11.1.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 8/13


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 17/2014

af 10. januar 2014

om en standardformular til meddelelse om en særlig foranstaltning under den hurtige reaktionsmekanisme til bekæmpelse af momssvig

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), særlig artikel 199b, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Med direktiv 2006/112/EF, som ændret ved Rådets direktiv 2013/42/EU (2), indføres en hurtig reaktionsmekanisme til bekæmpelse af momssvig.

(2)

Den hurtige reaktionsmekanisme gør det muligt for medlemsstaterne at meddele vedtagelsen af en særlig foranstaltning, der afviger fra den generelle regel i direktiv 2006/112/EF vedrørende den person, der er betalingspligtig for momsen. Foranstaltningen består i at anvende omvendt betalingspligt for moms til bekæmpelse af pludselig opståede og grove former for svig, som kan føre til betydelige og uoprettelige finansielle tab.

(3)

For at lette behandlingen af meddelelserne om særlige foranstaltninger inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme bør der vedtages en standardformular til meddelelsen, hvori de oplysninger, der kræves fra en medlemsstat, der fremsender meddelelsen, beskrives og struktureres.

(4)

For at afkorte og forenkle meddelelsesproceduren skal sådanne formularer fremsendes elektronisk til Kommissionen.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Administrativt Samarbejde —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Medlemsstaterne anvender standardformularen i bilaget til denne forordning til at meddele vedtagelsen af en særlig foranstaltning inden for rammerne af den hurtige reaktionsmekanisme, der er fastsat i artikel 199b i direktiv 2006/112/EF, til Kommissionen.

2.   Den i stk. 1 omhandlede meddelelse fremsendes elektronisk til en hertil oprettet e-mailadresse, som Kommissionen meddeler til Det Stående Udvalg for Administrativt Samarbejde.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. januar 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(2)  Rådets direktiv 2013/42/EU af 22. juli 2013 om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår en hurtig reaktionsmekanisme til bekæmpelse af momssvig (EUT L 201 af 26.7.2013, s. 1).


BILAG

Image

Image