24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/64


Sag anlagt den 31. maj 2017 — Cathay Pacific Airways mod Kommissionen

(Sag T-343/17)

(2017/C 239/76)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Cathay Pacific Airways Ltd (Hong Kong, Kina) (ved barristers R. Kreisberger og N. Grubeck, solicitor M. Rees og advokat E. Estellon)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres helt eller delvist

Artikel 3 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den har pålagt sagsøgeren en bøde på 57 120 000 EUR, eller subsidiært nedsættes bøden.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en retlig og/eller faktisk fejl og/eller ikke overholdt den gældende bevisstandard, da den lod sagsøgeren være omfattet af artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 4, i den anfægtede afgørelses konklusion og fastslog, at sagsøgeren havde deltaget i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse.

Sagsøgeren har anført, at der ikke foreligger noget retligt grundlag for at fastslå, at denne har deltaget i overtrædelserne inden for Europa.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der ikke foreligger noget tilstrækkeligt faktisk grundlag for at fastslå, at denne har deltaget i overtrædelserne inden for Europa.

Sagsøgeren hævder endvidere, at Kommissionen tilsidesætter sagsøgerens ret til forsvar ved at støtte ret på en ny begrundelse.

Endelig har sagsøgeren anført, at den omstændighed, at Kommissionen ulovligt har ladet sagsøgeren være omfattet af artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 4, undergraver Kommissionens forsøg på at fastslå, at sagsøgeren deltog i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen ved at træffe en afgørelse mod sagsøgeren på ny, hvorved den foreholder sagsøgeren at have begået ny ulovlig adfærd, har tilsidesat artikel 25 i forordning nr. 1/2003 og retssikkerhedsprincippet, retfærdighedsprincippet og princippet om god retspleje.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen ikke i henhold til den krævede bevisstandard godtgjorde, at sagsøgeren kan drages til ansvar for at have deltaget i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse.

Efter sagsøgerens opfattelse undlod Kommissionen at undersøge sagsøgerens særlige situation og at fastslå de individuelle dele af den samlede og vedvarende overtrædelse med hensyn til sagsøgeren.

Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionen ikke påviste en overordnet plan, der forfulgte et fælles formål.

Sagsøgeren hævder endvidere, at Kommissionen ikke påviste, at sagsøgeren deltog eller havde den krævede hensigt om at deltage i den samlede og vedvarende overtrædelse.

Endelig har sagsøgeren anført, at det ikke er godtgjort, at den havde det nødvendige kendskab.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen undlod at give en tilstrækkelig begrundelse til støtte for sin konklusion om, at sagsøgeren havde deltaget i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen begik en fejl ved at lægge den omstændighed, at sagsøgeren havde aktiviteter i tredjelandsjurisdiktioner, til grund som bevis for, at denne havde deltaget i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse og undlod at give en begrundelse i denne forbindelse.

Efter sagsøgerens opfattelse løftede Kommissionen ikke den bevisbyrde, der gælder med hensyn til sagsøgerens adfærd i Hong Kong og/eller undlod at give en tilstrækkelig begrundelse.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ikke godtgjorde, at sagsøgerens adfærd i Hong Kong havde et konkurrencebegrænsende formål.

Sagsøgeren har desuden anført, at den i henhold til lovgivningen i Hong Kong havde pligt til at indgive en kollektiv ansøgning.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at princippet om comitas genitum og princippet om ikke-indblanding mellem staterne er blevet tilsidesat.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen ikke havde kompetence til at anvende artikel 101 TEUF på adfærd vedrørende indgående fly, dvs. luftfragttjenester fra tredjelande til Europa.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen begik en fejl ved beregningen af den bøde, som er pålagt sagsøgeren.