pligt — til at tage embedsmænd i en tysk delstat i forvaring for derigennem at håndhæve denne delstats forpligtelse til at ajourføre en luftkvalitetsplan som omhandlet i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa (EUT 2008, L 152, s. 1) med et vist minimumsindhold, såfremt den pågældende delstat ved endelig dom er blevet pålagt at foretage en ajourføring med dette minimumsindhold, og

flere varsler om og pålæggelser af tvangsbøder over for delstaten ikke har ført til noget resultat,

varsler om og idømmelser af tvangsbøder, selv med højere beløb end de hidtidige varslede og pålagte, ikke har nævneværdig virkning som tvangsmiddel, eftersom betalingen af bøder ikke er forbundet med økonomiske tab for den retskraftigt dømte delstat, men der herved blot sker en overførsel af det pågældende beløb fra ét bogføringssted inden for delstatsadministrationen til et andet bogføringssted inden for delstatsadministrationen,

at den retskraftigt dømte delstat både over for domstole og offentligt — bl.a. gennem den person, der beklæder det højeste politiske embede i delstaten over for parlamentet — har fastslået, at den ikke vil opfylde de forpligtelser, som den er blevet pålagt af domstolene i forbindelse med udarbejdelsen af luftkvalitetsplaner,

den nationale lovgivning i princippet har fastsat retsinstituttet forvaring med henblik på fuldbyrdelse af retsafgørelser, men national forfatningsretlig praksis er til hinder for anvendelsen af den relevante bestemmelse i en situation som den i sagen omhandlede, og

den nationale lovgivning ikke stiller tvangsmidler, der er mere effektive end varsler om og pålæggelse af tvangsbøder, men er mindre indgribende end forvaring, til rådighed i en situation som den i sagen foreliggende, og en anvendelse af sådanne tvangsmidler heller ikke i materiel henseende kan komme i betragtning i den foreliggende sag?