24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/62


Sag anlagt den 31. maj 2017 — British Airways mod Kommissionen

(Sag T-341/17)

(2017/C 239/74)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: British Airways plc (Harmondsworth, Det Forenede Kongerige) (ved J. Turner, QC, barrister R. O’Donoghue og solicitor A. Lyle Smythe)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 — Luftfragt) annulleres helt eller delvist.

Subsidiært: Den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt i medfør af den anfægtede afgørelse, annulleres eller nedsættes under udøvelsen af Rettens fulde prøvelsesret.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ni anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller tilsidesatte en væsentlig formforskrift, idet den traf en afgørelse om, at der foreligger en overtrædelse, som var baseret på to afvigende vurderinger af de relevante faktiske og retlige omstændigheder, og som således var usammenhængende, uforenelig med retssikkerhedsprincippet og kan medføre forvirring med hensyn til EU’s retsorden.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat den pligt, som den er underlagt i henhold til artikel 266 TEUF, idet den i forbindelse med sin fornyede afgørelse vedrørende sagsøgeren traf en foranstaltning med henblik på at korrigere de væsentlige fejl, som Retten havde fundet i sag T-48/11, som imidlertid snarere forværrede fejlene end afhjalp dem.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl og/eller tilsidesatte en væsentlig formforskrift, idet den undlod at give en tilstrækkelig begrundelse for at pålægge sagsøgeren en bøde. Efter sagsøgerens opfattelse blev bøden pålagt på grundlag af en konklusion om, at der forelå en overtrædelse, som ikke var omfattet af den omhandlede foranstaltning, og som var uforenelig med de konklusioner, som var indeholdt i den omhandlede foranstaltning. Sagsøgeren har endvidere eller subsidiært gjort gældende, at Kommissionen i denne forbindelse overskred sin kompetence.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen ikke havde beføjelse til at anvende artikel 101 TEUF/EØS-aftalens artikel 53 i forbindelse med påståede konkurrencebegrænsninger vedrørende bestemmelsen om luftfragttjenester på ruter, der er indgående til EU/EØS-området. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at sådanne begrænsninger faldt uden for det territoriale anvendelsesområde for artikel 101 TEUF/EØS-aftalens artikel 53.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen har anvendt artikel 101 TEUF/EØS-aftalens artikel 53 forkert aftale til samordning af tillægsgebyrer for luftfarttjenester til/fra visse lande som følge af de gældende retlige og reguleringsmæssige ordninger og deres virkninger i praksis, og den bødenedsættelse, der blev givet i denne forbindelse, var vilkårlig og utilstrækkelig.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen begik en fejl, da den fastslog, at sagsøgeren havde deltaget i en overtrædelse vedrørende (ikke-)betaling af kommission tillægsgebyrer.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen begik en fejl, da den fastsatte »værdien af afsætningen« med henblik på at beregne bøder i afgørelsen. Efter sagsøgerens opfattelse burde Kommissionen have fastslået, at kun indtægter hidrørende fra tillægsgebyrer var relevante, og den burde ikke have medtaget omsætning hidrørende fra tjenester, der var indgående til EU/EØS-området.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen begik en fejl, da den fastslog, at sagsøgeren var den niende ansøger om bødenedsættelse og derfor kun var berettiget til en nedsættelse på 10 % af sin bøde, til trods for at sagsøgeren faktisk var den første, som ansøgte om bødenedsættelse efter ansøgeren om bødefritagelse, og som tilføjede betydelig værdi.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen begik en fejl i forbindelse med sin vurdering af begyndelsestidspunktet for sagsøgerens overtrædelse. Efter sagsøgerens opfattelse var det pågældende begyndelsestidspunkt oktober 2001, og de beviser, som er fremført med henblik på at påvise en andet, tidligere tidspunkt, ikke er retligt tilstrækkelige.