22.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/30


Sag anlagt den 28. november 2015 — Micula m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-704/15)

(2016/C 068/40)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Viorel Micula (Oradea, Rumænien), European Drinks SA (Ștei, Rumænien), Rieni Drinks SA (Rieni, Rumænien), Transilvania General Import-Export SRL (Oradea) og West Leasing International SRL (Pantasesti, Rumænien) (ved advokaterne J. Derenne, A. Dashwood og D. Vallindas)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1470 af 30. marts 2015 om statsstøtte SA.38517 (2014/C) (ex 2014/NN) gennemført af Rumænien — Voldgiftskendelse i Micula mod Rumænien af 11. december 2013 (meddelt under nummer C(2015) 2112) (EUT 2015 L 232, s. 43) annulleres.

Subdidiært annulleres den anfægtede afgørelse for så vidt som

i.

den udpeger Viorel Micula som en »virksomhed« og derfor som en del af den påståede økonomiske enhed, der var modtager af støtten,

ii.

den udpeger modtageren af støtten som en økonomisk enhed bestående af Viorel Micula, Ioan Micula, S.C. European Food SA, S.C. Starmill S.R.L., S.C. Multipack, European Drinks SA, Rieni Drinks SA, Scandic Distilleries SA og Transilvania General Import-Export S.R.L., og

iii.

den i artikel 2, stk. 2, bestemmer, at Viorel Micula, Ioan Micula, S.C. European Food SA, S.C. Starmill S.R.L., S.C. Multipack, European Drinks SA, Rieni Drinks SA, Scandic Distilleries SA, Transilvania General Import-Export S.R.L. og West Leasing S.R.L hæfter solidarisk for tilbagebetalingen af statsstøtte, som en af dem måtte have modtaget.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.

1.

Første anbringende om manglende kompetence og magtfordrejning. Ved sin fejlagtige karakterisering af fuldbyrdelsen af ICSID voldgiftskendelsen (»voldgiftskendelsen«) som ydelse af statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, søger Kommissionen faktisk med tilbagevirkende kraft at hævde beføjelser, som den har i forbindelse med statsstøtte ydet af Rumænien efter landets tiltrædelse af EU, i forhold til perioden før tiltrædelsen. Kommissionen savner åbenbart kompetence til at anvende statsstøttebeføjelserne på denne måde. Vedtagelsen af en afgørelse med et sådant formål og en sådan virkning indebærer endvidere en magtfordrejning i forhold til disse beføjelser.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF

For det første godtgøres det ikke i afgørelsen, at der foreligger en økonomisk fordel i forbindelse med at fuldbyrdelsen/gennemførelsen af voldgiftskendelsen karakteriseres som uforenelig støtte. Den foreliggende sag opfylder kriterierne i retspraksis i henhold til Asteris-sagen (dom af 27.9.1988 i Asteris m.fl., forenede sager 106/87-120/87). Enhver fordel (quod non) ligger før Rumæniens tiltrædelse af EU og ligger dermed uden for anvendelsesområdet for EU statsstøttereglerne. For det andet godtgøres eksistensen af selektivitet ikke i afgørelsen. Den bilaterale investeringsaftale mellem Sverige og Rumænien (»BIT« — det retlige grundlag for voldgiftskendelsen) etablerer et system med generelt erstatningsansvar, som finder anvendelse på samme måde på alle investorer. For det tredje godtgør afgørelsen ikke, at den omhandlede foranstaltning kan tilregnes den rumænske stat. Rumænien har ingen skønsmargen i forbindelse med fuldbyrdelsen af voldgiftskendelsen.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 351 TEUF og almindelige retsprincipper. Artikel 351 TEUF beskytter de forpligtelser, Rumænien har påtaget sig ved gennemførelsen af BIT’en med Sverige, mens den stadig var en aftale mellem en medlemsstat (Sverige) og et tredjeland (Rumænien), mod enhver mulig virkning af EU-statsstøttereglerne efter tiltrædelsen.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. EU-myndighederne tilskyndede aktivt indgåelsen af BIT’er og gav som følge deraf anledning til en berettiget forventning om, at en anstrengelse for at gøre en sådan BIT gældende ved voldgift ikke ville blive blokeret ved eksempelvis statsstøttereglerne.

5.

Femte anbringende, hvorved det subsidiært gøres gældende, at den angivelige støtte bør anses for at være forenelig støtte. Den omhandlede nationale foranstaltning, som lå til grund for voldgiften og voldgiftskendelsen, var aldrig genstand for en endelig konstatering af uforenelighed. Under alle omstændigheder ville den have været forenelig med EU-statsstøttereglerne.

6.

Sjette anbringende, hvorved det subsidiært gøres gældende, at afgørelsen identificerer modtagerne af den påståede støtte fejlagtigt. Afgørelsen godtgør hverken, at Viorel og Ioan Micula udgør dele af den angivelige økonomiske enhed, eller at der foreligger en økonomisk enhed i den foreliggende sag.

7.

Syvende anbringende, hvorved det gøres gældende, at der er fejl i den tilbagesøgning, der blev anordnet ved afgørelsen. Da afgørelsen ukorrekt bestemmer modtagerne af den angivelige støtte, anordner den tilbagesøgning fra individer og selskaber, som ikke er modtagere af den angivelige støtte.

8.

Ottende anbringende om en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift (retten til at blev hørt). Afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure nævnede ikke på noget tidspunkt sagsøgerne European Drinks, Rieni Drinks, West Leasing eller Transilvania General Import-Export.