25.1.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/66


Sag anlagt den 2. november 2015 — LL mod Parlamentet

(Sag T-615/15)

(2016/C 027/84)

Processprog: Litauisk

Parter

Sagsøger: LL (Vilnius, Litauen) (ved advokat J. Petrulionis)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse D(2014) 15503 af 17. april 2014 og debetnota nr. 2014-575, der den 5. maj 2014 er vedtaget med hjemmel i denne afgørelse, annulleres.

Parlamentet tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Betalingens rigtighed samt gyldigheden og lovligheden af tilbagesøgningen heraf

Sagsøgeren har gjort gældende, at Europa-Parlamentets generalsekretær i afgørelse D(2014) 15503 fuldstændigt ubegrundet og ulovligt afgjorde, at beløbet på 37 728 EUR uretmæssigt var blevet udbetalt til sagsøgeren, og på ubegrundet og retsstridig vis i henhold til artikel 68 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og artikel 80 i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen instruerede Europa-Parlamentets regnskabsfører om at tilbagesøge beløbet på 37 728 EUR fra sagsøgeren, og om i overensstemmelse med den foreskrevne procedure at underrette sagsøgeren herom ved debetnota nr. 2014-575.

Europa-Parlamentets generalsekretær tog efter sagsøgerens opfattelse alene følgende to forhold i betragtning: OLAF’s rapport og den omstændighed, at sagsøgeren ikke havde fremlagt bevis for, at betalingen blev anvendt til det tilsigtede formål. Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at der ikke blev indhentet oplysninger, som bekræfter, at han i strid med artikel 14 i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer anvendte betalingen til andre end det tilsigtede formål.

Forældelsesfristen og anvendelsen af princippet om en rimelig frist, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Sagsøgeren har gjort gældende, at den i finansforordningens artikel 81 og artikel 93 i gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen fastsatte forældelsesfrist ikke blev overholdt i Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse D(2014) 15503 eller i debetnota nr. 2014-575, og at kravene til princippet om en rimelig frist, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke blev opfyldt.

Efter sagsøgerens opfattelse forsinkede de relevante EU-institutioner på ubegrundet og urimelig vis samt i urimelig lang tid udøvelsen af deres beføjelser og vedtagelsen af de relevante afgørelser. Sagsøgerens rettigheder — herunder retten til forsvar og den korrekte gennemførelse heraf — blev herved krænket, idet sagsøgeren henset til det lange tidsrum mellem de undersøgte forhold og vedtagelsen af de relevante afgørelser objektivt blev frataget muligheden for at forsvare sig selv mod de fremsatte beskyldninger, fremlægge beviser og træffe alle andre foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at det undersøgte forhold ville blive afgjort på retfærdig vis.