Det här dokumentet är ett utdrag från EUR-Lex webbplats
Et europæisk grænseovervågningssystem (Eurosur)
For at forbedre den integrerede grænseforvaltning og for at forhindre kriminalitet på tværs af grænserne samt ulovlig indvandring oprettede Den Europæiske Union (EU) det europæiske grænseovervågningssystem (Eurosur).
DOKUMENT
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1052/2013 om oprettelse af det europæiske grænseovervågningssystem (Eurosur).
RESUMÉ
I oktober 2013 vedtog EU en forordning, der oprettede det europæiske grænseovervågningssystem (Eurosur).
Et system til flere formål
Eurosur er et system, der tjener flere formål, og som skal forhindre ulovlig indvandring og kriminalitet på tværs af grænserne ved de ydre grænser. Det vil også bidrage til at sikre beskyttelsen af og redde migranters liv, når de forsøger at nå Europas kyster.
Det indfører en mekanisme, der giver grænseovervågningsagenturer mulighed for hurtigt at udveksle oplysninger og samarbejde. Ved hjælp af nationale koordinationscentre, skal alle EU-landenes nationale myndigheder med ansvar for grænseovervågning (dvs. grænsevagter, politi, kystbevogtning, flåden osv.) koordinere deres aktiviteter med deres modparter i de andre EU-lande samt EU's grænseagentur, Frontex.
Hurtigere reaktioner takket være bedre oplysninger
Eurosur følger en efterretningsmæssig tilgang, der giver nationale og EU-agenturer mulighed for bedre at forstå, hvad der sker ved de ydre grænser, og for at reagere hurtigere på de nye ruter og metoder, som de kriminelle netværk benytter.
Hurtig reaktionskapacitet
Eurosur sætter EU-landene i stand til at reagere hurtigere ikke bare på enkelthændelser, men også på kritiske situationer, der opstår ved EU's ydre grænser. Til dette formål er de ydre land- og søgrænser opdelt i »grænseafsnit«, og de er hver især blevet tildelt et »indvirkningsniveau«, der er lavt, middelhøjt eller højt. På denne måde er det muligt at udpege brændpunkter ved de ydre grænser med en standardiseret reaktion på nationalt plan og EU-plan, hvis det er nødvendigt.
Grundlæggende rettigheder
De EU-lande, der har tiltrådt Schengenaftalen og Frontex, skal respektere de grundlæggende rettigheder fuldstændigt, navnlig non-refoulement-princippet (der forbyder, at en person, der reelt er offer for forfølgelse, sendes tilbage til sin forfølger) samt beskyttelse af personoplysninger.
Ikrafttrædelsesdato
Fra december 2013 var Eurosur operativ i de 19 EU-lande, der har tiltrådt Schengenaftalen, og som har sydlige og østlige ydre grænser. De resterende 11 Schengenlande tiltrådte Eurosur den 1. december 2014.
Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige (1) deltog ikke i vedtagelsen af denne forordning. Det blev dog aftalt, at Irland og Det Forenede Kongerige (1) kunne samarbejde med Eurosur via de regionale netværk. Danmark har efterfølgende besluttet at deltage i Eurosur.
REFERENCER
Dokument |
Ikrafttrædelsesdato |
Gennemførelsesfrist i medlemsstaterne |
Den Europæiske Unions Tidende |
Forordning (EU) nr. 1052/2013 |
26.11.2013 |
- |
EUT L 295 af 6.11.2013. |
seneste ajourføring 22.04.2014
(1) Storbritannien forlader EU og bliver dermed et tredjeland (ikke-EU-land) fra og med den 1. februar 2020.