21.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 277/46


Sag anlagt den 30. maj 2017 — Air France mod Kommissionen

(Sag T-338/17)

(2017/C 277/69)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Société Air France (Tremblay-en-France, Frankrig) (ved advokaterne A. Wachsmann og S. Thibault-Liger)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Principalt annulleres Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017, sag AT.39258 — Luftfragt, i sin helhed på grundlag af artikel 263 TEUF, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, og den begrundelse, der understøtter afgørelsens dispositive del, på grundlag af det første, andet og tredje anbringende.

Subsidiært, og såfremt Retten ikke annullerer afgørelse C(2017) 1742 final i sin helhed på grundlag af det første, andet og tredje anbringende:

for det første

i henhold til det første anbringende annulleres artikel 1, stk. 1, nr. 1), litra c), nr. 2), litra c), nr. 3, litra c), og nr. 4), litra c), i afgørelse C(2017) 1742 final, for så vidt som den samlede og vedvarende overtrædelse, som er gjort gældende over for sagsøgeren, er baseret på beviser, der ikke kunne antages til realitetsbehandling, og som var fremlagt af Lufthansa i forbindelse med dennes anmodning om bødefritagelse, samt den begrundelse, der understøtter denne bestemmelse, afgørelsens artikel 3, litra b), for så vidt som den pålægger sagsøgeren en bøde på 182 920 000 EUR, og afgørelsens artikel 4, og bødens størrelse nedsættes derfor i henhold til artikel 261 TEUF.

i henhold til det andet anbringende annulleres artikel 1, stk. 1, nr. 1), litra c), nr. 2), litra c), nr. 3, litra c), og nr. 4), litra c), i afgørelse C(2017) 1742 final, for så vidt som den med hensyn til den samlede og vedvarende overtrædelse ikke lod de luftfartsselskaber, der var nævnt i afgørelsens begrundelse som implicerede i overtrædelsen, være omfattet af denne, samt den begrundelse, der understøtter denne bestemmelse, afgørelsens artikel 3, litra b), for så vidt som den pålægger sagsøgeren en bøde på 182 920 000 EUR, og afgørelsens artikel 4, og bødens størrelse nedsættes derfor i henhold til artikel 261 TEUF.

i henhold til det tredje anbringende annulleres artikel 1, stk. 1, nr. 2), litra c), og nr. 3), litra c), i afgørelse C(2017) 1742 final, for så vidt som den fastslår, at den samlede og vedvarende overtrædelse, som er gjort gældende over for sagsøgeren, omfatter indkommende luftfragttjenester til EØS-området (inbound EØS-flyvninger), samt den begrundelse, der understøtter denne bestemmelse, afgørelsens artikel 3, litra b), for så vidt som den pålægger sagsøgeren en bøde på 182 920 000 EUR, og afgørelsens artikel 4, og bødens størrelse nedsættes derfor i henhold til artikel 261 TEUF.

for det andet, i henhold til det fjerde anbringendeannulleres artikel 1, stk. 1, nr. 1), litra c), nr. 2), litra c), nr. 3), litra c), og nr. 4), litra c), i afgørelse C(2017) 1742 final, for så vidt som den fastslår, at afvisningen af at give speditørerne kommission er en separat del af den samlede og vedvarende overtrædelse, som er gjort gældende over for sagsøgeren, samt den begrundelse, der understøtter denne bestemmelse, afgørelsens artikel 3, litra b), for så vidt som den pålægger sagsøgeren en bøde på 182 920 000 EUR, og afgørelsens artikel 4, og bødens størrelse nedsættes derfor i henhold til artikel 261 TEUF.

for det tredje annulleres artikel 3, litra b), i afgørelse C(2017) 1742 final, for så vidt som den pålægger sagsøgeren en bøde på 182 920 000 EUR med den begrundelse, at der ved beregningen af bøden er taget hensyn til sagsøgerens luftfragtrater og 50 % af sagsøgerens indtægter fra indkommende luftfragttjenester til EØS-området (inbound EØS-flyvninger) (i henhold til det femte anbringende) overvurderer grovheden af den overtrædelse, som er gjort gældende over for sagsøgeren (i henhold til det syvende anbringende), angiver en ukorrekt varighed af den overtrædelse, som er gjort gældende over for sagsøgeren (i henhold til det ottende anbringende), samt den begrundelse, der understøtter denne bestemmelse, og bødens størrelse nedsættes derfor til et passende beløb i henhold til artikel 261 TEUF.

Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat otte anbringender.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af samarbejdsmeddelelsen af 2002 og dens princip om berettiget forventning, ligebehandlingsprincip og princip om forbud mod forskelsbehandling mellem Air France og Lufthansa, som har betydning for antagelsen til realitetsbehandling af de beviser, som Lufthansa har fremlagt i forbindelse med sin anmodning om bødefritagelse. Dette anbringende er opdelt i fire led:

Første led om antagelsen til realitetsbehandling af det første anbringende.

Andet led om ophævelse af den bødefritagelse, der er indrømmet Lufthansa.

Tredje led om, at de beviser, som denne havde fremlagt i forbindelse med sin anmodning om bødefritagelse, ikke kan antages til realitetsbehandling.

Fjerde led om den omstændighed, at afgørelsen som følge af, at de beviser, som Lufthansa havde fremlagt i forbindelse med sin anmodning om bødefritagelse, ikke kan antages til realitetsbehandling, nødvendigvis må annulleres.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten, ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om beskyttelse mod Kommissionens vilkårlige indgriben, om den omstændighed, at luftfartsselskaber, der har deltaget i den pågældende praksis, ikke var medtaget i konklusionerne i afgørelsen. Dette anbringende er opdelt i to led:

Første led om det argument, at den omstændighed, at luftfartsselskaber, der har deltaget i den pågældende praksis, ikke var medtaget i konklusionerne i afgørelsen, er behæftet med en begrundelsesmangel.

Andet led om det argument, at den omstændighed, at luftfartsselskaber, der har deltaget i den udøvede praksis, ikke var medtaget i konklusionerne i afgørelsen, udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om beskyttelse mod Kommissionens vilkårlige indgriben.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af reglerne om afgrænsning af Kommissionens territoriale kompetence, som følge af den omstændighed at inbound EØS-flyvninger blev omfattet af den samlede og vedvarende overtrædelse. Dette anbringende er opdelt i to led:

Første led om den omstændighed, at den udøvede praksis vedrørende inbound EØS-flyvninger ikke havde fundet sted inden for EØS-området.

Andet led: Kommissionen havde ikke fastslået, at der forelå kvalificerede virkninger inden for EØS-området, som var forbundet med den udøvede praksis vedrørende inbound EØS-flyvninger.

4.

Fjerde anbringende om, at der til støtte for konklusionen om, at afvisningen af at give speditørerne kommission er en separat del af den samlede og vedvarende overtrædelse, er givet indbyrdes modstridende begrundelser, og om at denne konklusion er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Dette anbringende er opdelt i to led:

Første led, hvorefter der til støtte for konklusionen er givet indbyrdes modstridende begrundelser.

Andet led, hvorefter konklusion er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

5.

Femte anbringende om, at de værdier af afsætningen, der blev anvendt ved beregningen af Air Frances bøde, var urigtige. Anbringendet er opdelt i to led:

Første led om, at den omstændighed, at tariffer blev medregnet som en del af værdien af afsætningen, er støttet på indbyrdes modstridende begrundelser, flere retlige fejl og et åbenbart urigtigt skøn.

Andet led om, at den omstændighed, at 50 % af inbound EØS-indtægterne blev medregnet som en del af værdien af afsætningen, udgjorde en tilsidesættelse af retningslinjerne for beregningen af bøder af 2006 og princippet om non bis in idem.

6.

Sjette anbringende om en fejlagtig vurdering af overtrædelsens grovhed. Anbringendet består af to led:

Første led om det argument, at overvurderingen af den udøvede praksis’ grovhed, er støttet på flere åbenbart urigtige skøn, og om en tilsidesættelse af princippet om proportionalitet ved strafudmåling og ligebehandlingsprincippet.

Andet led om det argument, at overvurderingen af den udøvede praksis’ grovhed er en følge af, at kontakterne vedrørende den praksis, som blev udført uden for EØS-området, blev omfattet af overtrædelsen, idet dette udgjorde en tilsidesættelse af reglerne om Kommissionens territoriale kompetence.

7.

Syvende anbringende om, at overtrædelsens varighed er beregnet urigtigt.

8.

Ottende anbringende om en begrundelsesmangel og om, at den nedsættelse på 15 %, som Kommissionen indrømmede i henhold til reglerne, var utilstrækkelig.