201806080441931442018/C 221/132722018CJC22120180625DA01DAINFO_JUDICIAL20180420111222

Sag C-272/18: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 20. april 2018 — Verein für Konsumenteninformation mod TVP Treuhand- und Verwaltungsgesellschaft für Publikumsfonds mbH & Co KG


C2212018DA1120120180420DA0013112122

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 20. april 2018 — Verein für Konsumenteninformation mod TVP Treuhand- und Verwaltungsgesellschaft für Publikumsfonds mbH & Co KG

(Sag C-272/18)

2018/C 221/13Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Verein für Konsumenteninformation

Sagsøgt: TVP Treuhand- und Verwaltungsgesellschaft für Publikumsfonds mbH & Co KG

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 1, stk. 2, litra e), i Konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser af 19. juni 1980 (herefter: »Rom-konventionen«) og artikel 1, stk. 2, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 ( 1 ) af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) fortolkes således, at den heri fastsatte undtagelse fra anvendelsesområdet også omfatter aftaler mellem en mandant og en mandatar, som har en selskabsandel i et kommanditselskab i bevaring for mandanten, navnlig når der foreligger en tæt tilknytning mellem selskabs- og mandatskontrakterne?

2)

Såfremt første spørgsmål besvares benægtende:

Skal artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF ( 2 ) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at et kontraktvilkår i en mandatskontrakt mellem en erhvervsdrivende og en forbruger om forvaltning af en kommanditandel, der ikke har været genstand for individuel forhandling, og ifølge hvilket kommanditselskabets hjemstedsstats ret finder anvendelse, er urimelig, når mandatskontraktens eneste formål er at forvalte kommanditandelen, og mandanten har samme rettigheder som en direkte selskabsdeltager?

3)

Såfremt første eller andet spørgsmål besvares bekræftende:

Ændres dette svar, såfremt den erhvervsdrivende ikke behøver at begive sig til forbrugerstaten for at udføre de skyldige tjenesteydelser, men er forpligtet til at videreformidle afkast og andre formuefordele af investeringen og oplysninger om investeringens resultat til forbrugeren? Gør det i denne forbindelse en forskel, om det er Rom I-forordningen eller Rom-konventionen, der finder anvendelse?

4)

Såfremt tredje spørgsmål besvares bekræftende:

Fastholdes dette svar, såfremt forbrugerens tegningsanmodning desuden er underskrevet i det land, hvor han har sin bopæl, den erhvervsdrivende også stiller oplysninger om investeringen til rådighed på internettet, og der er etableret et betalingssted i forbrugerstaten, hvor forbrugeren skal indbetale investeringsbeløbet, selv om den erhvervsdrivende ikke kan råde over denne bankkonto? Gør det i denne forbindelse en forskel, om det er Rom I-forordningen eller Rom-konventionen, der finder anvendelse?


( 1 ) – EUT 2008, L 177, s. 6.

( 2 ) – EFT 1993, L 95, s. 29.