23.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 163/22


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 19. juni 2007

om afvisning af at optage haloxyfop-R i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF og om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder dette stof

(meddelt under nummer K(2007) 2548)

(EØS-relevant tekst)

(2007/437/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), særlig artikel 8, stk. 2, fjerde afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF kan en medlemsstat i en periode på 12 år fra datoen for meddelelsen af direktivet tillade markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aktivstoffer, som ikke er opført i bilag I til direktivet, og som allerede var på markedet to år efter meddelelsen heraf, mens disse stoffer gradvist undersøges inden for rammerne af et arbejdsprogram.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 451/2000 (2) og (EF) nr. 703/2001 (3) er der fastsat nærmere bestemmelser for iværksættelsen af anden fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF, ligesom der er opstillet en liste over aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Denne liste omfatter haloxyfop-R.

(3)

Haloxyfop-R’s virkninger på menneskers sundhed og miljøet er blevet vurderet i henhold til forordning (EF) nr. 451/2000 og (EF) nr. 703/2001 for en række anvendelsesformål, som anmelderen har foreslået. Ved disse forordninger udpeges endvidere de rapporterende medlemsstater, som skal forelægge Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) deres vurderingsrapporter og henstillinger, jf. artikel 8, stk. 1, i forordning (EF) nr. 451/2000. For haloxyfop-R var den rapporterende medlemsstat Danmark, og alle relevante oplysninger blev forelagt den 21. november 2003.

(4)

Medlemsstaterne og EFSA har underkastet vurderingsrapporten et peer review i EFSA’s evalueringsarbejdsgruppe, og den blev forelagt Kommissionen den 28. juli 2006 i form af EFSA’s konklusioner vedrørende peer reviewet af vurderingen af pesticidrisikoen ved aktivstoffet haloxyfop-R (4). Denne rapport er blevet behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og behandlingen blev afsluttet den 24. november 2006 med Kommissionens reviderede vurderingsrapport om haloxyfop-R.

(5)

Der er i forbindelse med evalueringen af dette aktivstof afdækket visse potentielle problemer. Risikovurderingen vedrørende grundvandsforurening kunne ikke færdiggøres. Det blev navnlig konstateret, at anvendelse af haloxyfop-R i de scenarier, anmelderen havde foreslået, medførte forekomst af en række metabolitter, der er persistente og let kan udvaskes til grundvandspejlet med potentielt negative virkninger for drikkevandet. Det gav betænkeligheder, som ikke kunne imødegås på baggrund af de data, som anmelderen havde forelagt inden for de fastsatte frister. Desuden er der med udgangspunkt i de tilgængelige data stadig uafklarede problemer for så vidt angår risikovurderingen vedrørende pattedyr. Det var derfor ikke muligt på grundlag af de foreliggende oplysninger at konkludere, at haloxyfop-R opfylder kriterierne for optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF.

(6)

Kommissionen opfordrede anmelderen til at kommentere resultaterne af peer reviewet og oplyse, hvorvidt han havde til hensigt at fastholde sin ansøgning om at få stoffet optaget i bilaget. Anmelderen fremsatte sine bemærkninger, og Kommissionen har gennemgået disse nøje. Selv med de af anmelderen fremsatte argumenter kan de påpegede problemer dog ikke siges at være løst, og de vurderinger, der er foretaget på baggrund af de forelagte oplysninger og evalueret på EFSA’s ekspertmøder, har ikke underbygget forventningen om, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder haloxyfop-R, under de foreslåede betingelser for anvendelse generelt opfylder kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 91/414/EØF.

(7)

Haloxyfop-R bør derfor ikke optages i bilag I til direktiv 91/414/EØF.

(8)

Det bør sikres, at godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder haloxyfop-R, trækkes tilbage inden for den fastsatte frist og ikke forlænges, og at der ikke gives nye godkendelser for sådanne produkter.

(9)

Enhver frist, som en medlemsstat indrømmer til bortskaffelse, opbevaring, afsætning eller anvendelse af bestående lagre af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder haloxyfop-R, bør ikke overstige 12 måneder, således at bestående lagre højst kan anvendes yderligere én vækstsæson.

(10)

Denne beslutning er ikke til hinder for, at der kan forelægges en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF med henblik på en eventuel optagelse af haloxyfop-R i dets bilag I.

(11)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Haloxyfop-R optages ikke i bilag I til direktiv 91/414/EØF som aktivstof.

Artikel 2

Medlemsstaterne sikrer, at

a)

godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder haloxyfop-R, trækkes tilbage senest den 19. december 2007

b)

der fra datoen for offentliggørelse af denne beslutning ikke gives godkendelse eller forlænget godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder haloxyfop-R.

Artikel 3

Eventuelle frister, som medlemsstaterne indrømmer i henhold til artikel 4, stk. 6, i direktiv 91/414/EØF, skal være så korte som muligt og skal udløbe senest den 19. december 2008.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. juni 2007.

På Kommissionens vegne

Markos KYPRIANOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2007/31/EF (EUT L 140 af 1.6.2007, s. 44).

(2)  EFT L 55 af 29.2.2000, s. 25. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1044/2003 (EUT L 151 af 19.6.2003, s. 32).

(3)  EFT L 98 af 7.4.2001, s. 6.

(4)  EFSA Scientific Report (2006) 87, 1-96, Conclusion regarding the peer review of pesticide risk assessment of haloxyfop-R.